I slutningen af juni blev der efter måneder med forhandlinger, protester og demonstrationer indgået velfærdsforlig. Eller det er, hvad de kalder det. I virkeligheden er der ikke mange gram velfærd i forliget. Efterløns- og pensionsalderen stiger begge med 2 år, slidte arbejdere mellem 55-59 år, som ingen vil ansætte, mister den forlængede dagpengeret – til gengæld får de så en ”øget aktiveringsindsats”, dvs. aktiveringsskruen strammes endnu mere. Bl.a. skal man nu efter 2½ års ledighed ”fuldtidsaktiveres”, hvilket betyder, at man tvinges ud i virksomhedspraktik, hvor man skal udføre normalt arbejde til ingen eller næsten ingen løn, og derved bliver løntrykker.

Den store bevægelse omkring 17. maj, hvor over 100.000 mennesker var på gaden, tvang dog regeringen til, især hvis de ville indgå forlig med socialdemokratiets ledelse, der har følt baglandets pres, at tage fat i hakkejernet og fjerne det oprindelige forslags værste tidsler.

Der er også smurt lidt sukker på for at få de værste dele til at glide lettere ned. Der gives diverse løfter om ”jobgaranti” for ældre”, ”forebyggel-sesfond” for arbejdsmiljø o. lign. Det, og at dagpengene for unge mellem 25-29 ikke halveres og at SUen ikke blev slagtet fuldstændig, er de massive demonstrationers fortjeneste. Til gengæld får alle, som ikke er parate til at begynde på en videregående udannelse senest 2 år efter gymnasiet, svært ved at komme ind på deres drømmeuddannelse. De vil nemlig miste den bonus på 8 procent i deres karaktergennemsnit, som alle andre, der starter inden 2 år, får.

Hvad opnåede Socialdemokraterne ved forhandlingsbordet? At efterlønsforringelsen ikke indfases i løbet af 10 år, men – og læg nu mærke til den essentielle forskel – 12,5 år!

Det indgåede forlig er absolut ingen dans på roser. Når Helle Thorning forsvarer det som en sejr, er det hule ord. Forliget er kun til fordel for kapitalisterne. Deres profitter vokser endnu engang, når de kan presse lønnen endnu mere på grund af den strammere aktivering og den forøgelse af arbejdsstyrken som tiltagene til, at de unge skal hurtigere igennem uddannelsessystemet medfører. Og de kan udbytte os i endnu længere tid, når vi ikke engang, efter mere end 40 års tro tjeneste i deres profitters interesse, ikke længere kan gå på efterløn som 60-årige, men må vente to år mere.

Men levealderen stiger jo, siger de. I resuméet af forligsteksten regnes der med, at vi i gennemsnit bliver 2,75 år ældre frem til 2040. For de udsatte grupper, som i dag benytter for eksempel efterløn, er stigningen dog noget mindre. Alligevel står der, at vi frem til 2040 skal arbejde 3 år længere, fordi at vi bl.a. skal være færre år på pension.

Ældrebyrden – borgerlige løgn
Vi får at vide, at der ikke er råd til velfærd på grund af ældrebyrden. Men i virkeligheden overdriver og forfalsker regeringen og dens kumpaner konsekvent tallene. Selv Pia Kjærsgaard har benægtet ældrebyrden. I stedet har hun så godt nok opfundet den gennemført racistiske og fuldstændig illusoriske ”indvan-drerbyrde”.

At kapitalisterne udråber de ældre som en byrde, er ren arrogance - ikke bare er det arbejderklassen, der hele deres liv bliver tvunget til konstant at arbejde for at øge kapitalisternes profitter, og lide under det kapitalistiske systems fuldstændig manglende evne til at føre samfundet fremad. Nu bliver de også skudt i skoene, at det er deres egen skyld – de kunne bare føde nogle flere børn!

Ligegyldigt om den såkaldte ældrebyrde stiger eller ej, betyder det ingenting for velfærden i forhold til ineffektiviteten i den kapitalistiske produktion og den konstante trussel om kriser, der følger med kapitalismen. Der bliver produceret masser af værdier, men de ryger direkte i kapitalisternes lommer.

Det er det egentlige problem. Dette og meget mere har vi i Socialistisk Standpunkt kigget nærmere på i vores dokument ”Program for forsvar for velfærden” som kan læses og bestilles på vores hjemmeside www.marxist.dk.