Hold da op, hvor var hun glad, hende Helle Thorning, da "velfærds-forliget" var på plads. Endelig havde hun fået lov til at lege med de store drenge og piger og "sætte fingeraftryk" på deres sager. "Jeg er meget tilfreds med resultatet, og vi Socialdemokrater kan være stolte af det," skrev hun til medlemmerne. Denne holdning genfinder vi hos flere ledende personligheder i fagbevægelsen, og DSU's formand Jacob Bjerregaard gav forliget "et solidt 10-tal", mens "armene stadig er højt hævet". Men selvom man selvfølgelig godt kan påstå, at det er en sejr, hvis noget, der så ud til at blive meget dårligt, ender med at blive en lille smule mindre dårligt, så er resultatet stadig dybest set noget skidt, og det, der står tilbage, er, at Socialdemokratiet igen har medvirket til en markant forringelse af arbejderklassens forhold.
Forhandling?
Men er det ikke godt nok at forhandle og få det ud af det, man kan? Ville det ikke være dybt naivt at overlade det hele til regeringen alene? Sådan vil mange i partiet måske mene, og det er også umiddelbart en meget forståelig tankegang.
Socialdemokratiet blev dannet som et socialistisk arbejderparti, for at forsvare arbejderklassens interesser. Når ledelsen af socialdemokratiet indgår i forhandlinger om nedskæringer i velfærden er den med til at tage ansvaret for angrebene på arbejderklassens forhold. Hvis socialdemokratiet skal indgå i forhandlinger, må det blive på spørgsmålet om hvordan man forbedrer velfærden, og hvor pengene skal komme fra; her kan peges på en lang række områder; Nordsøolien, virksomhedernes overskud, de multinationale osv.
Men de borgerlige ønskede at have Socialdemokraterne med i forliget, for på den måde at kunne legitimere nedskæringerne, og forhåbentlig stoppe protesterne, fra især fagbevægelsen, hvis top er domineret af socialdemokrater. Hvis partiet og fagbevægelsen havde sat gang i en virkelig mobilisering ude på landets arbejdspladser og var kommet med et reelt alternativ i stedet for tågesnak, hvor man kun vagt har taget afstand fra nogle af forringelserne og aktivt støttet andre, så ville bevægelsen mod nedskæringerne let have vundet.
Hvis Socialdemokratiet havde stillet sig i spidsen for kampene ville Regeringen, Dansk Folkeparti og de Radikale være blevet tvunget til at lave forlig uden Socialdemokratiet. De ville blive nødt til selv at tage ansvaret for slagtningen af velfærden med udsigt til et svidende nederlag ved næste valg, hvor også Dansk Folkeparti og de Radikale ville stå afsløret som arbejderfjendske borgerlige. Eller også kunne de være blevet tvunget til at udskrive valg med det samme – et valg udkæmpet for eller imod velfærd, som Socialdemokratiet let kunne vinde.
Alternativ
Det burde være så let at være socialdemokrat for tiden. En borgerlig regering, der spiller ud med så store og åbenlyse forringelser af almindelige menneskers forhold, inviterer jo nærmest til at blive væltet. Det burde være rørende enkelt at være i opposition. Men problemet er, at den siddende ledelse i Socialdemokratiet – og dele af fagbevægelsens top – desværre er mere eller mindre enige i de borgerliges dogmer om, at det er nødvendigt at skære ned og få danske arbejdere til at knokle endnu mere. Og det er jo ikke underligt – de har samme udgangspunkt: at administrere Danmark som en sund kapitalistisk stat.
Under de nuværende historiske forhold betyder det at fjerne store dele af den velfærd, som arbejderklassen har tilkæmpet sig. Som vi har skildret utallige gange, er det denne kendsgerning, der er baggrunden for den langvarige og dybe krise, som Socialdemokratiet befinder sig i. Toppen har revet sig løs fra sit oprindelige grundlag i arbejderklassen og fører en politik, der igen og igen kommer i direkte karambolage med klassens mest basale interesser.
Snart sagt en hvilken som helst almindelig arbejder med bare en lille smule politisk interesse ville være en langt bedre leder for partiet end Helle Thorning eller andre fra den nuværende partiledelse - når bare han eller hun handlede ud fra devisen ”det bedste for mig og mine kollegaer”. Det ville skabe et jordskred i dansk politik - for slet ikke at tale om, hvad der ville ske, hvis partiet fik en bevidst udarbejdet politik til gavn for arbejderklassen.
Så snakker vi ikke bare om at komme op på niveau med sidste eller forrige valg – vi snakker om absolut flertal og total udradering af den siddende regering.
Hvilken vej fremad?
Virker dette perspektiv komplet urealistisk og langt ude? Det vil nogle uden tvivl mene, men hvad er det egentlig, det drejer sig om her? At et arbejderparti skulle føre arbejderpolitik! At et socialdemokratisk parti rent faktisk førte en politik, der pegede i retning af demokratisk socialisme – det er da kun logik og absolut ikke for meget forlangt! Men selvfølgelig – som vi har understreget gang på gang – så er det komplet urealistisk, så længe vi ikke kæmper bevidst for det - så længe de socialistiske idéer ikke forsøger at vinde indpas i partiet. Det er det, der er opgaven.
SF og Enhedslisten har været modstandere af forringelserne og har opfordret Socialdemokratiet til at trække sig ud af forhandlingerne og lade være at støtte nedskæringerne. Det er for så vidt glimrende, men det har ikke haft den store virkning. Begge partier har godt nok oplevet medlemsfremgang, men at deres anstrengelser kulminerer i opfordringer til, hvad Socialdemokratiet bør gøre, viser det reelle magtforhold. Det eneste reelle alternativ til den borgerlige regering er en arbejderregering på et socialistisk program, med udbygning af velfærden, i stedet for nedskæringer. Men lederne ar SF og Enhedslisten har det samme problem, som den socialdemokratiske ledelse – de er ikke parate til at bryde med kapitalismen.
Den enorme vilje til forandring, der kom til udtryk i bevægelsen omkring 17. maj, må vi bygge videre på, og kampen for en socialistisk politik i Socialdemokratiet og DSU og de andre arbejderpartier må på dagsordenen. Vi kan ikke fortsat acceptere, at partiet – og dermed også alle de fremskridt, den danske arbejderklasse i tidens løb har opnået – bliver kørt mere og mere i sænk af den nuværende ledelse.
