Ved en festival afholdt i Zagreb i maj, deltog Slavoj Žižek i en offentlig debat om den europæiske venstrefløj sam­men med Alexis Tsipras, lederen af det græske parti Syriza. Žižek forklarede, hvorfor han støtter Syriza og hvilke forventninger, han har til partiet. Han fremførte også en række specifikke for­slag til, hvilken retning partiet skal gå i. I senere interviews har han uddybet sine synspunkter.

Formålet med denne artikel er ikke at diskutere Žižeks overordnede filosofi­ske idéer. Vi vil i denne omgang ude­lukkende behandle hans specifikke for­slag til Syriza.
Žižek hævder, at Syriza er anderledes end andre partier, som Mandelas ANC eller Lulas arbejderparti PT, fordi det – samtidig med at det angiveligt er et virkeligt radikalt venstreparti med prin­cipper – har den yderligere kvalitet, at det taler en fornuftens stemme i et europæisk politisk klima, der er “blevet sindssygt”.

Žižek mener, at den ned­skæringspolitik, der dominerer Europa, er dogmatisk og baseret på eventyrhi­storier.

Her ser vi, hvordan Žižek blot genta­ger en idé, der er til stede på hele den reformistiske venstrefløj i Europa: at nedskæringerne på velfærden ikke er nødvendige, selv fra kapitalismens synspunkt, men at de er en irrationel ideologisk fiksering fra de europæiske borgerlige politikeres side. I stedet for at forklare, at det er profitsystemets indre modsætninger, der gør,at de bor­gerlige politikere ikke har en anden po­litik at tilbyde, i stedet for at forklare, at inden for rammerne af kapitalismen er der ingen udvej, så præsenterer han situationen som om, at det europæiske borgerskab er blevet skingrende sinds­sygt og opfører sig “irrationelt”.

Med den argumentation kan han udlede, at en løsning inden for kapitalismens rammer er mulig.

Vi er nødt til at stille spørgsmålet: Hvad er det der gør, at Europas borgerlige – og reformistiske – politiske ledere hand­ler så “irrationelt”? De europæiske po­litiske ledere arbejder for øjeblikket i en kontekst med den dybeste krise i kapita­lismens historie. Det er denne krise, der afgør deres politik og adfærd.

Žižek, der gang på gang har nævnt krisen i sine taler og artikler, ser denne gang ikke ud til at lægge nogen særlig vægt på de konkrete materielle betingelser, han giver heller ikke en analyse af den klas­sekamp, som udspringer fra dem. Alt, hvad vi behøver, er noget “rationalitet” og han ser Syriza og dens leder Tsipras som bærer af denne logiske tanke.

For marxister er det en idealistisk måde at se tingene på. Kapitalismen er helt sikkert et irrationelt system, set ud fra menneskehedens reelle behov. Men så længe den eksisterer, så er det kapita­listernes jagt på profit, der skubber den fremad. Det, der producerer profit, er logisk og rationelt for kapitalisterne, og det der ikke gør, er ulogisk og irratio­nelt!

Vi baserer os på den konkrete analyse af systemets modsætninger, vi påpegede for længe siden, at den europæiske for­ening, som borgerskabet i Europa for­søgte at opnå – omend det var den eneste vej for dem, da de ikke kunne konkur­rere med de andre økonomiske blokke over hele verden – ikke kunne opnås. Vi forklarede, at det var på grund af kon­kurrencen mellem de stater, der udgør EU – stater, der er på meget forskellige udviklingstrin – uundgåeligt bliver for­værret, når hver stats andel af markedet falder hurtigt i krisetider.

Tyskland er kernen i EU og har en dobbelt rolle, i og med at de både er partner og konkurrent til de andre EU-medlemslande. Førhen blev den økono­miske vækst opretholdt i Europa ved at udvide kredit til et hidtil uset niveau. Så længe økonomien ekspanderede sig, og bankerne og de store virksomheder tjente store profitter, fik gælden lov til at vokse. Men nu har gælden nået så­danne niveauer, at selv den magtfulde tyske økonomi ikke kan bære hele den europæiske gæld. Det ville være helt “irrationelt” for dem at gøre det.

Den tyske herskende klasse er heller ikke villig til at give sit samtykke til en ukontrollerbar trykning af penge, da det vil føre til massiv inflation på et senere tidspunkt af krisen, og en sådan infla­tion ville helt sikkert være uoversku­elig. Samtidig vil de herskende klasser i Europa lade de fattigere lag i samfundet betale for krisen, og dermed bringer de den sociale fred, der blev opnået i ef­terkrigstiden, i fare. Ved at forsøge at opnå en økonomisk ligevægt, destabili­serer de forholdet mellem klasserne.

De herskende klasser i Europa står så­ledes overfor et reel dilemma: de skal skære udgifterne i et forsøg på at ned­bringe gælden, men ved at gøre det, skærer de blot yderligere i markedet. Deres politik har sit udgangspunkt i denne situation og ikke i nogen ind­groet “nyliberalistisk” ideologi. Den herskende klasses seriøse strateger kan tydeligt se det. De reformistiske ledere af arbejderbevægelsen, kan dog kun se et system, der er gået “i hundene”.

Der er endda nogle borgerlige teoreti­kere, der ser tingene på den måde. For disse teknokrater synes de synspunkter, som formanden for Syriza fremfører på internationale møder ganske logisk: stramningerne burde stoppe, og den onde cirkel, der forhindrer økonomisk vækst, burde også stoppe. Utvivlsomt ville alle gerne se vækst, stigende løn­ninger, flere arbejdspladser og så vide­re. Men er alt dette muligt inden for det kapitalistiske systems snævre rammer?

Žižek siger, at “nedskæringspolitikken er ikke en logisk politik”. Det spørgs­mål, vi må stille os selv er: Hvad er alternativerne til stramninger? Den bor­gerlige i lande som Storbritannien og USA har anvendt det, de definerer som “kvantitative lettelser”, altså trykning af penge med ringe effekt udover ophob­ning af inflationspres i fremtiden.

Dybest set, så er det som Žižek argu­menterer imod, monetarisme, altså så­kaldt “neoliberalisme.” Alternativet til monetarisme under kapitalismen er key­nesianisme, hvilket ville kræve enorme mængder af offentlige udgifter. Men med massiv statsgæld overalt, hvor kommer de penge, som Žižek foreslår at bruge, fra? Da han udelukker at styrte borgerskabet, men blot antyder en ab­strakt “omfordeling af rigdom” som sit mål, er han forpligtet til at søge en løs­ning inden for kapitalismens logik. Der­med ender han som endnu en moderne reformist, der klamrer sig til keynesia­nisme som en vej ud af krisen.

Nedskæringspolitik er intet andet end en form for klassekamp, og det er et uund­gåelig valg for den herskende klasse – ikke blot et politisk valg. Resultatet af denne kamp vil blive bestemt af den politik, der er vedtaget af ledelsen af ar­bejderbevægelsen. Arbejderklassen har vist i flere lande, at den bevæger sig i en meget radikal retning, og at den er klar til at kæmpe. I Grækenland ses det helt klart. De generelle strejker, massemø­der og protester som vi har set de sene­ste par år bekræfter dette. Kapitalisterne er i virkeligheden meget opmærksomme på, at før eller senere vil klassekampen bryde ud overalt – ikke bare i Græken­land – og de forbereder sig på det.

Hvilket alternativ?

Der er brug for at forsvare det revolu­tionære program og kombinere det med fleksibel taktik. Sådan en tilgang ville sætte et revolutionært masseparti i stand til at synke rødder i arbejderklassen. Den revolutionære politiks succes af­hænger af om den er i stand til at bruge arbejderklassens daglige kampe og krav som en løftestang til at gøre dem bevid­ste om den presserende opgave: at om­styrte kapitalismen.

Men for Žižek er omstyrtelsen af kapi­talismen noget der ligger ude i en fjern og uvis fremtid. For ham er det endnu for tidligt at forsøge. Ifølge Žižek må venstrefløjen lige nu antage en mere moderat politik. Radikale reformer er ikke nødvendige; alt hvad der er brug for er at arbejde “på en meget pragma­tisk måde, hvilket vil få meget radikale konsekvenser, for at bringe rationalitet, for at give folk håb, for at stabilisere situationen … “. Således er alt, hvad der er behov for, blot at bryde med den galskab og irrationalitet som dominerer tankegangen hos nutidens borgerlige le­dere og få fornuften tilbage.

Problemet er, at denne tilbagevenden til fornuft, som Žižek ønsker at se, er ledsaget af politikker, der er begrænset til det selvsamme kapitalistiske system.

Kapitalismen har sine egne regler, der styrer den, og inden for disse er det umuligt at planlægge produktion og di­stribution. Ideen om en omfordeling af velstand uden at ekspropriere og styrte borgerskabet er fuldstændig utopisk. Det svarer til venligt at anmode om, at det lille mindretal af velhavende kapi­talister frivilligt opgiver noget af deres rigdom til gavn for samfundet i al al­mindelighed. Hvis Žižek kan angive, hvor disse borgerlige findes, vil vi være meget interesseret i at vide det!

På grund af kapitalismens anarkiske natur, kan reelle sociale behov ikke re­gistreres og beregnes, og dermed kan effektiv planlægning ikke indføres, og man kan ikke producere varer til at op­fylde de sociale behov hos hovedparten af befolkningen. Enhver politik der re­spekterer kapitalismens regler – eksem­pelvis en keynesiansk politik som er be­regnet på at øge efterspørgslen, sådan som ledelsen af Syriza hyppigt fremfø­rer – er slet ikke rationel eller rimelig, for den ignorerer den måde, kapitalisme rent faktisk fungerer på. Disse former for politik kan ikke tackle den egentli­ge årsag til krisen, men blot forsøge at helbrede dens symptomer ved hjælp af overfladiske løsninger.

Hengemt i Žižeks synspunkter er der en reaktionær illusion: at venstrefløjen, når de er i regering, vil lykkes med at overbevise mindst én sektion af kapita­listerne til at støtte sin politik, der vil være til gavn for både dem og for ar­bejderne. Dette er så meningsløst som at forsøge at overbevise en tiger til at blive vegetar. For at maksimere deres profitter har kapitalisterne brug for at skære ned på udgifterne til arbejdskraft, og de konkurrerer med hinanden for at se, hvem der kan skære mest. At tro, at kapitalisterne kan opføre sig på anden måde er at ignorere den virkelige ver­den, vi lever i.

Žižeks “realistiske alternativer”

Efter at have fremsat sådanne mål for SYRIZA, foreslår Žižek også noget som han anser for at være “nye” poli­tiske alliancer. I et interview med Eleftherotipia siger han følgende:

“Det vi har brug for er sande og rime­lige alliancer, ikke kommunistiske revo­lutioner, men borgerlige parlamenter, der vil bringe resultater. Venstrefløjen burde opgive sin sekteriske attitude og tilgang til det ville definere som det pa­triotiske borgerskab.”

Her præsenteres vi for reformisme i dens reneste essens. Vi får at vide, at der er gode “produktive” kapitalister”, der ønsker at producere og dårlige ka­pitalister som er mafiatyper. Siden hvornår har der været kapitalister, der har en “ægte interesse i at producere for folket”? Har Žižek pludselig glemt alle sine læsninger af Marx?

Kapitalister in­vesterer, hvis de kan opnå profit. Det er det eneste der motiverer dem. Hvis der i Grækenland var mulighed for profitabel investering i industri, kan man være sik­ker på at kapitalisterne ville skynde sig ind med deres penge. I stedet holder de pengene gemt væk i udenlandske banker eller bruger dem i spekulative investe­ringer hvis det går højt.

Žižek introducerer også en anden meget gammel idé: at produktion på lille skala kan være konkurrencedygtigt. Har han igen glemt hvad Marx forklarede for længe siden, nemlig at produktion i lille skala gennem konkurrence uundgåeligt fører til store monopoler? Eller skal vi tro, at en Syriza-regering vil vise sig i stand til at dreje uret tilbage til en histo­risk tid, hvor produktionen stadig var på et af sine tidlige stadier, med små fami­liedrevne virksomheder?

Kære kammerat Žižek, den eneste form for kapitalisme der er muligt i dag, er den du har foran dig: en kapitalisme domineret af store multinationale sel­skaber.

Žižek og den græske stat

Hvor langt Žižek er fjernet fra en ægte forståelse af marxismen kan ses i det han siger om den græske stat:
“SYRIZA bør ikke lave nogen skør venstreorienteret revolution. SYRIZA burde endda modernisere den græske stat, omsider gøre den effektiv, ja endda en meget bedre borgerlig stat om man vil … I bliver nødt til at gøre det grun­dige stykke arbejde, som den græske kapitalistiske klasse ikke var i stand til at gøre for sig selv. [ Minut 58]”

Žižek mener den nuværende borgerlige græske stat er ikke godt, men i stedet forestiller han sig at SYRIZA skaber en “bedre borgerlig stat”. Med dette for­moder vi at han mener en stat, der er effektiv, der gør op med bureaukrati, nepotisme, korruption osv. Dette ligger i tråd med hans synspunkt om at der et sted i Grækenland eksisterer et ærligt, produktivt progressivt borgerskab.

Således vil det være logisk, hvis vi føl­ger Žižeks tangegang, og eftersom at “kommunistiske revolutioner” er ude­lukket – og SYRIZA derfor ikke bør sigte på at omstyrte kapitalismen – vil det være logisk at “tilnærme sig” denne såkaldte “patriotiske” del af borgerska­bet, som en nødvendig allieret i kampen for at reformere staten og udvikle øko­nomien.

Žižek har altså ingen problemer med at foreslå, at Syriza vedtager en politik for klassesamarbejde. Han siger, at der er brug for fantasi og fjernelse af tabuer. Vi marxister på den anden side, er ikke forpligtet til at acceptere en alvorlig fejl og en farlig position, uanset hvis fan­tasi har formuleret det. Tværtimod er det vores pligt at afsløre den skadelige rolle, som disse ideer kan have for både Syriza og arbejderbevægelsen som hel­hed.

For det første må man spørge sig selv, hvem dette “patriotiske borgerskab” er, og om det overhovedet eksisterer? Hvil­ke fælles interesser kunne det have med arbejderklassen? Der er milevid forskel imellem på den ene side at indgå i en diskussion om en alliance med en del af borgerskabet og på den anden side dis­kutere de taktikker, som en venstrefløjs­regering bør anvende til at vinde opbak­ning fra småhandlende, der er gået kon­kurs på grund af den nuværende krise.

De små forretningsdrivende, håndvær­kere, de små virksomheder, er ikke det samme som storborgerskabet og den herskende klasse. Det er småborgerne, som storborgerskabet i normale tider læner sig opad for politisk støtte. Men i tider med alvorlig krise står disse lag overfor konkurs og armod. Dette lag kan og skal vindes over af venstrefløjen. Men det kan ikke gøres ved at opfinde et imaginært “progressivt borgerskab”.

Den eneste måde at vinde dette lag over på, er ved frimodigt at fremsætte et re­volutionært program, der omfatter en nationalisering af bankerne og de store virksomheder. For eksempel ved at na­tionalisere bankerne og forene dem i én centraliseret statsbank, ville det være muligt at tilbyde billige lån til små for­retningsdrivende.

Når Žižek taler om et “patriotisk” bor­gerskab, henviser han til en abstrakt konstrueret social klasse, et slags “pro­gressivt borgerskab”.

En sådan klasse er angiveligt et progres­siv lag af kapitalejere i samfundet, som er villig til at skubbe sin rigdom ind i økonomien ved at investere i produk­tionen – og ikke holde sin kapital gemt væk i udenlandske banker – hvilket ville omdanne det græske samfund ved at feje de gamle fortidslevn som den juridiske forbindelse mellem stat og kirke væk.

Det er tydeligt, at sådan en klasse ikke har eksisteret i hele den græske kapita­lismes historie, og at det bestemt heller ikke eksisterer i dag. Sådan en klasse findes i dag ikke engang i de avancerede kapitalistiske lande, hvor borgerskabet førhen spillede en progressiv rolle.

I stedet for at skabe klarhed om disse spørgsmål, som de burde, giver Žižeks overfladiske udtalelser et “radikalt” slør for reaktionære metoder. Metoder der ikke er “nye” eller “originale”, men derimod har deres oprindelse i stalini­sternes forræderiske folkefronts-taktik i 1930’erne som er farlige for bevægel­sen.
Hvad bør være Syrizas position over for småborgerskabet?

I stedet for at tale om at tilnærme sig et “patriotisk” borgerskab, bør diskus­sionen være fokuseret på, hvordan en venstrefløjs-regering sikrer støtte, eller i det mindste accept, fra småborgerlige lag i samfundet.
Der er ingen tvivl om, at venstrefløjen bliver nød til at danne alliancer, når den kommer til magten. Imidlertid bør dens grundlæggende første pligt være at organisere og give en stemme til ar­bejderklassen. Ingen diskussion om al­liancer har nogen mening uden denne grundlæggende forudsætning. At vinde opbakning fra de småborgerlige lag, kan ikke ske ved at kapitulere overfor den politik som de borgerlige partier fører, som i virkeligheden ikke har den konse­kvente støtte af nogen del af samfundet.

Den eneste måde, hvorpå en venstre­fløjs-regering kan forblive konsekvent, er ved at gennemføre arbejderklassens program, som kun kan være program­met for den socialistiske revolution. Na­tionaliseringen af banksystemet og de styrende dele af økonomien er ikke et program der er fjendtligt indstillet over for middelklassen. Tværtimod er det den eneste måde at styre strømmen af kredit og at gøre det muligt at planlægge genopbygningen af produktion i landet.

Dette ville give et pust af frisk luft til middelklassen, der i øjeblikket bliver knust af monopolerne.
Hvis vi tager Syriza-ledelsens autoritet og det brændende ønske hos masserne om forandring i betragtning, hvem kan så benægte, at hvis Syriza-ledelsen for­klarede alt dette, ville en vellykket so­cialistisk omdannelse af Grækenland være mulig?

I stedet for at bruge sit renommé til at støtte Syriza-ledernes udvanding, bur­de Žižek forklare de ægte marxistiske idéer. Han har udtrykt et ønske om, at se Syriza vinde valget, men også om at de kommer til magten og forbliver ved den. Måden at opnå det på er at gen­nemføre en ægte socialistisk omdannel­se af Grækenland ved at tage magten ud af hænderne på borgerskabet. Sådan en succesfuld omdannelse ville bane vejen for en socialistisk revolution i Europa og resten af verden.

Denne oversættelse er en forkortet version af en artikel som kan læses i sin helhed på www.marxist.com