Denne artikel blev oprindeligt skrevet den 26. juni. Siden da er udviklingen fortsat med at radikaliseres. Der har været adskillige nye protester og aktioner og flere demonstrationer med tusindvis af deltagere. F.eks. samlede en demonstrationer i Tel-Aviv den 30. juni over 10.000 deltagere. Demonstrationerne har også spredt sig til Jerusalem, Haifa og Afula. Samtidig er nye afsløringer af politiets overvågning og undertrykkelse komme frem, heriblandt forfølgelse af alle arabere der deltager i demonstrationerne.
Arrestationen af 12 aktivister fredag den 22. juni i Tel-Aviv har udløst voldsomme protester og demonstrationer i Israel. Protesterne ligner en genopblusning af sidste års ”Israelske forår”, hvor hundredetusindvis, inspireret af de arabiske revolutioner, demonstrerede imod afviklingen af den israelske velfærdsstat og for en social og demokratisk revolution i Israel. De 12 aktivister, heriblandt Daphni Leef der var initiativtageren til sidste års protest-teltlejre der udløste det israelske forår, forsøgte sammen med hundredevis af andre aktivister, at genstarte de sociale protester ved at genopføre en teltlejr på Rothschild Boulevard i protest mod de enorme huslejestigninger i Tel-Aviv og afviklingen af den israelske velfærdsstat.
Kort inden hendes arrestation udtalte Daphni Leef til den israelske ”Channel 2” at “størrelsen af opråbet (sidste års protester, red.) ikke havde modtaget en tilsvarende reaktion. Folk fortsætter med at kollapse under den finansielle byrde, priserne er stadig høje og offentlige ydelser bliver stadig privatiserede. Leveomkostningerne river familier i stykker og holder folk nede i fattigdom og det er derfor at vi skal protestere på enhver måde.” Ligeledes klagede hun over begrænsningerne på ytringsfriheden i Israel.
Som svar på arrestationerne og politiets aggressive fremfærd samledes på kort tid 6500 demonstranter om lørdagen til demonstration på Habima Pladsen i Tel-Aviv imod arrestationerne og angrebene på demokratiet og velfærden. Habima pladsen var ligesom Rothschild Boulevard, et centrum for sidste års historiske protester. Politiet angreb hurtigt demonstrationen i et forsøg på at forhindre nye protester. 89 demonstranter blev arresteret og flere blev tævet til blods af politiet.
Demonstranterne svarede igen på politiets brutalitet med kampråb som ”Politimand! Politimand! Hvem beskytter du?!”, ”Soldat! Politibetjent! Nægt at adlyde ordre!” og genoptagne råb om ”Politistat! Politistat!”. Men vreden over politiets voldelige fremfærd og de omfattende overgreb mod demokratiet udløste også voldelige uroligheder hos dele af demonstranterne der bl.a. lavede vejblokader, angreb banker og konfronterede politiets fremfærd. Demonstrationen fortsatte til ud på søndag morgen.
Faldende levestandard og indskrænkning af demokratiet
Flere israelske aviser har fokuseret på den voldsomme reaktion fra demonstranterne sammenlignet med sidste års fredelige protester. Der er dog intet mærkeligt i dette. Situationen i Israel er dødsens alvorlig.
På fem år er huslejen fordoblet i Tel-Aviv og tusindvis bliver sat på gaden, eller tvunget til at flytte ud til grænseområderne hvor den israelske stat så bruger dem som menneskeligt skjold imod raketter fra Palæstina og Libanon. Fattigdomen stiger dobbelt så hurtigt som gennemsnittet i OECD og er i dag på 23.6% og blandt børn er det 35.3% der lever under fattigdomsgrænsen og antallet af børn der modtager socialhjælp er steget med 48% siden 2001i. Sult er et voksende problem, 19% af familierne har en usikker adgang til mad, 10% decideret sulter og 2% lider under alvorlig sultii. Uligheden er ligeledes voldsomt stigende. Store prisstigninger på bl.a. fødevare udhuler lønningerne der for mange ikke er steget i årevis. Omfattende privatiseringer har præget Israel i årevis og tidligere tiders stærke velfærdsstat er blevet reduceret til en skygge af sig selv. Mange landmænd har økonomiske problemer. Ligeledes er befolkningen træt af de omfattende sager med korruption og nepotisme i regeringen samt de utallige krige og uroligheder i de palæstinensiske selvstyreområder og med nabolandene. En lang række af love der indskrænker demokratiet, og politiets voldsomme fremfærd, har yderligere bidraget til den spændte stemning.
Alt dette sker imens den Israelske økonomi officielt vokser (4.8% i 2010) og mens den officielle arbejdsløshed skulle være nået det laveste niveau i 30 år med kun 5.6% i 2011. Den økonomiske vækst kommer bare ikke befolkningsflertallet til gode, og den lave arbejdsløshed modsvares af at Israel har den 5. laveste andel i OECD af befolkningen mellem 15 og 64 år i arbejde, af at mange er underbeskæftigede (hvis man blot har 1 times arbejde om ugen tælles man med i beskæftigelsesraten) og at lønnen mange steder ikke tilsvarer leveomkostningerne (for en nærmere kritik af de officielle arbejdsløshedsstatistikker i Israel, se her: http://blogs.jpost.com/content/israeli-unemployment-miracle-was-not).
For den arabiske befolkning i staten Israel, der spillede en vigtig rolle i sidste års protester, er forholdene endnu værre. De har aldrig kunne nyde det fulde udbytte af velfærdsstaten eller kunne deltage på lige fod i ”demokratiet”, og er altid blevet behandlet som 2. rangs borgere. Derfor rammes de også ekstra hårdt når levestandarden yderligere falder, og arbejdsløsheden er stor blandt det arabiske mindretal. Samtidig udsættes de også for omfattende racistisk forfølgelse og undertrykkelse af deres almindelige borger- og menneskerettigheder, ligesom at det er blevet foreslået at selv deres begrænsede demokratiske rettigheder skal fjernes, og i flere byer er der allerede officielt blevet indført apartheids-tilstande. Samtidig har Israel også set en stigende hetz imod afrikanske emigrantarbejdere og flygtninge og voldelige demonstrationer og overfald på afrikanere, bl.a. sponsoreret af det højreekstreme zionistiske regeringsparti Likud.
Mange havde håbet at sidste års massive protester ville havde ændret på alt dette, men næsten intet er sket. Regeringen nedsatte en kommission der skulle komme op med løsninger på problemerne, men indtil videre begrænser de sig til en begrænset reduktion af uddannelsesafgifter og lign. mindre forbedringer der ikke løser nogle af problemerne. Samtidig er vilkårene for at protestere blevet kraftigt reduceret i forhold til sidste år. Alt dette har fået vreden til at vokse yderligere og politiets brutale, voldelige og anti-demokratiske fremfærd var for mange folk dråben der fik bægeret til at flyde over. Sådanne udbrud af ukonstruktiv vold og hærværk er en logisk konsekvens af situationen, og kan kun forhindres ved en bedre organisering af bevægelsen og et klart perspektiv for, hvordan sejren vindes. Svaret på politiets overgreb må være organiseringen af forsvarsværn der kan forhindre politiet i at trænge ind i demonstrationer og protester, forhindre arrestationer og beskytte demonstranter imod voldelige angreb. Samtidig må sådanne forsvarsværn forhindre ukonstruktiv vold og hærværk da sådan opførsel, hvor forståelig den end er, giver politiet og myndighederne en undskyldning til at retfærdigøre deres angreb på demonstrationer og fratagelsen befolkningens ret til at protesterer.
Revolutionære protester
Sidste års protester var de største i Israels historie og nåede på højdepunktet op på en halv million demonstranter. Dette i et land med under 8 millioner indbyggere! Protesterne startede d. 14. juli og havde mange lighedspunkter med de samtidige protester i Spanien og Grækenland og det senere Occupy Wall Street. Ligesom mange af de andre protester i Europa og USA havde protesterne i Israel tydelig inspiration fra de arabiske revolutioner og blev i den sammenhæng også kendt som ”det israelske forår”. En klar reference til ”det arabiske forår”. Inspirationen fra de arabiske revolutioner kunne også ses i kampråbet ”Mubarak, Assad, Bibi Netanyahu” refererende til den egyptiske diktator Mubarak, den syriske diktator Assad og Israels premiere minister Benjamin Netanyahu og at det var en fælles kamp imod disse. Under protesterne i 2011 blev der ofte snakket om nødvendigheden af en social og demokratisk revolution og et af de udbredte kampråb lød ”Hvad er svaret på privatiseringer? Revolution!”. Et kampråb der blev genoptaget i lørdags.
At protesterne havde masseopbakning og markerede et historisk vendepunkt i staten Israels historie blev cementeret af diverse meningsmålinger der viste at omkring 90% af befolkningen i Israel støttede demonstrationerne og deres krav! Den historiske betydning blev også vist i at demonstrationerne til en vis grad nedbrud splittelsen mellem ”jødiske” og arabiske arbejdere. Således fik demonstrationerne f.eks. opbakning fra en række vigtige palæstinensiske venstrefløjs organisationer.
Den revolutionære udvikling i Israel er fortsat i gang. Efter en pause hen over vinteren startede demonstrationerne igen op den 12. maj med en demonstration med 10.000 mennesker, samme størrelse som mange af de første demonstrationer i 2011 der efterfølgende voksede til flere hundredetusind. Ved demonstrationen d. 12. maj, der også blev udsat for voldsom undertrykkelse af politiet, råbte demonstranterne bl.a. ”Vores svar på volden? Revolution!”. Men allerede den 8. maj var der store spontane demonstrationer imod regeringen og imod at det største oppositionsparti Kadima indgik i en national enhedsregering med regeringspartiet Likud og en række mindre partier. Demonstrationen havde hovedsloganet ”Hele folket er i opposition!” og bar præg af en stor mængde røde faner. Også ved lørdagens demonstration råbte demonstranterne gentagne gange ”Revolution! Revolution!” og vendte sig under demonstrationen klart imod den israelske regering og ”Det Israelske Center” der er Israels største virksomheds lobby. Alt dette viser en begyndende genopblusning og fortsættelse af de revolutionære protester fra sidste år. De store protester imod overgrebene på demonstrationsfriheden har allerede gjort et indtryk. Byrådet har nu givet lov til at demonstranterne opfører protest-teltlejren ved Vlovsky haven i Tel-Aviv hvor de begynder i dag, tirsdag den 26. juni.
Klassekamp er for alvor tilbage på scenen i Israel, hvor den herskende klasse ellers har haft en vis succes traditionelt med at samle den israelske befolkning på tværs af klasser, omkring den zionistiske ideologi og skabe et billede af at alle jøder må stå sammen imod terroristiske arabere. Sidste års protester slog hul i denne opsplitning af befolkningen i jøder og araber og forenede dem i det sociale og demokratiske oprør. Nødvendigheden nu er, at udvikle videre på de bedste elementer af sidste års bevægelse og samtidig give et klart perspektiv for hvordan kampen kan vindes. Den faldende levestandard i Israel er forbundet til den generelle krise i kapitalismen og et sådan program må derfor være et revolutionært socialistisk program. Kun ved at forbinde kampen i Israel med de revolutionære bevægelser i Palæstina, Egypten, Syrien, Libanon, Jordan og resten af den arabiske verden og middelhavsregionen i første omgang, og hele verden i sidste ende, kan protesterne i Israel gøre sig håb om at vinde en afgørende sejr over kapitalismen og derved sikre en ordentlig levestandard, demokrati og fred.
Videorapport fra lørdagens demonstration fra ”The Real News”: https://www.youtube.com/watch?v=0tBm0mxw7kg&feature=player_embedded#!
Videorapport fra demonstrationen d. 12. maj der bl.a. viser den omfattende politiundertrykkelse, fra ”The Real News”:
http://www.youtube.com/watch?v=1flbNrM-Gf4
Videorapport fra demonstrationen mod den nationale enhedsregering fra ”The Real News”:
http://www.youtube.com/watch?v=_bK1YNoCfPY
