Klik her for at tegne abonnement
»Hvad fanden har de gang i?!« Sådan har mange nok reageret, da den nyslåede regering annoncerede sin ide om at stjæle en fridag.
Det lader til, at regeringen ser vores rettigheder og leveforhold som et stort tagselvbord, hvor de frit kan vælge og vrage for at finansiere oprustning og skattelettelser til erhvervslivet og de rigeste i dette samfund.
Enkelte borgerlige typer har forsøgt at slå plat på, at fagbevægelsen kæmper for en religiøs højtid. Er de røde pludselig blevet hellige?
For vores skyld kunne de omdøbe dagen til Store Fridag eller Peter, om det skulle være. Man skal vist komme fra Strandvejen for ikke at forstå, hvad modstanden handler om.
Det handler ikke om en enkelt fridag, om end det er slemt nok i sig selv. Det handler om 15 år! Siden krisen i 2008 er vi blevet bedt om at holde for. For samfundets skyld. For velfærdens skyld. For smittebekæmpelsens skyld. Der er altid en god undskyldning for at bede arbejdere og unge om at tage regningen, mens de rigeste stikker af.
Og tag ikke fejl. Den danske arbejderklasse og ungdom har været ekstremt tålmodig. I overenskomst efter overenskomst er der blevet udvist “løntilbageholdenhed”. De unge har oplevet forringelse på forringelse af uddannelserne, højere karakterkrav, underregulering af SU’en og kraftige forringelser af deres dagpengerettigheder. I det offentlige har velfærdsarbejderne strakt sig så langt, de kunne – og mere til – for at få tingene til at hænge sammen, trods den linde strøm af nedskæringer og angreb fra Christiansborg. Arbejdere og unge har været ekstremt tålmodige. Men alting har en grænse.
Det er skæbnens ironi, at det netop er en socialdemokratisk regering, tegnet af en række personer, der har brandet sig som anti-elitære, som nu er blevet overklassens stik-i-rend-drenge: Aalborgenseren Mette, mureren Mattias og Peter fra lufthavnen (du ved, ham, der nærmest blev født på bagagebåndet).
Alle, har de i årevis fremført sig selv som forsvarere af arbejderen, og “den lille mand” imod eliten. Og mange, også helt ude på venstrefløjen, troede i lang tid på dem, eller lod i hvert fald tvivlen komme dem til gode.
Men disse levebrødspolitikere har begået en stor fejl. De troede, at de endnu engang kunne klare sig med spin. Hvis bare de sagde, at alle, der vil beholde Store Bededag, er Putins femtekolonne, så skulle den nok gå hjem. I deres enfold har de fortolket arbejderklassens tålmodighed som svaghed og manglende fatteevne.
Men den danske arbejderklasse og ungdom ved udmærket, hvad herskaberne i regeringsgemakkerne har gang i. Og nu er det nok!
Aldrig før har en underskriftsindsamling så hurtigt fået så stor opbakning, som den, der kræver forsvar af Store Bededag. På få dage har næsten en halv million skrevet under. Det viser, hvor eksplosiv utilfredsheden er blandt de brede masser.
Underskrifter er naturligvis ikke nok. Der skal mere til at stoppe regeringens arbejdsgiverpolitik. Første skridt er demonstrationen den 5. februar. Forstår de ikke beskeden, må skrappere midler i brug: Strejker og flere demonstrationer. Og det leder os naturligt til OK23.
Lige nu står vi nemlig overfor angreb på to fronter: fra arbejdsgiverne og regeringen. Arbejdsgiverne prøver at få os til at glemme, hvor historisk meget vi mistede til inflationen i 2022, hvor lønnen haltede håbløst efter priserne, mens arbejdsgiverne tjente kassen. Og på den anden front vil regeringen have os til at arbejde mere, med det eksplicitte formål at øge arbejdsudbuddet, og altså lægge nedadgående pres på lønningerne og gennemføre mange andre besparelser og angreb, som deres regeringsgrundlag lægger op til.
Vi bliver angrebet fra to fronter, den faglige og politiske, men det er samme kamp: klassekampen. Kapitalistklassen og dens politiske håndlangere i den nye regering har erklæret os krig. Hvordan skal denne besvares? Gennem underskrifterne, meningsmålingerne og den generelle utilfredshed er svaret fra arbejdere og unge allerede ved at tegne sig: Vil de have kamp? Så lad dem få det.
