Den nyeste rapport fra Oxfam, “Inequality Inc.”, afslører, at verdens fem rigeste mænd har mere end fordoblet deres formue siden 2020. Samtidigt synker flertallet af menneskeheden dybere og dybere ned i elendighed. Af frygt for den utilfredshed, den voksende ulighed skaber, har en gruppe af 250 “mega-rige”, der kalder sig selv “Patriotiske Millionærer”, bedt om at en del af deres formue beskattes for at finansiere sociale ydelser. Vi siger: Lad os tage hele deres formue og opbygge et kommunistisk samfund, der er indrettet efter alles bedste.
Mens cheferne har den frækhed at give arbejdernes lønkrav skylden for de stigende priser, afslører Oxfam-rapporten, at milliardærernes rigdom er vokset tre gange så hurtigt som inflationen. Direktørernes lønninger er steget med mere end 1200 procent siden 1978, mens arbejdernes lønninger kun er steget med 15,3 procent. Milliardærernes formue har nået så absurde niveauer, at hvis de fem rigeste mænd skulle bruge 1 million dollars om dagen, ville det tage dem 476 år at løbe tør for penge!
Mens de rige fester, har 800 millioner arbejdere på tværs af verden samlet set mistet 1,5 billioner dollars i løbet af de sidste to år, hvilket svarer til næsten en månedsløn hver især. Fattigdom i de fattigste lande er nu værre end i 2019. Den globale ulighed er nu på niveau med uligheden i Sydafrika, det mest ulige land i verden. Faktisk har uligheden nået niveauer uden fortilfælde i menneskets historie. Ifølge Oxfam ville det med den nuværende hastighed tage 230 år at udrydde fattigdom, men om blot ti år vil vi se verdens første dollar-billionær (én billion = 1000 milliarder).
Som Marx påpegede: “Ophobningen af rigdom på den ene pol er derfor på samme tid ophobningen af elendighed, arbejdskraftens pinsel, slaveri, uvidenhed, brutalisering og moralsk nedbrydning på modsatte pol.”
Arbejdere kæmper tilbage, chefer frygter for deres system
Den voksende kløft mellem de rige og alle os andre har ført til reaktioner over hele verden.
Ifølge rapporten fandt leveomkostningsprotester sted i 122 lande og territorier i 2022. I USA gik mere end 7,4 millioner arbejdsdage tabt på grund af strejker i 2023, det højeste antal i næsten et kvart århundrede. Canada oplevede det højeste antal tabte arbejdsdage på grund af strejker siden 2005. I Storbritannien bød 2022-2023 på flest strejkedage siden 1980’erne.
Der foregår i øjeblikket massive landbrugsprotester i Tyskland, Frankrig og Indien. Titusinder er for nylig gået på gaden i Argentina for at protestere mod angreb på levestandarden. Listen fortsætter.
Dette oprør får kapitalisterne til at frygte for deres systems overlevelse. Som Abigail Disney, grandniece til Walt Disney, udtalte: “Gennem historien var høtyvene den uundgåelige konsekvens af ekstrem utilfredshed.”
Det er i denne sammenhæng, at de velhavende har udviklet en plan for at redde sig selv, fra sig selv, gennem en formueskat. Imidlertid synes de at have undladt at spørge sig selv: Selvom Oxfam år efter år har udgivet disse rapporter, hvorfor fortsætter flertallets forhold så med at blive forværret?
Kapitalisme: Et ulighedsproducerende system
Under kapitalismen sælger arbejdere deres evne til at arbejde til kapitalisterne for en løn. Det er ikke et frit valg for arbejderne, men en nødvendighed for at overleve, da arbejderne ikke ejer produktionsmidlerne – fabrikkerne og arbejdspladserne. I løbet af arbejdsdagen producerer arbejderne mere i værdi, end værdien af den løn de får. Forskellen, kendt som merværdi, er hvor profit kommer fra.
Milliardærer kan kun eksistere på baggrund af massiv udnyttelse af overskuddet skabt af arbejderne, der siden 2020 er blevet presset ned i stadig større elendighed for at øge kapitalisternes profit. Den massive stigning i milliardærernes profitter afhænger således af, og er et direkte resultat af, forarmelse og en stadig mere brutal udnyttelse af arbejderne.
At betale arbejderne en løn de kan leve af, er uforenelig med kapitalismen. Det er derfor ingen overraskelse, at Oxfam-rapporten påpeger, at “Kun
Billede: Wikimedia Commons 0,4% af over 1600 af verdens største og mest indflydelsesrige virksomheder har officielt forpligtet sig til at betale deres arbejdere en living wage.”
Oxfam-rapporten beskriver også monopolernes enorme vækst i løbet af det sidste årti og deres parasitiske rolle. Som svar foreslår Oxfam, at regeringer skal “opdele private monopoler og begrænse virksomheders magt” og at “regeringer kan lære af nuværende antimonopol-sager, såsom dem mod Amazon og Google i USA og Europa.”
Vi kan bestemt lære af de antimonopol-sager: lære at de netop ikke virker! Det er sandt, at monopoler skaber superprofitter. Men monopoler er ikke en afvigelse under kapitalismen: de er tværtimod resultatet af dens udvikling til sit højeste stadie.
Større virksomheder, der tjener større profitter, sluger dem, der er mindre rentable. Derfor ser vi fremkomsten af monopoler, som Lenin forklarede i sin bog, Imperialismen som kapitalismens højeste stadie.
Imperialismen er også ansvarlig for de rige landes globale udplyndring af de fattige landes rigdom. Dette er ikke et nyt fænomen, ej heller et politisk valg; det er den uundgåelige konsekvens af kapitalismen.
Vi kan heller ikke stole på staten til at regulere kapitalismen, som Oxfam og visse “socialister” som Bernie Sanders antyder. Som rapporten påpeger, bruger kapitalister staten til at fremme deres mål, gennem foreksempel lobbyvirksomhedder for at fjerne arbejderrettigheder, fjerne beskyttelse mod børnearbejde, sætte begrænsninger for fagforeninger og til at sænke skatten for virksomheder og de velhavende.
Som Honore de Balzac engang skrev, “Love er som et edderkoppespind, hvor de store fluer flyver igennem og de små bliver fanget.” Staten under kapitalismen eksisterer for at sikre kapitalisternes styre.
Forslagene i Oxfam-rapporten og brevet fra de ‘Patriotiske Millionærer’ virker ikke, fordi de ikke går til ulighedens fundamentale rod, hvilket er selve kapitalismen.
Kommunistisk revolution, ikke ‘patriotiske millionærer’
De foranstaltninger, som moderate “socialister” eller disse “patriotiske millionærer” foreslår, såsom en “‘beskeden’ 1,7% formueskat på de rigeste 140.000 mennesker,” er en dråbe i havet sammenlignet med det, der egentligt er nødvendigt for at håndtere samfundets krise. Det er også en dråbe i havet sammenlignet med, hvad der kan udrettes for den værdi arbejderklassen har skabt.
Foranstaltninger såsom en formueskat er i sidste ende et røgslør for kapitalisterne, mens de fortsætter med at udnytte os. At returnere en lille del af deres formuer er som at dræne et hav med en teske. Hvorfor skal cheferne fortsætte med at have deres profitter, baseret på udnyttelsen af arbejderklassens arbejde, mens samfundet falder fra hinanden?
Selv hvis der blev gjort forsøg på at implementere disse beskedne forslag, ville de vise sig at være uden virkning. International kapital er i stand til at flytte fra en skatteordning til en anden.
Ifølge Oxfam-rapporten blev “omkring 1 billion dollars i profitter – 35% af udenlandske profitter – overført til skattely i 2022” alene.
De nationale kapitalistklasser er i konstant konkurrence mod hinanden, og presser konstant de korrupte politikere i deres tilsvarende nation for nye tilskud og skattelettelser for at hjælpe med at konkurrere mod deres rivaler. Ethvert forsøg på at hæve skatterne ville blive mødt med modstand og kapitalflugt.
Roden til ulighed er ikke en utilstrækkelig fordeling af samfundets resourcer. Det bunder i stedet i spørgsmålet om ejerskab over produktionsmidlerne. Kapitalisternes formue vil fortsætte med at vokse, og resten af os må slås om krummerne, så længe kapitalisterne fortsat ejer bankerne, forsikringsselskaberne, fabrikkerne, kontorerne og minerne.
Som en artikel i Financial Times bemærkede: “Den politiske accept af kapitalisme kræver, at dens tilhængere filer de grove kanter ned.” Hvad vi har brug for, er dog ikke at “file de grove kanter” af kapitalismen; hvad vi har brug for, er kommunisme!
De indrømmelser, som arbejderklassen tidligere har opnået, som fx anerkendelsen af fagforeninger, blev vundet gennem seriøs klassekamp: kampe, der ofte blev ledet af kommunister. Som rapporten påpeger, så har vi “de sidste 10 år har været vidne til ‘en konsekvent stigning i overtrædelser af arbejdernes rettigheder på tværs af regioner’, herunder udbredte overtrædelser af retten til kollektive forhandlinger, samt vold mod og endda mord på fagforeningsfolk og arbejdere.”
Dette er, hvad kapitalismen har at tilbyde i sin senile forfaldsperiode.
Arbejderklassen kan ikke vente 230 år på, at kapitalismen udrydder fattigdom. Det er svært at forestille sig, at der vil være en beboelig planet tilbage, hvis kapitalismen får lov til at fortsætte med at eksistere i en brøkdel af den tid. Faktum er, at fattigdom aldrig vil blive elimineret under kapitalismen, da det beror på eksistenden af en klasse af arbejdere, der intet andet ejer end deres evne til at arbejde.
En bedre verden er mulig, men vi opnår den ikke ved at tigge om krummer; vi opnår den ved at overtage hele bageriet. I et kommunistisk samfund, hvor den enorme rigdom som arbejderklassen skaber, faktisk bliver brugt af arbejderne, vil vi være i stand til at udrydde krig, fattigdom, sygdom og sult, og i stedet bygge et samfund med overflod for alle. Det er den fremtid vi kæmper for, og hvis det også er den fremtid du ønsker, så er dette dit parti. ★
