Den 13. januar startede den syriske regering en offensiv ind i det kurdisk-kontrollerede område i det nordlige Syrien også kendt som Rojava. Allerede nu er tusindvis drevet på flugt af de brutale kampe mellem kurderne og regeringstropperne – hvoraf mange er rekrutteret fra den tidligere militante islamistiske oprørsgruppe HTS. Storbyerne er belejret af regeringstropperne. Hundredvis af ISIS-kæmpere, der har siddet i kurdiske fængsler, flygter nu, ofte med hjælp fra regeringstropperne.

Hvis det er gået din næse forbi, er det ikke svært at forstå. Udover to korte artikler på DR og en enkelt på TV2 har pressen forholdt sig tavse om den syriske regerings angreb på kurderne. Det er særligt påfaldende, når man tænker på, hvor meget spalteplads de tidligere har dedikeret til den syriske borgerkrig og ikke mindst til at dække Bashar al-Assads forbrydelser. Mediernes nuværende tavshed hænger unægteligt sammen med, at der nu sidder et pro-vestligt regime i Damascus, som etablissementet i Vesten har gjort alt i deres magt for at give et demokratisk skær. 

Vestens yndlingsjihadist

Invasionen af de kurdisk-kontrollerede områder er anført af Syriens leder Ahmed Hussein al-Sharaa. Al-Sharaa var tidligere kendt som Abu Mohammad al-Jolani, da han var kommandør for både al-Qaeda og ISIS. Siden han i 2024 kom til magten, har han imidlertid smidt turbanen, trimmet skægget og iklædt sig jakkesæt for at fremstå som en “rigtig” respektabel statsleder og kun “moderat” islamist.

Med hjælp fra amerikansk og tyrkisk imperialisme væltede Jolani og hans jihadistiske oprørsgruppe HTS i december 2024 Bashar al-Assads regime. De danske medier har konsekvent omtalt Assad som en diktator, hvorimod Jolani, der greb magten i et oprør, altid omtales som præsident. Men hvad er hans demokratiske mandat? 

Efter at have væltet Assad erklærede Jolani sig selv for landets nye præsident i december 2024. I oktober sidste år afholdte det nye styre parlamentsvalg, men det var et valg, hvor Jolani personligt udpegede en tredjedel af medlemmerne af det nye parlament, og hvor resten blev udpeget via ugennemsigtige valgkomiteer. Men alt det er tydeligvis bagateller for det “demokrati-elskende” danske etablissement, der ihærdigt forsøger at kaste et demokratisk slør over Jolanis regime for at legitimere det.

Da Jolani kom til magten, var pressen ved at falde over sig selv for at skrive, hvor fantastisk Syrien nu ville blive og forsikrede os om, at Jolani havde lagt sin jihadistiske fortid på hylden og nu var en “reformeret” mand. Medierne i Danmark skrev spalte op og ned og producerede en lang række podcast-serier om det nye demokratiske håb i Syrien.

Årsagen til den voldsomt positive fremstilling af Jolani og negative fremstilling af Assad har imidlertid intet at gøre med ophøjede idealer som “demokrati” eller “menneskerettigheder”. Som vi gentagende gange har beskrevet, har det danske borgerskab og dets politiske repræsentanter ingen skrupler i forhold til at arbejde med de værste diktatorer og despoter – eller jihadister for den sags skyld. Årsagen til at pressen og politikerne var ved at falde over hinanden for at udråbe Jolani til Syriens nye håb var, at han modsat Assad var orienteret mod Vesten og ikke Rusland.

Men det skønmaleri, som etablissementet i Vesten havde malet af Jolani og hans regime, begyndte hurtigt at slå sprækker. Kun to måneder efter han officielt havde overtaget som landets præsident, begyndte den syriske hær – der nu i høj grad var udgjort af Jolanis islamistiske krigere fra HTS – en massakre på det religiøse mindretal alawitterne. De danske mediers dækning af massakren var beskeden, men de kunne dog ikke fuldstændig ignorere, at soldater under direkte ledelse af en mand, som udenrigsminister Lars Løkke tre måneder tidligere havde været nede for at give hånd til, i koldt blod havde dræbt 1.000 alawitter.

Det var naturligvis pinligt for det danske etablissement, at deres nye samarbejdspartner i Damascus så åbenlyst begik bestialske forbrydelser mod befolkningen. Strategien fra de danske medier blev derfor at så tvivl om, hvorvidt der egentlig var tale om en massakre på civile eller legitime militære mål. Med formuleringer som “der er en masse ondt blod mod alawitterne” og “det er en modoffensiv, som desværre har udviklet sig til også at blive en form for hævnaktioner mod alawitiske civile”, kommer DR for eksempel slående tæt på at undskylde for eller i det mindste at så tvivl om massakrens forbindelse til Jolani. Selv efter at andre nyhedsmedier, såsom Reuters, definitivt har fastslået forbindelsen mellem Jolani og massakren på alawitterne, blev den aldrig reflekteret i de danske mediers dækning.

Men medierne har ikke bare forsøgt at slå tvivl omkring det nye syriske regimes forbrydelser; de lyver også direkte om realiteten på landjorden. Samtidig med at massakren mod alawitterne stod på, udgav danske medier som DR artikler, som påstod, at Jolani faktisk prøver at samle en meget inkluderende regering med plads til alle religiøse og etniske minoriteter – altså imens hans hær var i gang med at nedslagte en af disse selvsamme minoriteter. 

Da Jolanis styrker senere i 2025 udførte en ny massakre – denne gang mod den religiøse minoritet druserne – valgte medierne en anden strategi: at tie fuldstændig om det jihadistiske regimes involvering i massakren, der slog over 1.000 drusere ihjel. Bortset fra én artikel fra DR, der ikke nævner et ord om regeringstroppernes deltagelse i massakren, var der komplet radiotavshed. Selv efter at Jolani ved adskillige lejligheder havde bevist, hvor brutalt og undertrykkende hans nye styre er, så lød budskabet på kynisk vis fra Lars Løkke Rasmussen, da han i november var på statsbesøg i Damascus, at Danmark skulle “give det her styre en chance – the benefit of the doubt.”

Endnu et dække for massakre

Ligesom at de danske medier tidligere har forsvaret Jolani og hans jihadistiske hær, så dækker de netop nu over hans brutale angreb på de syriske kurdere. I det beskedne omfang medierne overhovedet har skrevet om situationen, bliver den fordrejet til at undskylde for deres allierede Jolani, som med Lars Løkkes ord får the benefit of the doubt.  I en artikel fra DR udgivet den 20. januar om situationen i Rojava (der naturligvis kun omtales som en del af Syrien), får læseren det fremstillet som en meget kompleks situation:

“al-Sharaa (Jolani) kan ikke leve med, at der findes en række autonome områder i Syrien, hvor den ene eller anden gruppe ønsker sit eget hertugdømme, så at sige. (…) Kurdiske ledere har spillet højt spil. De har i årevis kontrolleret områder med en arabisk majoritetsbefolkning, som ikke har ønsket at leve under kurdisk-ledet kontrol. (…) Derudover er der dyb mistillid mellem parterne (…) Mange syriske kurdere har tidligere kæmpet mod Ahmad al-Sharaas tidligere fraktion (HTS).”

Det er svært at vide, hvor man skal tage fat på den vanvittige udlægning af situationen. Det er svært at læse det som andet end, at DR udlægger det som om, at det selvfølgelig er retfærdigt, at Jolanis tropper nu rykker ind og massakrerer kurderne [voldsomme billeder], fordi han “ikke kan leve med, at der findes en række autonome områder i Syrien”.

Beskrivelsen af kurdernes region som et “hertugdømme”, der undertrykker den arabiske befolkning i områderne, er også fuldstændig forkastelig. Modsat DR’s udlægning har kurderne aldrig regeret deres områder med en jernnæve, som var de “hertugdømmer” – en beskrivelse, der er mere passende om Jolanis udemokratiske regering.

Kurderne i Rojava har i årtier udgjort den mest demokratiske og progressive kraft i hele Mellemøsten. Hvis politikerne og magthaverne gik så meget op i ophøjede idealer som “demokrati” og “kvinderettigheder”, skulle de støtte kurdernes kamp mod det bundreaktionære Jolani-regime. I stedet tier hele Vesten og lader Jolanis jihadister true med at massakrere kurderne og befri IS-fanger, som kurderne holdt fanget.

Alt dette viser os endnu en gang, at de etablerede medier ikke er “upartiske”. De finansieres af kapitalisterne og af deres stat med det formål at sprede deres ideer ud i samfundet og fordreje sandheden, så den tjener deres interesser, som i tilfældet med Syrien er at tegne det bedst mulige billede af deres ven Jolani. Vi påstår på ingen måde, at Revolution er et upartisk medie. Vi stiller os ubetinget på arbejderklassens og de undertryktes side imod magthaverne, om det så er arbejderes og unges kamp i Danmark eller de undertrykte kurdere i deres kamp mod Jolanis jihadistiske regime.