Denne artikel blev bragt på marxist.com 2. maj 2017

I sin tale ved en enorm bolivarisk Første Maj demonstration annoncerede den venezuelanske præsident, Nicolas Maduro, indkaldelsen af en national Grundlovgivende Forsamling, som han beskrev som en arbejder- og fællesforsamling. Den venezuelanske opposition har straks afvist dette som del af ”regimets kup”, og har opfordret til en eskalering af protesterne.

Maduros bekendtgørelse kommer efter 30 dages næsten kontinuerlige, voldelige demonstrationer fra højrefløjsoppositionen i Venezuela (med støtte fra Washington) med det formål at vælte regeringen. En af de vigtigste ledere af oppositionens mest radikale fløj, María Corina Machado, indrømmede åbent dette i en opinionsartikel i den ecuadorianske avis El Comercio (LINK), hvor hun skrev: ”der er en voksende fare for, at vi misser den væsentlige pointe. Målet er ikke at afholde valg inden for det kriminelle Maduro regimes rammer. Målet er at sætte en stopper for regimet… Første trin er at afsætte regimet”.

Verdens medier har, endnu engang, forvrænget den virkelige situation i Venezuela. Det billede de tegner, er af et autoritært regime uden nogen støtte, som bruger undertrykkelse af fredelige demonstranter til at forblive ved magten. Virkeligheden er mere kompliceret. Først og fremmest har oppositionens demonstrationer været ekstremt voldelige, og har ført til, at over 30 mennesker er blevet dræbt. Bare for at give to eksempler: en kvinde døde i Caracas, efter at være blevet ramt i hovedet med en frossen vandflaske, som blev kastet ud fra en bygning under den bolivariske demonstration den 19. april; og to revolutionære arbejderaktivister i den regionale bolivariske delstat Merida blev skudt i halsen og hovedet for en uge siden, af skarpskytter posteret i bygninger under oppositionens kontrol, mens de deltog i en pro-regeringsdemonstration.

For det andet har regeringen, efter oppositionens støtter endevendte og forsøgte at sætte ild til højesteretsbygningen, indsat nationalgarden for at forhindre oppositionens støtter fra at marchere mod højesterettens og det nationale valgråds bygninger. Dette har ført til ekstremt voldelige sammenstød med små grupper af unge oppositionsbøller.

For det tredje er der, selv om regeringens popularitet er på et lavpunkt, stadig en hård kerne af arbejdere og fattige, som støtter den bolivariske revolution, og som gik på gaden i massevis den 19. april og Første Maj. Hundredtusinder gik på gaden begge dage mod oppositionens forsøg på at vælte regeringen, og yderligere titusinder deltog i kvinde- og ungdomsdemonstrationer i sidste uge. Intet af dette er blevet rapporteret i de kapitalistiske medier.

Første Maj havde oppositionen for eksempel indkaldt deres støtter til at følge to separate demonstrationsruter, en til højesteret (TSJ) og en til det nationale valgråd (CNE). Højesteretsbygningen var allerede blevet angrebet den 8. april. Det nationale valgråd ligger ved siden af Bolivar Allé, hvor chavistaerne havde valgt at holde deres Første Maj-møde. Hele oppositionens strategi var en klar provokation, som sigtede mod at skabe et voldsscenarie, fremstillet som politiundertrykkelse, for at sætte regeringen under yderligere pres både hjemme og internationalt.

Og det var, hvad der skete. Hundredtusinder af den bolivariske revolutions støtter gik ad tre forskellige ruter til Bolivar Allé. Hele ruten var spækket med folk fra tidligt om morgenen. Mange af deltagerne var rejst natten over fra landets fire hjørner for at deltage i demonstrationen. Da jeg ankom til Bolivar Allé omkring kl. 14 om eftermiddagen, var der allerede hundredtusinder tilstede, og mange var på vej væk, for at gøre plads til andre som kom til, indtil kl. 16, hvor Maduro talte til mødet.

I mellemtiden stødte oppositionens demonstranter voldeligt sammen med nationalgarden andre steder i Caracas, og brød endda igennem hegnet ved den militære luftbase La Carlota, hvilket gav verdens medier masser af billeder.

I virkeligheden er dette en konflikt mellem forskellige statsinstitutioner (Nationalforsamlingen domineret af oppositionen versus det bolivariske præsidentskab), som afspejler forskellige klasseinteresser. Oppositionen, hovedsageligt baseret på samfundets middel- og overklasselag, ønsker at fjerne den nuværende regering og tage magten, opmuntret af deres valgsejr i nationalforsamlingen i december 2015. Maduros regering, hvis støtte kommer hovedsageligt fra arbejderklassen og de fattige, ønsker at blive ved magten.

I starten af den nuværende bølge af voldelige oppositionsprotester var oppositionens mål at udvide sin traditionelle støttebase i middel- og overklasseområderne i de store byer, ind i arbejderkvartererne og de fattige nabolag. Det har de ikke opnået. Der har været isolerede hændelser af optøjer i steder som El Valle (hvor uromagerne angreb barselshospitalet), men de er blevet udført hovedsageligt af kriminelle elementer, ikke i særlig høj grad af almindelige lokale.

Det, den sidste måned har afsløret, er faktisk, at chavismen stadig kan regne med en kerne af støtte, som kan mobiliseres, specielt når de står overfor kontrarevolutions pisk, og udenlandske indgreb i form at de ekstremt provokerende udtalelser og handlinger fra generalsekretæren for Organisationen af Amerikanske Staters, Almagro.

Imidlertid har oppositionen formået at genoplive dens massebase, som var blevet mere eller mindre demoraliserede efter oppositionens sidste offensiv mod regeringen i september-oktober 2015, der løb ud i sandet. På det tidspunkt kastede oppositionslederne handsken til Maduro med massedemonstrationer, truslen om at marchere mod præsidentpaladset Miraflores og påbegyndelsen af en ”politisk retssag” af nationalforsamlingen, men de var ikke i stand til at følge op på truslerne, og blev viklet ind i forhandlinger gennem mægling fra Vatikanet, som ingen steder førte.

Oppositionen kan mobilisere mange mennesker, men de har ikke rigtigt været i stand til at gå ud over deres traditionelle støtteområder, og har på trods af gentagne forsøg og åbne opfordringer til militærkup ikke kunne skabe et brud i hæren. Situationen er derfor fastlåst.

Hvad er grunden til den bolivariske regerings faldende støtte?

Venezuela er kørt fast i en dyb økonomisk krise. Olieprisernes skarpe fald har afsløret alle den venezuelanske økonomis modsætninger. Siden indførslen af priskontrol og valutakontrol i 2003 (for at forhindre spekulation og kapitalflugt) har den private sektor gjort oprør mod dem. Den herskende klasse har indledt en investeringsstrejke, og har fundet talrige måder at omgå valutakontrollen, som nu er blevet til sin modsætning.

En el oeste, los bolivarianos también están en la calle #1MayoPatriaYTrabajo #Caracas #Venezuela pic.twitter.com/hC1Y0nEo6I

— Érika Ortega Sanoja (@ErikaOSanoja) 1 May 2017

Da oliepriserne var høje, kunne regeringen bruge indkomsten fra olien til at betale for omfattende sociale programmer og importere madvarer fra verdensmarkedet, som den derefter solgte til lavere statsstøttede priser. Det skabte, i en periode, den illusion, at det var muligt at opretholde en vidtrækkende socialpolitik uden at forholde sig til spørgsmålet om ejerskab af produktionsmidlerne. Det er ikke længere muligt.

De udenlandsk valutareserver er kollapset, hvilket har reduceret regeringens evne til at støtte import af mad, og har ført til mangel, i en situation hvor den private sektor nægter at producere varer til salg ved regulerede priser. Samtidig har regeringen prioriteret betaling af udenlandsgæld, hvilket den har opfyldt til tiden. For at fastholde de offentlige udgifter kører regeringen med et enormt budgetunderskud, svarende til 15% af BNP, som de financierer ved at trykke penge. Kombinationen af disse faktorer har ført til massiv devaluering af møntfoden på det sorte marked, kombineret med hyperinflation og mangel på basale produkter, specielt mad og medicin.

De sidste tre år har Maduro-regeringen ført en politik, hvor den forsvarer sig selv mod oppositionen på den politiske front, mens den laver alle mulige åbninger og indrømmelser til kapitalisterne på den økonomiske front. Lige før den nuværende protestbølge ledte Maduro Expo Venezuela 2017, hvor han understregede, at hans regering ikke var kommunistisk, at han gik ind for privat ejendomsret og for at give favorable lån i bolivars og dollars til udenlandske og nationale selskaber.

Oppositionens nuværende forsøg på at vælte regeringen blev udløst af højesterets beslutning om at omgå nationalforsamlingens beføjelser, for at underskrive en associeringsaftale med et udenlandsk (russisk) selskab, om udvinding af olie. Regeringen har brug for den tilførsel af penge for at betale den seneste portion af udenlandsgælden, som løber op i 3 milliarder dollars. Regeringen har også så godt som ophævet priskontrollerne, og erstattet dem med målrettet levering af statsstøttet mad direkte til lokalsamfundene, under navnet CLAP.

Men den faldende opbakning til den bolivariske revolution går ud over rent økonomiske årsager. I december 2002, under oliesabotagen og den nationale lockout organiseret af kapitalistklassen, gennemgik det revolutionære folk alle mulige slags vanskeligheder og strabadser, og forblev loyale over for revolutionen. Før nogen af regeringens sociale programmer var blevet påbegyndt.

Masserne bliver selvfølgelig dybt påvirkede af den hurtige udhuling af lønningernes købekraft, manglen på varer osv. Arbejdere kæmper for at få enderne til at mødes, og deres kost er blevet mærkbart forringet. Men det, de virkelig er vrede over, er, at regeringen ikke ser ud til at have nogen strategi for at løse disse problemer. Mens den snakker om, at oligarkerne fører økonomisk krig mod revolutionen, sætter den sig samtidig ned med de selv samme kapitalister, og giver dem fortsat større indrømmelser. Mens den snakker om socialisme, bliver arbejderne og de revolutionære gruppers revolutionære initiativ indskrænket, kvalt eller åbent blokeret af regeringsbureaukrater der sidder i luksuriøse aircondition-afkølede kontorer, og kører rundt i luksusbiler.

Bureaukrati, korruption og blokering af de menige medlemmers deltagelse er det, som har ført til desillusionering, skepsis og endda kynisme blandt et lag af dem, der tidligere støttede den revolutionære bevægelse. Selvom det er svært at måle, er den venezuelanske befolkning nu sandsynligvis opdelt i tre: en tredjedel, der stadig støtter den bolivariske revolution, en tredjedel, der støtter højrefløjsoppositionen og endelig en tredjedel, der er imod regeringen, men også er på vagt overfor oppositionens ledere.

Det er i den kontekst, at Maduro har annonceret den Grundlovgivende Forsamling. Forslaget er et spring ind i det ukendte. Halvdelen af medlemmerne af forsamlingen (250) skal vælges i almindelige territoriale valgkredse, og den anden halvdel skal vælges i sektorbaserede valgkredse (arbejdere, kvinder, unge, de handikappede, de oprindelige folkeslag, osv). Den Grundlovgivende Forsamling er almægtig, hvilket betyder, at alle statens beføjelser erstattes af den, og skal fornys (gennem valg i nationalforsamlingen og præsidentembedets tilfælde), når Forsamlingen er færdig med sit arbejde.

Lo que los medios ocultan: el chavismo tiene las calles repletas. Paseo José María Vargas #Caracas #Venezuela #1MayoPatriaYTrabajo 1:30 pm pic.twitter.com/GNgE9Z0G5q

— Érika Ortega Sanoja (@ErikaOSanoja) 1 May 2017

Maduro har bekendtgjort, at Forsamlingen vil blive opfordret til at stadfæste de bolivariske sociale programmer (misiones), så de ikke kan afskaffes. Vi må advare om, at det i virkeligheden er usandsynligt, at dette forslag faktisk vil forbedre styrkeforholdene for den bolivariske revolution. Mange er dybt skeptiske over for den bolivariske bevægelses nuværende lederes evne til virkeligt at forpligte sig til de meniges deltagelse. Erfaringerne fra ”Congreso de la Patria” (faderlandskongressen), som blev indkaldt efter nederlaget i 2015, og som blev en tom snakkeøvelse, står stadig for frisk i deres erindring.

Yderligere er der ingen tegn på, at denne bekendtgørelse signalerer et skift mod venstre i regeringens økonomiske politik. Maduro talte i sin Første Maj tale om ”et skift i økonomisk paradigme”, og om ”at bevæge sig mod en anderledes, post-olie økonomisk model”, men han nævnte ikke en gang ordet socialisme. Der var intet tegn i retning af at ekspropriere kapitalistklassen.

Under disse omstændigheder vil Maduros bekendtgørelse kun give oppositionen flere argumenter (som om de havde brug for det), uden at adressere nogle af de virkelige problemer (som forsyning af mad og medicin, bureaukrati og korruption), som har reduceret opbakningen til PSUV (det bolivariske parti).

Som forudset fordømte oppositionen det som et kup, og opfordrede sine støtter til at optrappe protesterne. Allerede kl. 21 aftenen efter, blev der slået på potter og pander. Den 2. maj opfordrede de deres støtter til at blokere alle landets hovedveje fra kl. 6 eller 7 om morgenen i to timer. De opfordrer også til en national arbejdsnedlæggelse. Hen over natten blev barrikader antændt flere steder. Oppositionens bøller spændte også de livsfarlige guyaer ud: stålkabler på tværs af gader i 1 meters højde, med det formål at dræbe motorcyklister.

Selvfølgelig kan vi forvente et hyklerisk kor af lande, som vil fordømme beslutningen som udemokratisk, og vil udtrykke deres ”alvorlige bekymring” for menneskeliv og ”krænkelser af menneskerettighederne”. Det er lande som Columbia, hvor staten og paramilitære jævnligt dræber bønder og fagforeningsledere; Mexico, hvor hundredetusinder er forsvundet og blevet dræbt af regeringen og narkobanderne, som nu kontrollerer store dele af statsapparatet og de politiske partier, eller endda Marokko (!), et reaktionært og udemokratisk monarki, hvor menneskerettigheder jævnligt bliver krænket.

De er fuldt ud klar over, at med det foreslåede valgsystem har de ikke nogen garanti for at få et flertal. Deres mål er at vælte Maduros regering så hurtigt som muligt, uanset hvad det kræver.

Hvis oppositionen vælter regeringen, vil det betyde en absolut katastrofe for arbejderklassen og de fattige. I opinionsartikler i oppositionens aviser har de allerede beskrevet, hvad deres program ville gå ud på: at privatisere statsejede selskaber, reducere budgetunderskuddet ved at skære massivt i sociale udgifter (specielt uddannelse og sundhed), at fyre hundredtusinder af arbejdere i den offentlige sektor, at liberalisere priserne, at få fri adgang til dollars fra olieindtjening, at ophæve arbejdere og fagforeningsrettigheder (specielt forbuddet mod fyringer), osv. Ud over det ville de få arbejderne og de revolutionære masser til at betale dyrt for at have turde udfordret deres magt så længe.

Vi er grundlæggende imod kapitalisterne og imperialismens igangværende offensiv. Men vi må åbent sige, at vi ikke støtter den nuværende Maduro-regerings politik. Vi støtter den ikke, fordi den ikke løser arbejdernes og de fattiges grundlæggende problemer, men i stedet forværrer dem, og er den sikreste rute til den bolivariske bevægelses nederlag (om det så er gennem valg eller voldelig omvæltning).

Revolutionens sejre er stadig mange og vidtrækkende. For eksempel Mission Vivienda, regeringens boligprogram, som lige har leveret 1.6 millioner boliger til familier i nød. Den eneste måde at forsvare den, er at fuldføre revolutionen. Det vil sige at ekspropriere kapitalistklassen (som udfører det nuværende forsøg på at vælte regeringen), og at afmontere den kapitalistisk stat og erstatte den med et ægte arbejderdemokrati. Kun denne form for tiltag vil igen kunne øge den bolivariske bevægelses sociale base.

Opgaven nu består i, med al kraft at gå imod reaktionen og imperialismens nuværende angreb med revolutionære midler, og samtidig føre en seriøs kampagne af politisk afklaring blandt den revolutionære avantgarde, om hvad årsagerne er til den nuværende krise, og den eneste vej frem: socialisme!