En ting der desværre ikke har fået meget plads i de danske medier er hvad der forgår i Venezuela, og når det endelig er blevet dækket har artiklerne været fulde af fejl og fordrejninger.
Den nuværende præsident for Venezuela, Hugo Chavez, blev valgt i 1998 på et program med forbedringer til Venezuelas arbejdere og fattige. Selvom disse reformer ikke ændrede noget grundlæggende ved ejerforholdene, så borgerskabet i Venezuela og den amerikanske regering det alligevel som en provokation.
I år 2002 prøvede ”oppositionen”, (der bestå af de mest reaktionære kræfter i Venezuela, kirken, virksomhedsejere osv.), at afsætte Chavez ved et kup. Det land, der var hurtigst ude og ønske tillykke med kuppet, var USA. De fleste Venezuelanere mener da også, at USA havde en meget stor finger med i spillet i kuppet, blandt de mistænkte er USA’s ambassadør i Venezuela, Charles Shapiro. Den nyindsatte præsident fra oppositionen er nok en af dem der har siddet kortest, fordi da arbejderne hørte, at deres præsident var blevet afsat gik de straks på gaden. Kupmagerne blev tvunget til at gå af og genindsætte Chavez. At så mange folk gik på gaden, og fik tvunget oppositionen tilbage, viser hvilken magt arbejderklassen har, når den står sammen. Det viser også, hvordan de historier man har hørt i danske medier om, at Chavez skulle være upopulær blandt det meste af befolkningen, er løgn fra ende til anden.
Amerika og borgerskabet i Venezuela viste i den forbindelse hvor hul deres snak om demokrati er. De ønsker tydeligvist ikke demokrati men magt til dem selv.
Hvorfor er USA så bange for Venezuela?
Der er selvfølgelig flere grunde. Venezuela er en af verdens store producenter af olie og er derfor af vital interesse for USA. Men dette er kun en af grundene. En vigtigere grund er nok, at USA er bange for, hvad det vil kunne sætte gang i, i hele Latin Amerika. På hele kontinentet spreder utilfredsheden sig, og mange folk spørger sig selv, om kapitalismen på nogen måde kan sikre deres leveforhold. I den forbindelse kan USA ikke tolerere, at et land som Venezuela står frem og viser et andet alternativ. Man har ikke indført socialisme i Venezuela. Men om det er den vej man skal gå, bliver stadig diskuteret både i regeringen, men vigtigst af alt blandt arbejderne og de fattige, som udgør størstedelen af befolkningen. USA er altså bange for den effekt som Venezuela har over for arbejdere og fattige i resten af Latin Amerika. Blandt andet derfor støtter de også den højreorienterede regering i Colombia, der er imod Venezuela. På nuværende tidspunkt er det meget usandsynligt, at USA vil gå ind med tropper i Venezuela, da de har hænderne fulde i Irak. De ved også, at de problemer de har i Irak, ville være tusinde gange større i Venezuela. I Venezuela ville de møde modstand med det samme. Og den psykologiske effekt på deres soldater ville være katastrofal, fordi de ville skulle kæmpe imod størstedelen af befolkningen. Flere amerikanske soldater og den almindelige befolkning ville i den forbindelse nok begynde, at spørge sig selv hvorfor Venezuela skulle være så slemt, når folk rent faktisk har indflydelse og har fået bedre forhold.
Hvad er det næste skridt?
Nogle folk mener, at man ikke ”skal gå for vidt”, fordi det vil provokere USA. Men som vist ovenfor er USA allerede provokerede og vil forsøge et nyt kup. Hvad der må gøres i Venezuela nu, er først og fremmest at gå efter de folk, der med voldelige midler vil smide Chavez på porten. Reformerne som Chavez har gennemført kan ikke fastholdes under kapitalismen. Derfor må de venezuelanske arbejdere fortsætte med at overtage fabrikkerne, og sætte produktionen under deres egen ledelse og kontrol. Hvis man vil have varige forbedringer, må man bryde med kapitalismen, og i stedet bruge de værdier der bliver produceret til alles bedste.
Nej til Amerikansk intervention i Venezuela!
Forsvar den Venezuelanske revolution!
Fremad mod socialisme!
