Venezuela: Socialisme, hvilken slags socialisme?

chavez candanga

Andreas Bülow



35 minutter

Debatten om socialisme har aldrig været mere aktuel end i dag. I lyset af den store økonomiske krise, og af programdebatten i Enhedslisten, bringer vi her for første gang online en artikel om socialisme-diskussionen i Venezuela, oprindeligt bragt som en del af bogen Den venezuelanske revolution, udgivet i 2010. Mange af de samme debatter går igen: Er kooperativer et alternativ til kapitalismen? Kan den offentlige sektor langsomt æde den private op? Kan socialisme indføres udelukkende igennem parlamentet? Er staten en neutral dommer i klassekampen?

”Den der ikke tør vælge
ad hvilken vej han vil gå,
ender som sten i den trappe,
som de stærke træder på. ”

Carl Scharnberg

”Den der laver en halv revolution, graver sin egen grav”

Luís Saint-Just (Leder af den franske revolution 1789)

I Venezuela findes der et udtryk, som går “Y eso, con qué se come?” (“og det dér, hvad spiser man det med?”). Det er groft sagt en måde, hvorpå menigmand spørger, hvad et givent begreb betyder. Da debatten om socialisme blev åbnet af Chávez i februar 2005, fandtes der langt fra et endegyldigt svar i den venezuelanske befolkning, ej heller blandt de kræfter, der leder den bolivariske revolution. Faktisk kan man uden at overdrive sige, at det nye “Socialisme af det 21. århundrede” var en tom flaske, som hver intellektuel eller minister kunne fylde sit eget indhold i. I selve begrebet “Det 21. århundredes socialisme” lå der nemlig kun en begrænsning: Chávez gjorde fra starten klart, at han ikke ønskede at gentage de fejlslagne stalinistiske modeller i Østeuropa og den tidligere Sovjetunion.

Der var fra starten meget vidtspændende holdninger; De mere moderate dele af bevægelsen forsøgte at identificere det nye begreb med de europæiske socialdemokratier og talte derfor om “Zapateros socialisme”, med reference til den spanske premierminister. Andre, som tidligere general Alberto Müller Rojas forsøgte at forbinde det nye begreb med Bolívar og kampen for uafhængighed, og på jubilæet for uafhængighedsdagen, den 5. juli 2005, opfordrede han til oprettelsen af en ny “socialistisk patriotisk klub”.
Selvom begrebet endnu var uklart, viste en meningsmåling foretaget af et privat selskab i juni 2005, at hele 47,9 procent af befolkningen foretrak en socialistisk regering, mens kun 25,7 procent foretrak kapitalisme. Sågar formanden for FEDECAMARAS, arbejdsgivernes forening, var nødsaget til at gå i pressen og mane til kompromis ved at påpege, at det “ikke var nødvendigt at vælge imellem socialisme og kapitalisme, men at man kunne have det bedste af begge systemer”.

“Olie-socialisme”

Der var hurtigt flere forskellige aktører, som skulle melde sig på banen og forsøge at gøre deres socialisme-model til den anerkendte. Den vigtigste herunder var nok en flok ministre af den mere moderate slags, som vi passende kan sætte ind i én kategori, nemlig fortalerne for en form for “olie-socialisme”. Hovedtesen var og er, at Venezuelas socialisme i første omgang kan nøjes med at indbefatte en omfordeling af overskuddet fra salgene af landets olieproduktion. En af fortalerne for denne model er Ricardo Sanguino, et fremtrædende medlem af finanskommissionen i nationalforsamlingen og af forretningsudvalget i PSUV. I et interview til avisen Últimas Noticias forklarer han, at denne omfordeling skaber en model, hvor staten har kunnet ansætte mere end én million ekstra funktionærer, hvilket har skabt mere købekraft og dermed gunstigere forhold for det private erhvervsliv.
Ifølge Sanguino indbefatter den nye socialisme “begge slags ejendomsformer”, dvs. både privat og kollektivt eje, om end perspektivet er, at “Venezuela befinder sig i en overgangsproces, hvor vi vil forsøge at fremme social ejendom på strategiske områder”. Til gengæld maner han til ro overfor de private virksomhedsejere;”såfremt den private virksomhedsejer vil udvikle teknologien og gøre produktionen mere effektiv, skal staten hjælpe denne, for den sociale ejendomsform vil ikke kunne erstatte den på mellemlangt sigt. Erstatningen vil først finde sted, når vi opnår et højere niveau af effektivitet, uden at vi tilegner os overskuddet”.

Sanguino og co.’s strategi for overgangen til socialisme er således forholdsvis klar: Der skal være en social sektor, som besidder størstedelen af økonomien, men denne kan kun blive til lidt efter lidt, i takt med at landet industrialiseres yderligere. Staten skal således agere som en hjælpende faktor, der kan bistå det private erhvervsliv og lidt efter lidt inkorporere disse i den “sociale ejendom”. Disse udtalelser er yderst repræsentative for en hel sektor af regeringen, indbefattet den nuværende finansminister Alí Araque Rodríguez.

Det er rigtigt, at Chávez-regeringens omfordeling har skabt mere end en million nye statsjobs, hvilket har fået antallet af statsfunktionærer op på historiske 2,5 millioner. Oven i dette skal ligges de oliefinansierede sociale programmer, herunder de nye skoler og universiteter, den statsstøttede transport såsom de nye metrolinjer i Caracas og den gratis lægehjælp. Men dette har også haft andre konsekvenser. Dette enorme boost i sociale udgifterne er sket uden nogen tilsvarende udvidelse af produktionen. Det har således været den perfekte opskrift på skyhøj inflation, hvilket vi har analyseret i detaljer i det foregående kapitel. Pengene er simpelthen blevet mindre værd, og så længe den private ejendomsret er forblevet intakt, har leveforholdene således ikke kunnet rykke sig mere end til en vis grænse.

Idéen om at ejendomsforholdene kan ændres med tiden, efter en teknologisk opgradering har fundet sted, indeholder også en politisk komponent, nemlig troen på at der findes en progressiv sektor af borgerskabet, som har sammenfaldende interesser med staten, og som kan spille en rolle i at industrialisere landet. Men det har vist sig at være en illusion. Som vi har påpeget i foregående kapitel, er det venezuelanske borgerskab yderst parasitarisk og har aldrig været yderligere interesseret i at udvikle landet, udover det allermest nødvendige. Deres alliance med den udenlandske kapital, som foretrækker at begrænse landet til at forblive producent af olie, har altid vejet højere end nogen national interesse. Denne elementære kendsgerning har vi dokumenteret til bunds i kapitel 8.

“Ulige bytteforhold”?

En markant fortaler for en lignende model var tyskeren Heinz Dietrich, en intellektuel, som er universitetsprofessor bosat i Mexico, og som har udgivet adskillige bøger og pamfletter om Chávez og den bolivariske revolution. Dietrich var så vild med idéen om en “ny” socialisme, at han udgav en hel bog om emnet, der blev læst vidt og bredt i Venezuela. Hans hovedtese var, at den menneskelige historie var opdelt i “historiske projekter”, og at der fandtes to æraer – en førkapitalistisk, hvor varerne var underlagt “lige bytteforhold” og en kapitalistisk (den nuværende), hvor hoveddilemmaet er, at varer bliver handlet på ulige bytteforhold. Hans hovedpointe var således, at “Det 21. århundredes socialisme” handlede om at rette op på denne uretfærdige handelsmåde, og at der måtte skabe en slags naturalieøkonomi, for at få bugt med uligheden.

Hans bog blev på mesterlig vis besvaret af den britiske marxist Alan Woods, i et dybdegående teoretisk værk kaldet Reformisme eller revolution?. Woods forklarede, at der ikke eksisterer noget “uretfærdigt bytteforhold” under kapitalismen. Den materielle ulighed er ikke et resultat af snyd i handel men derimod af udbytningen af arbejderklassen, med Marx’ ord, arbejdernes ubetalte arbejde, merarbejdet.

Dietrichs forslag om at udregne produktionstiden på alle varer for at kunne udveksle alle varer ud fra produktionstiden og ikke en, ifølge Dietrich, ulige fastsat pris, vender ikke op og ned på udbytningen under kapitalismen. Marx forklarede ganske rigtigt følgende i fodsporene på den engelske økonom Davis Ricardos, at en varers værdi bestemmes af det samfundsmæssige arbejde, der er nødvendigt for at producere den. Men Marx gik netop skridtet videre og forklarede, at arbejderne ikke sælger deres arbejde, men derimod deres arbejdskraft, dvs. deres evne til at arbejde.

Således kunne han udlede, at arbejdskraften også måtte være en vare, og at dens værdi ligeledes måtte være bestemt af det samfundsmæssige stykke arbejde nødvendigt for dens frembringelse. Det var netop den opdagelse, opdagelsen af loven om arbejdets værdi, som fik Marx til at forstå roden til al udbytning under kapitalismen, nemlig det faktum, at arbejderne arbejder længere end det stykke tid, som der er nødvendigt for at reproducere deres egen arbejdskraft.

De skaber med andre ord merværdi, hvilket er hele hemmeligheden bag hvorfor nogen bliver rige og andre fattige under kapitalismen, alt efter om de ejer produktionsmidlerne og dermed kan tilegne sig andres merarbejde, eller om de er tvunget til at sælge deres arbejdskraft. Det er denne lov, forklaret af Karl Marx i Kapitalen og ikke “ulige bytteforhold”, som er kapitalismens hovedkarakteristika. Dietrichs teori var derfor intet andet end en vildledning, en teoretisk abstraktion, som i bedste fald var utopisk og i værste fald tjente som retfærdiggørelse for ikke at koncentrere sig om det virkelige problem: Kapitalisternes ejendomsret til produktionsmidlerne.

Kooperativer?

I de første dage med socialismedebat på dagsordenen blev spørgsmålet om kooperativer aktuelt. Dette skete bl.a. fordi, at nogle enkelte ny-nationaliserede virksomheder, som f.eks. INVEPAL (tidligere VENEPAL), blev opdelt i aktieselskaber med 51 procent ejet af staten og 49 procent af arbejderne i et kooperativ. Denne model blev især promoveret af Maria Christina Iglesias, arbejdsminister og Elío Colmenares, daværende vice-minister for MILCO (Ministeriet for mindre industrier). Idéen var, at denne “nye” form for medejerskab kunne fremme en harmonisk ligevægt imellem arbejdere og stat. I virkeligheden var idéen, som vi skal se, ikke så ny endda.

I en interessant artikel om sine oplevelser i Venezuela i 2006, beskriver Enhedslistens daværende internationale sekretær, Pelle Dragsted den venezuelanske regerings satsning på kooperativstrategien:

“Strategien har to hovedelementer: Det ene er understøttelsen af nye kooperative virksomheder. Parlamentet har vedtaget en række love, der skal understøtte udviklingen af kooperativer. Kooperativerne sikres fordelagtige kreditter og skattefrihed, og nye kooperativer får undervisning i regnskab, virksomhedsdrift mv. Indsatsen har haft forbløffende resultater. I løbet af få år er antallet af kooperativer vokset til over 100.000, og med 1,5 millioner medlemmer står kooperativerne nu for 5 procent af beskæftigelsen i landet.

Når man rejser i Venezuela, støder man således på kooperativer over alt. I en lille landsby i det østlige Venezuela besøgte jeg et kooperativt supermarked. Et af medlemmerne fortalte, at det tidligere havde været umuligt for mindre virksomheder at få kreditter. I et andet område havde små kakaoproducenter dannet et kooperativ, så de kunne omgå unødvendige mellemled og forbedre kvaliteten. Som følge heraf var kakaoproducenternes indtjening mere end fordoblet.

Kooperativerne varetager en stor social opgave. Således kommer mange af kooperativernes medlemmer fra de fattigste lag i befolkningen, der tidligere har været udelukket fra det formelle arbejdsmarked.
Udviklingen af kooperativ-bevægelsen har dog ikke været forskånet for de problemer, som findes i alle sektorer af økonomien. Der findes flere eksempler på korruption, oprettelse af falske kooperativer og anden udnyttelse af systemet.”

Kigger vi på historien, opdager vi, at dette langt fra er en ny debat. Da den tyske arbejderbevægelse voksede i styrke i slutningen af 1800-tallet, blev spørgsmålet om kooperativer, som en eventuel “overgangsfase” i retningen mod socialisme, taget op til debat. En af fortalerne for denne strategi var Eduard Bernstein, som mente, at kooperativerne kunne fungere som en mikroøkonomi, der kunne vokse sig stor nok til på et tidspunkt at overgå den kapitalistiske økonomi.

Det var Rosa Luxemburg, den kendte polskfødte marxist, som svarede Bernsteins argumenter i et vigtigt værk tituleret “Reform eller revolution?”. Det er værd at citere hendes centrale argumentation, eftersom at mange af hendes profetier skulle blive realiseret med slående detalje:

“Hvad angår kooperativerne, især hvad privat produktionskooperativerne angår, så udgør de i kraft af deres inderste væsen en slags bastard midt i den kapitalistiske økonomi: en i det små socialiseret produktion, hvor det kapitalistiske varebytte er bibeholdt. Men i den kapitalistiske økonomi behersker udbyttet produktionen og gør med hensyn til konkurrencen, hensynsløs udbytning, dvs. den fuldstændige beherskelse af produktionsprocessen gennem kapitalens interesser til en eksistensbetingelse for foretagendet. Praktisk ytrer det sig i nødvendigheden af at gøre arbejdet så intensivt som muligt, at forkorte eller forlænge det alt efter markedssituationen, at trække arbejdskraften til sig eller afskedige den og sætte den på gaden alt efter krav fra afsætningsmarkedet – med andre ord at praktisere alle de kendte metoder, der gør et kapitalistisk foretagende konkurrencedygtigt. I produktionskooperativet følger heraf den modsætningsfyldte nødvendighed for arbejderne, at skulle styre sig selv med fornøden absolutisme, at spille den kapitalistiske arbejdsgivers rolle over for sig selv.

Produktionskooperativet går også til grunde ved disse modsætninger, idet de enten falder tilbage til at blive kapitalistiske foretagender, eller, hvis arbejdernes interesser er stærkere, opløses”

Det var præcis det, der kom til at ske i Venezuela. Efter den oprindelige massive satsning på kooperativer endte de fleste af dem i en blindgyde netop på grund af de problemer, som Luxemburg skitserer i ovenstående citat; De opererede på et kapitalistisk marked og måtte derfor adlyde kapitalismens love. Det vigtigste eksempel er INVEPAL (tidl. VENEPAL), som vi har behandlet i detaljer i kapitel 6. Da arbejderne ejede 49 procent af aktierne, begyndte en ny mentalitet at vokse frem, hvilket betød, at lederne af arbejdernes kooperativ begyndte at få idéer om at høste profitter til egen vinding. Det førte bl.a. til at de nedlagde fagforeningen og indførte “effektiviseringsprogrammer” på fabrikken. Det betød også, at de isolerede og efterfølgende fyrede arbejdere tilknyttet virksomheden i Maracay, som ikke var aktionærer i kooperativet. Med Luxemburgs ord begyndte de at “spille den kapitalistiske arbejdsgivers rolle overfor sig selv”.

Hovedproblemet for INVEPAL, og samtlige andre kooperativer, var selvfølgelig, at de opererede i en kapitalistisk økonomi. Udbud og efterspørgsel dominerede virksomhedernes budgetter, og i konkurrencen mellem forskellige virksomheder, ligegyldigt om det så er arbejdere, der ejer aktierne, vil der være en vinder og en taber. Det vil uundgåeligt betyde, at den ene eller den anden arbejderejede virksomhed vil skulle foretage nedskæringer for at “effektivisere” produktionen og overleve i konkurrencen, og dermed vil aktieejerne i kooperativet blive nød til agere som enhver anden kapitalist. Dette er i øvrigt også erfaringen fra andre forsøg på det samme, som f.eks. i det tidligere Jugoslavien, hvor denne model blev forsøgt implementeret i omfattende udstrækning og slog grueligt fejl.

Markedsøkonomi eller planøkonomi?

Det helt grundlæggende problem er selvfølgelig, hvilken makroøkonomisk model man baserer sig på. Markedsøkonomi og planøkonomi er i bund og grund to antagonistiske systemer, som er fuldstændig inkompatible. Nogen vil indvende, at dette ikke er sandt, eftersom at der jo er planlægning indenfor enhver kapitalistisk virksomhed.

Dette er ganske rigtigt, men det betyder ikke, at samfundets produktion som helhed er tilrettelagt efter en plan. Kapitalismen er netop kendetegnet ved at være et anarkisk system, hvor de enkelte kapitalisters stræben efter profitter skaber enormt spild af arbejdskraft, og hvor produktionen bestemmes af, hvad man kan tjene profit på, og ikke efter hvad der er behov for. I stedet for at producere en enkel tandpasta, underlagt arbejdernes og brugernes kvalitetskontrol, laves der i dag dusinvis af forskellige tandpastamærker, og der bruges milliarder af dollars på en så irrationel ting som reklamer.

På markedet er der altid en taber (eller flere tabere) og en vinder, hvilket betyder at tusinder af produkter skrottes – der er overproduktion, hvilket er en vigtig faktor i kapitalismens tilbagevendende kriser. I lange perioder som nu står store dele af produktionsapparatet direkte stille, mens millioner af mennesker går arbejdsløse – ikke fordi der ikke er brug for, hvad disse maskiner og mennesker kunne producere, men fordi det ikke kan betale sig for kapitalisterne at producere.

Idéen om en markedsøkonomi med “et menneskeligt ansigt” har stadig en vis appel i Danmark, hvor mange arbejdere husker tilbage på det lange efterkrigsopsving, som lagde grunden for den velfærdsstat, vi har i dag, herunder alle de rettigheder som vi sætter pris på; gratis uddannelse og lægehjælp, offentlige hospitaler, pension, dagpenge, kontanthjælp, osv., osv. Problemet er, at disse goder blev vundet af arbejderbevægelsen i en historisk exceptionel periode, hvor kapitalismen var inde i et midlertidigt boom. Men som vi har set fra august 2008, er kapitalismen nu inde i en helt anden periode, nemlig en tid hvor den største økonomiske krise siden anden verdenskrig har betydet besparelser på velfærden og arbejdernes rettigheder i et hidtil uset omfang. Efterkrigsopsvinget var en historisk undtagelse i kapitalismen.

Fremtidsudsigterne er om noget endnu værre for de lande, der som Venezuela befinder sig under imperialismens økonomiske herredømme. Indenfor kapitalismens rammer er der reelt set ikke mulighed for, at disse lande kan få sig en uafhængig økonomisk udvikling. De kan ikke gennemføre en borgerlig revolution som i Frankrig eller England, netop fordi deres borgerskaber er kommet for sent ind på historiens scene, og fra deres respektive fødsler har haft tusind bånd til imperialismen på den ene side og til de konservative herremænd og de grådige bankhajer på den anden side. De kreolske borgerskaber foretrækker derfor at fungere som snyltere – at opretholde status quo. Hvis man accepterer markedsøkonomien, må man derfor også acceptere den rolle som historisk er blevet tildelt Venezuela – nemlig som producent af billige råmaterialer.

Men der findes et alternativ til denne blindgyde. Alternativet er en socialistisk planøkonomi. Mange kritikere vil uden tvivl skyde fortalerne for en planøkonomi i skoene, at de vil efterligne eksperimenterne i Sovjetunionen. At de vil have et system med lange køer, et sort marked, varemangel og teknokrati. Sovjetunionens sammenbrud er ikke emnet for denne bog, og vi har desværre ikke plads til at gå i dybden med det i denne forbindelse.

Ikke desto mindre forekommer det os relevant at gøre opmærksom på, at der så tidligt som 1936 blev foretaget en dybdegående marxistisk analyse af problemerne med bureaukrati i Sovjetunionen. Denne analyse blev udgivet med titlen”Revolutionen Forrådt”, og var skrevet af Leon Trotskij, en af de vigtigste ledere af oktoberrevolutionen og som organiserede venstreoppositionen i kampen imod den stalinistiske degenerering. Trotskij gav allerede i dette værk hovednøglen til at forstå sammenbruddet i Sovjetunionen. Han forklarede nemlig, at en planøkonomi har brug for arbejderklassens bevidste deltagelse, dvs. arbejderdemokrati, på samme måde som den menneskelige krop har brug for ilt.

Det system, der brød sammen i Rusland, havde intet med socialisme at gøre. Det var snarere en totalitær karikatur på socialisme. Hovedproblemet var, at planøkonomien ikke kunne fungere på diktat, den kunne ikke fungere som et topstyret system. For hvordan i alverden kunne et bureaukrati, som repræsenterede en lille minoritet af befolkningen, vide hvor mange varer, der skulle produceres? Hvordan kunne den kende befolkningens behov? Behovet for demokrati i planøkonomien blev mere og mere tydeligt. Omvendt blev manglen på demokrati et større og større problem. Da produktionen blev mere og mere sofistikeret, og økonomien voksede, blev denne modsætning øget betydeligt.

Bureaukratiet gik fra at være en relativ hindring for produktionen, til at blive en fuldstændig hindring, en lænke som ødelagde og underminerede planøkonomiens potentiale. Sovjetunionens fald bekræfter derfor på ingen måde én planøkonomis fallit, men derimod en bureaukratisk planøkonomis fallit, hvilket er en ganske anden ting. Faktisk er det slående, at planøkonomien i Rusland i årene under de første femårsplaner skabte store fremskridt og høje vækstrater, der løftede landet ud af den værste tilbageståenhed og gjorde det muligt at opbygge grundlaget for envis industri. Dette viste det logiske: en planøkonomi er mere effektiv en en anarkisk, uplanlagt økonomi.

I en planøkonomi i Venezuela vil det ikke være nødvendigt at beslaglægge og nationalisere samtlige småhandlendes ejendom. Ej heller vil det være nødvendigt at konfiskere småbøndernes jordlodder og kollektivisere dem med tvang. Sådanne rygter har været en del af højrefløjens tilbagevendende skræmmekampagner, men de har intet på sig. Faktisk ville en planøkonomi være en enorm hjælp for disse lag, som kunne få billige lån af staten, der i den nye situation ville kontrollere hele bankvæsenet. Nej, det, som marxister mener med en planøkonomi, er, at de afgørende produktionsmidler, dem der styrer selve økonomiens bevægelser, er ejet af staten. Lad os give ordet til Marx og Engels, som i bevægelsens grundlæggende skrift, kendt som Det kommunistiske manifest, forklarede problemstillingen således:

“I bliver forfærdet over, at vi vil afskaffe privatejendommen. Men I jeres bestående samfund er privatejendommen ophævet for ni tiendedele af dets medlemmer; den eksisterer netop i kraft af, at den ikke eksisterer for ni tiendedele. I bebrejder os altså, at vi vil ophæve en ejendom, der som en nødvendig betingelse forudsætter, at det uhyre flertal af samfundets medlemmer ingen ejendom har.

I bebrejder os kort sagt, at vi vil ophæve jeres ejendom. Javist, det er det, vi vil.
(…)
Kommunismen fratager ingen magten til at tilegne sig samfundsmæssige produkter, den ophæver kun magten til – ved hjælp af denne tilegnelse – at udbytte fremmed arbejde. “

Med de afgørende dele af økonomien, industrien, bankerne og fødevarekæden underlagt en socialistisk planøkonomi, ville hele Venezuelas umådelige natur- og mineralrigdomme blive udnyttet til at udvikle produktivkræfterne på et hidtil uset plan. Arbejdsløshed ville høre fortiden til, eftersom at planlægningen ville sætte al arbejdsstyrken i brug. Hjemløshed vil hurtigt kunne afskaffes, såfremt at staten fremsætter en omfattende plan for opbygningen af en halv million nye boliger. Infrastrukturen ville på få år nå op på europæiske standarder. Dette er den socialisme, som vi stræber efter, og som vi i al beskedenhed anser for at være den eneste, der er værd at kæmpe for.

Parlament og revolution

En af de faktorer, som har gjort den venezuelanske revolution særligt “uklassisk” i europæiske venstreorienteredes optik, er, at parlamentarisme og valghandlinger har haft en så fremtrædende rolle. Det synes paradoksalt, at parlamentet skulle være et centrum for politisk kamp under en revolution, for er parlamentet da ikke en borgerlig institution, hvis betydning venstrefløjen altid har benægtet eller i det mindste nedtonet? Vil venstrefløjen ikke netop ophæve parlamentet og skabe et nyt slags demokrati?

Hvis man stiller de forkerte spørgsmål, vil man oftest få misvisende svar. Socialisters forhold til parlamentarisme har altid været til debat lige siden de første bestræbelser på at skabe et arbejderparti under industrialiseringen i England. Men det første spørgsmål, vi må stille os, er, hvorvidt en revolution kan finde udtryk i kampe inde i parlamentet, om der kan være en sammenhæng imellem fløjkampene i en sådan institution og de bredere, dybdegående forandringer i massernes bevidsthed.

Et hurtigt kig på nogle af de store revolutioners historie viser os, at mange af de første sammenstød imellem klasserne i visse øjeblikke blev afspejlet i kampen imellem fraktioner i parlamenter eller borgerlige institutioner. Den store franske revolution (1789-93) er et godt eksempel; Det var oprettelsen af de såkaldte “parlements” (middelalderlige retssale med repræsentanter), hvor adelen forsøgte at modarbejde monarkiets skattelovgivning, som åbnede vejen for, at de ophobede modsætninger i Frankrig kunne eksplodere. Som i alle revolutioner startede den franske revolution med en splittelse i toppen, hvor den herskende klasse var indbyrdes splittet. Det reaktionære parlement i Paris blev for en tid højborg for den folkelige utilfredshed med monarkiet. Det var netop dette organs opløsning og arrestationerne af dets medlemmer, som den 8. maj 1788 gav et nyt rygstød til de igangværende bondeopstande og også oprør i byerne Bordeaux, Dijon, Paris, Toulouse, Brittany og Dauphine.

Som Marx forklarede, var det kontra-revolutionens pisk, der fik revolutionen til at gå fremad.
Efter pres måtte kong Luis den 15. indkalde et nyt nationalt parlament, “States General”, som senere skulle blive omdøbt til nationalforsamlingen. Stormen på Bastillen den 14. juli 1789 indledte en revolution, som havde forskellige stadier og endte med Termidoren, kontrarevolutionen den 27. juli 1794. Det bemærkelsesværdige ved den franske revolution er netop, at vi kan observere en dialektisk forbindelse mellem parlamentet og massernes bevægelse, hvor sidstnævnte altid afspejles i førstnævnte. Splittelsen imellem de revolutionære og de reaktionære kom til syne i parlamentet. Faktisk kommer selve begreberne “højreorienteret” og “venstreorienteret” fra dette stadie i den franske revolution, og de henviser til den kendsgerning, at de reaktionære partier (Feuillanternes klub) sad til højre i salen og de revolutionære (jakobinerne og de parisiske cordiliers klub) til venstre. Efter at masserne fik nedkæmpet de pro-monarkistiske kræfters kupforsøg den 10. august 1792, blev parlamentet radikaliseret og brugt til at suspendere kongen og indføre progressive love såsom beslaglæggelse af de reaktionære immigranters jordlodder, begyndende lige borgerrettigheder for alle, osv. Igen og igen så vi altså, hvordan massernes bevægelse udenfor parlamentet fik sit udtryk indenfor parlamentet og selve institutionen blev på sin egen vis omdannet til en kampplads mellem jakobiner og girondiner – den franske revolutions henholdsvis radikale (revolutionære) og moderate.

Nogle vil indvende, at denne analogi er forkert, eftersom den franske revolution var en borgerlig revolution, hvorimod vores udgangspunkt er, at den venezuelanske revolution er en socialistisk revolution. Men kigger vi på revolutioner, der så afgjort havde en socialistisk karakter, og hvor arbejderklassen var drivkraften, finder vi eksempler på det samme mønster med et samspil imellem parlament og klassekamp.

Den spanske revolution (1931-1937) viser det med al tydelighed. Her var det netop det berygtede Primo de Rivera-diktaturs valgfusk, som ved kommunalvalgene den 14. april 1931 fik masserne til at strømme ud på gaden og proklamere dannelsen af den anden republik. Det var netop den socialistisk-republikanske regerings løftebrud, der førte til, at højrefløjen, anført af den konservative Lerroux, kunne vinde flertal ved valget i slutningen af 1933, hvilket førte til en periode med reaktion inde i revolutionen, i Spanien kendt som “El bienio negro” (“De to sorte år”). Men allerede i oktober 1934 var den gal igen, da forsøget på at inkorporere det yderligtgående højrefløjsparti CEDA (ledt af Gil Robles) i regeringen fik alarmklokkerne til at ringe hos socialistpartiet PSOE og fagforeningerne.
Dette førte til en væbnet masseopstand, som i Asturien førte til oprettelsen af den asturiske kommune. Masserne betragtede således kampen om parlamentet som en del af klassekampen.

Igen spillede parlamentet en vigtig rolle, da masserne gik massivt til valgurnerne for at stemme på folkefronten i februar 1936. Paradoksalt nok var det forsvaret for denne regering og for republikken, som dannede baggrunden for den mindeværdige arbejderopstand i Barcelona den 19. juli 1936, der forhindrede Francos militærkup og således splittede landet i to dele, hvilket var starten på den spanske borgerkrig. Dette beviser uden tvivl, at et parlament sagtens kan blive en kamparena for modstridende klasseinteresser.

Parlamentet og den venezuelanske revolution

Her er det dog nødvendigt at stoppe op og give en advarsel. Dette gælder især for Danmark, hvor socialdemokratismen, begyndende med Stauning, altid fortolkede marxismens anerkendelse af nødvendigheden af en stat efter revolutionen, som et grønt lys for at tro på, at grundlæggende samfundsændringer kan ske gradvist igennem et parlament (Folketinget). Én ting er, at anerkende, som vi har gjort i ovenstående afsnit, at en revolution kan finde sit udtryk i et parlament, og at massernes bevægelse kan afspejles deri, noget ganske andet er at tro, at socialisme kan indføres igennem borgerlige institutioner, uafhængigt af massernes bevægelse fra bunden.

Hvis vi ser på de to ovennævnte historiske processer, dvs. hhv. den franske og den spanske revolution, er det et iøjenfaldende træk, at det er den revolutionære bølge, hele den opkogte stemning i samfundet og i sidste ende massernes bevægelse fra neden, der var afgørende på hvert stadie af revolutionen. Parlamentet kunne ikke løse de grundlæggende stridigheder imellem klasserne. De blev løst på barrikaderne, på fabrikkerne, i landsbyerne og i hærens kaserner. Parlamentet har i bedste udfald svunget til venstre eller højre, eller er helt blevet erstattet af et andet organ, alt efter udfaldet af de pludselige sammenstød imellem klasserne udenfor parlamentet.

Det samme har gjort sig gældende fra den venezuelanske revolutions første dag. Chávez’ første forsøg på gradvise ændringer fik sine udtryk i valget af en grundlovgivende forsamling og en ny konstitution i 1999, men selv de vigtigste af dennes paragraffer kunne ikke gennemføres uden oligarkiets indædte modstand. Det var denne modstand, som førte til det mislykkede statskup, en begivenhed, der fik mere betydning for venezuelansk politik, end hundreder af lovændringer i parlamentet nogensinde kunne have fået. Som altid blev de vigtigste begivenheder i klassekampen ikke afgjort i parlamentet men derimod på gaderne igennem en masseopstand, der fik kupmagerne sendt til tælling og Chávez tilbage på magten.

Igen ser vi, hvordan denne utrolige massebevægelse – og vi kan tilføje arbejdernes nedkæmpelse af arbejdsgiver-lockouten i december 2002 – skubbede processen enormt imod venstre og omvendt gav grobund for nye og mere vidtgående reformer og lovgivning udstedt af parlamentet fra 2005 og fremefter, ikke mindst vigtige nationaliseringer af enkelte dele af industrien, et teleselskab og nogle af supermarkedskæderne.
Der er altså ikke nødvendigvis nogen modsætning imellem et parlament og en revolution, og et forsøg på at sætte en sort-hvid definitionsramme op for, hvordan en revolution skal se ud, vil i sidste ende få os til at glemme, hvordan en revolution rent faktisk kan se ud.

Spørgsmålet om staten

I udviklingen af en klarere vision for et nyt socialistisk samfund er det nødvendigt at studere alle de bevægelser og forandringer, som finder sted i det venezuelanske samfund. Den marxistiske analyse af den venezuelanske revolution må derfor nødvendigvis starte med en analyse af tingene, som de objektivt er, ikke som vi gerne vil have dem til at se ud. Anvender vi ikke en sådan metode, vil vi uundgåeligt fare vild i en så kompliceret situation. Et af de vigtigste træk ved den venezuelanske revolution er præcis det, som mange venstrefløjsgrupper i Europa ikke har formået at forstå: Statens rolle i processen.

Engels forklarede – og Lenin videreudviklede senere dette koncept – at staten i bund og grund ikke er andet end grupper af bevæbnede mænd. Dette betyder, at staten grundlæggende set ikke er andet end et instrument for én klasses herredømme over en anden. Den klasse, som besidder kontrollen med produktionsmidlerne, må nødvendigvis skabe sig et vist apparat for at forsvare sin ejendom overfor de udbyttede klasser. Staten starter som grupper af bevæbnede mænd, politi og militær, som kan opretholde lov og orden (dvs. forsvare den herskende klasses magt). Men staten udvikler sig under moderne forhold til et apparat med embedsmænd og funktionærer, ministerier, domstole, etc. Dette bliver den dog ikke mere “neutral” eller “upartisk” af.

Tværtimod ser man, at i alle de grundlæggende spørgsmål holder staten med den herskende klasse, f.eks. når arbejdsretten i alle vigtige sager giver arbejdsgiverne ret overfor arbejderne, eller at politiet i strejker altid bliver sendt ind på arbejdsgivernes side, aldrig på arbejdernes.

Venezuela ser ud til at modstride teorien. For her støtter staten en række tiltag, som fremmer den revolutionære proces. F.eks. har staten igangsat de såkaldte missiones, programmer som lærer folk at læse og skrive og giver dem kulturel og samfundskritisk uddannelse. Staten er også en af hoveddrivkræfterne bag programmer som Barrio Adentro, der ved hjælp af cubanske læger giver gratis lægehjælp til millioner af fattige mennesker i slumkvartererne. De vidtgående nationaliseringer er også blevet gennemført med den bestående stat.

Men på trods af det er det først og fremmest nødvendigt at forstå, at økonomien i Venezuela stadig fungerer efter et kapitalistisk mønster og markedsøkonomiens love. Dette er tilfældet, fordi de største industrier, fødevarekæder, bankvæsnet, etc. stadig er under kapitalisternes kontrol. Så længe det er tilfældet, vil kapitalisterne være den herskende klasse, og dermed forbliver den venezuelanske stat en borgerlig stat.

Men dette siger os imidlertid intet om den aktuelle tilstand, som staten befinder sig i. I Venezuela er sandheden, at klassekampen har sat sine synlige aftryk på selve statsapparatet. Ved nærmere eftersyn bliver det klart, at borgerskabet har mistet kontrol med nøglesektorer af sin egen stat. Dette virker som en modsætning, men det er en modsætning, som eksisterer i den materielle virkelighed.

Modsiger dette ikke marxismens lære om staten? Svaret er nej. Faktisk er dette ikke et nyt tilfælde, men derimod noget som man har set flere gange før i historien; nemlig at staten begynder at bevæge sig væk fra den herskende klasse, som under visse omstændigheder kan miste kontrollen med staten eller dele af den. Dette betyder ikke, at de sociale produktionsforhold, dvs. ejendomsformerne, ændrer sig grundlæggende, men blot at undertrykkelsesapparatet begynder at glide ud af ejendomsbesiddernes totale og direkte styre.
Allerede Engels forstod dette fænomen. Mens han i sin bog Familiens, Privatejendommens og Statens oprindelse gav en genial definition af staten, afsluttede han med en slående bemærkning:

“Staten er altså ingenlunde en magt, der er blevet påtvunget samfundet udefra, lige så lidt er den ‘den etiske idés virkeliggørelse’, ‘fornuftens billede og virkeliggørelse’, som Hegel påstår. Den er tværtimod et produkt af samfundet på et bestemt udviklingstrin, den er en indrømmelse af, at dette samfund har indviklet sig i en uløselig selvmodsigelse og er blevet spaltet i uforsonlige modsætninger, som det er ude af stand til at mane bort. Men for at disse modsætninger, klasser med modstridende økonomiske interesser, ikke skal fortære sig selv og samfundet i en frugtesløs kamp, er en magt, som tilsyneladende står over samfundet, blevet nødvendig, en magt, der skal dæmpe konflikten og holde den inden for ‘ordenens’ skranker, og denne magt, der er udgået fra samfundet, men stiller sig over det og mere og mere fjerner sig fra det, er staten.”

Engels og Marx forstod, at statens forbindelse med den herskende klasse er indirekte og modsætningsfyldt, og at det under bestemte omstændigheder kan forekomme, at den klasse, der hersker over økonomien, og dermed over samfundet som sådan, kan miste sin kontrol med staten. Marx forstod dette med en ufattelig klarhed, og senere udviklede Trotskij dette koncept til at forstå, hvordan den sovjetiske stat var gledet ud af arbejderklassens kontrol.

Modsætninger inde i statsapparatet

I det konkrete tilfælde med Venezuela er det tydeligt, at staten – i hvert fald midlertidigt – ikke styres af kapitalens interesser. Det er tilstrækkeligt at stille ét spørgsmål: Hvilken normal borgerlig stat ville være vært for afholdelsen af et latinamerikansk møde (i september 2005) for virksomheder under arbejderkontrol, hvor mere end 400 arbejderrepræsentanter vedtog en udtalelse, der taler om planøkonomi og anti-imperialisme?

Dette betyder imidlertidigt ikke, at den borgerlige stat er holdt op med at eksistere. Tværtimod er det iøjnefaldende, at borgerskabet fortsætter med at have en betydelig indflydelse indenfor statsapparatet, og at de gamle statsmekanismer, som oligarkiet i Venezuela i årtier har brugt til at undertrykke masserne med, er fuldstændigt ubrugelige til at tjene revolutionære formål.
Utallige aktivister i den bolivariske bevægelse har forklaret, hvordan embedsmænd har saboteret driften af missiones ved at udelade ressourcer til undervisning, m.v. I flere omgange er selv Chávez’ beslutninger blevet gemt væk, udsat eller helt elimineret. Et eksempel er nationaliseringen af den besatte fabrik INAF, som blev beordret nationaliseret i november 2009, men gemt væk indtil Chávez selv måtte genoptage sagen i juni 2010 og tale med hårde ord om hans embedsmænds uduelighed. Andre tilfælde har været fremme, hvor lokale borgmestre har svindlet med statens ressourcer. Sådanne sager om bureaukrati kan ikke kun findes på mindre plan, men er til stede i selveste Miraflores-paladset i Caracas, hvilket Hugo Chávez har anerkendt flere gange i offentlige taler.

Selv i de væbnede styrker og i politiets rækker ses disse modsætninger. Dette sås tydeligt under kuppet i april 2002, hvor en række officerer gik på kupmagernes side og førte an i konspirationen imod den demokratisk valgte bolivariske regering. Længe efter kuppet sad mange af de kontrarevolutionære elementer stadig tilbage i politiets rækker, mest bemærkelsesværdigt i La Policia Metropolitana. Dette politikorps huserede i Caracas efter deres eget forgodtbefindende, arresterede folk for at lave politisk aktivitet, etc. Dette er først blevet ændret, efter at den bolivariske borgermester i Caracas har lavet nogle udrensninger i dette politikorps.

Faktum er, at der ikke er tale om isolerede sager, men derimod om en generel fløjkamp inde i staten, hvor de moderate og åbent borgerlige elementer kæmper imod de revolutionære. De sidstnævnte forsøger at drive revolutionen fremad, hvorimod førstnævnte forsøger at bremse revolutionen.

En arbejderstat er nødvendig

At denne kamp foregår, er en simpel kendsgerning. Men at tro, at den kan blive løst af sig selv, er en fejl. I sin geniale bog, Staten og revolutionen, forklarer Lenin, hvordan det er umuligt for arbejderklassen at bruge den borgerlige stat. Det er det, fordi den borgerlige stat er opbygget ved hjælp af mekanismer, som opretholder en bureaukratisk struktur, der tilgodeser borgerskabets repræsentanter.

Nogle grupper i Venezuela og internationalt, der kalder sig selv “marxister”, har illusioner til, at man ikke behøver en grundlæggende ændring i disse strukturer. Med andre ord mener de, at man kan reformere den borgerlige stat. Et godt eksempel er en gruppe ved navn Liga Socialista. Denne gruppe hævder, at den venezuelanske stat har “foretaget grundlæggende ændringer i sin overbygning, således at den gamle stat nu kan rives ned herved”.

Men dette strider i virkeligheden imod marxismens mest grundlæggende lære om staten. I Staten og revolutionen, slår Lenin fast, at det er nødvendigt, at arbejderklassen smadrer den borgerlige stat og opbygger en ny stat fra bunden. Denne stat må grundlæggende basere sig på fire principper:

1. Alle embedsmænd skal vælges ved frie og demokratiske valg, og de skal kunne afsættes igen, hvis ikke de følger flertallets beslutninger.
2. Ingen embedsmænd må modtage en højere løn end en faglært arbejder.
3. Ingen stående hær, men et bevæbnet folk.
4. Efterhånden skal alle opgaver vedrørende driften af staten udføres af masserne efter rotationsprincippet. Når alle er “bureaukrater” på skift, er der ingen bureaukrater.

Kun ved hjælp af disse principper kan der opbygges en ny stat, der fungerer i arbejdernes tjeneste og dermed sætte en stopper for bureaukrati og korruption. Dette kan selvfølgelig kun ske i forbindelse med en afskaffelse af den private ejendomsret til produktionsmidlerne, således at arbejderklassen bliver den herskende klasse i samfundet og kan opbygge sin stat til at styrke dette herredømme.

En arbejderstat vil ikke tjene et mindretal, sådan som den nuværende borgerlige stat gør det. Faktisk vil det være den første ægte demokratiske stat i historien, netop fordi den beskytter flertallets ejendom over produktionsmidlerne og flertallets interesser. Først når det er tilfældet, vil staten begynde at “dø bort”, fordi selve behovet for at en klasse undertrykker en anden, vil visne bort.

Grundlaget for en arbejderstat

Som sagt er det nødvendigt at smadre den borgerlige stat og opbygge en ny stat – en arbejderstat. Men hvordan kan det gøres? Den borgerlige stat kan ikke afskaffes ved et simpelt dekret eller en reform. Den må smadres af arbejderklassens bevægelse fra neden, som derved ligger grundlaget for arbejderstaten. Men hvordan kan dette ske i praksis?

Op til tilbagekaldelsesafstemningen i august 2004 igangsatte de bolivariske kræfter en omfattende kampagne til forsvar af revolutionen og til forsvar af Chavez’ mandat. De oprettede de såkaldte UBE´er (Unidades para la Batalla Electoral, enheder til valgkampen). I Caracas blev dette koordineret i den såkaldte Comando Maisanta. Dette var organer, hvor folk fra bykvarterer, skoler og arbejdspladser mødtes i masseforsamlinger og på daglig basis diskuterede og besluttede, hvordan man kunne organisere en effektiv valgkamp for at vinde afstemningen og slå de kontrarevolutionære tilbage.

Som forklaret i detaljer i kapitel 6, har man på flere fabrikker set lignende former for rådsdemokrati, hvor det er forsamlinger af arbejdere i enheder, som demokratisk tager de vigtigste beslutninger og vælger deres egne ledere, med retten til at disses mandat kan trækkes tilbage, hvis ikke de følger flertallets beslutninger. Dette er i virkeligheden de samme grundtræk, som dem de russiske sovjetter havde. Den russiske arbejderstat var netop baseret på disse sovjetter – derfor kaldte man det Sovjetunionen (unionen af sovjetter). Den nye stats regering, som bestod af folkekommissærer (ministre), blev valgt af den nationale sovjetkongres og måtte stå til regnskab for denne kongres’ beslutninger.

I Venezuela har problemet været, at UBE’erne (og alle de andre varianter af komiteer, hvis formål var at mobilisere op til afstemninger) blev nedlagt efter folkeafstemningen, og arbejderforsamlingerne har indtil nu haft en lokal, mere eller mindre isoleret karakter. Derfor er det nødvendigt at udvikle et netværk af arbejder- og folkeråd, startende på hver arbejdsplads, hvert uddannelsessted, hvert bykvarter, hver kaserne.

Sådanne råd vil i den nuværende situation højst sandsynligt udspringe fra de konkrete behov, som de menige medlemmer i bevægelsen, de fattige i slumkvartererne, de revolutionære universitetsstuderende, arbejderne og bønderne ser for, at revolutionen må forsvare sig imod kontra-revolutionens angreb. Et konkret eksempel er fødevaresektoren, hvor vi allerede har set adskillige eksempler på organisering fra neden som modspil til sabotage. Det er således oplagt, at de venezuelanske råd vil starte som aktionskomitéer. Disse komiteer må forbindes på lokalt og regionalt plan, kulminerende i en national kongres. Således kan basisstrukturen for en arbejderstat lægges, en stat som gør op med det gamle statsapparat og gør det muligt at udvikle samfundet hen imod en total afskaffelse af klasserne og endda af staten selv.