Det er nu en uge siden Hugo Chávez døde og der er stadig kilometer lange køer af mennesker fra hele landet der venter på at vise den sidste respekt. Præsidentvalgtet er sat til den 14 april og stemningen bliver mere vredladen, som følge af oligarkiets provokationer.
Det er svært at formidle blot en brøkdel af den udgydelse af sorg og følelser venezuela har oplevet den sidste uge. Ifølge nogle beretninger, kom så mange som to millioner mennesker ud for at ledsage kisten, da den blev transporteret fra militær hospitalet til Proceres hvor den skulle stå til offentlig skue. Ruten er omkring 8 km lang, og det tog begravelsesoptoget over 7 timer at gå den.
I dagene, der fulgte stod, hundredtusinder – sandsynligvis millioner – i kø i timevis, nogle i flere dage, for at sige deres sidste farvel til præsidenten. Det er ikke kun de sociale programmer, der er gennemført af den bolivariske regering. Frem for alt skal det ses i lyset af de sidste 14 år hvor det overvældende flertal af befolkningen, arbejderne, de fattige, bønderne, og mange, der beskriver sig selv som middelklasse, for første gang har taget deres fremtid i deres egne hænder. Den dybe følelse af stolthed og værdighed, som almindelige arbejdende mennesker har fået af at deltage direkte i revolutionen og forsvare den mod de gentagne angreb fra oligarkiet og imperialismen, skabte en meget stærkt bånd med præsidenten.
\”Jeg repræsenterer det nye hjemland, vores ”Comandante” grundlage. Vi kommer fra en kamp, som vores Comandante sagde til os i sit sidste national tale. Vi kommer også fra community councils, vi er talsmænd for community councils, folkemagt, og det værktøj, som Hugo Chávez efterlod os. Til hele venezuelas befolkning og til hele verden siger vi: Chávez døde ikke, han er i vore hjerter \”.
Det er klart, at stemningen ikke kun har været sorg, der har også været en klar vilje til at forsvare revolutionens erobringer og for at fører revolutionen fremad. En indikation af dette var, at så snart nyheden om Chávez død blev annonceret, kørte en gruppe af Chavista motorcyklister fra ”23 de Enero” kvarteret til Chacao, hvor en lille gruppe af oppositionens ungdom havde lænket sig selv krævende bevis for \”Chavez’ liv”, og opløste forsamlingen og satte ild til deres telte.
En kammerat fra Caracas beskrev en samtale, han havde med en gruppe menige militante da de var på vej til begravelsen. En af dem var en kvinde, som var en officer i reserven, hvis søn tjente i hæren i grænseområdet til Colombia. Hun sagde, mens han talte med sin mor, havde han fortalte hende, at hvis der skete noget, ville han forlade sit yngre barn hos sin mor, og griber til våben for at forsvare revolutionen. Hun tilføjede, at efter hendes opfattelse, var den bedste måde at forsvare revolutionen i denne nye periode, at hver husstand skal blive \”en væbnet fæstning for revolutionen,\” at folk bør være bevæbnet. Hun forklarede, at hun selvfølgelig, ikke ønsker en væbnet konflikt mellem venezuelanerne, men at revolutionen skal forsvares med våben i hånd, hvis nødvendigt, mod enhver aggression af oligarkiet og imperialismen
Mange mennesker, der af den ene eller anden grund ikke har været aktivt deltagende i den revolutionære bevægelse i den seneste periode, er nu ved at blive aktive igen. Der er en følelse af, at nu, hvor Chávez er ikke længere er i spidsen for revolutionen, er det op til de menige aktivister at sikre fortsættelsen af revolutionen.
Disse hændelser afsløre den reelle stemning blandt masserne. Den herskende klasse er virkelig bange. På trods af deres bedste bestræbelser på at arrangere en \” pans and pots \” protest, har deres egne tilhængere indtil nu foretruket at blive hjemme.
De borgerlige medier og den amerikanske imperialisme har insisteret på ideen om at \”forfatningen skal respekteres\”, og at \”overgangen\” skal være \”fuldt ud demokratisk\”. En udspekuleret måde hvorpå de implicit siger at forfatningen, på en eller anden måde ville blive krænket, og at de demokratiske regler ikke ville blive overholdt. Den venezuelanske \”demokratiske\” opposition gik endnu videre og hævdede, at et \”kup\” havde fundet sted, da vicepræsident Nicolas Maduro blev taget i ed som midlertidig præsident af National forsamlingen. Af denne grund boykottede de ceremonien.
Hvor hyklerisk! Dette er de samme mennesker, der var imod den bolivariske forfatning, brændte kopier af den på deres demonstrationer og suspenderede alle demokratiske rettigheder og forfatningsmæssige garantier under kuppet i april 2002, som de organiseret i samarbejde med Washington.
De tog også fejl fra et juridisk og forfatningsmæssigt synspunkt. Chávez var ikke kun den valgte præsident, men han var også blevet genvalgt og havde allerede udpeget sit kabinet i november. Forfatningen fastslår klart, at i tilfælde af \”permanent fravær\” af præsidenten, vil vicepræsidenten overtage og nyvalg vil blive udråbt inden for 30 dage.
Man kunne næppe forestille sig et mere demokratisk procedure, en som i øvrigt ikke findes i mange andre lande, hvor der ikke er noget juridisk krav om at udskrive nyvalg, hvis præsidenten dør. I USA for eksempel, hvis præsidenten dør bliver han eller hun erstattet af vicepræsidenten og intet nyvalg bliver kaldt. I Spanien, bliver statsoverhoved ikke valgt, da der er et monarki, med den nuværende kong Juan Carlos I som er blevet udnævnt som hans forgænger Franco – en diktator.
Men det handler ikke om den forfatningsmæssige legalitet. Venezuelas herskende klasse er ligeglade med om det er Maduro (vicepræsidenten) eller Cabello (formanden for Nationalforsamlingen) der overtager de næste fem uger, indtil præsidentvalget den 14. april. Hvad de er interesseret i at skabe et konstant klima af usikkerhed og delegitimering alle institutioner med en mistanke om illegitimitet.
Dette vil igen, fremprovokere en modreaktion blandt det revolutionære folk, der godt trætte af den såkaldte \”demokratiske\” opposition, der organiserede kuppet i 2002 og konstant sætter spørgsmålstegn ved den demokratiske legitimitet af revolutionen.
Fredag den 8. marts, gik den vigtigste oppositionsleder Capriles i offensiven sagde, at beslutningen om Maduro som præsident(in-charge) var en \”konstitutionel bedrag\”. I en arrogant og nedladende tone sagde han: \”Nicolas, ingen har valgt dig til præsident, dreng.\” Dette blev kombineret med en kampagne hvor oppositionen angreb Nicolás Maduro for at have været buschauffør, der afslører dybden af klassehad som inspirerer disse \”demokrater \”. Oligarkiet, de bankfolk, jordejere og kapitalister, der har regeret landet som deres eget private len for den bedste del af 200 år, mener, at de har en guds given ret til at herske. De kunne ikke, i Chávez’s tilfælde, tåle tanken om en person, der kom fra folket og talte folkets sprog, som præsident. Nu insisterer de på, at en \”simpel buschauffør\” kan ikke være præsident.
For at gøre tingene meget værre, talte Capriles, i søndags ved en anden pressekonference, hvor han hævdede, at den bolivariske ledelse havde løjet i to måneder om Chávez \’sygdom. Desuden hævdede han, at de havde løjet om tiden og omstændighederne omkring hans død. \”Hvem ved, hvornår han døde,\” sagde han, uden at fremlægge nogen dokumentation for disse meget alvorlige anklager, og tillod ingen spørgsmål fra de tilstedeværende journalister. modreaktionen var så kræftig, at Maduro advarede om at oppositionen fremprovokerede en \”tsunami af folkelig vrede\”, som vil kunne ende i vold
Som en grafisk demonstration på styrkeforholdet, ledsagede en enorm menneskemængde Maduro, da han indskrev sig som præsidentkandidat. Som ironisk modsvar til oppositionen, ankom han kørende i en bus! Oppositionens kandidat Capriles registrere sig ikke personligt. Ingen ledsagede ham.
Ved afslutningen af den enorme bolivariske forsamling, blev tusindvis bagefter et par timer og diskuterede og råbte slagråb. Blandt disse, et der afspejler stemningen i masserne: \”el peo no es con Chávez, el peo es con nosotros” – som groft oversat blir: \”Dette handler ikke om Chávez, det handler om os\”. Capriles har beskyldt Maduro om at gøre kampagnen til en kamp mellem Chávez og Capriles, snarere end om sig selv. Folket svarede i deres visdom, at det i virkeligheden ikke engang er om Chávez, men om viljen/styrken hos det revolutionære arbejdende folk.
Præsidentvalget den 14. april, vil også finde sted umiddelbart efter højtideligholdelsen af årsdagen for kuppet i april 2002 og den revolutionære mobilisering, der smadrede det. Dette ville også tjene som påmindelse om, hvad der står på spil.
Der er ingen tvivl om det vil blive endnu en sejr for revolutionen. De revolutionære masser forstår dette valg som en hyldest til Chávez og en genfødsel af behovet for at føre revolution fremad. De støtter helhjertet Maduro eftersom han var kandidaten forslået af Chávez i december, da han advarede om sin svage helbreds tilstand. Dette betyder dog ikke at de giver ham en blank check.
Maduro vil blive bedømt på sine handlinger og på programmet for revolutionen. Ikke af overklassens sifrinos ungdom af Urbanizaciones i den østlige del af Caracas, eller de lærde jurister og \”uddannede\” damer og herrer, de \”personer med efternavne\” som Maduro kaldte dem. Det vil heller ikke være oligarkiet, der hader det faktum, at han kommer fra en arbejderklasse baggrund. Tværtimod vil det være Guayanas industriarbejdere, der kæmper for arbejderkontrol, kvinderne i Gotcha, den besatte fabrik i Aragua, de revolutionære militante i de 23 kommunale råd Enero, Catia, Antímano, Petare og mange andre fattige kvarterer , oliearbejderne, bønderne der bliver dræbt pga. af landbrugsreformen, de Yupkas indfødte folk, hvis leder blev dræbt i ugen før Chávez død, arbejdere og unge, der har tilsluttet militserne, osv.
De vil sætte Maduro og den nye bolivariske regering på prøve og krævede, at de forbliver loyale over for den socialistiske revolutionens mål, at der ikke er nogen forlig med oligarkiet, ingen udvanding af programmet, ingen indrømmelser til dem, hvis eneste formål er at ødelægge revolutionen og dens resultater. De vil modsætte sig ethvert forsøg fra bureaukrati og reformisterne at fortsætte med at blokere de revolutionære massers vilje.
Lige før Chávez død, var der en konflikt imod bureaukrati i den bolivariske bevægelse over valget af kandidat til Caracas borgmester i støbeskeen. Det var blevet meddelt, at alle bolivariske kandidater til kommunalvalg ville blive valgt på demokratisk vis af de menige medlemmer. Men så var der snak om, at denne samme proces ikke skulle gælde for Caracas’ borgmester. Årsagen var klar for alle, en af de vigtigste repræsentanter for den radikale venstrefløj af bevægelsen, tidligere handelsminister Eduardo Saman, havde meddelt, at han agtede at stå.
Mordet på den traditionelle lederen af Yupka folket Sabino Romero den 3. Marts. Fremprovokerede også en bølge af vrede hos menige revolutionære aktivister. Alle vidste, at Sabino liv var truet. Hans 109 år gamle far var blevet tævet ihjel året før. Årsagen var hans ledende rolle i kampen for anerkendelse af de indfødtes jordrettigheder i Sierra del Perijá. Dette område, på grænsen til Colombia, er styret af kvæg ranchers, mineselskaber og paramilitære.
Men intet blev gjort for at beskytte Romero og den kamp, han repræsenterede. Jordejerne og mineselskaberne er direkte ansvarlige for hans død, men den borgerlige stat er også en medskyldig. Chávez selv havde erklæret offentligt, at han var på de indfødte folks side og havde givet ordre til at ekspropriere området, der skulle gives til de indfødte samfund. Men som i mange andre tilfælde, blev dette blokeret af bureaukrater i ministerier, dommere og officerer i hæren. I november 2012, rejste de Yupka folk til Caracas for at presse på, for deres krav, de overvant en række vejspærringer hvis formål var at forhindre dem i at forlade deres lokalsamfund. De ønskede at tale med Chávez direkte. Ved den lejlighed erklærede Sabino Romero: \”Vi har været revolutionære og socialister i mange år, men ministeriet manipulere os. Problemet er ikke Chávez, men dem, der er under ham. \”
Elementerne af arbejderkontrol i de stål- og aluminiumsindustrierne i Guayana – som blev indført af Chávez, som reagerede på arbejdernes egne krav- har været næsten udryddet i en ondsindet kampagne hvor det statslige bureaukrati, det regionale \”bolivariske\” guvernør, bureaukraterne i FBT fagforeningssammenslutning og de multinationale selskaber var involveret.
Arbejderne på Cerámicas Caribe keramik fabrik i Yaracuy har kæmpet for deres kollektiv overenskomst i tre år og har besejret et forsøg på bosserne til at pålægge en gul fagforening. De har nu taget skridtet til at bevogte området, hvor de har mistanke om ejerne ønsker at fjerne maskinerne og erklære sig konkurs for at ødelægge fagforeningen. I hele denne proces er arbejderne blevet ignoreret af arbejdsinspektøren og den regionale repræsentanter fra Arbejdsministeriet. Præsident Chávez intervenerede allerede i konflikten for mere end et år siden. Han gav klare instrukser, at medmindre bosserne accepteret arbejdernes krav bør fabrikken eksproprieres. Men denne ordre ikke er blevet gennemført af myndighederne.
Dette er eksempler på de opsplittelser, der findes inden for den bolivariske bevægelse. Mellem de revolutionære arbejdere og de fattige på den ene side og dem, der hyklerisk sværger loyalitet over for Chávez og den bolivariske revolution – men som i virkeligheden er femte kolonne i oligarkiet inde i bevægelse – på den anden. Revolutionens fjender er oligarkiet og imperialismen, men også de bureaukrater og korrupte embedsmænd, der blokerer for revolutionært initiativ af masserne, nedvandende forslag, der foreslået af Chávez selv og et generelt ønske om at bevare den revolutionære proces inden for rammerne af kapitalismen.
Den herskende klasse stadig kontrollerer vigtige dele af økonomien, som den bruger til at sabotere den demokratiske vilje hos flertallet, gennem hamstring, spekulation, kapitalflugt og en investerings strejke. Statsapparatet, som stadig dybest set er en kapitalistisk stat, er fortsat en forhindring for færdiggørelsen af revolutionen.
I juli 2011 efter nyheden om Chávez \’helbred, blev der lanceret en kampagne af den herskende klasse om behovet for en såkaldt \”overgang\”. Han svarede skarpt, at \”her er der kun én overgang på dagsordnen, og som skal speedes op, overgangen fra den kapitalistiske måde, som ødelægger planeten, og den socialistiske model, som repræsenterer frelse menneskeheden\”.
Det er op til den revolutionære arbejderklasses aktivister i Venezuela at sikre, at dette sker. igennem ekspropriering af oligarkiet og ødelæggelsen af den kapitalistiske stat, der skal erstattes af en demokratisk planlægning af økonomien og nye revolutionære institutioner baseret på kommunale råd og de socialistiske arbejderråd. Valget den 14 april vil være kun ét skridt i denne kamp.
