Mandag den 25. afholdt Hands Off Venezuela et møde om Venezuela og revolutionens udenrigspolitik. Fokus var især på Mellemøsten. Frederik Ohsten, der har boet og arbejdet som journalist i Mellemøsten, indledte mødet med et oplæg, hvor han især fremhævede det revolutionære potentiale i Mellemøsten, samt den store inspiration, som Venezuelas revolution er for folk i hele verden.

Inden mødet om revolutionens udenrigspolitik mødtes aktivister fra kampagnen til et møde, hvor det blandt andet blev besluttet at arbejde videre med ideer om en demonstration i april imod USA’s militære tilstedeværelse i Latinamerika. Det sker på baggrund af, at USA har oprustet sin militære tilstedeværelse massivt i Colombia, Haiti og generelt i Caribien gennem at genoprette den Fjerde Flåde. Desuden støtter Washington aktivt den ulovlige regering i Honduras, der sidder på baggrund af statskuppet sidste sommer.

Møde om revolutionens udenrigspolitik
På mødet mandag den 25. januar, der blev afholdt i Verdenskulturcenteret på Nørrebro i København, bød Hands Off Venezuela op til diskussion af Venezuelas udenrigspolitik. Omkring 20 deltog på mødet. Oplægsholderen indledte mødet med at vise billeder fra forskellige demonstrationer i den arabiske verden, hvor den venezuelanske revolution og præsident Hugo Chávez bliver hyldet for sin solidaritet med det palæstinensiske folk.

I sit oplæg understregede Frederik Ohsten, at revolutionen i Venezuela har international betydning:

– Revolutionens overlevelse og succes er et internationalt spørgsmål. USA’s evne til aggression er bestemt af klassekampen på internationalt plan. Modstanden i Irak og Afghanistan har medvirket til at give den venezuelanske revolution et pusterum, sagde han.

Han slog fast, at Hugo Chávez er en af de mest populære ledere på verdensplan, og at Chávez i den arabiske verden er den ubetinget mest populære politiske leder. En meningsmåling fra 2009, der var foretaget i Egypten, Jordan, Saudi Arabien, Marokko, Libanon og De Forenede Arabiske Emirater (UAE) stillede spørgsmålet: ”Hvilke to ledere i verden (uden for dit eget land) beundrer du mest?”. Nummer et på listen var Hugo Chávez, der blev nævnt i 36 procent af tilfældene. Nummer to var Syriens Bashar al-Assad med 18 procent – altså blot halvt så meget som Chávez.

Israels ambassadør udvist to gange
Venezuela har to gange udvist den israelske ambassadør. Første gang var i 2006, da Israel invaderede Libanon. Venezuela svarede igen ved at fordømme Israel og sende nødhjælp til den million libanesere, der blev drevet på flugt fra deres hjem på grund af Israels aggression.

I 2009 afbrød Venezuela igen alle diplomatiske forbindelser med Israel. Det skete, da de israelske generaler sendte militæret ind i Gaza, hvor de massakrerede 1400 palæstinensere – størstedelen af dem forsvarsløse kvinder og børn. Ifølge et præsidentielt dekret skulle alle officielle bygninger i Venezuela i en måned herefter flage med det palæstinensiske flag ved siden af Venezuelas eget flag. Det palæstinensiske flag blev også hængt op i parlamentet. Mange lokale myndigheder har valgt at fortsætte med at flage med det palæstinensiske flag, også efter at måneden var udløbet.

Solidaritet med palæstinenserne
Samtidig med, at Venezuela udviste den israelske ambassadør, udstedte regeringen en erklæring, som Frederik Ohsten citerede fra i sit oplæg:

– I denne tragiske og raseri-vækkende stund, viser Venezuelas folk deres ubegrænsede solidaritet med det heltemodige palæstinensiske folk og deler den sorg, som har ramt tusindvis af familier, der har mistet deres kære, og vi rækker hænderne ud og bekræfter, at den venezuelanske regering ikke vil hvile, førend de ansvarlige er blevet straffet hårdt for disse hæslige forbrydelser.

Venezuela har desuden oprettet en ambassade i de besatte palæstinensiske områder, og den bolivariske regering har indledt et program, hvorunder unge palæstinensere gratis kan komme til Venezuela for at studere medicin. Hugo Chávez sagde, da programmet blev offentliggjort, at ”vi står sammen med det palæstinensiske folks mindeværdige kamp imod folkemords-staten Israel, som dræber og slår det palæstinensiske folk ned.”

I hele den arabiske verden har der rejst sig en massiv bølge af sympati for den venezuelanske revolution i kølvandet på Chávez-regeringens solidaritet med palæstinenserne. I Jordan har kommunistpartiet organiseret en demonstration i taknemmelighed foran det venezuelanske konsulat. I Yemen, Egypten, Libanon, Marokko, Palæstina og andre lande har demonstranter båret plakater med Chávez’ portræt til demonstrationer i solidaritet med palæstinenserne. I den libanesiske by Bireh, 40 kilometer nord for Beirut, har bystyret opkaldt en gade efter Hugo Chávez.

Imperialisternes hykleri
Frederik Ohsten kom også ind på Venezuelas forhold til Iran, som Hands Off Venezuela gentagne gange har kritiseret.

– Vi mener, at Venezuela har fuld ret til at indgå diplomatiske og handelsmæssige aftaler med, hvem de ønsker – selv de mest reaktionære regimer – ligesom alle andre lande gør det, sagde han og fortsatte:

– Samtidig er det fuldstændig klart, at imperialisterne hykler om Venezuelas forhold til Iran. De samme lande, der kritiserer Venezuela, har selv gode forhold til det blodige regime i Usbekistan, diktaturet i Saudi Arabien og regimet i UAE, hvor stening bliver brugt som henrettelsesmetode.

– De hykler også om pressefrihed i Venezuela, hvor public service-loven er blevet udvidet til også at omfatte kabel-tv. Det betyder blandt andet, at der er et loft over antallet af reklamer, der er etiske retningslinjer for børneprogrammer og de forpligter sig til at viderebringe vigtige meddelelser fra regeringen og den offentlige administration. USA har himlet op om dette som en ”krænkelse af ytringsfriheden”, men USA har selv dræbt over 50 journalister i Irak, gentagne gange raseret det irakiske journalistforbunds kontorer, og USA har i flere tilfælde bevidst bombet tv-stationen Al Jazeeras kontorer som gengæld for stationens kritiske dækning af USA’s krig i Irak, sagde Frederik Ohsten.

Venezuela og Iran
Han sagde videre, at det imidlertid er vigtigt at forholde sig kritisk til Chávez-regeringens udenrigspolitik. Én ting er at indgå aftaler om indkøb af for eksempel materiel til industrien fra et land som Iran, en anden ting er, hvis man giver det iranske regime legitimitet.

– Vores kritik af Iran er komplet anderledes end den hykleriske og halvkvalte kritik, som USA fremfører, sagde han.

Han understregede, at der siden valget i juni har udviklet sig en revolutionær situation i Iran, og at det kapitalistiske, islamiske regime står over for en massebevægelse fra befolkningen. Han forklarede, at revolutionen i 1978-79, der væltede Shahens regime, var en ægte arbejderrevolution, hvor arbejderne igennem råd (shora på farsi) tog kontrol med industrien og samfundets drift, men at revolutionen blev halshugget af mullaherne, der erstattede arbejderrådene med såkaldt islamiske råd, som var underlagt mullaherne og basar-købmændene. Regimet konsoliderede sig i begyndelsen af 1980’erne gennem en proces, hvor tusindvis af venstreorienterede, kommunister og fagligt aktive blev fængslet, tortureret og henrettet.

– For at fastslå den afgrundsdybe forskel mellem Venezuela og Iran er det nok at se på, hvad der sker, hvis nogle arbejdere besætter en fabrik eller strejker imod en arbejdsgiver. I Iran bliver sikkerhedsstyrkerne sat ind imod arbejderne, de bliver arresteret og tortureret. I Venezuela sker der ofte det, at staten griber ind og nationaliserer fabrikken og sætter den under arbejdernes egen kontrol. Forskellen kan ikke være mere afgrundsdyb, forklarede Frederik Ohsten.

Han forklarede den nuværende revolutionære situation i Iran som et resultat af årevis af ophobede frustrationer over den faldende levestandard, undertrykkelsen af ungdommen, de nationale mindretal og kvinderne.

– I virkeligheden forsøger de iranske ledere at snylte på den autoritet, som revolutionen i Venezuela har. Det samme gælder for det iranske regimes allierede i Hizbollah i Libanon, som er et borgerligt parti, sagde Frederik Ohsten.

For en revolutionær udenrigspolitik
Han kom også ind på, hvad en revolutionær udenrigspolitik vil sige.

– Bolsjevikkerne indgik mange aftaler med reaktionære regeringer, som for eksempel Tyskland. Men de slækkede aldrig på deres politik, og det kunne aldrig falde Lenin og Trotskij ind at opgive at arbejde for en revolution i Tyskland og resten af verden. Da Sovjetunionens udenrigsminister Tjitcherin foreslog ændringer i grundloven for at tækkes USA, anbefalede Lenin i en officiel skrivelse, at Tjitcherin skulle indlægges på et sanatorium!

– For bolsjevikkerne var det helt klart, at revolutionens skæbne afhang af klassekampen på internationalt plan. Den formentlig vigtigste grund til, at de 21 udenlandske hære, der forsøgte at invadere Sovjetunionen i 1918, blev nødt til at trække sig tilbage, var at de kapitalistiske regeringer frygtede for revolution på hjemmefronten. Det var den revolutionære bevægelse i Europa, der reddede Sovjetunionen igennem disse første år.

Revolutionær internationalisme
I debatten efter oplægget fremhævede flere af deltagerne, at det er nødvendigt at inddrage fagbevægelsen i solidaritetsarbejdet. En af deltagerne fremhævede også nødvendigheden af at følge grundigt med i revolutionen og kritisere det, hvis lederne tager forkerte beslutninger:

– Vi solidariserer os med revolutionen, men ikke nødvendigvis alle beslutninger, som Chávez-regeringen tager, sagde han.

En anden deltager spurgte ind til Chávez’ opfordring til at danne en ny Internationale. Frederik Ohsten svarede, at han mener, det er en god idé, som fortjener støtte, og at spørgsmålet må tages op i arbejderbevægelsen i Danmark.

Der var flere andre spørgsmål og debatindlæg om alt lige fra ALBA-samarbejdet, den danske terrorlovgivning, som angriber solidaritetsarbejde, samt Venezuelas forhold til Hviderusland og USA’s militære oprustning i Colombia.

Frederik Ohsten rundede mødet af ved at citere fra en tale, som Ghazi Surani fra PFLP holdt på et møde i solidaritet med den venezuelanske refolution, som PFLP (Folkefronten til Palæstinas Befrielse) holdt i Gaza:

– Det venezuelanske folks virkelige allierede er de undertrykte arbejdere og bønder i Latinamerika. De er altid den eneste kræft, som man kan stole på i forsvar for den venezuelanske revolution og enhver anden revolution i verden. Vi i Palæstina bekræfter vores internationalistiske solidaritet med Chávez og revolutionen i Venezuela
(…)
Forsvaret for den venezuelanske revolution kommer ikke gennem diplomati, men gennem en revolutionær og internationalistisk politik. Dens mål er at sprede revolutionen i hele Latinamerika og vider ud, til Afrika, Asien og alle landene i den arabiske verden.
(..)
Den oprigtige besked fra os i PFLP til lederne og arbejderne i Venezuela er; stol kun på jeres egne kræfter! Stol kun på massernes revolutionære bevægelse!
(…)
Den bolivariske revolutions fremtid vil i sidste ende blive afgjort af, i hvilken grad, den spreder sig til resten af Latinamerika og videre ud. Che Guevara forstod denne tanke ganske udmærket, da han sagde, at den cubanske revolution kun kunne beskyttes ved at skabe ”et Vietnam, to Vietnamer, tre eller flere”.