Alí Primera, en revolutionær venezuelansk folkesanger, skrev i en af sine berømte sange: ”Vi må lave en tidlig revolution. For jo mere den forsinkes, jo sværere er den at gennemføre”.

Om end disse ord synes enkle, er de faktisk utroligt gode til at forstå det, der foregår i Venezuela lige nu. Ser vi nærmere på den økonomiske, politiske og sociale situation i Venezuela bekræftes dette billede.

Den verdensomspændende økonomiske krise har for alvor gjort sit indtog i de første måneder af 2009. Både i USA og Europa bliver tusinder dagligt tilføjet til arbejdsløshedslisterne. Også i Sydamerika begynder den økonomiske krise at kunne mærkes.

Særligt i Venezuela vil den økonomiske krise få en afgørende betydning for de politiske perspektiver. I år er det ti år siden, at Hugo Chávez trådte til magten. Dette magtskifte betød et radikalt brud med årtiers nyliberalistisk politik. Millioner af arbejdere, fattige og unge greb til handling for at ændre samfundet. Selvom den rige overklasse gang på gang har forsøgt at skubbe Chávez fra magten – eksemplificeret ved statskuppet i april 2002 og arbejdsgivernes lockout i december 2002-januar 2003 – har Chávez og den bolivariske revolution formået at forblive ved magten og viderebygge det påbegyndte projekt.

Den økonomiske krise stiller dog Chávez-regeringen overfor en ny prøve. Regeringens politik med nationaliseringer og reformer til fordele for de fattige, har hidtil været baseret på de høje indkomster fra olie-indtægter. Olieprisernes styrtdyk – kombineret med en række andre faktorer som vi vil se nærmere på i denne artikel – betyder imidlertidig, at modsætningerne i Venezuela tilspidses og at revolutionen mere end nogensinde før står over for en korsvej.

Krisens årsager og konsekvenser i Sydamerika
I de sidste fem år har der været en enorm ekspansion af Sydamerikas økonomi. I gennemsnit voksede kontinentets BNP (Brutto Nationalprodukt) med 5,2 procent årligt. Venezuela var særligt fremskredent med et årligt gennemsnit på hele 10,7 procent i perioden 2004-2007. Men de seneste prognoser viser tydeligt en nedgang. Ifølge IMF forventes 2009 således at skabe en vækst på sølle 3,25 procent. Andre analytikere, såsom Verdensbanken og CEPAL (økonomisk kommission for Latinamerika), forudser en vækst på henholdsvis 2,1 procent og 2,5 procent i 2009. (Luís Enrique Barrios: “La economía de América Latina: del crecimiento al despeñadero”. Revista América Socialista, Fundación Féderico Engels, 2009, pag.13).

En af hovedårsagerne til kontinentets vækst i årene 2004-2007 var en tiltagende eksport til USA, Europa og Kina. Men hvis vi kigger på tallene fra januar til oktober 2008, så faldt overskuddet på betalingsbalancen i forhold til handel med USA med 23,6 procent. Hvis Mexicos eksport undtages fra regnestykket, er nedgangen på 60 procent.

Opsvinget i verdensøkonomien skabte stor efterspørgsel efter råstoffer. Prisen per olietønde nåede op på det rekordhøje 147 dollars i juli. Ligeledes steg priserne på kobber, aluminium, cement og andre råstoffer, som Sydamerika producerer i stor stil. Men krisens indtog har betydet enorme fald i efterspørgslen på verdensmarkedet og dermed også på disse råstoffers priser. Således koster en tønde olie nu kun 37 dollars.

Et andet vigtigt aspekt, er den forstærkede økonomiske afhængighed af emigrant-arbejdernes pengeforsendelser. Ifølge CEPAL’s officielle tal, boede der i år 2000 20 millioner latinamerikanere i USA og Europa. I 2005 var dette tal steget til 25 millioner!

Hundredtusinder af familier i Sydamerika er dybt afhængige af de penge, som deres familie i USA og Europa sender hjem til dem. I 2006 udgjorde emigrant-arbejderes pengeforsendelser til Latinamerika 68.062 milliarder dollars. Ifølge Bolivias centralbank, sendte bolivianske indvandrere i USA, Europa og Argentina hele 794 millioner dollars til deres familier fra januar til september 2008. I Bolivia og Ecuador udgør pengeforsendelserne omkring 10 procent af BNP. Andre lande er endnu mere afhængige. I Honduras er tallet 25 procent!

Men også denne indtægtskilde er nu truet. Dels på grund af fyringsrunderne i USA og Europa, som i første omgang ofte rammer fag med mange emigrantarbejdere, for eksempel byggeriet – og dels på grund af de ekstra hårde udlændingelove, som nu udvikles i de vestlige lande. I 2008 faldt pengeforsendelserne til Latinamerika således med 20 procent.

Det tredje element, som betinger verdenskrisens effekt på Sydamerika, er nedgangen i udenlandske investeringer. Fra januar til september 2008 blev der investeret 55 mia. dollars. Men dette tal var 18 procent mindre end det tilsvarende for 2007. Desuden faldt værdien af kontinentets aktier fra 58 mia. dollars i maj 2008 til 20,5 mia. i december 2008.

Krisen i Venezuela
I Venezuela har verdenskrisen haft en stor effekt på landets økonomi. Eksport af olie udgør 30 procent af landets BNP, og indtægterne fra olieproduktionen udgør 50 procent af landets statens indtægter (”Venezuela ante la crisis internacional del capitalismo” af Yonie Moreno og William Sanabria. Documento político para el V congreso de la CMR.).

Med en oliepris, der som nævnt er faldet dramatisk, har krisen ladet sig mærke i Venezuela. For nylig forklarede PDVSA, det nationale olieselskab, at de er tvunget til at skære ned med 40 procent i budgettet for 2009. Dette vil uundgåeligt ramme de sociale projekter, som Chávez-regeringen har oprettet for at give gratis uddannelse og lægehjælp til de fattige dele af befolkningen.

Også flere af de planlagte nationaliseringer, som regeringen har haft under vejs, står nu i stilstand. Regeringen har forsøgt at opkøbe strategiske virksomheder, for at gøre dem til statseje og underlægge dem folkets interesser. Men med de store fald i olieindtægterne, er disse nationaliseringer – som koster op imod fem mia. dollars – midlertidigt sat i stå. For eksempel har staten endnu ikke betalt for aktierne i cementfirmaerne Lafargue, Cemex og Holcim. Først et år efter nationaliseringerne af Banco de Venezuela, som indtil juli 2008 var en del af den spansk ejede multinationale Grupo Santander, samt stålværftet SIDOR, er det lykkedes regeringen at få en købsaftale i stand, som sikrer staten flertallet i disse selskaber.

For at gøre ondt værre, er faldet på oliepriserne ledsaget af et fald på priserne på cement, kobber, aluminium, jern og stål. Alle sammen råstoffer som Venezuela producerer og eksporterer i overflod. Dette har bl.a. medført massive nedskæringer i CVG [Coorporación Venezolana de Guayana] – det statslige selskab, som administrerer aluminiums- og elektricitetsfabrikker. Disse nedskæringer har også betydet, at CVG, PDVSA og andre statslige selskaber i flere tilfælde ikke har udbetalt lønninger til kooperativer af løsarbejdere, som yder service til dem. Dette har resulteret i massive protester og sågar blokader og besættelser fra daglejernes side.

Mangel på fødevarer
Hvad Venezuela til gengæld ikke producerer i massevis, er fødevarer. Faktisk viser officielle tal (fra maj 2005), at fødevareproduktionen udgør 6 procent af det samlede BNP. 70 procent af alle fødevarer i Venezuela importeres fra Brasilien, Columbia, USA, Canada og andre lande.

I 2007, 2008 og de første måneder af 2009, har venezuelanerne oplevet skiftende mangel på basale fødevarer. Nogle gange har det været kaffe, andre gange madolie, sukker, ris, mælk eller bønner, som ikke har været at finde på supermarkedernes hylder.

Venezuelas ”fødevare-krise” skyldes flere ting. På den ene side er der en klar sabotage fra kapitalisterne i fødevaresektoren, som med fuldt overlæg tilbageholder varer, for at skabe mangel. I flere omgange har sociale organisationer, heriblandt de revolutionære bønders front, FNCEZ [Frente Nacional Campesino Ezequiel Zamora], afsløret sådanne tilfælde af sabotage. Lagre fyldt med ris og andre fødevarer blev afsløret, alt imens supermarkedernes hylder stod tomme hen. Formålet med denne boykot har dels været at miskreditere regeringen, og dels at give et ekstra skub til inflationen. Nogle analytikere påpeger, at situationen på mange måde minder om den sabotage, som Salvador Allende-regeringen i Chile var udsat for i starten af 1970’erne. (Venezuela: The economic tug between revolution and counbter-revolution by Erik Deemester).

Selv den priskontrol, som den venezuelanske regering har indført for at stoppe inflation på basale fødevareprodukter, har vist sig uduelig. For eksempel blev det afsløret i februar 2009, at adskillige fødevareproducenter bevidst nægtede at producere almindelig ris og i stedet omlagde produktionen til at producere ”luksusris” med tilsatte stoffer, for derved at undgå priskontrollen. (Aporrea.org 1. marts 2009)

Samtidig er det sorte marked vokset, bl.a. ved hjælp af illegal indsmugling af fødevarer fra Columbia. Bureaukrater i dele af de statslige supermarkedskæder, Mercal og PDVAL, har også stjålet produkter, for derefter at sælge dem på det sorte marked til overpriser. Både regeringen og arbejderne i disse supermarkedskæder, har forsøgt at stoppe dette misbrug. (F.eks. blev et medlem af PSUV, som havde afsløret omfattende korruption i Mercal dræbt af ukendte gerningsmænd, i slutningen af februar 2009. Se aporrea.org 5. marts)

Inflation
Manglen på fødevarer er ledsaget af en ekstremt høj inflation. I Caracas var der 49,9 procents inflation på fødevarer imellem juli 2007 og juli 2008 (Bloomberg).

Prisen på et kilo løg er nu omkring 12 bolivares (Ultimas Noticias, 27 de Febrero, 2009, pag. 18), hvilket svarer til næsten 4 euro eller omtrent 30 danske kroner! Dette er mere end i de fleste vestlige lande, hvor lønningerne omvendt er betydeligt højere end i Venezuela.

Ifølge det nationale institut for statistik, er ”La canasta alimentaria normativa”, som er en beregning af minimums leveomkostninger for en person hvad angår mad, steget fra 647,23 bolivares i januar 2008 til 895,06 i december 2008. (Se Instituto Nacional de Estadística) Dette er sket uden en tilsvarende lønstigning, hvilket har udhulet de venezuelanske arbejderes købekraft.

Denne kombination af mangel på fødevarer og skyhøj inflation, er utroligt farligt for regeringens popularitet, i det at det især rammer de fattigste dele af befolkningen.

Parasit-oligarki
Den grundlæggende årsag til Venezuelas ”fødevare-krise” skal dog ikke findes i de førnævnte omstændigheder. Alle disse faktorer er med til at forværre den nuværende situation, men i sig selv forklarer de ikke problemet.

Som med så mange af de andre lande i Latinamerika, påtvang imperialismen Venezuela en rolle som producent af råstoffer. Således kom begrebet ”un país rentista” (et rente-land) til verden, hvilket betød at Venezuela skulle klare sig ene og alene ved hjælp af gevinsterne fra olie-udvindingen. Langt de fleste forbrugsvarer importeres, hvilket øger Venezuelas afhængighed af verdensmarkedet.

Den venezuelanske overklasse (kapitalisterne, bankejerne og jordejerne) – hvad der i folkemunde kaldes oligarkiet i Venezuela – har i årtier fungeret som en helt igennem parasitarisk klasse. I stedet for at bruge de høje indtægter fra olieproduktionen til at udvide produktionsapparatet og reducere importen af forbrugsvarer (herunder fødevarer), har de nedtrappet investeringerne i økonomien og vedligeholdt en struktur, hvor supermarkedskæderne importerer fødevarer fra nabolandene.

Vi ser dette klart, hvis vi kigger på statistikken for erhvervslivets investeringer i fast kapital (FBCF) under de sidste seks venezuelanske regeringer:

Regeringsperiode – FBCF i procent
Pérez Jimenez – 26,70
Carlos Andrés Perez-1 – 31,50
Jaime Lusinchi – 19,90
Carlos Andrés Perez-2 – 18,20
Rafael Caldera – 17,50
Chávez (1998-2005) – 13,8

Kilde: Avisen El Nacional (Op.cit., pag.3, Y. Moreno og W. Sanabria)

Således er det en kendsgerning, at kapitalisternes investeringer i Venezuela har været for nedadgående de sidste 30 år. Og det ser ikke umiddelbart ud til, at dette vil ændre sig lige foreløbigt. I den borgerlige avis El Universal kunne man fornyligt læse følgende, i en artikel om Venezuelas økonomi:

”Den førende repræsentant for Conindustria huskede på, at industrisektoren de sidste 10 år er blevet reduceret med 40 procent og fastslog at omstændighederne ikke er til stede for en vækst på kort eller mellemlangt sigt.”( El Universal, 14. august, 2008.)

Hovedårsagen til dette er, at det nationale borgerskab i Venezuela har tusind tråde til de konservative godsejere, til bankejerne og til imperialismen. De er helt igennem ude af stand til at gennemføre en jordreform og en industrialisering af landbruget, som kan minimere Venezuelas afhængighed af importerede varer.

Totrins-teori vs. permanent revolution
Det tragiske ved situationen er, at Venezuela rent faktisk har enorme territorier med frugtbar jord, blandt andet i Barinas, Mérida og Los llanos. Problemet er, at cirka 80 procent af al frugtbar jord, ejes af 5 procent af befolkningen. Selv om regeringen i 2001 igangsatte en jordreform, har resultaterne været minimale. Dels har selve loven været yderst moderat og kun betydet enkelte omfordelinger, og dels har fattige bønder som blev lovet billig kredit af staten, været udsat for sabotage fra bureaukrater i statsapparatet, som har tilbageholdt lån beregnet på igangsættelse af landbrug.

Alt dette viser med tydelighed, at det både er reaktionært og utopisk at tale om et ”progressivt borgerskab”. I gamle dage blev kommunistpartierne i Sydamerika påtvunget den stalinistiske doktrin om, at der var to trin i revolutionen. Det første trin skulle være et national-demokratisk og det andet – i en uvis fremtid – skulle være det socialistiske. For at vinde den nationalt-demokratiske revolution – som bl.a. indbefatter en jordreform, demokratiske valg og national suverænitet – skulle arbejderklassen og dets avantgarde (kommunistpartierne) alliere sig med en ”progressiv” del af borgerskabet.

I Venezuela er der fortsat folk som hævder, at dette er tilfældet, bl.a. reformistiske sektorer af regeringen. Men som vi har set, viser kendsgerningerne – og selve den venezuelanske revolutions egen udvikling – at dette ikke har hold i virkeligheden. De nationale borgerskaber i Sydamerika har vist sig uduelige til at gennemføre selv de mest simple af den nationalt-demokratiske revolutions opgaver. Derfor kan disse opgaver kun løses af arbejderklassen, i alliance med de fattige bønder, unge og arbejdsløse. Men hvis arbejderklassen tager den økonomiske magt, vil den ikke stoppe ved de demokratisk-nationale opgaver, men vil gå direkte videre til de socialistiske opgaver. På den måde kan man sige, at revolutionen bliver ”permanent”.

Chávez og krisen
Der er ingen tvivl om, at et klart flertal af den venezuelanske befolkning stadig støtter Chávez. Dette blev endnu engang bekræftet i de to seneste valg, nemlig lokal- regionalvalget i november sidste år, hvor 58 procent af vælgerne satte kryds ved Chávez’ socialistparti PSUV og senest ved folkeafstemningen den 15. februar 2009, hvor 54 procent af vælgerne godkendte en forfatningsændring, som tillader ham at genopstille som kandidat ved fremtidige præsidentvalg.

Igennem de seneste ti år, har masserne (fattige i slumkvartererne, arbejderklassen og små-bønder) gang på gang grebet til handling for at forsvare revolutionen. Ikke kun ved snesevis af valg og folkeafstemninger, men også ved at nedkæmpe kupforsøg, økonomisk sabotage og voldelige optøjer fra oppositionens side.

Hovedårsagen til denne loyalitet overfor Chávez-regeringen skal findes i de vigtige reformer, som den har gennemført til fordel for masserne. Alfabetiseringsprogrammer har givet millioner mulighed for at lære, at læse og skrive. De nyoprettede bolivariske universiteter har betydet, at tidligere udstødte dele af befolkningens børn nu har en chance for at få en uddannelse. Tusinder af cubanske læger er blevet udstationeret i slumkvarterer, hvor de igennem programmet ”Barrio adentro” og CDI [Centro Diagnóstico Integral] giver gratis lægehjælp til fattige mennesker.

Chávez taler om socialisme og revolution, som særligt tog til fra år 2005, har haft en imponerende effekt på den ideologiske debat i Venezuela. I alle afkroge af samfundet diskuteres spørgsmål om socialisme, marxisme og revolution. Især hos aktivisterne i socialistpartiet PSUV, er der en tørst efter ideer og teorier. Skrifter som ”Det kommunistiske manifest” af Marx og Engels og ”Staten og Revolutionen” af Lenin læses af tusinder.

Problemet er nu, at flere og flere ser en modsætning imellem de lange taler om socialisme og revolution og hverdagsforholdene i Venezuela. Trods de vigtige fremskridt, som de sociale projekter har skabt på sundheds- og uddannelsesområderne, er de grundlæggende problemer stadig uløste. Størstedelen af befolkningen lever stadig i fattigdom, infrastrukturen og vejbyggerierne i byerne er elendige og de flestes boligsituation er mildest talt kritisabel. I mange slumkvarterer er der f.eks. kun vand halvdelen af døgnet. Kriminaliteten er også steget betydeligt og mange byer – især Caracas – er blevet farligere efter mørkets frembrud.

Disse uløste problemer har da også gjort sig gældende ved de seneste par valg. Mange af Chávez’ kernevælgere er blevet skuffede og denne demoralisering har ført til, at mange er blevet på sofaen ved de seneste par valg. Det første faresignal kom i december 2007, da Chávez til stor overraskelse tabte folkeafstemningen om en forfatningsreform, som indeholdt omfattende ændringer af landets struktur, amter, kommuner, osv. Selvom oppositionen førte en heftig kampagne og anklagede forfatningsreformen for at være ”kommunistisk”, lykkedes det dem kun at øge deres stemmetal med 200.000. Det der fik reformen til at briste i 2007, var således ikke en stor opbakning til oppositionen, men derimod en betydeligt lavere valgdeltagelse. Hele tre millioner mennesker, som satte deres kryds ved Chávez i 2006, udeblev fra stemmeurnerne i 2007. Ved regionalvalget i november 2008 lykkedes det ganske vist PSUV at genvinde cirka 1,5 mio. af disse vælgere. Men alligevel lod trætheden i Chávez’ bagland sig mærke, bl.a. i det faktum at Alcaldía Mayor – overborgmesterposten i Caracas, landets hovedstad, blev tabt til oppositionen. Også andre regioner, såsom Carabobo og Miranda blev tabt til oppositionen.

Oven i alt dette kommer de enorme økonomiske problemer, som den kapitalistiske verdenskrise forårsager. Venezuela er nemlig fortsat et land med en kapitalistisk økonomi, styret af markedets love. Lige netop derfor kan den venezuelanske økonomi – som vi har set – umuligt undgå den økonomiske krise.

Regeringens modsvar til krisen
Regeringen har forsøgt at mindske krisens effekter og stoppe sabotagen, men dens politik i begge henseender, har gang på gang vist sig utilstrækkelig. Med hensyn til sabotagen, har Chávez truet kapitalisterne med eksproprieringer. F.eks. har han i offentlige taler gang på gang truet den store fødevareproducent Polar med ekspropriering, men uden at følge ordene op med handling. I et enkelt tilfælde valgte han at nationalisere en amerikansk producent af ris, Cargill, men dette er forblevet et enkeltstående tilfælde.

På den anden side, har regeringen indført priskontrol på en hel række basale fødevarer. Men kapitalisterne i fødevaresektoren har svaret igen ved enten at stoppe produktionen af disse regulerede produkter eller ved at omlægge produktionen til luksusudgaver af de samme produkter, som ikke er omfattet af priskontrollen. Således er resultatet af priskontrollerne det stik modsatte af intentionerne; mangel på basale fødevarer.

Allerede fra 2005 begyndte regeringen at nationalisere nogle dele af økonomien. I begyndelsen af 2007 blev dette fulgt op med nationaliseringerne af CANTV (det store teleselskab), Caracas el-selskab og andre virksomheder. Som allerede nævnt, indbefatter nationaliseringerne i 2008 Banco de Venezuela, SIDOR, Cemex, La Fargue, aluminiumsfabrikken Rialca, majeri-kæden Los Andes og andre fabrikker.

Disse nationaliseringer er absolut skridt i den rigtige retning, i det at de udgør et forsøg på at bryde med oligarkiets magt. Masserne har da også mødt disse nationaliseringer med stor entusiasme. En meningsmåling fra maj 2008 viste, at 56 procent af de adspurgte støttede nationaliseringen af cement-industrien mod blot 33 procent imod. 53,1 procent var enige med beslutningen om at nationalisere SIDOR og 30,9 procent uenige. Meget sigende var resultatet på spørgsmålet, ”Ville de være enig med nationalisering af fødevare-sektoren?” (som endnu ikke er blevet nationaliseret). 50,1 procent svarede ja, og 42,1 procent svarede nej. (Meningsmåling foretaget af IVAD, Instituto venezolano de análisis de datos. Citeret i lederen til El Militante, no. 12, junio 2008.).

Til gengæld bør det fastslås, at enkelte nationaliseringer i sig selv ikke løser problemerne. Indtil videre har nationaliseringerne kun omfattet nogle dele af økonomien, imens de store selskaber, såsom de fleste banker, fødevaresektoren, supermarkedskæderne og betydelige dele af industrien ikke er blevet berørt.

Dette har skabt en noget kaotisk tilstand for den venezuelanske økonomi. På den ene side kan kapitalismen ikke fungere på en ”normal” måde, eftersom at regeringen bringer alle slags forhindringer, reguleringer, trusler, osv. i vejen for den private kapitals frie bevægelse. På den anden side er det heller ikke muligt at lav en omfattende socialistisk planlægning af økonomien, i og med at omfattende dele af denne stadig er på private hænder.

Det der er brug for, er ikke delvise nationaliseringer, men derimod en ekspropriering af alle de afgørende dele af økonomien; bankerne, industrien, supermarkedskæderne og jorden. Først da er det muligt, at lave en socialistisk plan for at få hele produktionskæden til at køre harmonisk rundt.

Fabriksbesættelser, arbejderkontrol og eksplosion i strejkeaktiviteten
De seneste par år har Venezuela mærket en sand opblomstring af fagforeninger og faglige konflikter. Dette begyndte allerede i december 2002, da tusinder af arbejdere fra det statslige olieselskab PDVSA trodsede højreorienterede bureaukraters forsøg på at lukke landet ned via økonomisk sabotage og i stedet besatte selskabet og kørte det videre via arbejderkontrol i næsten halvfems dage. Noget lignende skete på de store aluminiums- og stålfabrikker i Ciudad Guayana, hvor arbejdere fra VENALUM, ALCASA og SIDOR fysisk kæmpede sig frem til gasforsyningen, som oppositionsbander forsøgte at stoppe og derved sætte fabrikkerne i stilstand.

Den såkaldte ”generalstrejke” i december 2002- januar 2003, organiseret fra start til slut af oppositionen, var ikke andet end en arbejdsgiverlockout, hvor den magtfulde økonomiske elite forsøgte at lukke landet ned og dermed vælte Chávez. Men taktikken gav bagslag. I stedet begyndte de venezuelanske arbejdere en vigtig bevægelse med fabriksbessættelser, som senere resulterede i flere nationaliseringer og kampe for arbejderkontrol.

I april 2008 endte en langstrakt arbejderkamp på stålværftet SIDOR med en total sejr til de 15.000 arbejdere over den multinationale ejer. Chávez valgte at nationalisere virksomheden. Ligesom på de andre nyligt nationaliserede virksomheder foregår der nu en levende debat og magtkamp om hvordan selskabet skal struktureres. Hvor meget magt skal medarbejderne egentligt have?
Der findes forskellige eksempler på virksomheder, som har videreført en fuldt ud kapitalistisk ledelsesstruktur. Men der findes også enkelte tilfælde, hvor arbejdere har udøvet kontrol, i forskelligt omfang.

Det mest inspirerende eksempel er uden tvivl INVEVAL, en fabrik som producerer ventiler til olieindustrien. Denne fabrik, som førhen hed CNV og ligger en times kørsel syd fra Caracas, i delstaten Miranda – blev nationaliseret af Chávez i april 2005. Fabrikken har nu fungeret under arbejderkontrol i fire år. Præsidenten for INVEVAL er en arbejder, valgt af sine kollegaer på en arbejderforsamling. Han modtager den samme løn som alle de andre arbejdere og kan til enhver tid afsættes af arbejderforsamlingen, som er den øverste myndighed. Denne ugentlige forsamling har valgt et fabriksråd til at tage sig af de daglige opgaver.

Vigtigst af alt, har arbejderne på INVEVAL formået at åbne virksomhedens regnskabsbøger og derved beregne hvor stor udbytningen af arbejderne var før nationaliseringen i 2005. Dette er essentielt fordi det giver arbejderne mulighed for at planlægge produktionen og bestemme hvordan overskuddet skal bruges. En vigtig lære for arbejderne på de ny-nationaliserede virksomheder overalt i Venezuela! (En detaljeret beskrivelse kan findes i den nyudgivne bog: Pablo Cormenzana: La Batalla de Inveval, Fundación Féderico Engels, 2009)

De sidste par år har været kendetegnet ved intensivering af arbejdskampene. Den 1. december 2008, bragte avisen El Universal, en artikel som understregede at 2007 var det år, hvor flest fagforeninger var blevet oprettet, indenfor de sidste 15 år. Den samme artikel forklarede at strejkeaktiviteten er vokset med 13,6 procent på blot et år. (El Universal 1.december 2008)

Dette har særligt gjort sig bemærket i bilsektoren, hvor en benhård kamp udfoldede sig i byen Barcelona i delstaten Anzoátegui. På et massemøde for arbejderne på den 1.200 mand store Mitsubishi (MMC) fabrik, stemte 863 ud af 893 tilstedeværende for at indlede en fabriksbessættelse. Baggrunden var fyringen af 135 arbejdere på løse ansættelseskontrakter. Besættelsen var de fastansattes måde at udvise solidaritet på. De krævede, at de 135 arbejdere skulle genansættes under samme vilkår som de fastansatte.

Kampen på Mitsubishi blev hårdere og hårdere. Arbejdere på nærliggende fabrikker, der producerer dele til bilindustrien, såsom VIVEX, MACUSA og TOYATA, fulgte MMC-arbejdernes eksempel og besatte ligeledes deres virksomheder. Men cheferne for det japansk ejede multinationale selskab skaffede en dommerkendelse til at rydde fabrikken. Den 29. januar troppede en dommer således op ved fabriksporten, ledsaget af over 50 politibetjente fra det regionale korps, PoliAnzoategui. Da arbejderne nægtede at overgive fabrikken og appellerede til forhandlinger, indledte politiet et angreb på fabrikken og skød med skarpe skud imod arbejdermassen. To arbejdere døde og yderligere fjorten blev såret. Alligevel formåede politiet ikke at fravriste arbejderne kontrollen med fabrikken. (Se video om massakren på Mitsubishi her. En generel artikel om massakren kan findes her)

Selv om regeringen tog afstand fra massakren, intervenerede og fængslede de skyldige politibetjente, er bagmændene bag massakren endnu ikke fundet. Mange peger på, at topledelsen af MMC havde en finger med i spillet, men indtil videre er ingen dømt. Denne voldelige udvikling fik kampen til at eskalere og arbejderne fastholdt fabriksbesættelsen indtil den 22. marts, hvor en aftale blev indgået med arbejdsgiverne, som giver indrømmelser til arbejderne på alle de vigtigste punkter. Alligevel fastholder fagforeningsledelsen på Mitsubishi at der er tale om en ”våbenhvile”, i en langstrakt krig mod arbejdsgiverne. (Se en øjenvidnebereting fra MMC-fabrikken på engelsk her)

Et statsapparat der ikke adlyder
Det seneste halve år er flere og flere fagforeningsaktivister blevet forfulgt. I november blev tre ledende fagforeningsaktivister fra C-CURA fraktionen i UNT (Union Nacional de Trabajadores) myrdet af en person, som forfulgte dem på motorcykel og skød dem. Blot en uge efter blev endnu en fagforeningsaktivist, medlem af PSUV, myrdet. Så sent som den 5. maj blev generalsekretæren for Toyota-arbejdernes fagforening i Cumaná, delstaten Sucre, myrdet lige uden for sit hjem. Metoden brugt til at likvidere ham, var endnu engang det såkaldte sicariato, synonym for politisk mord, udført af lejemordere. Revolutionære studenteraktivister fra UCV [Universidad Central de Venezuela] har også været udsat for forfølgelser. I midten af maj blev en af dem såret af skud fra en bande af ukendte gerningsmænd. I alt har 14 fagforeningsaktivister måttet lade livet i de første fem måneder af 2009.

Regeringen har forsøgt at stoppe disse forfølgelser og lagt ekstra pres på politiet, for at få en hurtig opklaring og straf til de skyldige. Men som eksemplet med Mitsubishi viser, er den gamle venezuelanske statsmaskine, som den bolivariske regering har arvet fra den 4. republik, fuldstændig ubrugelig til at tjene revolutionære mål.

Mitsubishi-arbejderne er nemlig langt fra de eneste, som har været udsat for repression fra den statsmaskine som i teorien skulle adlyde ”socialistiske” interesser. For godt et år siden blev det samme korps, PoliAnzoategui brugt til at undertrykke arbejdere fra olie-selskabet PDVSA. Også under den langstrakte konflikt på SIDOR, blev flere arbejdere såret efter sammenstød med nationalgarden. I 2007 blev arbejdere fra den konfliktramte fabrik Sanitarios Maracay standset og beskudt af politiet i delstaten Aragua, da de var på vej til en demonstration.

Alt dette viser, at det er en utopi at tro, at den venezuelanske revolution kan indføre socialisme via det bestående statsapparat. Som Lenin forklarede i sin berømte bog, Staten og revolutionen, er det nødvendigt at ødelægge den gamle statsmaskine og erstatte den med en ny, revolutionær arbejderstat. Som eksemplet med fabrikken INVEVAL viser, er det absolut muligt at danne en rådsstruktur, hvor de menige arbejdere kan vælge deres repræsentanter, som til hver en tid kan tilbagekaldes af forsamlingen.

Det samme har vi set gentagne gange i alle afkroge af det venezuelanske samfund. Dette var for eksempel tilfældet med den såkaldte Comando Maisanta i Caracas, en komité organiseret fra neden af de fattige i slumkvartererne, med det formål at drive valgkampen op til folkeafstemningen den 15. august 2004. Andre eksempler er de såkaldte UBE’er [Unidades por la Batalla Electoral] og i nogle tilfælde de såkaldte kommunalråd [Consejos Communales]. Fælles for dem alle er, at de udgør kimen til en anden form for statsmagt. Uden at vide det, har de i praksis indført de fire principper for en arbejderstat, som Lenin omtalte i den førnævnte bog:

1) Frie og demokratiske valg af alle embedsmænd med ret til tilbagetrækning.
2) Ingen valgt skal have en højere løn end en faglært arbejder.
3) Ingen stående hær eller politi men et bevæbnet folk.
4) Gradvis skal alle administrationens opgaver laves af alle på skift; når alle er en bureaukrat, er ingen en bureaukrat.

Imellem to vinde
Den venezuelanske revolutionsproces er således fanget imellem to vinde. Den ene vind er presset fra masserne, som kæmper for at få opfyldt krav til reformer, lønfremgang og så videre. I forlængelse heraf kæmper masserne for at få kontrol over fabrikker, universiteter og statsprojekter. Den anden vind er presset fra den kapitalistiske krise, som giver regeringen få kort på hænderne og tvinger den til at vælge imellem at gennemføre nedskæringer, og derved skuffe dens vælgerbase, eller angribe den rige overklasses ejendom.

Modsætningerne imellem dem, der tror på et reformistisk program med gradvise ændringer og de, der vil et mere radikalt brud med kapitalismen, kommer mere og mere til syne, ikke blot i de fabriksbessættelser og faglige kampe, som vi allerede har skitseret, men også i Socialistpartiet PSUV. Dette lod sig især mærke på PSUV’s Ungdoms kongres i september. Mens ledelsen prøvede at lukke al debat og foreslog et sæt vedtægter med en uhyre bureaukratisk struktur, lykkedes det de almindelige medlemmer at presse på for en mere demokratisk organisationsopbygning. Stemningen var meget revolutionær iblandt de godt 1.300 delegerede, som repræsenterede 140.000 unge i hele landet. På kongressens afsluttende stormøde, var et af de vigtigste slagord ”Ungdommen er socialistisk, men aldrig reformistisk”.(Se en detaljeret rapport på engelsk på marxist.com)

PSUV har officielt 5,6 millioner medlemmer. 2,5 millioner af disse medlemmer deltog aktivt ved partiets regionale kandidat-valg i juni 2008. Både partiet PSUV og dets ungdomsorganisation, har planlagt kongres til august-september. Dette vil uden tvivl blive anledningen til nye kampe imellem den interne højre- og venstrefløj i den bolivariske bevægelse.

Hvad alt dette viser er, at den venezuelanske revolution er gået en i en ny fase. Ganske rigtigt er revolutionen gået langt og har skabt vigtige fremskridt for de fattigste. Til gengæld ses det nu tydeligt, at revolutionen langt fra er fuldendt. På den ene side er det klart, at det gamle borgerlige statsapparat ikke kan bruges til udføre socialistiske opgaver. Ikke bare politiet, men også hæren og alle funktionær-embederne er infiltreret af højrefløjselementer. Således er det en presserende opgave at få smadret den borgerlige stat og dannet en ny arbejderstat, baseret på en udvidelse af de elementer af dobbeltmagt, som allerede eksisterer i nogle dele af samfundet; arbejderråd på fabrikkerne, kommunalrådene i slumkvartererne og de jordløse bønders organisationer på landet.

På den anden side skal det slås fast, at roden til kapitalisternes sabotage er deres ejendomsret til de store banker, fabrikker og jorden. Et opgør med denne er således mere nødvendigt end nogensinde før. Kun en total ekspropriering af de store kapitalistiske virksomheder – med øjeblikkelig indførelse af arbejderkontrol og dannelsen af en revolutionær arbejderstat, baseret på arbejder-, studenter-, bonde- og kommunalråd, kan udgøre et alternativ til kapitalismen.

Den økonomiske krise sætter således den venezuelanske revolution overfor den definitive prøve.

Andreas Bülow er bosat i Venezuela og arbejder som journalist for den marxistiske avis El Militante.