Mandag den 11. Februar kunne seere af programmet Horisont på DR1 overvære en halv times reportage fra Venezuela af kanalens udsendte medarbejder Philip Khokhar. Udsendelsen foregav at undersøge situationen i det latinamerikanske land, men i virkeligheden viste det sig at være en lang bølge af uimodsagte anklager mod præsident Hugo Chávez og den bolivariske revolution. Den venezuelanske regering blev ikke bare beskyldt for at være korrupt og udemokratisk, men også for at incentivere til mord på civile og kriminalitet.
Uhæderlig journalistisk
Det første der faldt mig i øjenene var Philip Khokars metode. I stedet for at ankomme til et land, og spørge sig selv om hvorfor situationen forholder sig som den gør, så så jeg en journalist med en forudindtaget holdning, som allerede kendte “svaret”. Resultatet var forudsigeligt: Interview med “eksperter” i kriminalitet, en universitetsproffessor, en retsdommer der har haft en konflikt med regeringen. Allesammen ærkefjender til regeringen. For at dække sig ind og undgå alt for højtrøstede anklager om manglende objektivitet, gav Khokar to minutters taletid til en tilhænger af Chávez. Vel at mærke to minutter ud af en samlet sendetid på femogtyve minutter.
Men Khokars “eksperter” fik lov til at fyre deres beskyldninger af, uden at regeringen fik lov til at svare – journalisten havde ikke besværet sig med at opsøge hverken ministre, embedsmænd eller nogen af repræsentanterne for de store folkelige organisationer og fagforeninger der støtter revolutionen.
Kriminalitet og folkemilits
Dernæst tog Khokar en tur til Petare, Caracas farligste slumkvarter, hvor han reporterede fra en politibil og senere en lægevagt, hvor et offer for et skudopgør blev rullet ind og senere omkom. Khokar brugte denne tragiske begivenhed til at angribe regeringen og beskylde den for at incentivere vold i gaderne.
For det første er det klart, at man vil få mord at se, hvis man sætter et kamera op i Petare en lørdag aften, ligesom man vil få det, hvis man sætter det op i Ciudad Juárez i Mexico eller Bogotá i Colombia. I begge lande er kriminaliteten også meget slem, men Khokar vil næppe beskylde de pro-amerikanske regeringer i disse to lande, for at stå bag mord i gaderne.
At kriminaliteten er vokset i Venezuela er rigtigt, men det ville være absurd blot at ligge skylden hos regeringen. En stor del af forklaringen ligger i den store indvandring af paramilitære grupper fra Colombia, ikke mindst det berygtede narkokartel “De sorte ørnes blok”, som har bragt enorme mængder våben ind i landet. Chávez-regeringen har forsøgt at komme kriminaliteten til livs, bl.a. med opretningen af det nationale bolivariske politikorps i 2009, som havde en hvis succes med at stoppe tyverier i Caracas metro. Desværre har det ikke været nok og mord-raten er ganske rigtig alarmerende høj.
Men i stedet for at lede efter de sociale og økonomiske årsager (fx det faktum at de fleste af våbene kommer fra USA’s enorme våbenindustri, der står for 61,5% af de solgte våben på verdensmarkedet), så siger Khokar, at det er Chávez militser der udgør problemet. Han hævder – fuldstændigt uden belæg – at Chávez ukontrolleret bevæbner civilister med maskinvåben. At denne milits selvfølgelig er underlagt militær kontrol og at våben kun er tilgængelige under militære øvelser og parader, blev slet ikke nævnt.
De spørgsmål som Khokar ikke stilte
Skulle man tro Khokar, så er ytringsfriheden i Venezuela under hårdt pres. Men det klinger hult, når mere end halvfjerds procent af medierne er ejet af rabiate anti-chavistaer og dagligt tordner løs imod regeringen. Undertegnede boede i fem år i Venezuela og i hele den tid, kunne jeg arbejde frit som journalist. Selvom jeg har skrevet mange kritiske artikler om dele af regeringens politik, er jeg aldrig blevet pålagt én eneste restrinktion. At Khokar under demonstrationerne følte sig “truet” og valgte at filme med mobilkamera “af hensyn til sin sikkerhed”, kan således kun forekomme komisk. Venezuelanerne er ikke bange for at vise sig til demonstrationer. De er tværtimod stolte.
Omvendt kan DR1 ikke være stolte af Khokars propagandistiske svada. Især ikke når man tænker på de spørgsmål, som Khokar glemte at stille. Han kunne jo for eksempel have spurgt sit forbillede, oppositionspolitikeren Capriles Radonski, hvorfor denne i 2002 ikke bare deltog i et ulovligt militærkup, men ligefrem ledte en ulovlig belejring og invasion af den cubanske ambassade, udført af fascister og tilhængere af hans parti “Primera Justicia”. Khokar kunne også have spurgt dommeren Afiuni, som han interviewede i hendes husarrest og som han fremstilte som en sand heltinde, hvorfor hun som dommer valgte at tage imod bestikkelse, frigive og smugle en korruptionsanklaget mand ud af Venezuela. Slutteligt vil jeg opfordre Khokar til at spørge Venezuelas indbyggere, hvorfor de ved mere end 15 internationalt anerkendte valg, igen og igen har givet massive flertal til Chávez og revolutionen.
Svarene ligger derude Khokar – hvis du tør stille spørgsmålene.
