På torsdag udkommer første nummer af Revolutionære Socialisters nye teoretiske magasin; Marxisme. Læs introduktionen til magasinet her og duk op til vores lancering i Roland Bar på Københavns Universitet
Velkommen til Marxisme. Jeg er stolt over at kunne præsentere det første nummer af Revolutionære Socialisters teoretiske magasin Marxisme. Ser man på verden omkring os, kan det føles, som om den er blevet vanvittig: Brexit-kaos, Amazonas i brand og en klode, der er godt i gang med at blive ødelagt, mens Trump er præsident for verdens mægtigste land. Men der er en mening i galskaben: Det er udtryk for et system i dødskramper, men det er også tegn på et nyt system, der kæmper for at blive født. Det er derfor, at det er så vigtigt med teori: Teori gør os i stand til at gå under overfladen og forstå de processer, der ligger bag den tilsyneladende galskab. Den gør os i stand til ikke blot at se symptomer men også til at forstå sygdommen og ikke mindst kunne identificere kuren.
Det er absolut på høje tid, at der kommer et marxistisk teoretisk magasin. Millioner af mennesker forsøger at ændre samfundet over hele verden fra Sudan og Hong Kong til klimastrejkerne i Europa. De kæmper heroisk men må også sande, at indignation og mod ikke er nok til at vælte dette rådne system og erstatte det med at andet.
De seneste år er en ny generation af venstrefløjsmagasiner kommet ind på scenen i Danmark: Marronage, Solidaritet og Eftertryk. De bringer noget, der længe har manglet på venstrefløjen — længere analyser. Men fælles for dem alle er fraværet af et marxistisk — endsige klart defineret — grundlag. De fremstiller sig som noget nyt og radikalt, men det eneste nye er ordforrådet. Der er intet nyt ved deres ideer og de teorier, der ligger bag. De vil tale magten imod og lyder radikale i ord, men i fraværet af marxistisk teori forbliver de fuldstændig tandløse over for magten. De har hverken redskaberne eller strategien til at omdanne ord til handling og rent faktisk forandre verden revolutionært.
Dette magasin hedder Marxisme af en grund. Lenin sagde, at »marxismen er almægtig, fordi den er sand«. Det kan lyde meget mærkværdigt, men hvad betyder det? At marxismen er en teori, der analyserer den materielle virkelighed, som den ser ud med alle dens modsætninger og paradokser. Det er en metode og filosofi til at analysere og undersøge verden. Lenin viste i 1917 i praksis, at den marxistiske teori ikke bare kan analysere kapitalismen men også kan bruges som redskab til at forandre den. Vores mål er, at Marxisme skal blive et redskab i kampen for en socialistisk revolution.
Det kan synes paradoksalt, at det første nummer af et magasin ved navn Marxisme har “stalinisme” som tema. »Marxisme er lig historieforfalskning«, udtalte min metodeunderviser på historiefaget på RUC, Michael Kjeldsen, til en af vores første timer. Udover at være en udemærket underviser var Kjeldsen også tidligere ledende DKP’er, dvs. stalinist. Og Kjeldsen har fuldstændig ret i, at stalinismen var lig historieforfalskning — historiebøger blev omskrevet, billeder retoucheret, og en hel generation af vidner til den største begivenhed i historien – den russiske revolution — fysisk udslettet. Stalinismen har spillet en yderst skadelig rolle for marxismen og kommunismen gennem årtier. Men stalinismen var hverken marxistisk eller kommunistisk. Det er en politisk tendens, der opstod ud af det stalinistiske bureaukratis behov for at retfærdiggøre den politiske kontrarevolution, der fandt sted i Sovjetunionen under Josef Stalin.
Degenereringen af den russiske revolution og Sovjetunionen har været det mest skelsættende spørgsmål for venstrefløjen de sidste næsten 100 år. Skulle man støtte Sovjetunionen? Hvad med Stalin? Hvordan skulle man karakterisere Sovjetunionen: en arbejderstat, virkeliggjort socialisme, statskapitalisme eller noget helt fjerde? Det var ikke bare en kamp på ord. For dem, der deltog i de revolutionære bevægelser i det 20. århundrede, var det et spørgsmål om liv og død. De, der var i opposition til Stalins bureaukrati, blev forfulgt og fysisk udryddet både i Sovjetunionen og i alle verdens kroge gennem den internationale kommunistiske bevægelse.
I årevis var Sovjetunionen skræmmeeksempel nummer 1. Det var nærmest umuligt at nævne ord som socialisme og revolution, for slet ikke at tale om kommunisme, uden at blive mødt med modsvaret: »men hvad med Sovjetunionen?« I dag, hvor kapitalismen befinder sig i en dyb krise, begynder Sovjet igen at have en vis tiltrækningskraft på unge. De leder efter et alternativ til de ideer, der i dag hersker på venstrefløjen, hvor marxisme og materialisme er kastet over bord, og hvor klassekamp er erstattet af individualisme og identitet.
Det betyder, at diskussionen om Sovjetunionens karakter, der i næsten 100 år har splittet venstrefløjen, igen antager den største aktualitet. Der er ingen tvivl om, at dette efterår, hvor det er 30 år siden, at Berlinmuren faldt, igen vil bringe diskussionen på dagsordenen. Dengang jublede de borgerlige: Nu var friheden kommet, kapitalismen havde sejret endeligt, og historien var slut. I dag 30 år senere vil de borgerlige medier uden tvivl blive fyldt med fejring af “frihedens” triumf, men de får lidt vanskeligere ved at påstå, at historien er slut.
Berlinmurens og Sovjetunionens fald var blot begyndelsen på en ny periode i verdenshistorien. En periode præget af kapitalismens blindgyde. En periode hvor klassekampen skærpes, og revolution og kontrarevolution er på dagsordenen. Formålet med dette nye magasin, Marxisme, er at bevæbne os og nye generationer teoretisk, for at forberede os på de revolutionære begivenheder, der vil komme.
Marie Frederiksen, redaktør
