Mette Frederiksens melding om at ændre i velfærdsforliget afspejler en statsminister og Socialdemokrati i dyb krise.
Tirsdag den 13. august fremlagde statsminister Mette Frederiksen og Socialdemokratiet et nyt politisk udspil, som blev forsidestof i alle de store medier. Hun meddelte, at partiet vil ændre på velfærdsforliget fra 2006, som indeholder en reform, hvor pensionsalderen stiger i takt med befolkningens levealder.
Det er en desperat melding fra en desperat statsminister fra et desperat parti.
Efter snart 2 år i den såkaldte midterregering, en regering, som ingen ville have og ingen kan lide, er tilliden til Socialdemokratiet tyndslidt. Folk stemte ikke på Socialdemokratiet for, at de skulle afskaffe St. Bededag, give skattelettelser til de rige og hælde hundredvis af milliarder i militæret, men det er, hvad de har fået. Mistilliden blev tydeligt til Europaparlamentsvalget før sommerferien, hvor partiet fik sølle 15,6 % af stemmerne og blev overhalet af SF som det største parti.
Derfor kommer Mette Frederiksen nu med dette udspil om velfærdsforliget i et ynkeligt forsøg på at fremstå som det “klassiske” Socialdemokrati, der tager sig af de svage.
Men ligesom tidligere lignende udspil, Arne-pensionen og lønløftet til de offentlige arbejdere, er dette udspil et røgslør, som skal forsøge at sikre vælgeropbakning og dække over partiets reaktionære politik.
“Arnes tur”
I 2019 var det den såkaldte Arne-pension, hvor de nedslidte på arbejdsmarkedet skulle have ret til at gå tidligere på pension, som vandt valget for Socialdemokratiet.
Men samtidig med at Socialdemokratiet indførte Arne-pension for meget få, så stemte de for at hæve den generelle pensionsalder for alle. Mens de med den ene hånd gav en lille gruppe ret til tidligere pension, så skulle langt størstedelen af os arbejde endnu længere.
Og denne lille gruppe er faktisk blevet endnu mindre. Regeringen forventede, at 29.000 fuldtidspersoner ville komme på Arne-pension i 2023, men det er kun endt på 12.000. At det er så få, som rent faktisk bruger ordningen, viser noget om, hvor dårlig og utilstrækkelig den er for de arbejdere, som den er henvendt til.
Udover at hæve den generelle pensionsalder gennemførte Mette Frederiksen under sin første regeringsperiode mange andre angreb; hun smadrede sygeplejerskerne, da de gik i strejke i 2021; dagpengeperioden blev halveret fra 2 til 1 år for dimittender, og deres ydelse blev sat ned med 4.000 kr. om måneden; hun øgede presset på arbejderklassen ved at gennemføre underbetalt tvangsarbejde for arbejdsløse; den såkaldte regionaliseringsreform var et frontaltangreb på de videregående uddannelser, og listen kunne nemt fortsættes.
Hvem blev løftet?
Socialdemokratiet forsøgte at bruge samme model til at vinde valget i 2022. Denne gang var det ikke Arne, der skulle hjælpes, men nu var turen kommet til at løfte lønnen for udvalgte grupper af offentlige ansatte.
Men pengene fra lønløftet blev bevidst blandet sammen med de offentlige overenskomstforhandlinger i foråret 2024 (OK24), hvilket gjorde billedet utroligt mudret. Derfor er det til dato notorisk svært at finde et fuldkomment overblik over, hvordan disse to ting — lønløftet og OK24 — har ændret på lønnen generelt set for de offentlige ansatte.
Det er der muligvis en selvstændig pointe i. For selvom finansminister Nicolai Wammen betegnede lønstigningerne i OK24 som “historiske”, og Mette Frederiksen fremlagde lønløftet som noget unikt, så glemmer de at fortælle, at det rammer ned i en situation med historisk høj inflation, som har udhulet alle offentlige arbejderes lønninger.
Hvad vi med sikkerhed kan sige er, at lønløftet blev betalt gennem nedskæringer og angreb på arbejdsvilkår, blandt andet gennem fyringer af administrativt personale i sundhedsvæsenet. Derudover kan vi sige, at de offentligt ansattes realløn, som er blevet udhulet af den høje inflation de seneste år, endnu ikke er tilbage på det niveau, som den var, inden inflationen for alvor tog til.
Nyt bluffnummer
Dette er Mette Frederiksens track record med hende store reformer og udspil, som, for at sige det direkte, er designet til at kaste sand i øjnene på arbejdere, for at dække over alle de angreb, som Mette Frederiksen står i spidsen for, og al den anden reaktionære politik, Socialdemokratiet fører. Udspil som disse skal sløre for, at vi har det mest højreorienterede Socialdemokrati ved magten, siden partiet samarbejdede med nazisterne under Besættelsen.
Nu vil hun så prøve at lave det samme nummer igen med den bebudede ændring af velfærdsforliget. Hykleriet driver ned ad væggene. For det er Socialdemokratiet, som var med til at vedtage det i 2006, partiet har stemt for at hæve pensionsalderen samtlige gange og vil gøre det igen i 2025, hvor man derefter skal være 70 år, før man kan trække sig tilbage. For mange vil det betyde, at de slet ikke er i live, når de endeligt kan komme på pension.
Hvis Mette Frederiksen rent faktisk er seriøs om at stoppe stigning i pensionsalderen, hvorfor gør hun så ikke noget her og nu? Hun står i spidsen for en regering, der har flertal i Folketinget. I stedet gør Mette Frederiksen det uklart, hvad der konkret skal ændres, og udskyder det til en fjern fremtid.
At Mette Frederiksens udspil ikke er andet end spin og valgflæsk bliver understreget af, at da SF og Enhedslisten foreslog mere eller mindre det samme for nogle måneder siden, blev det på det tidspunkt skudt ned af Socialdemokratiet.
Alt i alt er det tydeligt, at dette udspil intet andet er end et forsøg på en taktisk valgmanøvre fra et parti i knæ og en statsminister i krise. Mette Frederiksen og Socialdemokratiet har været ved magten i fem år. De må tro, at vi er mere end naive, hvis vi skulle falde for det her bluffnummer.