Den 1. oktober 1949 blev Folkerepublikken Kina udråbt af Kinas Kommunistiske Parti. Kort forinden var kommunisterne kommet sejrrigt ud af en borgerkrig mod det borgerlige regime ledet af Chiang Kai-Shek og hans parti Kuomintang.

Kommunisternes sejr og det nye regimes opgør med imperialismen medførte enorme sociale forbedringer for de kinesiske masser, men modsat det billede, som tegnes af Mao som en stor kommunistisk revolutionær, så betød kommunistpartiets sejr i borgerkrigen ikke en øjeblikkelig afskaffelse af kapitalismen i Kina.

Det regime, der kom til magten i Kina, var altså hverken socialistisk eller kommunistisk, men hvad var det så? Det vil vi nu se nærmere på i den foreliggende artikel. Selve restaureringen af kapitalismen i Kina vil blive emnet for en senere artikel.

Den stalinistiske stadieteori

Efter Lenins død i 1924 var Stalin kommet til magten i Sovjetunionen. Han havde rådgivet de kinesiske kommunister til at indgå adskillige alliancer med det borgerlige Kuomintang — ofte med dødelige konsekvenser for kommunisterne.

Stalins forfejlede politik var en følge af den forkerte forestilling, at Kina først måtte gennemgå en ubestemt længere periode med kapitalisme, og først derefter kunne man begynde at snakke om socialisme. Dette er den forfejlede såkaldte “to-stadieteori”. Teorien var allerede blevet afkræftet af historien; ironisk nok af den selvsamme revolution, som havde bragt bolsjevikkerne til magten.

I Rusland havde man ikke først en borgerlig revolution udført af borgerskabet efterfulgt af en længere periode med kapitalisme. Det var arbejderklassen, der væltede zaren i februar 1917, for dernæst, blot få måneder senere i oktober, at vælte den kapitalistiske overgangsregering for at tage magten i sine egne hænder.

En lignende proces fandt sted i Kina. Borgerskabet havde ikke indført en jordreform, som gav jord til bønderne, indført demokrati, brudt med levnene fra kejserriget eller smidt imperialismen på porten. Tværtimod havde Kuomintang indgået alliancer med imperialisterne både fra Japan og vesten, indført et militærdiktatur og holdt bønderne i knusende fattigdom. Ligesom i Rusland var det først, da kommunisterne tog magten, at imperialisterne blev smidt på porten, og jord blev uddelt til bønderne.

Maos “Nye Demokrati”

Men det var ikke kun Stalin, der fulgte denne vrangforestilling om socialismens udvikling. Også Mao mente, at der var behov for en alliance på tværs af klasser for at udvikle Kina:

“Det ville være en fuldstændig illusion at forsøge at bygge et socialistisk samfund fra ruinerne af den koloniale, halvkoloniale og halvfeudale orden uden en forenet ny-demokratisk stat uden udviklingen af statssektoren i den ny-demokratiske økonomi og uden private kapitalistiske og kooperative sektorer. [...]

Vores generelle program med Nyt Demokrati vil forblive uforandret gennem hele stadiet med borgerlig-demokratisk revolution, altså i adskillige årtier.” 

(Om koalitionsregeringen, Mao april 1945)

Maos politik om det “Nye Demokrati” flød fra den stalinistiske to-stadieteori. Således indeholdt regeringen, der kom til magten i oktober 1949, ikke kun kommunister, men også borgerlige og liberale i en såkaldt “fire klassers alliance”, som angiveligt skulle bestå af “bønder, proletarer, småborgerskabet og det nationale borgerskab”.

I stedet for en marxistisk og videnskabelig forståelse af klasser skabte Mao en fuldstændig subjektiv forståelse af det kinesiske samfund, som bestod af “venner” og “fjender” af “folket”; et begreb, som indeholder alle klasser. På den måde kunne Mao fremstille det som om, at der eksisterede to fløje af borgerskabet: det, som han kaldte for det “bureaukratiske, feudale og reaktionære” borgerskab og det “nationale, demokratiske og progressive” borgerskab.

Men sådan fungerer virkeligheden ikke. Selvom forskellige kapitalister kan have internt modsatrettede interesser, eksempelvis gennem konkurrence på det samme marked, har de i sidste ende de samme klasseinteresser: retten til at eje produktionsmidlerne og på den måde tjene profitter gennem udbytning af arbejderklassen.

Nationalisering af økonomien

Det nye regime overtog i løbet af 1950 de virksomheder, der var ejet af såkaldt “bureaukratisk kapital” — altså virksomheder, hvis ejere havde været loyale over for Chiang Kai-Shek og var flygtet med hans regime til Taiwan. 

Til sin store overraskelse opdagede Mao, at det betød, at de havde taget kontrollen over fire femtedele af sværindustrien, en tredjedel af den lette industri og kontrol med alle transport- og kommunikationssystemer. I løbet af bare få måneder var staten blevet den største arbejdsgiver og ansatte over halvdelen af landets fabriksarbejdere.

Det kinesiske borgerskab, der var tilbage på fastlandet, var alt for svagt til at drive en selvstændig national kapitalistisk økonomi. Stort set alle de større kapitalister var flygtet til Taiwan, og den private industri i landet bestod nærmest udelukkende af små virksomheder med maks ti ansatte. Der var ingen store kapitalister tilbage, og staten måtte træde ind i deres sted.

Koreakrigen

Det endegyldige dødsstød til det Nye Demokratis forvrængede klassesamarbejde kom fra den internationale klassekamp. I juni 1950 brød Koreakrigen ud, kun otte måneder efter kommunisterne i Kina havde vundet borgerkrigen. Kina blev hurtigt suget ind i krigen på Nordkoreas side, som kæmpede for at befri hele den koreanske halvø for amerikansk dominans.

USA reagerede ved at fryse kinesiske aktiver i amerikanske banker og forbød al handel med landet. Samtidig opmuntrede de amerikanske aggressioner de tilbageværende kapitalistiske elementer i Kina til at gøre oprør mod Maos nye styre. Som modsvar så regimet i Beijing sig nødsaget til at nationalisere alle amerikanske banker og virksomheder i landet. I slutningen af 1950 var alt handel mellem Kina og deres største kapitalistiske handelspartner, USA, stoppet.

Koreakrigen og presset fra amerikansk imperialisme tvang altså Maos regime til at foretage et hårdt sving mod venstre, men ikke af ideologiske overvejelser.

Udviklingen i landet havde dermed taget den modsatte kurs, end hvad Mao havde håbet på. Mao havde tidligere lovet amerikanske virksomheder bedre forhold, end de havde haft under Chiang Kai-Shek, men amerikanerne nægtede at acceptere den kinesiske revolution, da den truede deres imperialistiske interesser i hele regionen.

Det Nye Demokratis fald

I 1953 proklamerede Kommunistpartiet, at den borgerlig-demokratiske fase, der skulle have varet “adskillige århundreder”, var ved sin afslutning, og at den socialistiske fase skulle til at begynde. På blot fire år svang partiet fra den ene ekstrem — at det Nye Demokrati skulle tillade private virksomheder at blomstre — til den anden ekstrem, nemlig at kapitalismen skulle smides på porten. 

De næste tre år kørte regimet en intens national kampagne, der nationaliserede selv de mindste virksomheder i landet. I 1956 var omkring to tredjedele af økonomien således i statens hænder, mens den resterende tredjedel var ejet af fælles statslige og private foretagender.

Men regimets sving mod venstre betød ikke, at der blev ændret fundamentalt på den politiske struktur i landet. Selvom økonomien nu blev planlagt, var den ikke planlagt med arbejdernes demokratiske deltagelse. Det var en kommandoøkonomi, hvor partiet på bureaukratisk vis tegnede planerne for, hvordan landets økonomi skulle udvikles.

Ikke desto mindre var Kinas brud med klassesamarbejdet i form af det Nye Demokrati og overgangen til en planøkonomi enormt progressivt. Levestandarden eksploderede for de kinesiske arbejdere. Den gennemsnitlige levealder steg fra 36 år i 1949 til omkring 57 år i 1957. 

Som vi har set, var Mao dog ikke en socialistisk revolutionær, der fra starten havde en stålfast vision om at afskaffe kapitalismen i Kina. Det var kun presset fra begivenhederne og de materielle omstændigheder, der i sidste ende tvang Mao til at opgive sit fejlslagne projekt med klassesamarbejde og i stedet modvilligt at oprette en planøkonomi.

Det eneste, der kan sikre en effektiv planøkonomi uden spild og inkompetence, er imidlertid arbejdernes involvering i planlægningen. En planøkonomi har brug for demokrati, ligesom den menneskelige krop har brug for ilt. Uden arbejderklassens demokratiske kontrol over økonomien vil en planøkonomi sande mere og mere til. Det var netop, hvad der skete i Kina, hvilket årtier senere banede vejen for kapitalismens genindførelse.

Det er derfor, at vi i Revolutionært Kommunistisk Parti og i Revolutionær Kommunistisk Internationale kæmper for oprettelsen af en demokratisk planlagt økonomi, hvor arbejderklassen har demokratisk kontrol over alle aspekter af deres liv. Ikke kun i Danmark eller Kina, men i hele verden. Kun på den måde kan vi gøre en ende på kapitalismen og dens enorme elendighed og spild.