Det første parlamentsvalg i Pakistan, efter at general Musharraf tog magten under et ublodigt kup i 1998, vil ikke løse de pakistanske arbejdere og bønders problemer. General Musharraf – med opbakning fra den amerikanske imperialisme – håbede, at valget ville blive en fredelig overgang til borgerligt demokrati og stabilisere situationen. For en sikkerheds skyld har han dog beholdt en betydelig magt i egne hænder. Han kan rent faktisk opløse Nationalforsamlingen. Og for ikke at løbe nogen risiko, så var det kun universitetsuddannede, der havde lov til at stille op til valget.
Men der er intet andet end mere kaos i vente, så længe Pakistans arbejdere og bønder ikke selv tager hånd om tingene og opbygger socialismen.
Musharrafs PML(Q)-parti “vinder”
Pakistans Muslimske Liga Quaid-e-Azam, PML(Q), er valgets store vinder. De fik flest mandater i Nationalforsamlingen. Det er en utrolig sejr for et parti, der først blev dannet for under et halvt år siden. Partiet er almindeligt kendt, selv i medierne, som “Kongens parti”. Det skyldes, at det blev dannet oppefra af Musharraf for at give ham et grundlag i Nationalforsamlingen. Men de har ikke været i stand til at mønstre et flertal, så de kan danne regering. Der er ikke noget klart flertal i parlamentet.
Musharraf har lovet fornyelse og kamp imod korruptionen, men i hovedsagen er PML(Q) fyldt med gammelkendte ansigter fra de fleste af de andre partier. Mange af partiets kandidater er tidligere blevet undersøgt af det nationale revisionsbureau, som er Musharrafs anti-korruptionsbureau. Blandt dem er Farooq Leghari, som er leder af en fraktion af “Kongens parti”, under navnet Millat-partiet. Han har været involveret i skandalen omkring Mehran-banken, som han stjal milliarder af rupees fra. Chaudry Pervaiz Elahi og Shujaat Hussan var tidligere med i Nawaz Sharifs parti og har også nappet millioner fra banker, der senere gik nedenom og hjem. Da de gik med i “Kongens parti”, blev deres undersøgelsessager lukket.
Repræsentanter fra regeringen har under valgkampen også haft travlt med at rejse rundt i landet og love vejbyggeri, indlagt gas og jord til bønderne. PML(Q)’s kandidater optrådte altid sammen med dem. Desuden fik PML(Q) langt den største mediedækning.
Der er en populær joke, der viser PML(Q)’s rolle: En officer fra hæren er faldet ned i en dyb brønd. Han befaler sine mænd at få ham op. Han sidder i spanden og bliver hevet op lidt efter lidt. Da de får øje på ham, er det første, de ser, stjernerne, der skinner på hans skuldre. De giver straks slip på rebet, så de kan gøre honnør. Efter 3 forsøg med samme resultat råber officeren nede fra bunden af brønden: “Få fat i en civilist!”
Men det, som Musharraf må spørge sig selv om, er – vil civilisterne hive i samme retning for at redde ham?
Fundamentalisterne får en vis fremgang i NWFP og Baluchistan
De islamiske fundamentalister må også tælles som en af valgets største vindere. 6 religiøse sekter gik sammen op til valget i en koalition, der hedder Muttahida Majlis-e-Amal (MMA), og de fik 16% af mandaterne i Nationalforsamlingen. Førhen har fundamentalisterne aldrig fået mere end 5%. Deres bastioner ligger i de bjergrige og ekstremt underudviklede stammeområder og regionerne i North West Frontier (NWFP) og Baluchistan langs med den afghanske grænse. De tilhører især det samme folkeslag som talibanerne, pashtunerne.
De forenes af deres fælles had til den amerikanske imperialisme, fordi USA er holdt op med at finansiere dem. Uden krigen i Afghanistan ville de aldrig være gået sammen. Der har været religiøse konflikter mellem dem i århundreder, og førhen tøvede de ikke med at storme hinandens moskéer og anklage hinanden for blasfemi. I NWFP og Baluchistan har de erstattet de lokale nationalistpartier, der plejede at ligge i konflikt med centralregeringen, og som havde det samme feudale syn på demokrati og kvinder som fundamentalisterne. Nu betaler nationalistpartierne prisen for at have accepteret amerikansk militær og imperialisme og for at være gået med i anti-Taliban-koalitionen.
Næsten ingen støtte til fundamentalister i Sindh og Punjab
Fundamentalisterne fik også støtte fra en del af statsapparatet, frem for alt ISI, Pakistans hemmelige politi. ISI prøver at genvinde, hvad de tabte under krigen mod Afghanistan. Der er tegn på store konflikter, helt ind i statens hjerte.
I Sindh, hvor 20% af befolkningen bor, fik fundamentalisterne slet ingen mandater overhovedet, og i Punjab, den største provins med 60% af befolkningen, fik de kun 4 mandater. Musharraf er sikkert ikke helt utilfreds med fundamentalisternes fremgang. Paradoksalt nok så kan det måske styrke USA’s støtte til ham. Washington er selvfølgelig meget bekymret over fundamentalisternes fremgang, men for arbejderklassen er de langt fra det største problem lige nu.
PPP næststørste parti
Det næststørste parti i Nationalforsamlingen er Pakistan People’s Party (PPP). Partiets leder er Benazir Bhutto, som efter anklager om korruption besluttede at gå i eksil i London og Dubai. Det blev grundlagt af Benazirs far Zulfiquar Ali Bhutto i 1967. Ali Bhutto kom til magten i 1970 som følge af den revolutionære bevægelse i 1968 med et fuldblods socialistisk program. I 1979 blev han hængt af det brutale USA-venlige, islamiske militærdiktatur under Zia-ul Haq. Siden da har Benazir levet af det glorværdige minde om faren, og det er lykkedes hende at vinde to parlamentsvalg i 1988 og 1993 efter Haq-diktaturets fald.
Hendes styre førte til enorm skuffelse. Der blev intet gjort ved Pakistans kroniske korruption. Den økonomiske og sociale elendighed mangedobledes, da Benazir gennemførte IMF’s politik. Ved valget i 1997 tabte PPP stort og fik kun et par mandater i Nationalforsamlingen. Valgdeltagelsen var kun 17%, hvilket viser, at PPP’s tilhængere ikke stemte på andre partier, men bare blev hjemme. I dette års valg var deltagelsen 36%, og PPP gik frem.
Selvom partiet er med i den Socialistiske Internationale, er PPP langt fra et socialdemokratisk parti efter europæisk mønster. Der holdes ingen kongresser, og der er næppe nogen lokalafdelinger, der virker. PPP er mere som en bevægelse med et dynasti i toppen. Inde i bevægelsen er der alt, lige fra feudale godsejere til den stærke revolutionære marxistiske tendens omkring bladet Class Struggle.
Truslen fra de røde kandidater
Dagen før valget udpegede det største dagblad i landet, Jang, “tre røde kandidater”. En af dem, Manzoor Ahmed, redaktør på Class Struggle og udgiver af Asian Marxist Review, blev valgt til Nationalforsamlingen i byen Kasur, øst for Lahore. Hans hovedslogan var “uafbrudt kamp for den socialistiske revolution”. En vigtig faktor, som forhindrede valgfusk imod ham, var, at den pakistanske stat var blevet informeret om, at jeg kom fra Sverige for specifikt at overvåge valget til Nationalforsamlingen i kreds 139, hvor Manzoor var opstillet. Den væsentligste grund til, at jeg tog netop til den kreds, var, at han var opstillet imod tre af de rigeste mennesker i Pakistan. På valgdagen afpatruljerede vi hele kredsen og tjekkede mange af valgstederne.
Rauf Lund, en af Class Struggle’s ledere, førte en strålende valgkampagne i Jampur i det sydlige Punjab for at blive valgt til Punjabs provinsråd. Han er en dygtig taler, der fangede tilhørerne med krav om ekspropriering af de rige og dannelse af sovjetter for arbejdere, bønder og soldater, med det formål at overtage driften af samfundet. Men i dette tilbagestående landområde lykkedes det de lokale godsejeres valgfuskere at putte nok stemmesedler i stemmeurnerne, efter at valget var overstået, og dermed tabte Rauf Lund. Efter nederlaget forsamledes tusinder af mennesker i protest, og de svor, at de ville kæmpe videre. Den tredje røde kandidat, Ghulam Abbas fra Sialkot, som stillede op til Nationalforsamlingen, og som sympatiserer med Class Struggle, tabte også som følge af valgfusk.
Valgets største taber er Pakistans Muslimske Liga (Nawaz), PML(N). Det er tidligere ministerpræsident Nawaz Sharifs parti, som dannede regering efter valget i 1997. Sharif lever nu i et behageligt eksil i Saudi Arabien, som han flygtede til med sine selskaber og milliarder, da Musharraf afsatte ham. I sin korte tid ved magten lykkedes det for Sharif at oprette det mest korrupte styre nogensinde i Pakistan. Og det siger ikke så lidt, når vi taler om Pakistan. Der var da heller næppe nogen, der sagde noget til det, da Musharraf fjernede ham.
Resten af mandaterne i Nationalforsamlingen gik til en blanding af såkaldte “uafhængige”, hvoraf de fleste er knyttet til Musharraf, og nogle mindre regionale partier.
Pakistan er et land, der er fyldt med nationale, etniske, religiøse og klassemæssige konflikter. Den nyvalgte Nationalforsamling vil ikke kunne løse nogen af disse konflikter. Det vil tværtimod blive et spejl, hvor mange af disse konflikter vil blive afspejlet, selvom det bliver i en fordrejet form, eftersom arbejderne og bønderne ikke er til stede svarende til deres rolle i samfundet.
Efterhånden som modsætningerne stiger, bliver et nyt militærdiktatur mere sandsynligt. Men denne gang vil det blive meget mere brutalt end Musharrafs, og det vil sidde med fingeren på knappen til Pakistans atomvåbenarsenal.
En stærk marxistisk tendens er til stede denne gang
Men mens den herskende elite forbereder sig på at slå ned på arbejderne i fremtiden, er der også voksende opposition til venstre. Manzoor Ahmeds sejr og Rauf Lunds kampagne viser klart, at der er et enormt potentiale for støtte til de ægte socialistiske idéer i de pakistanske masser. Det er tegn på en voksende opstand fra neden, ligesom i slutningen af 60’erne, som endte med revolutionen i 1968.
Denne gang er der dog en vigtig forskel. Denne gang er der en revolutionær ledelse, der er forberedt på sådan en udvikling – grupperet omkring bladet Class Struggle. De organiserer arbejdere og bønder af alle nationaliteter og religiøse og etniske baggrunde i en fælles kamp imod undertrykkerne. Denne tendens tilbyder det eneste virkelige håb om at undgå et nyt diktatur i fremtiden. Og en sejr for socialismen i Pakistan ville med det samme ændre situationen på det gigantiske indiske subkontinent, og bane vejen for en socialistisk verden.
