Valget i Pakistan




2 minutter

Den 10. oktober var der parlamentsvalg i Pakistan for første gang, siden general Musharraf tog magten under et ublodigt kup i 1998. Valget var mærket af omfattende og til tider åbenlys svindel, og visse steder blev politiske modstandere udsat for vold og mord. Musharrafs eget støtteparti fik store fordele i form af forbindelsen til regimet og bedre muligheder i medierne. For en sikkerheds skyld har generalen også beholdt en betydelig magt i egne hænder. Han kan rent faktisk opløse Nationalforsamlingen, hvis han får lyst til det. Og for ikke at løbe nogen risiko, så var det kun universitetsuddannede, der havde lov til at stille op til valget. Alt i alt må man sige, at dette valg ikke har kunnet løse nogen af de store problemer med fattigdom og elendighed, som de pakistanske arbejdere og bønder slås med.

De borgerlige medier foretrækker at fremhæve den fremgang, som de islamiske fundamentalister fik ved valget i nogle af de mest tilbagestående områder i Pakistan. Men bl.a. i kreds NA-139 Kasur II så det helt anderledes ud.

Socialisten Manzoor Ahmed fra de pakistanske marxisters blad Klassekampen stillede op for Pakistan People’s Party (Pakistans Folkeparti), og han og hans kammerater førte en vellykket kampagne under sloganet “uafbrudt kamp for den socialistiske revolution”. Han samlede tusinder og atter tusinder til offentlige møder, og folk forstod hurtigt, at her var en mand, der ikke bare var ude på at få privilegier og magt. For første gang i byens historie var der møder for kvinder, som ellers ikke “bør” involvere sig i politik, og det lykkedes Manzoors og hans tilhængere at aktivere store dele af befolkningen. Det førte til, at han vandt en stor sejr – på trods af alle forsøg på snyd og den kendsgerning, at hans modstandere var nogle af Pakistans absolut rigeste mennesker med enorme ressourcer.

Manzoor Ahmeds sejr er også en sejr for socialister i hele resten af verden. Den viser det potentiale, der er i de socialistiske idéer, når først de får et massepublikum. Og det viser vejen frem for arbejderklassen i Pakistan, resten af det indiske subkontinent og hele verden.