I realiteten så viser meningsmålingerne på nuværende stadie følgende: Et stort flertal af potentielle vælgere er ikke sikre på om de vil stemme. Vælgerne er mere usikre og svingende nu, end de var i 2017. Billede: RévolutionFølgende artikel er en oversættelse af artiklen “French elections: against the right and all its variants!”, som er skrevet af et medlem af Révolution, den franske sektion af Den Internationale Marxistiske Tendens.
Den 10. april finder den første runde af det franske præsidentvalg sted. Vi kender på forhånd de fleste af kandidaterne, men det er umuligt at spå om, hvem der vil gå videre til den anden runde.
Usikkerheden er i sig selv et udtryk for den dybe krise, det franske borgerlige demokrati befinder sig i. Indtil for nylig var den herskende klasse sikre på, hvad de kunne forvente fra et præsidentvalg, eftersom valget havde to mulige udfald: enten en valgsejr til det traditionelle højrefløjsparti (RPR, senere hen UMP) eller en valgsejr til Parti Socialiste (PS).
Borgerskabet støttede selvfølgelig deres parti: højrefløjspartiet. En valgsejr til PS repræsenterede imidlertid ikke en seriøs trussel mod deres magt og privilegier, eftersom de “socialistiske” ledere selv var fuldt ud dedikeret til at forsvare det kapitalistiske system. Når højrefløjen led nederlag, udstødte toppen af erhvervslivet et suk og sagde filosofisk: »Nå, hvad kan man gøre? I et topartisystem må man skiftes om magten.« Toppen af erhvervslivet vidste udmærket, at PS-ledernes politik ville skuffe størstedelen af deres vælgere, hvilket banede vejen for, at højrefløjen kunne komme tilbage.
Maksimal ustabilitet
Det velsmurte system, som har domineret fransk politik i årtier, faldt fra hinanden i 2017-præsidentvalget. Valgkampagnen for højrefløjskandidaten François Fillon kollapsede halvvejs igennem valget ikke kun på grund af utallige skandaler men også på grund af Nicolas Sarkozys (2007-2012) katastrofiske valgperiode, som var kendetegnet af den værste økonomiske krise siden 1930’erne. På den anden side stod PS, som var miskrediteret efter at have kapituleret til kapitalismen i årtier og solgt deres vælgere ud, og partiet kollapsede derfor fra valgets begyndelse. Kollapset af PS var til fordel for det venstreorienterede parti France Insoumise, og partiets kandidat Jean-Luc Mélenchon, som fik 3 millioner flere stemmer ved valget 2017 end i 2012. På den anden side af det politiske spektrum fik Marine Le Pen, den yderste højrefløjskandidat, 1,3 millioner flere stemmer i første runde, end hun gjorde i 2012 – og i anden runde fik hun 5 millioner flere stemmer, end hendes far fik i valget i 2002.
Polariseringen forhindrede imidlertid ikke Emmanuel Macron i at vinde valget. Men sejren til det såkaldte “politiske centrum”, forsvarerne af status quo, annullerer ikke betydningen af 2017-valget. Nu fem år senere er den politiske situation stadig karakteriseret af ekstrem ustabilitet og voksende polarisering. Processens økonomiske grundlag – kapitalismens organiske krise – er stadig ikke forsvundet. Tværtimod er krisen kun blevet dybere.
Det er sandt, at polarisering i øjeblikket primært kommer til udtryk på højrefløjen af det politiske spektrum, især i form af kandidaten Eric Zemmour og den opbakning, han får fra de meste reaktionære lag af samfundet.
På alle TV-kanaler jubler højrefløjskommentatorer over meningsmålingerne og råber triumferende: »Valget vil stå mellem to højrefløjskandidater! Venstrefløjen har allerede tabt!«. Hertil kommer den overfladiske og bedøvende analyse af de taktikker, som Macron, Pécresse, Le Pen og Zemmour skulle benytte, hvis de ville forsøge at bortlede den ene eller den anden fraktion af deres respektive vælgere. Når man lytter til disse kommentatorer, skulle man tro, at de fire borgerlige politikere konkurrerer med hinanden om trekvartdelen af de franske vælgeres hjerter.
I realiteten så viser meningsmålingerne på nuværende stadie følgende: Et stort flertal af potentielle vælgere er ikke sikre på om de vil stemme – eller, hvis de vil, så ved de ikke, hvilken kandidat, de vil stemme på. Vælgerne er mere usikre og svingende nu, end de var i 2017. Det er dét faktum, som gør udfaldet af valget så usikkert.
Mélenchon’s kandidatur
Uanset hvad, så reflekterer denne enorme usikkerhed også, at venstrefløjspartiet France Insoumise (FI) siden 2017-valget ikke har formået at konsolidere, for slet ikke at tale om forøge, dets opbakning. Den enormt overfladiske forklaring, som spredes i visse kredse, inklusiv på venstrefløjen, er, at Mélanchon har været i spillet for længe. Denne form for spekulation taler imidlertid langt mere til småborgerlige intellektuelle – der konstant leder efter noget nyt – end det taler til flertallet af arbejderklassen og de mest undertrykte lag i samfundet. Vi har fremhævet en række mere seriøse årsager til FI’s relative forfald. Over de sidste fem år har Mélenchon og hans kollegaer begået adskillige fejl, som udgør et skred mod højre: alliancer med PS og De Grønne, deres fiasko i at fremstille et politisk perspektive for De gule veste-bevægelsen, en generel moderering af deres retorik og en modstand mod at omdanne FI til et velstruktureret politisk parti.
Over de sidste fem år har Mélenchon og hans kollegaer begået adskillige fejl, som udgør et skred mod højre. Billede: MathieoMD
Det er umuligt at spå om, hvorvidt disse fejltagelser vil være fatale for Mélenchons nuværende kampagne. Mange forskellige faktorer vil gøre sig gældende, inklusiv Mélenchons egne politiske udsvingninger – imellem højre og venstre – over de næste par måneder. Én ting virker imidlertid sikkert, at Mélenchon er den eneste venstrefløjskandidat, der har en chance for at slå højrefløjskandidaterne, fra Macron til Zemmour.
Der er én grundlæggende årsag til det, og det har ikke noget at gøre med Mélenchons personlighed eller antallet af gange, han har stillet op som præsidentkandidat. Årsagen er den polarisering, som har fundet sted blandt et stort antal potentielle venstrefløjsvælgere, som ikke vil støtte op om det sterile og livløse program, som fremføres af Anne Hidalgo (PS), Yannick Jadot (De Grønne), eller lignende kandidater. Det forhold, som har rødder i kapitalismens krise, gør det umuligt for initiativerne bag et “venstrefløjs primærvalg” at opnå nogen form for solid politisk opbakning. Det ville være en seriøs fejltagelse, hvis Mélanchon valgte at deltage i deres initiativer, hvilket han indtil videre har afvist.
Bryd med kapitalismen!
Ligesom i 2017 vil vi, franske marxister organiseret i IMT, bakke op om Mélenchon i valgkampen, som middel til at kæmpe mod højrefløjen. Ligesom i 2017 vil gøre det ved at forsvare vores egne marxistiske ideer og programmer.
Hvis Mélenchon bliver valgt i april, så vil han blive konfrontere med aktiv og kompromisløs fjendtlighed fra den herskende klasse, EU, de finansielle markeder og massemedierne. De vil gøre alt i deres magt for at tvinge en FI-regering til at opgive sit reformprogram, fordi de gør imod erhvervstoppens grundlæggende interesser (uanset hvad Mélenchon påstår). Den herskende klasse vil bruge kapitalflugt, investeringsstrejke, outsourcing og andre former for afpresselse til at få Mélenchon til at rette ind – ligesom det skete for Tsipras i 2015 eller Mitterand i 1982.
En FI-regering, konfronteret med sådan et angreb, vil kun have to muligheder: at kapitulere eller at gå i offensiven; først og fremmest ved at nationalisere de vigtigste dele af økonomien for at afvæbne borgerskabet og fratage dem deres mulighed for at sabotere regeringen. Men realiteten er, at Mélenchon afviser sådan et perspektiv, og hans officielle program L’Avenir en Commun (en fælles fremtid), inkluderer kun et lille antal nationaliseringer, mens kernen af produktionen vil forblive på private hænder. Kort fortalt så indeholder programmet det umulige: en varig forbedring af massernes levestandard på grundlag af et kriseramt kapitalistisk system.
Det er programmets centrale svaghed, og det er, hvad vi vil stå fast på at forklare gennem valgkampen. Révolution, den franske sektion af IMT, ville ikke have noget eksistensgrundlag som selvstændig organisation, hvis det havde det samme program som FI – hvilket det ikke har. Vi vil støtte Mélenchons kandidatur imod de fire reaktionære højrefløjskandidater, som ønsker at øge udbytningen af masserne og miljøet, så milliardærerne kan blive endnu rigere. Vi støtter alle udspil fra FI, som gør i den rigtige retning, men vi insisterer på nødvendigheden af at bygge en revolutionær Internationale, bevæbnet med et program, der bryder med kapitalismen; et program for en socialistisk transformation af samfundet, som eneste middel til at forhindre menneskeheden i at nedsynke i barbari.
