Der er blevet udskrevet valg i Storbritannien til den 6. maj. I lang tid har de konservative – det største arbejdsgiverparti – ført an i meningsmålingerne. Men på det seneste er deres forspring svundet ind. Denne artikel fra det seneste nummer af vores britiske søsteravis Socialist Appeal opridser valgets baggrund.
De konservative har altid været erhvervslivets parti. I de sidste hundrede år har de gået imod ethvert fremskridt for arbejderklassen og hver eneste reform.
I 1926 vandt de over arbejderne i den store generalstrejke ved, efter at have fremprovokeret et sammenstød med hele fagbevægelsen ved at banke lønnen nedad og kriminalisere fagligt aktive, at sulte minearbejderne tilbage til arbejde.
I de sultne 1930’ere skød de skylden for arbejdsløsheden på de arbejdsløse og afskar desperate mennesker fra deres i forvejen lille understøttelse.
I 1948 stemte de imod oprettelsen af den offentlige sygesikring.
I 1984 gik de endnu en gang til angreb på minearbejderne. Thatcher beskrev arbejdere, der kæmpede for at bevare deres arbejdspladser, som ”den indre fjende”.
De gik imod indførelsen af mindsteløn. Deres leder Michael Howard kaldte forslaget for ”økonomisk analfabetisme” og forudsagde, at det ville medføre to millioner ekstra arbejdsløse. Han regnede kun to millioner forkert!
Al deres politik har haft ét formål: at styrke de rige og de store virksomheder på bekostning af arbejderklassen. Deres blakkede ry har, på trods af New Labours svigt, holdt dem ude af regeringskontorerne siden 1997. De har forsøgt at opbløde deres overflade og ændre opfattelsen af de Konservative som det ”grimme parti”. Deres leder David Cameron taler blødt og forsøger at lyde som den søde fornuft. De vil gerne have os til at tro, at de har forandret sig.
Tro dem ikke. Her lovpriser Cameron Thatchers regering og ærer hendes forsøg på at knægte fagforeningerne: ”Margaret Thatchers regering var kendetegnet ved at holde med folket imod de mægtige… Hun brød fagforenings-baronernes magt og gav hver arbejder lige ret. Med egeninteresserne brudt gav det magt til folket.”
Det er det stik modsatte af sandheden. Thatcher brugte massearbejdsløsheden, der til dels blev skabt af hendes egen regering, som en pisk imod arbejdere i job i et forsøg på at smadre fagforeningerne og øge de store virksomheders profitter. Arbejderne har nu meget få rettigheder på arbejdet, og det de har, er kun holdt i live gennem modstand og kamp.
Cameron gentager også Thatchers præk om at ”skabe sin jakke i forhold til det stof, man har” for at vise, at han støtter op om barbariske nedskæringer i den offentlige sektor. Det er ikke så mærkeligt, at hans potentielle finansminister George Osborne lovede, at ”vi efter seks måneder vil være den mest upopulære regering i mands minde.” Forventes det virkelig, at vi vil stemme for dette? Lad det ikke ske!
De Konservative siger, at det er nødvendigt med nedskæringer, fordi regeringen har lånt så mange penge. Men New Labour har lånt pengene for at redde de Konservatives rige venner i Londons finanskvarter, ikke for at hjælpe de fattige. Tværtimod; under Blair og Brown er Storbritannien blevet et mere ulige samfund end nogensinde tidligere. Glem det ikke – uanset hvor elendige New Labour har været, vil de Konservative være værre.
Hvad lover de Konservative ellers? De ønsker at hæve loftet på arvebeskatning til en million pund. Det vil i overvældende grad komme de rige til gode. Det vil give 1,2 milliarder pund til samfundets rigeste to procent. Skattelettelser på pensioner vil give mest til de, der skal betale mest skat – de rige. Det vil give yderligere 3,2 milliarder pund til de rigeste 1,5 procent af befolkningen. Afskaffelsen af Labours populære topskat på 50 procent vil give den rigeste procent af befolkningen yderligere 2,4 milliarder pund.
Det konservative program er nedskæringer for masserne, nedskæringer på ydelser, som er vitale for arbejderklassen, samtidig med ublu skattelettelser til de rige. Selv efter deres egne standarder hænger det ikke sammen.
Vi forstår, at mange arbejdere er blevet demoraliserede af 13 år med New Labour, der bøjer sig for de store virksomheder. Det er forståeligt, at millioner af mennesker, uden frisk erindring om en konservativ regering, sukker og siger, at ”de er alle ens”, og bliver hjemme på valgdagen. Men de konservative ønsker at bygge på denne stemning af demoralisering til at presse støvlen yderligere ned. Deres bagland i de store virksomheder har brug for, at de gør dette på grund af krisen.
Lad ikke de konservative slippe af sted med dette. Stem på Labour. Men hjælp også til med at bevæbne arbejderbevægelsen med socialistisk politik og feje den konservative plage væk, sammen med det system, de repræsenterer.
