Det kom ikke som nogen overraskelse at højrefløjsdemagogen, Bolsonaro, søndag den 28. oktober vandt anden runde i det brasilianske præsidentvalg. I et protestvalg, hvor krisen i brasiliansk kapitalisme har miskrediteret hele systemet, førte venstrefløjens kandidat Haddad valgkamp på at være systemets kandidat – en opskrift på nederlag, der forærede Bolsonaro sejren. Den brasilianske arbejderklasse må nu opruste til en fremtidig intensivering af klassekampen imod den reaktionære Bolsonaro.
Den 28. oktober blev anden valgrunde af det brasilianske præsidentvalg afholdt. Vinderen af valget blev den erklærede anti-kommunist og højrefløjsdemagog, Jair Bolsonaro, tidligere kaptajn i militæret, der med over 55% af stemmerne slog Fernando Haddad fra Arbejderpartiet (PT), som fik de resterende 44,8%. Det er obligatorisk at stemme i Brasilien; men på trods af dette undlod 21% at stemme. Yderligere 10% stemte blankt eller ugyldigt. Omkring en tredjedel af de stemmeberettigede afskrev med andre ord begge kandidater, og på trods af, at 57 millioner ud af de 147 millioner stemmeberettigede stemte på Bolsonaro, så afviste de resterende 90 millioner altså at støtte ham. Så selv om Bolsonaro fik størstedelen af de gyldige stemmer, er flertallet af befolkningen imod ham.
Valget af Bolsonaro er uden tvivl et tilbageskridt for Brasiliens arbejdere og fattige. Men det nytter ikke at begræde valgresultatet. Vi bliver i stedet nødt til at forstå, hvad der har ført til denne situation, hvad det vil betyde for klassekampen i Brasilien, og hvilken strategi arbejderbevægelsen bør følge for at bekæmpe Bolsonaros reaktionære regering.
Et fordrejet udtryk for utilfredshed
Præsidentvalget var et protestvalg: imod det korrupte politiske establishment, arbejderpartiet PT’s forræderi af arbejderklassen, imod en drastisk faldende levestandard som resultat af en dyb krise i brasiliansk økonomi, imod mord og kaos og i protest imod de sidste to års angreb og nedskæringer, foretaget af den konservative Temer regering. Valget af højrefløjsdemagogen, Bolsonaro, der med anti-etablissement retorik slog sig op som en outsider, var en proteststemme imod systemet. Han fremstod som den eneste der havde et politisk alternativ til det miserable status quo. På en forvrænget måde udtrykker han den utilfredshed, de frustrationer og modsætninger, som eksisterer i det kriseramte brasilianske samfund.
Bolsonaro er imidlertid en integreret del af eliten, som efter militærdiktaturets fald i 1985 skiftede fra en karriere som kaptajn i militæret til en karriere i politik. Fra starten af hans karriere og frem til hans valgkamp i dag har han jævnligt gjort sig bemærket med ekstremt konservative holdninger: alt fra at hylde det tidligere militærdiktatur til at udtrykke åbenlyst racistiske, sexistiske, homofobiske holdninger og advokere for tortur og øget politirepression som et middel til at skabe orden. At vold og kriminalitet er et presserende problem i Brasilien, er ikke en hemmelighed. Alene sidste år blev 64.000 mennesker dræbt, størstedelen i konfrontationer imellem staten og narkobander eller af rå politivold.
Bolsonaro repræsenterer en fraktion af den herskende klasse, der er mere rabiat og som ikke agter at lægge fingre imellem i deres ønske om at angribe arbejderklassens forhold for at øge brasiliansk kapitalismes konkurrenceevne. Det brasilianske borgerskab og deres traditionelle borgerlige etablissementpartier kunne under første valgrunde af præsidentvalget se med fra sidelinjen, mens de blev fejet af banen af Bolsonaro, der opildnede frustration og vrede blandt de mere tilbagestående lag for at styrke sin vælgerbase.
Den nu afsluttede anden del af valgkampen var ekstremt polariseret. Venstrefløjen mobiliserede tusindvis i protester i et forsøg på at stoppe Bolsonaro. Som en smagsprøve på, hvad der venter under Bolsonaro, gjorde politiet en ihærdig indsats for at forhindre offentlige møder, som var indkaldt under parolen ”imod fascisme” på universiteter og hos fagforeninger. I visse tilfælde blev fagforeningsblade endda forhindret i at udkomme. Samtidig har der været en stigning af voldelige og dødelig angreb udført af fascistiske bander imod venstrefløjsaktivister, opildnet og tilskyndet af Bolsonaros retorik. Der er behov for, at arbejderklassen og unge besvarer disse angreb med tilsvarende midler: organisering af forsvar til beskyttelse af fagforenings- og studentermøder og modstand imod enhver form for censur eller begrænsning af ytringsfrihed.
En svag brasiliansk Bonaparte
Dette betyder imidlertid ikke, at fascismen har vundet i Brasilien. Fascisme er et politisk regime baseret på mobilisering af det desperate småborgerskab med målet om at smadre arbejderklassens organisationer. Historisk set er fascismen kommet til magten efter arbejderklassen, grundet et dårligt lederskab, har lidt nederlag i revolutionære situationer. På baggrund af disse nederlag og mistede muligheder bredte demoraliseringen sig, og de fascistiske organisationer kunne smadre den organiserede arbejderklasse.
Dette er ikke situationen i Brasilien i dag. Bolsonaro har ikke en fascistisk massebevægelse bag sig, som kan møde den organiserede arbejderklasse i åben kamp, omend han sikkert gerne ville bygge en sådan. Men den økonomiske krises krav om nedskæringer og hans egen ultraliberale politik står i vejen for at skabe den nødvendige social base. Derfor vil han være nødt til at uddybe den allerede bonapartistiske karakter af den brasilianske stat og støtte sig til dens magtmidler. Der er mindre fascistiske bander i hans vælgerbase, og disse vil få forøget selvtillid af hans valgsejr. De er farlige og skal mødes hårdt mod hårdt; men den brasilianske arbejderklasse er stærk, har revolutionære traditioner og er ikke blevet besejret. Den vil blive tvunget til at tage kampen op. Som IMT’s Brasilianske sektion Esquerda Marxista udtalte:
“Vi er vidner til afslutningen på en æra med reaktionært klassesamarbejde mellem PT og de borgerlige partier. Kapitalismens stadig mere alvorlige krise nationalt og internationalt har nu fundet sit udtryk i en regering, der er helt imod ethvert samarbejde og fast besluttet på at angribe arbejderklassen. Denne regering er ultraliberal: en skamløs tjener for den imperialistiske finanskapitals interesser. En sådan regering kan kun herske ved at etablere sig som en bonapartistisk regering ’over klasserne’, og basere sig på repression, om den så er maskeret af retsvæsnet eller ej. Hvor langt Bolsonaros regering kan gå i denne retning og fuldføre sine mål afhænger først og fremmest af klassekampen: arbejderklassen i særdeleshed, og dens lederes politik.”
Hvordan kom det hertil?
Bolsonaros sejr er resultatet af den langvarige krise i Arbejderpartiet (PT). PT har regeret landet fra 2002-2016 og er siden det kom til magten under skiftende ledere gået længere og længere mod højre: allieret sig med borgerlige partier, gennemført nedskæringer, undertrykt protester med brutal politi- og militærrepression, røvet af statskassen og forrådt arbejderklassen og de unge. Det er med andre ord ikke mærkeligt, at de brasilianske arbejdere og masser ser PT som en del af etablissementet og som en del af problemet. PT blev bragt til magten med arbejderklassens stemmer, men gennemførte i alliance med borgerlige partier kapitalisternes politik. Det var derfor PT’s tid som regering, som ødelagde partiets omdømme og dets forbindelse med den organiserede arbejderklasse, der i sidste ende banede vejen for Bolsonaros sejr.
I anden valgrunde tog Bolsonaro et skridt imod venstre ved at love indrømmelser til de fattigste lag i samfundet. Samtidig drejede Haddad skarpt imod højre, hvilket var en ren selvmordsstrategi. Siden afslutningen på første valgrunde den 7. oktober gjorde Haddad alt, hvad han kunne, for at lægge afstand til PT og præsentere sig selv som en respektabel centrumpolitiker. Væk var den røde skjorte fra tidligere, og i stedet optrådte Haddad nu i jakkesæt og hvid skjorte. Selv farverne på hans kampagnesymbol blev ændret fra rød til farverne på det brasilianske flag (grøn, gul og blå).
I stedet for at appellere til den brasilianske arbejderklasse og de fattige masser på et revolutionært venstreorienteret program har Haddad bevæget sig imod højre i håbet om at vinde det brasilianske borgerskabs gunst ved fx at love, at han ville udnævne en businessman som sin finansminister. Haddad har også forsøgt at appellere til Bolsonaros vælgere fra et højreorienteret standpunkt ved at annoncere, at han er imod abort og vil slå hårdt ned på kriminalitet.
Haddad slog sig op som demokratiets beskytter i en ”politisk front til forsvar for demokrati” sammen med en række borgerlige levebrødspolitikere og deres partier. Derved opgav han fuldkomment et selvstændigt klasseperspektiv, men bandt i stedet sig selv og PT tæt til borgerskabet og den politiske elites interesser.
I et valg, der var præget af en anti-etablissementsfølelse, valgte Haddad at slå sig op som beskytteren af det selvsamme rådne system. I stedet for at vise en vej ud af krisen blev Haddad og PT med rette set som en del af problemet og den gamle orden, som skulle fejes af banen. Havde de i stedet taget et selvstændigt klassestandpunkt i opposition til kapitalismen og dets rådne system på et politisk program med et perspektiv om at forandre folks liv positivt, kunne de havde appelleret og inspireret arbejderklassen til handling imod den reaktionære Bolsonaro.
Hvad fremtiden har i vente
Kapitalisterne har budt Bolsonaros valgsejr velkommen med lykønskninger. Allerede dagen efter hans sejr steg værdien af det brasilianske aktiemarked og den brasilianske valuta, realen. Den amerikanske præsident Donald Trump var hurtigt til at foretage et telefonopkald til Bolsonaro, hvor han ønskede ham tillykke med sejren, hvorefter de begge udtrykte et ønske om at arbejde side om side som Nord- og Sydamerikas regionale ledere.
Med de to hjørnesten i Bolsonaros økonomiske politik, som er et angreb på landets pensionsreform og privatisering af alle landets statsejede virksomheder, kan hans økonomiske politik bedst beskrives som værende ultraliberal og arbejderfjendtlig. Det er derfor heller ikke mærkeligt, at borgerlige medier hylder hans sejr med henblik på at få en del af rovet, når Bolsonaro først går til angreb på landets arbejdere med kontrareformer og en hvæsset sparekniv.
Bolsonaro får imidlertid ikke let ved at få implementeret sin politik. Da den afgående regering tidligere i år privatiserede det brasilianske olieselskab, Petrobras, lukkede landets lastbilchauffører landet ned i en 10 dage lang strejke. Når Bolsonaro vil forsøge at implementere sit økonomiske program, vil han blive mødt med den stærke brasilianske arbejderklasses modstand i form af massemobiliseringer og generalstrejker. Han vil hurtigt blive miskrediteret i øjnene af de millioner af desperate brasilianere, der har stemt på ham i håbet om forandring. Han vil blive afsløret for, hvad han virkelig er: en del af det rådne etablissement.
Dette er den vigtigste lektie at lære fra Brasilien: Venstreorienterede regeringer, der udfører højreorienteret politik, gøder jorden for reaktionens sejr. Man kan ikke bekæmpe højrefløjen ved at appellere til forsvar af ”demokratiet” og det selvsamme kriseramte kapitalistiske system, der smadrer almindelige mennesker og arbejderes liv. Kun ved en konsekvent arbejderklassepolitik, ved at kæmpe for en socialistisk revolution, kan man bekæmpe den reaktionære højrefløj og gøre en ende på kapitalismens barbari.
