I øjeblikket domineres de amerikanske medier af debatten om det nationale budget, som Demokraterne og Republikanerne forhandlinger om. Der er flere årsager til, at debatten fylder så meget. Èn grund er, at Republikanerne vandt flertal i repræsentanternes hus i midtvejsvalget sidste år og derfor har langt mere indflydelse på beslutningerne end før. Det betyder, at debatten er mere tilspidset end sædvanligt. En anden og måske endnu vigtigere årsag er, at den amerikanske befolkning mere end nogensinde før er opmærksomme på hvilke beslutninger, der tages, da situationen for flertallet af amerikanerne er vanskelig på grund af krisen, og beslutningerne har afgørende betydning for deres fremtid.

De danske medier fokuserer ikke så meget på spørgsmålet om budgettet, som på USA’s udenrigspolitik. Men som bekendt er kapitalisternes udenrigspolitik en forlængelse af deres indenrigspolitik og omvendt. USA’s internationale rolle som verdens største økonomi og verdens største militærmagt gør, at alt hvad der foregår i USA økonomisk, politisk og socialt på den ene eller anden måde kommer til at påvirke resten af verden. Det blev klart for enhver under den nylige finanskrise. Den økonomiske og politiske situation, og dermed også debatten om det amerikanske budget er derfor vigtig for arbejderklassen verden over, også i Danmark.

Økonomiske realiteter
Før vi koncentrerer os om politikernes debat om det nationale budget, vil vi kaste et blik på den nuværende økonomiske situation i USA. Tallene taler for sig selv – for flertallet af den amerikanske befolkning er der stadig krise, en krise der også kaldes det jobløse opsving, fordi der ikke skabes jobs, selvom der er vækst i økonomien.

USA’s befolkning tæller 310 millioner mennesker. Den reelle arbejdsstyrke ligger på lidt over 150 millioner mennesker. Det totale antal af arbejdsløse og folk, der har deltidsjob, men ønsker fuldtidsjob, ligger på omkring 25 millioner. Det vil sige en sjettedel, ca. 15 procent, af arbejdsstyrken.

Beboelsesejendomme har samlet set tabt mere end 6000 milliarder dollars i værdi siden krisens start i 2008. Over de sidste tre år er boligværdien faldet med en tredjedel. I årets første tre måneder blev der slået bundrekord i antallet at solgte huse, i al den tid der er blevet ført statistik over hussalg. Faldet i værdi på beboelsesejendomme betyder, at millioner af familier er stavnsbundet til deres hjem, da de fleste stadig betaler af på de lån, de tog, da de købte deres hus. Penge som de langt fra vil kunne få hjem igen, hvis de skulle være så heldige at finde en køber til deres hus.

Mange, der har mistet deres job, har måttet gå fra hus og hjem – da de ikke længere er i stand til at afdrage på deres lån. I 2010 alene måtte over en million husejere tage afsked med deres hjem og give nøglen til banken. Og alle statistikker siger, at denne udvikling vil fortsætte på samme skala i 2011. I øjeblikket er otte millioner husejere mindst en måned bagefter i deres afbetalinger til banken.

Det siger sig selv, at sådan en udvikling fører til et stigende antal fattige amerikanere. Over 43 millioner amerikanere lever i dag under den officielle fattigdomsgrænse, heriblandt over en femtedel, dvs. 20 procent, af amerikanske børn.

Ungdommen
For de børn og unge, som stadig bor hjemme, og som er i gang med eller har taget en uddannelse, ser fremtiden heller ikke lys ud.

I april i år var arbejdsløsheden blandt unge amerikanere i alderen 16-24 år 18.4 procent – det højeste i de 60 år, hvor disse tal er blevet registreret i følge The Economic Policy Institute. Blandt unge under 25, som ikke samtidig går i skole, har arbejdsløsheden gennemsnitligt ligget på 22.5 procent i 2010. Det betyder, at unge, der i forvejen er forgældede på grund af udgifterne til deres uddannelse, ikke skal forvente at få et job, når de er færdiguddannede.

Det er ikke kun arbejdsløsheden, der er et problem. Brugerbetalingen for uddannelse er steget 900 procent siden 1978. Den totale nationale gæld blandt studerende er nu større end hele landets kreditkort-gæld. Prognosen siger, at de studerendes samlede gæld vil nå 1000 milliarder dollars i år.

Et andet problem for de unge er, at den høje generelle arbejdsløshed har drevet lønnen i bund – og samtidig at de skal konkurrere med ældre og mere erfarne arbejdere om de job, der er ledige.

Det jobløse opsving
I følge officielle tal er der forsvundet syv millioner jobs i USA siden krisens start, oven i den arbejdsløshed der allerede eksisterede inden krisen satte ind. Dette tal inkluderer ikke, at der for at følge med stigningen i befolkningen i den arbejdsdygtige alder i samme periode skulle være skabt 4 millioner jobs. Det vil sige, at markedet for at vende tilbage til før-krise tilstande skal skabe 11 millioner jobs.

USA’s høje arbejdsløshed er alarmerende og er et direkte udtryk for, hvordan den amerikanske drøm er blevet til et levende mareridt for store dele af befolkningen. Dette endda uden at have nævnt hvordan stigende fødevare- og benzinpriser dagligt skærer markant i den enkelte amerikaners budget.

Men amerikanerne skal bare tage det roligt – krisen er nemlig ovre i følge de borgerlige medier og de store virksomheder.

At krisen er ovre for borgerskabet, kan vi se i kvartalsopgørelserne fra de store virksomheder. General Motors fik i første kvartal 2011 den største profit i et årti på 3.2 mia. dollars.

2011 opgørelsen over USA’s største virksomheder, de såkaldte Fortune 500, viser hvor stor en indkomst og hvor høj en profit, disse virksomheder har indtjent over det sidste år. Microsoft havde en profit på 18,8 milliarder dollars, Coca Cola 11,8 mia. dollars, Kraft Foods 2 mia. dollars, Google 8,5 mia. dollars, FedEx 1,2 mia. dollars og listen fortsætter med tal, der for det meste ligger over 1 mia. dollars.

Der er altså masser af penge i samfundet, problemet er bare, at de ligger i virksomhedernes lommer og ikke bliver brugt på samfundet og en forbedring af almindelige arbejderes levevilkår.

Hvad kan vi bruge et opsving til, når det kun kommer dem til gode, som allerede har midler nok til at leve behageligt i luksus resten af deres liv?

Washington og budgettet
Nu vil det være på sin plads at vende tilbage til Washington, for at se hvad politikerne har tænkt sig at gøre ved denne uholdbare situation. For noget må der gøres. De seneste opstande i Mellemøsten har vist, at der er en grænse for hvor længe og hvor meget, almindelige mennesker kan holde ud. Og demonstrationsbevægelsen i Wisconsin i foråret har vist, at amerikanerne kan lære hurtigt.

Men i Washington er det ikke arbejdsløsheden, der dominerer debatten. I stedet er det den nationale gæld. USA ramte nemlig mandag den 16 maj 2011 det vedtagne nationale loft, for hvor meget den føderale regering må låne. Dette loft er på 14.294 milliarder dollars. Politikerne glemmer at fortælle, at gældsloftet er blevet hævet 74 gange siden 1962 – ergo bruges gældsloftet både af Republikanerne og Demokraterne som undskyldning for at gennemføre vanvittige besparelser. Begge partier er ansvarlige for den uansvarlige massive gældssætning af den amerikanske stat i løbet af de sidste mange år. En så alarmerende stor national gæld sætter selvfølgelig en alvorlig stemning i debatten om budgettet.

Både Demokraterne og Republikanerne er enige om, at nu skal de være ansvarlige og realistiske, for noget må der gøres for at komme gælden til livs. De er oven i købet også enige om, at den offentlige sektor skal betale regningen. Der kan slet ikke blive tale om at hæve skatterne – eller indføre virksomhedsskat.

Republikanerne skjuler ikke hvilke interesser, de forsvarer. Men Demokraterne forsøger at opretholde et image som arbejdernes venner, som dem der forsøger at gøre det, der er bedst for alle.

Demokraternes sande interesser afspejles i prioriteringen i budgettet. I januar i år annoncerede Obama en 2-årig lønfrysning for over to mio. føderalt ansatte, hvilket betyder en reallønnedgang.

Derudover har vi i årets første 4 måneder været vidne til, hvordan delstat efter delstat har vedtaget fyringer og lønfrysninger, forbudt strejker og afskaffet retten til at oprette fagforeninger og til kollektiv forhandling. Dette uanset om Demokrater eller Republikanere havde flertal i de respektive delstatsregeringer.

De offentligt ansatte er blevet udset som syndebukke for det enorme nationale underskud. Det skyldes, at 37 procent af de offentligt ansatte er organiserede i fagforeninger mod kun 7.2 procent i den private sektor. De offentligt ansatte har formået gennem deres fagforeninger at bevare en anstændig pensionsopsparing og en nogenlunde sygeforsikring modsat mange ansatte i den private sektor. Men at offentligt ansatte tjener mere end privatansatte er en direkte løgn. Flere undersøgelser viser, at privatansatte i gennemsnit tjener 2000 dollars mere om året end deres kolleger i den offentlige sektor – selv efter at der er taget højde for pension og sygeforsikring. Men der skal gøres noget for at komme den nationale gæld til livs, og derfor må den offentlige sektor stå for skud – ifølge politikerne.

De selv samme politikere lader til at have glemt, hvordan de i jagten på profit har ført krig i store dele af verden, såvel som mod den amerikanske arbejderklasse. De har brugt milliarder af dollars på at finansiere krigen mod terror og på redningspakker til Wall Street og nu kræver de, at de amerikanske arbejdere og de offentlige ansatte skal betale regningen.

Republikanerne har foreslået et budget, der skærer 4400 milliarder dollars i udgifterne til den offentlige sektor. Obama og Demokraterne har stædigt kæmpet imod dette og er i stedet kommet med et forslag, der ”kun” betyder nedskæringer for 4000 milliarder dollars!

Hvordan det skal kunne hjælpe de 25 millioner amerikanere, der har brug for et job og de 43 millioner amerikanere, der lever under fattigdomsgrænsen, alle dem, der ikke har råd til at gå til lægen og en hel ny generation af unge, som står uden muligheder for at få et arbejde, eller komme af med deres gæld, er uvist.

Obama-administrationen håber på, at de store virksomheder, der ligger inde med milliarder af dollars, snart begynder at investere og hjælpe med at sætte økonomien i gang og ansætte nogle flere arbejdere. Men virksomhederne er fuldstændig ligeglade. De er allerede kommet over krisen, og de tjener høje profitter ved at lade færre arbejdere arbejde hårdere.

For et arbejderparti med et socialistisk program
Det er en kendsgerning, at man ikke kan planlægge, hvad man ikke kontrollerer – og man kan ikke kontrollere, hvad man ikke ejer. Dette gælder både for virksomheder og for den nationale økonomi og det kan også siges at gælde for arbejderklassen i forhold politiske partier. De amerikanske arbejdere har ikke deres eget parti, men kan vælge mellem to partier der er finansieret af og repræsenterer kapitalisterne.

De amerikanske arbejdere er ved at være trætte af situationen. Wisconsin viste hvad resten af landet kan vente i fremtiden. I Wisconsin gik arbejderne til deres fagforeninger i kampen i mod nedskæringer. I starten af i år krævede Guvernøren i Wisconsin, republikaneren Scott Walker, lavere lønninger i det offentlige og at de offentligt ansattes ret til kollektive forhandlinger om overenskomsterne skulle afskaffes, altså i bund og grund retten til faglig organisering. Det skabte en massiv protestbevægelse, hvor op mod halvdelen af befolkningen i Madison Wisconsin demonstrerede, arbejderne i flere dage besatte delstatens regeringsbygning og fik støtte fra politiet.

Fagforeningernes ledelses løsning på problemet er at opfordre deres medlemmer til at stemme på Demokraterne til næste valg. Dette på trods af at ingen Demokrater har sagt, at de vil tilbagekalde Scott Walkers nye lovgivning. Og på trods af at Demokrater flere steder har stemt for lignende lovgivning.

De store fagforeninger i USA har postet millioner af dollars i Demokraterne – men arbejderne har ikke fået noget til gengæld. Demokraterne er ikke et arbejderparti. Historisk set var Demokraterne det parti, der støttede retten til at have slaver. Først med Roosevelt’s New Deal begyndte fagforeningerne at støtte Demokraterne. Men alliancen er ulige – Demokraterne, til trods for deres venlige facade, har ikke interesse i at forbedre forholdene for arbejderne, hvis det er på kapitalisternes bekostning. De amerikanske arbejdere har brug for deres eget parti.

Den amerikanske arbejderklasse er kæmpestor og har en stolt tradition for kamp, det er de erfaringer der må udgøre grundlaget for et arbejderparti. De amerikanske fagforeninger burde trække deres økonomiske støtte til Demokraterne og i stedet bruge deres ressourcer på et arbejderparti, der repræsenterer arbejderne og er under arbejdernes demokratiske kontrol. Et sådan parti ville kunne vise vejen frem på et socialistisk grundlag – og komme med en løsning på det overvældende flertal af befolkningens problemer. En nylig undersøgelse viste ifølge The Economist, at andelen af amerikanere, der mente at det frie marked var det bedste system, var faldet fra 80 procent i 2002 til 70 procent i 2009 og helt ned til 59 procent i 2010. Blandt amerikanere der tjener under 20.000 dollars er deres støtte til det frie marked faldet fra 76 procent til blot 44 procent på bare et år.

Hvis virksomhederne ikke vil ansætte nye arbejdere, så må staten overtage virksomhederne og sætte dem under arbejdernes demokratiske kontrol. Således kunne profitterne bruges i samfundets interesser – til at skabe gratis uddannelse, gratis sundhedsvæsen, betalelige boliger, reparere hullerne i vejene, sætte alle i arbejde men med en 30-timers arbejdsuge, sætte prisen på mad og andre dagligvarer ned osv. Resultatet ville blive et samfund for flertallet og ikke for de få.