Det kriminelle amerikanske angreb på Venezuela og kidnapningen af et udenlandsk statsoverhoved er den første praktiske manifestation af Trumps nye nationale sikkerhedsstrategi. Washington er fast besluttet på at etablere dominans over den vestlige halvkugle, som amerikanerne betragter som deres baghave og på at smide alle “ikke-hemisfæriske aktører”, hovedsageligt Kina, ud af regionen.

Den militære operation i Venezuela blev efterfulgt af en omtåget pressekonference, hvor Trump og Marco Rubio pralede over omfanget af USA’s magt og udstedte efterfølgende trusler mod Colombia, Mexico og Cuba. I de efterfølgende timer gentog Trump sine tidligere udtalelser om Grønland, som USA har brug for “af hensyn til national sikkerhed”, og han lovede at tage sig af det “i løbet af to måneders tid”. Dette er ikke tomme trusler.

Narkosmugling – et falsk påskud

Lad os være ærlige. Dette aggressive imperialistiske angreb mod et suverænt land havde intet som helst at gøre med narkosmugling, hvilket var Trumps oprindelige retfærdiggørelse. Alle – først og fremmest de amerikanske efterretningstjenester – ved, at fentanyl ikke kommer fra Venezuela, og at landet ikke producerer kokain og kun spiller en meget lille rolle i smuglingen af det. Det såkaldte Cartel de los Soles findes ikke, og hvis det nogensinde gjorde, var det i forbindelse med en fælde lagt af CIA, der blev orkestreret sammen med venezuelanske officerer tilbage i 1990’erne – længe inden Chavez kom til magten.

Luftangrebene mod små speedbåde i Caribien og Stillehavet, der har fundet sted de sidste fem måneder, havde intet at gøre med den narkoepidemi, der har ramt USA. Det har kun at gøre med imperialistisk intimidering, der skulle få Venezuela til at følge Washingtons diktater.

Efter det amerikanske angreb og kidnapningen af Maduro har liberale i USA og andre steder brokket sig bittert over, at det har været en ulovlig aktion – et brud på den såkaldte regelbaserede verdensorden – og har krævet, at FN og OAS intervenerer.

Selv New York Times udgav en leder, der kritiserede Trumps handlinger, fordi de var “ulovlige”. New York Times er imidlertid særlig kyniske, fordi det er blevet afsløret, at journalister fik nys om angrebet inden det fandt sted, men valgte at tie stille. Så meget for deres ‘opposition’ mod Trumps kriminelle og ulovlige handlinger.

Det er enormt hyklerisk. I virkeligheden er ‘international lov’ blot et røgslør for, at de stærkeste kan gøre, hvad der passer dem. Amerikanske præsidenter har aldrig bekymret sig om juridiske detaljer, og mange af dem (både republikanere og demokrater) har brudt loven (både den amerikanske og internationale) for at udføre militære angreb i udlandet. Det er selvfølgelig bekvemt, når de kan få dække af FN til at udføre deres imperialistiske planer. Men når de ikke kan, gør de det alligevel.

Vi modsætter os ikke det brutale amerikanske angreb mod Venezuela og kidnapningen af Maduro fra et juridisk perspektiv (ville det have været okay, hvis den amerikanske kongres havde blåstemplet det?). I stedet modsætter vi os det, fordi det fundamentalt set er en aggressiv imperialistisk handling, som tjener den amerikanske herskende klasses interesser på bekostning af interesserne hos verdens arbejdende folk.

Kidnapningen af Maduro er heller ikke noget nyt fra amerikansk imperialisme. Mordet på udenlandske statsoverhoveder (Lumumba, Allende, Gaddafi for blot at nævne nogle få) og omvæltningen af regeringer gennem militærkup (Cuba, Guatemala, Brasilien, den Dominikanske Republik, Iran, Chile, Argentina, Paraguay, Bolivia, Venezuela, Grenada og mange andre) er begge almindelige redskaber for amerikansk imperialisme og CIA. Panamas præsident, Noriega, og Haitis præsident, Aristide, blev begge kidnappet og fløjet ud af deres lande af amerikanske militære interventioner i henholdsvis 1989 og 2004.

Forskellen er, at den nuværende beboer i det hvide hus ikke lader til at bekymre sig om at komme med høflige undskyldninger for amerikansk imperialistisk aggression. Han snakker ikke om menneskerettigheder, kvinders rettigheder, brud på international lov eller internationale grænser for at dække over amerikansk imperialismens virkelige mål. Trump er ikke bange for at sige højt, hvad der normalt kun bliver sagt bag lukkede døre. I hans omtågede pressekonference om eftermiddagen lørdag den 3. januar gjorde han det tydeligt, at USA ville styre Venezuela direkte, og at Venezuelas olie skulle overdrages til amerikanske olieselskaber.

Genopretning af demokratiet?

I forhold til demokrati står der allerede i den nationale sikkerhedsstrategi, at USA ikke vil gennemtvinge demokratisk styre i andre lande, men kun vil bekymre sig om, hvorvidt de er ledt af venligtsindede regeringer (læs: underdanige lakajer). Kidnapningen af Maduro har intet at gøre med, hvorvidt han fuskede med valget i 2024 eller ej. Ingen modsiger, at Petro i Colombia og Sheinbaum i Mexico vandt i frie og fair valg, men alligevel truer Trump dem åbent og anklager dem uden beviser for at være narkosmuglere eller i lommen på narkokarteller.

Præsident Chavez vandt intet mindre end 19 demokratiske valg og folkeafstemninger mellem 1998 og 2013. Det afholdte ikke amerikansk imperialisme fra at forsøge at vælte ham adskillige gange, første gang med det kortlivede kup i april 2002.

Trump har (ligesom hans forgængere) intet problem med at gnubbe skuldre med prins Mohammed bin Salman fra Saudi-Arabien, som aldrig har deltaget i et valg – hverken frit eller ej. Netanyahu – som er en krigsforbryder, der har begået de værste krænkelser af menneskerettighederne og fører en folkemorderisk krig mod palæstinenserne – blev budt på fin nytårsmiddag i Mar-a-Lago, mens Trump gav ordren om at angribe Venezuela.

USA påstår, at det var Edmundo Gonzalez – den reaktionære venezuelanske oppositionskandidat, der stillede op i valget på vegne af María Corina Machado – som vandt præsidentvalget i 2024, og at han derfor er landets legitime præsident. Men ved pressekonferencen den 3. januar smed Trump nobelprisvinderen under bussen og sagde, at Machado var “en flink dame”, men at hun ikke havde tilstrækkelig støtte til at tage over i Venezuela. Trump sagde derefter, at Rubio havde en lang telefonsamtale med Delcy Rodríguez (som på det tidspunkt var den venezuelanske vicepræsident), og at hun er gået med til alt, hvad USA ønsker.

Det lader altså til, at amerikansk imperialisme forsøger at drage nogle lektioner fra deres tidligere militære interventioner. I Irak og Libyen smadrede og halshuggede imperialisterne statsapparatet og stod som resultat over for et fuldstændigt sammenbrud af den borgerlige orden: opstande i Iraks tilfælde og fragmenteringen af landet i forskellige krigsførende fraktioner i Libyens. Intet af dette skabte et ‘erhvervsvenligt miljø’ for de amerikanske multinationale selskaber eller den nødvendige stabilitet, som amerikansk imperialisme har brug for.

Det lader til, at Trump kasserede Machado og i stedet valgte at lave en aftale med Rodríguez for at arbejde med den aktør, som han mener, bedst kan garantere kontrol med de væbnede styrker og statsapparatet for at undgå at landet bliver kastet ud i borgerkrig og opstand.

Venezuelas svar

Delcy Rodríguez har nu overtaget som regerende præsident i Venezuela og har på det klareste fået at vide, at hun enten makker ret med amerikanske planer eller vil møde samme skæbne som Maduro. Washington opfører sig på samme måde i sin baghave som mafiaen gør med beskyttelsespenge. “Betal for beskyttelse i form af olie eller ressourcer for ellers vanker der!” Det er Trump-regeringens klare besked til Venezuela og resten af kontinentet.

I månedsvis har der været artikler i den amerikanske presse, der fremhæver Rodríguez som en moderat og fornuftig skikkelse. Hun er venlig stemt over for nationale og internationale virksomheder og åben for dialog med USA. Miami Herald udgav en rapport i oktober, hvori de påstod, at Delcy Rodríguez havde rejst til Qatar og tilbudt USA en aftale, hvor Maduro ville træde tilbage, og hun ville stå i spidsen for en overgangsregering.

I dag spørger mange sig selv om, hvordan det var muligt, at en amerikansk operation, der varede adskillige timer, kunne blive udført med minimal modstand fra den venezuelanske hær. Luftforsvarssystemer blev gjort ukampdygtige eller dekativeret; de russiske Igla MANPAD-systemer (jordbaseret luftforsvar), som regeringen havde pralet med, lader til ikke at være blevet taget i brug. Dusinvis af Maduros sikkerhedsvagter blev dræbt af amerikanske styrker, inklusiv 32 cubanere, men ellers lader modstanden til at have været minimal. Ingen amerikanske soldater blev dræbt og amerikanske helikoptere kunne i lang tid flyve praktisk talt uhindret rundt over Caracas. I skrivende stund har ingen fra den venezuelanske ledelse, hverken civil eller militær, forklaret, hvad der skete eller hvordan.

Det har ført til megen spekulation i pro-Maduro-kredse i Venezuela om, hvorvidt han blev forrådt. Til pressekonferencen sagde Rubio, at CIA havde en kilde inde i Maduros indercirkel, som kom med detaljeret information om hans tilstedeværelse. Andre går skridtet videre og påstår, at Delcy Rodríguez måske har lavet en aftale med USA.

Der er ingen konkrete beviser for den teori, men blot det at spørgsmålet bliver rejst, er resultatet af de omstændigheder, hvori operationen mod Maduro blev udført: den umiddelbare minimale modstand, stilheden fra de venezuelanske myndigheder i adskillige timer samt det faktum, at alle beskeder, der kom fra ledelsen, opfordrede til ro og orden; ikke til mobilisering eller modstand.

Efter det første ministerrådsmøde den 4. januar udsendte Delcy Rodríguez en “meddelelse fra Venezuela til verden og til USA”, hvori hun siger:

“Vi inviterer den amerikanske regering til at samarbejde med os om en dagsorden med samarbejde orienteret mod fælles udvikling inden for rammerne af international lov til at styrke vedvarende samfundsmæssig sameksistens.”

Modsat den meddelelse, som hun udsendte dagen før, der opfordrede til modstand, så er dette en forsonende meddelelse over for brutal aggression. Meddelelsen kræver ikke engang frigivelsen af præsident Maduro, der sidder i amerikansk fangenskab i New York. Ifølge rapporter i den amerikanske presse har Venezuela også bedt USA om at genåbne sin ambassade i Caracas.

Venezuela har kun to valgmuligheder. Enten modsætter landet sig amerikansk imperialismes angreb gennem en mobilisering af arbejdere, bønder og de fattige masser og appellerer til masserne i resten af Latinamerika og resten af verden. Ellers underlægger landet sig fuldstændig Washingtons diktater og overdrager alle sine naturressourcer til amerikansk udbytning.

Maduros thermidor

En ægte revolutionær ledelse ville vælge den første fremgangsmåde. Problemet er, at siden Maduro overtog for 12 år siden, har vi i Venezuela set en gradvis, langtrukken proces med thermidoriansk kontrarevolution. Chavez tilskyndede massernes direkte involvering i politik, mens Maduro bureaukratisk har kvalt den.

Arbejderkontrol er blevet knust; virksomheder, der tidligere var nationaliseret, er blevet privatiseret; bønder er blevet fjernet fra den jord, som blev eksproprieret under Chavez. Samtidig er overenskomster og arbejderrettigheder blevet smadret, militante fagforeningsledere er blevet fængslet, venstreorienterede partier (inklusiv Kommunistpartiet) er blevet fjernet fra valglister… der er ikke meget af den bolivarianske revolution tilbage.

Det faktum, at denne thermidorianske kontrarevolution er blevet udført af Maduros bureaukrati under ‘socialismens’, ‘bolivarianismens’ og ‘chavismoens’ banner, har ført til en udbredt miskreditering af disse ideer og en proces med dyb politisk demoralisering blandt masserne af arbejdere og fattige.

I april 2002 gik titusindvis på gaden mod det amerikansk-orkestrerede kup mod præsident Chavez. Denne gang samlede omkring 100 mennesker sig udenfor Miraflores-paladset.

Amerikansk imperialisme føler sig stærk efter at have udført, hvad der potentielt var en kompliceret operation, og er nu beruset af sejren. Men selvom kidnapningen af Maduro blev udført uden nogle amerikanske tab (omkring 80 mennesker, både civile og militærpersonel, blev dræbt på den venezuelanske side), er det sandsynligt at ideen om, at Venezuela skal styres direkte af USA, og at USA vil være i stand til at fjerne Kina fra Latinamerika, vil vise sig at være noget vanskeligere.

Enhver regering i Caracas, der forsøger at efterleve Trumps krav om en fuldstændig overdragelse af landets naturressourcer, vil på et tidspunkt stå over for det venezuelanske folks modstand. Der er enorme reserver af meget sunde, stolte, anti-imperialistiske følelser blandt masserne i Venezuela og over hele Latinamerika. Ideen om at amerikanske olieselskaber skulle afvikle PDVSA – den statsejede olievirksomhed – og suge profitterne ud af landet, vil være frastødende for millioner, inklusiv mange, der ikke støttede Maduro.

En ‘Donroe-doktrin’?

I forhold til kampen mod Kinas tilstedeværelse i Latinamerika, vil Trump blive mødt med det faktum, at den asiatiske magt nu er den vigtigste handelspartner for hele Sydamerika og har etableret tætte økonomiske forbindelser med Brasilien, Chile, Argentina, Ecuador, Peru, Colombia osv. Trump har succesfuldt formået at fjerne kinesiske interesser fra Panama-kanalen, men han kommer til at få vanskeligere ved at gøre det samme i Sydamerika, hvor Kina har åbnet den store havn Chancay i Peru og er i gang med et projekt i Brasilien, som vil etablere en transportrute mellem Atlanterhavet og Stillehavet.

Selv lande, der på nuværende tidspunkt er på politisk bølgelængde med Trump – som Argentina, Bolivia, Peru, Ecuador og Chile – har ikke råd til at kappe de økonomiske bånd til Kina. Vil USA være i stand til at købe de store mængder kobber, sojabønner og kød, som disse lande sælger til Kina?

Til pressekonferencen talte Trump om at genoplive Monroe-doktrinen; et projekt, som nogle har beskrevet som ‘Donroe’-doktrinen. I den nationale sikkerhedsstrategi står der noget om et “Trump-korollarium” til doktrinen fra 1823. “Amerika for amerikanerne” var dengang et forsøg på at holde andre (europæiske) imperialistiske magter ude af kontinentet, selvom amerikansk imperialisme endnu ikke havde midlerne til at håndhæve den. Dét vi i virkeligheden ser, for at være mere præcis, er et forsøg på at vende tilbage til Roosevelt-korollaret, der blev indført efter flådeblokaden af Venezuela i 1902-03, da USA på arrogant vis gav sig selv retten til at intervenere militært i latinamerikanske lande.

Det er en opskrift på sammenstød og konflikter ikke kun med Kina men i sidste ende med masserne i Latinamerika, som ikke kommer til at acceptere direkte amerikansk intimidering uden at kæmpe imod. Hvis nogen troede, at en ‘multipolær verden’ med Kinas og Ruslands fremkomst på verdensscenen ville betyde, at udbytningen af Latinamerikas folkeslag ville blive mindsket, så vil de nu få deres illusioner knust. Den eneste vej til ægte befrielse fra imperialisme er via kampen for omvæltningen af kapitalismen i hele verden; ikke via geopolitiske forskydninger.

På den internationale scene vil Trumps handlinger i Venezuela blive set som et grønt lys til, at andre magter – Kina og Rusland – kan gøre det samme i deres egne indflydelsessfærer. Han har basalt set indrømmet, at USA ikke kan besejre Rusland i Ukraine, men at USA i det mindste skulle være i stand til at gennemtvinge sin dominans på dets eget kontinent. Xi Jinping kommer også til at tage bestik af situationen. Dagen før angrebet på Venezuela var der en kinesisk delegation i Caracas for at underskrive en aftale om økonomisk samarbejde. Kina har optrappet militære øvelser omkring Taiwan som modsvar på, at USA har leveret våben til øen.

Som kommunister afviser vi denne seneste aggressive handling fra amerikansk imperialisme. Vi står ubetinget for forsvaret af Venezuela. Den eneste effektive måde at bekæmpe imperialismen på er gennem det arbejdende folks kamp over hele Latinamerika, over hele verden og også i selve USA. Kapitalismen i sit imperialistiske stadie er et system i krise og et system som avler krig, vold og undertrykkelse. Kun ved at vælte det kapitalistiske system kan vi garantere en verden med fred og velstand.