Knap efter et år i det Hvide Hus har millioner af tidligere støtter vendt Biden ryggen. Foto: Gage skidmore
Krisen i amerikansk kapitalisme udtrykker sig klart i Biden-administrationens historisk lave popularitet og Trumps mulige tilbagevenden. Hverken demokraterne eller republikanerne kan løse arbejderklassens problemer eller standse den voksende vrede over status quo i kapitalismens højborg. Ustabiliteten i USA vil sende rystelser gennem hele verden.
Knap et år efter Biden tiltrådte som præsident, står han i en dyb politisk krise. Opbakningen til hans administration var i oktober måned faldet til kun 36% – den laveste opbakning til en siddende præsident i moderne tid. Selv Trump faldt aldrig lavere end til 37% opbakning!
Bidens hvedebrødsdage er definitivt forbi. Det blev illustreret tydeligt ved det nylige guvernørvalg i Virginia. For et år siden, da Biden vandt præsidentvalget over Trump, vandt han med 4,5 procentpoint på nationalt plan, men i Virginia vandt han med hele 10 procentpoint. En demokratisk valgsejr i Virginia lå med andre ord lige til højrebenet. Men den demokratiske kandidat tabte helt uhørt til den republikanske. Det er svært at tolke nederlaget, som andet end en kraftig indikation på den politiske krise demokraterne står i. Alle de seriøse borgerlige medier forklarer da også nederlaget med henvisning til Biden og demokraternes generelle upopularitet.
Biden begyndte sin præsidentperiode med robust politisk opbakning, men efter knap et år i det Hvide Hus har millioner af tidligere støtter vendt ham ryggen, og i medierne tales der allerede nu om et “failed presidency”. Imens spøger Trump i kulissen, han har brugt det sidste år på at konsolidere sit greb om det republikanske parti, og han har blikket stift rettet mod at komme tilbage i det Hvide Hus.
Radikalisering og social krise
Siden krisen i 2008 er den politiske radikalisering i USA taget til, hvilket er kommet til udtryk både på højre- og venstrefløjen. En ny socialistisk bevægelse blev antændt af Bernie Sanders og hans primærvalgkampagne i 2016, som for første gang i flere generationer satte socialisme på den politiske dagsorden i amerikanske politik. I stedet for at slukke bevægelsen var Trumps valgsejr i 2016 med til at accelerere den. Millioner af radikaliserede unge vågnede politisk til live og søgte aktivt socialistiske ideer.
Den voksende interesse for socialisme afspejlede sig, sort på hvidt, i medlemstallene hos Democratic Socialists of America (DSA). Partiet voksede fra 9.000 medlemmer i 2017 til 92.000 medlemmer i 2021. Blandt de meste progressive lag i samfundet diskuteres socialistiske ideer og arbejderklassens historie, som aldrig før, og på nettet flyder det med socialistiske memes, podcasts og opslag, der udsætter kapitalismens absurditeter for en sønderlemmende kritik.
Disse politiske forandringer reflekterer et skift i bevidstheden hos millioner af arbejdere og unge, som er resultatet af ophobet utilfredshed med faldende levestandarder, undertrykkelse og uretfærdighed. Især unge oplever i stigende grad samfundets økonomiske og politiske strukturer, som en direkte forhindring for samfundets videre udvikling, og mange har derfor mistet håbet om en bedre fremtid under dette system.
Corona pandemien skærpede kun alle sociale modsætninger yderligere. Under Den Store Depression i 1930’erne blev omkring 15 millioner amerikanske arbejdere, over en treårig periode, kastet ud i arbejdsløshed. Til sammenligning mistede næsten 60 millioner arbejdere deres job i 2020, og arbejdsløsheden oversteg langt niveauet fra Depressionen.
Pandemiens konsekvenser ramte, som sædvanligt, samfundets i forvejen mest udsatte, hårdest. Selv inden pandemien ramte, levede 80% af amerikanske arbejdere fra lønseddel til lønseddel, og det var især dette lag af arbejderklassen, som blev ramt hårdest af corona pandemiens konsekvenser. Den forventede levealder er siden 2020 faldet med to år – det skarpeste fald siden 1943 under anden verdenskrig. Blandt sorte amerikanere er den forventede levealder faldet med 3,25 år, og for latinoer er den faldet med 3,88 år.
Voksende polarisering
Den eskalerende sociale krise har også afspejlet sig i en radikalisering, der kan aflæses i meningsmålinger. Ifølge en undersøgelse, foretaget af The Edelman Trust Barometer, mener 47% af amerikanere, at “kapitalismen i dag gør mere skade for verden end den gør gavn”. En anden undersøgelse, foretaget i 2020 af Harris Poll and Just Capital, viste, at kun 25% af amerikanere mener, at den nuværende form for kapitalisme “sikrer samfundets interesser”, mens 20% mener, at “ingen form for kapitalisme er i stand til at producere et samfund, som jeg ønsker for den næste generation”.
Men der er ikke blot et voksende lag af folk, som afviser det bestående. Der er også et voksende lag, som aktivt søger et alternativ. En meningsmåling foretaget i 2018 af YouGov viste, at 42% af alle amerikanere havde en positiv mening om begrebet “socialisme”. Og en meningsmåling foretaget året efter viste, at ordet “kommunisme” blev betragtet positivt af 36% af millennials (folk født i årene 1980-1995) – en stigning på otte procentpoint siden 2018. De store forandringer i bevidstheden, som vi har været vidne til over de sidste år, viser en begyndende erkendelse af, at det kapitalistiske system har nået en blindgyde, og at et andet system er nødvendigt.
I 2020 publicerede Pew Research en meningsmåling, som viste, at 71% af amerikanere var “vrede over landets tilstand”. En anden måling foretaget af Pew viste, at 82% af amerikanerne mente, at rige folk og store virksomheder har for meget magt og indflydelse i økonomien.
Polariseringen i samfundet er drevet af en vrede over status quo, et had imod eliten og en voksende frustration over systemets begrænsninger. Men i manglen på et selvstændigt klassealternativ, får samfundets fundamentale skillelinje, klasseskellet, kun et forvrænget politisk udtryk.
Millioner af amerikanere åndede lettet op, da Trumps præsidentperiode ophørte, og vaccinationsprogrammet for alvor blev udrullet. Men intet er blevet løst med Biden.
Biden, systemets mand
Efter modvilligt at have gennemlevet fire destabiliserende år med Trumps kaos, ønsker det amerikanske borgerskab en tilbagevenden til en normalitet. De håber desperat, at Biden kan genoprette systemets beskadigede legitimitet. Det forklarer også, hvorfor de hældte astronomiske beløb i Bidens valgkampagne – næsten det dobbelte af, hvad det republikanske parti modtog i donationer.
Allerede efter de første måneder i præsidentembedet løb Biden fra sine løfter om at hæve minimumslønnen, afskrive studiegælden og forbedre forholdene for migranter på grænsen til Mexico. Han er ikke kommet med nogen løsning på den boligkrise, som risikerer at sætte millioner af amerikanere, som ikke kan betale deres husleje, på gaden. Og han har heller ikke fremlagt en løsning på sundhedskrisen, som forudsætter et opgør med de parasitiske private sundhedsforsikringsselskaber. Bidens valgløfte om at beskatte de rige, er indtil videre kun blevet til, at selskabsskatten er blevet hævet, men ikke en gang til det niveau fra 2017, som Trump sænkede det fra.
På trods af at USA, under Biden, igen har tilsluttet sig den tandløse Paris-aftale, så ved kapitalisterne i oliesektoren, at de ikke har noget at frygte. Det var trods alt Biden, som under Obama æraen, stod for at overse den største ekspansion af olieproduktion i Amerikansk historie. Det forklarer også, hvorfor olieselskaberne havde en fest på aktiemarkederne, da Biden vandt præsidentvalget, på trods af hans erklærede løfter om at bekæmpe klimaforandringer. De store olieselskaber ser tydeligvis Biden mere som en allieret, end en trussel. I fuld overensstemmelse med den klasse han repræsenterer, er Bidens politik kun motiveret af profithensyn, ikke af behovet for at sikre en planet, der er beboelig for fremtidige generationer.
Biden lovede i sin valgkamp at gøre en ende på det kaos, som havde karakteriseret livet under Trump, og at genskabe en form for “normalitet”. Nu, et år efter han tiltrådte, har han stadig ikke formået at genskabe nogen form for normalitet eller stabilitet. Der er kaos i forsyningskæderne og kaos i verdenshandlen. Biden er ude af stand til at løse disse enorme problemer, og krisen i hans popularitet er netop et udtryk for denne magtesløshed.
Skævvridningen af udbud og efterspørgsel på visse essentielle varer, kombineret med de historisk store finansielle hjælpepakker, har resulteret i en stærk stigning i inflationen, der nu har passeret 6% i USA, og priserne er steget markant på essentielle forbrugsvarer, hvilket rammer den amerikanske arbejderklasse hårdt. Samtidig er den føderale minimumsløn ikke steget siden 2009, og Biden har ikke i sinde at hæve den. Vreden over inflationen og de stigende priser retter sig derfor med god grund mod Bidens administration.
Folk som Sanders har bundet sig stramt til Biden, og hans synkende skude. Foto: AFGE
Alt dette har resulteret i et kollaps i opbakning til Biden. Den herskende klasse brugte Biden, systemets mand, til at afværge den trussel de så i både Sanders og Trump. På trods af at Trump som præsident har siddet i centrum af establishmentet i fire år, så tiltrækker han sig opbakning på baggrund af hans demagogiske “anti-establishment” udtalelser. Imens har folk som Sanders bundet sig stramt til Biden, og hans synkende skude. Så mens Trumps politiske karriere ser lovende ud, har Sanders og andre såkaldte socialister malet sig selv op i et miskrediteret hjørne.
I manglen på et socialistisk alternativ til demokraterne er de amerikanske masser efterladt uden et politisk alternativ. Trump kommer derfor på forvrænget vis til at udtrykker en del af den voksende vrede over status quo, der eksisterer i samfundet. Skuffelsen over Biden administrationen, og den nuværende krise i amerikansk kapitalisme, baner derfor vejen for Trumps tilbagevenden, eller for én, der er endnu værre.
Krise i regimet
Lenin forklarede at politik er koncentreret økonomi. Det økonomiske grundlag, der muliggjorde efterkrigstidens relative stabilitet, er eroderet bort, og med sig har det taget de politiske og sociale relationer, som det skabte. Denne økonomiske forandring er i sidste ende drivkraften bag den politiske polarisering og årsagen til den legitimitetskrise, som hele det borgerlige samfund nu lider under.
Vi er vidne til en udbredt og hurtigt eskalerende krise i det borgerlige regime. Den første faktor i en revolutionær proces er, at borgerskabet er splittet og ude af stand til at herske som tidligere. Det er en passende beskrivelse af situationen i USA i dag. Der er opstået et stort split i den herskende klasse, hvor flertallet er imod Trump og folk af hans slags, fordi de ikke kan kontrollere dem.
Der er også store split internt i både det demokratiske og det republikanske parti, samt en lang række statslige institutioner, så som FBI, CIA og NSA. Det samme billede går igen indenfor militæret.
Det amerikanske borgerskab havde håbet på, at Biden, den loyale forsvarer af status quo, kunne reparere noget af den politiske stabilitet, som lå smadret efter fire år med Trump. Men Bidens politik har kun øget utilfredsheden og forstærket modsætningerne i det amerikanske samfund. Den voksende polarisering og radikalisering er derfor nu godt i gang med at rive tæppet væk under Biden og under den sidste rest af politisk stabilitet.
USA er ikke en hvilket som helst lille ubetydelig nation, men verdens største økonomi og den mest magtfulde imperialistiske magt. Ustabiliteten i USA, kapitalismens højborg, vil sende rystelser gennem hele den globale kapitalisme i den næste periode, og den dybe krise i amerikansk kapitalisme vil derfor få vidtrækkende konsekvenser for resten af verden.
