Search Icon Rci
Search Icon Rci
Støt os

★ Man kan ikke overvurdere betydningen af dét, der udspiller sig i Minnesota. Kommunister må studere begivenhederne og forstå, hvad det betyder for det amerikanske samfund og udviklingen i klassekampen.

USA: Generalstrejken i Minnesota – et historisk vendepunkt

Mn Image anemicpolitik Reddit (1)
Foto: Anemicpolitik, Reddit

★

Bruce Gordon

Estimated Reading Time: 21 minutes

Minneapolis er endnu en gang blevet epicentret for klassekampen i USA. Byen, der var epicenter for George Floyd-oprøret i 2020, har i tre uger fanget opmærksomheden hos klassebevidste arbejdere og unge over hele landet – og i øjeblikket er der ingen tegn på, at tingene er ved at stilne af.

Siden Trump i begyndelsen af måneden sendte 3.000 ICE-agenter til byen, er enhver form for stabilitet og normalitet i Twin Cities blevet nedbrudt. Først var der drabet på Renee Good den 7. januar. De efterfølgende daglige protester og den udbredte civile modstand mod ICE kulminerede den 23. januar i en de facto generalstrejke. Én dag senere dræbte grænsepolitiet sygeplejersken Alex Pretti – den anden henrettelse af en amerikansk statsborger foretaget af føderale agenter i denne måned.

Hundredtusindvis af almindelige borgere i Minnesota føler, at deres by er besat af føderale agenter, og da Demokraterne ikke tilbyder nogen reel løsning, har almindelige mennesker taget sagen i egen hånd.

Det er svært at overvurdere betydningen af det, der udspiller sig i Twin Cities. Kommunister må studere begivenhederne nøje og drage lektionerne om, hvad det betyder for det amerikanske samfund og udviklingen i klassekampen. I tidligere artikler har vi dækket det indledende drab på Renee Good og den massive modstand, der udviklede sig som reaktion herpå. Nu vil vi fortsætte, hvor vi slap, på tærsklen til “aktionsdagen” den 23. januar.

Generalstrejken i Minnesota 2026

Den 23. januar 2026 vil først og fremmest blive husket som et vendepunkt i den amerikanske klassekamp.

Som svar på en opfordring fra lokale fagforeninger og andre organisationer til en “aktionsdag” mod ICE-terroren, kastede titusindvis af indbyggere i Minnesota sig energisk ud i politisk massehandling (på trods af en frysende temperatur på -23 °C). Resultatet var en de facto generalstrejke i hele byen, som kom nedefra.

Det var første gang i 80 år, at noget, der bare minder om dette, er sket i USA, siden strejkebølgen i 1946, hvor der var generalstrejker i Oakland, Rochester og andre byer.

Desuden var det i bund og grund en politisk generalstrejke. Det var ikke en kamp, som handlede om løn, men en åbenlys politisk handling, der var direkte rettet mod den nationale regerings undertrykkende apparat. Den blev udløst for at forsvare arbejdere, der uretfærdigt blev udsat for forfølgelse, fordi de ikke besidder et bestemt stykke papir, og for at protestere mod det åbenlyse drab på amerikanske borgere, som ikke havde gjort andet end at udøve deres forfatningsmæssige rettigheder. I kampen kan man tydeligt se spirerne til en modnende klassebevidsthed.

Strejken voksede organisk på trods af manglen på en militant ledelse, og ikke mindst takket være arbejderklassens selvorganisering i nabolagsmøder og gennem massechats på beskedtjenesten Signal.

Selv Greg Bovino, den ultrareaktionære “kommandør” for den amerikanske grænsekontrol, blev tvunget til at erkende denne realitet. Som han sagde på en pressekonference den 20. januar: “Det, vi har set, der er lidt anderledes her [i forhold til immigrationsrazziaer i andre byer], er organiseringen af nogle af grupperne. Grupperne er lidt bedre organiseret. De har nogle fremragende kommunikationskanaler.” Denne “fremragende kommunikation” var tydelig i tiden op til den 23. januar.

Forestil dig, hvad der kunne opnås, hvis fagforeningerne faktisk mobiliserede deres medlemmer og ressourcer til at forberede en total nedlukning! Som vi forklarede forud for den 23. januar:

Med så lidt forberedelsestid bør aktionsdagen den 23. januar ses som begyndelsen på en velkoordineret kampagne for en altomfattende generalstrejke i hele Minnesota. Fagforeningsrepræsentanter bør indsættes i en agitationskampagne for at oplyse arbejderne om behovet for at strejke og forberede dem på en langvarig, militant kamp. En total generalstrejke vil ikke kun bekæmpe ICE, men også tage bredere økonomiske krav op, der adresserer leveomkostningskrisen, hvilket ville tiltrække endnu bredere lag af arbejderklassen.

En vellykket strejke kræver seriøs organisering – begyndende med aktionskomiteer på alle arbejdspladser og i alle nabolag. Disse komiteer kunne vælge delegerede fra hele storbyområdet til et møde, der dækker hele Twin Cities. Det ville give en reel generalstrejke et organiseret grundlag – et valgt organ, der repræsenterer arbejderne i hele regionen. Sådan et skridt ville forandre situationen og bane vejen for vellykkede kampe i den nærmeste fremtid.

“Som en løbeild”

Under pres fra neden opfordrede nogle fagforeninger, NGO’er og kirker til en “dag for sandhed og retfærdighed” den 23. januar for at protestere mod ICE’s terror. Den regionale AFL-CIO [fagforeningernes paraplyorganisation i USA, red.] i Minneapolis støttede til sidst op om det, efterfulgt af den statsdækkende AFL-CIO-organisation.

Det markerede et vigtigt skridt fremad for arbejderbevægelsen, som RCA [RKP’s søsterorganisation i USA, red.] entusiastisk støttede. Men selvom de officielt støttede aktionsdagen, var fagforeningslederne uklare i forhold til aktionsdagens karakter. Af frygt for at overtræde antidemokratiske love som Taft-Hartley, der forbyder fagforeninger at deltage i sympatistrejker, indkaldte de til en demonstration, men undgik bevidst at bruge ordet “strejke” – for slet ikke at tale om “generalstrejke”.

Minneapolis SP General Strike 2 Image Max Nesterak X
Strejken voksede organisk på trods af manglen på en militant ledelse. Foto: Max Nesterak, Twitter

Men de menige aktivister og almindelige arbejdere havde andre planer. Rasende over drabet på Renee Good og den skamløse vold, som ICE’s voldsmænd har udøvet mod deres naboer og kolleger, besluttede titusindvis af indbyggere i Minnesota, at nu var det nok. Begejstringen for en generalstrejke bredte sig på arbejdspladser og universiteter. Det skete på trods af en næsten totalt fraværende dækning i den amerikanske presse vedrørende den planlagte “økonomiske blackout”.

Om morgenen på aktionsdagen var det tydeligt, at intet kunne stoppe strejken, og at der var noget stort under opsejling i Minnesota. The New York Times rapporterede:

Rygtet om fredagens strejke og protester spredte sig “som en løbeild” i dagene forinden, sagde Jake Anderson, medlem af bestyrelsen for St. Paul Federation of Educators, en fagforening, der repræsenterer lærere og pædagogiske støttepersonale. Hundredvis af virksomheder, hovedsageligt i Minneapolis og St. Paul, sagde, at de ville holde lukket. Fredag så det ud til, at mange holdt deres løfte.

Samme artikel fortsatte længere nede:

For nogle ledere af lokale og statslige fagforeninger var beslutningen om, hvorvidt de skulle opfordre deres medlemmer til at deltage i generalstrejken, vanskelig, fordi den ikke var organiseret i henhold til statslige og føderale strejkelove og ikke blev betragtet som en officiel “arbejdsnedlæggelse”. Men presset for boykotten spredte sig så bredt, at det blev svært at ignorere.

Arbejdsnedlæggelse

Den efterfølgende generelle arbejdsnedlæggelse gik langt ud over rammerne for en normal massedemonstration. Fagforeningerne havde måske rejst ideen, men arbejdere over hele staten tog den til sig og gjorde den til deres egen.

Næsten 800 små virksomheder holdte lukket den dag, enten på grund af oprigtig politisk solidaritet med anti-ICE-bevægelsen, på grund af pres fra de ansatte, der ønskede at deltage, eller en blanding af begge dele.

Først var det kun en håndfuld små virksomheder, der havde annonceret, at de ville holde lukket, men da presset for at deltage voksede, fulgte snesevis og derefter hundredvis af små virksomheder som dominobrikker. Resultatet var en kaskade af lukninger af små virksomheder. “Alle butikker, jeg nogensinde har været i i Minneapolis, var lukket,” sagde en RCA-kammerat, der er født og opvokset i Twin Cities. Institutioner som Science Museum of MN, MN Institute of Art og Guthrie Theater lukkede også.

Det offentlige uddannelsesvæsen og University of Minnesota meddelte lukninger, angiveligt på grund af vejret. Men i en stat, der er vant til ekstrem kulde, var det dårlige vejr blot en belejlig undskyldning for ikke at tabe ansigt ved at give efter for presset fra de titusindvis af studerende, der var rasende og politiseret af de seneste begivenheder.

Minnesotas største arbejdsgivere, såsom Target, UnitedHealth Group, 3M og Xcel Energy, lukkede imidlertid ikke, og der var ingen tegn på større arbejdsnedlæggelser hos nogle af virksomhederne. Men tusindvis af arbejdere på disse arbejdspladser tog dog fri eller meldte sig syge for at kunne deltage i massedemonstrationen.

RCA-kammerater i Minneapolis–St. Paul forklarede, at lederne på større arbejdspladser generelt ikke forsøgte at forhindre dette på grund af den udbredte entusiasme for en vellykket aktionsdag. I praksis overvældede arbejderne deres arbejdsgivere gennem massiv kollektiv aktion. Og selvom det ikke resulterede i en fuldstændig nedlukning af de vigtigste drivkræfter i den lokale økonomi, udgjorde det bestemt en generel arbejdsnedlæggelse, der gjorde et betydeligt indhug i den økonomiske aktivitet i storbyområdet den pågældende dag.

Arbejdere over hele byen stræbte instinktivt efter at udøve deres magt over økonomien og lukke “business as usual” i Minnesota, på trods af at fagforeningerne ikke gav nogen seriøs ledelse. Det kom også til udtryk i demonstrationen uden for Minneapolis lufthavn tidligt om morgenen, som endte med, at 100 mennesker blev anholdt af politiet. Selvom demonstrationen ikke lykkedes med at lukke lufthavnen helt ned, var den markant større end de sædvanlige aktivistiske forsøg på at “lukke” transporten, og den udviste en sund instinktiv forståelse for behovet for at lamme dette vigtige økonomiske knudepunkt.

Om eftermiddagen, med massedemonstrationen med over 50.000 mennesker i gang, begyndte selv nogle mainstream borgerlige medier at kalde det, hvad det virkelig var.

“Tusinder marcherer gennem Minneapolis centrum i protest mod ICE — statsansatte arbejdere er i generalstrejke,” lød en overskrift på CBS.

“Trump-administrationens immigrantrazzia og ICE-bølge i Twin Cities udløste i dag store protester. Det var en del af en generalstrejke og arbejdsnedlæggelse støttet af fagforeningsledere og trossamfund,” rapporterede PBS NewsHour den aften.

Selv The New York Times – den “anstændige avis” – opdaterede deres artikel for at forklare, at “fredagens protester var en del af [en] generalstrejke organiseret af beboere, ledere af trossamfund og fagforeninger.”

Den lokale nyhedskanal Fox 9 Minneapolis–St. Paulgav sine seere en hurtig historielektion om den “sidste” generalstrejke i Minnesota: Teamsters-strejken i 1934, hvor trotskisterne ledte en to måneder lang nedlukning af byen.

De amerikanske borgerlige medier er ikke vant til overhovedet at overveje tanken om en generalstrejke i dette land. Men efterhånden som strejken udviklede sig, kunne flere og flere journalister ikke finde andre måder at beskrive den på.

Massernes bevidsthed

Som i enhver ægte massebevægelse var der naturligvis betydelig ideologisk heterogenitet blandt deltagerne og ikke så lidt politisk forvirring. Hvordan kunne det være anderledes? Det er årtier siden, at dette land sidst oplevede velorganiserede militante strejker, og arbejderbevægelsen er først lige begyndt at vågne op efter en lang dvale.

Mange radikale unge deltog, men det samme gjorde arbejdere og små virksomhedsejere, der fortsat har illusioner til Det Demokratiske Parti. Liberale, pacifistiske og religiøse paroler var til stede side om side med mere radikale krav. Som Minneapolis–St. Paul RCA rapporterede: “Selvfølgelig mødte vi masser af radikale unge og arbejdere, der marcherede med os. Der var dog stadig mange liberale, der havde ‘No Kings’-agtige skilte med, der fokuserede på at fornærme Trump og samle sig bag lokale Demokrater.”

Minneapolis SP General Strike 2 Image RCA
Arbejderklassens virkelige bevægelse indeholder alle mulige former for forvirring og modsætninger, som marxisterne søger at løse over tid gennem aktivt at deltage og tålmodig forklare. Foto: RCA

Som kammeraterne forklarede:

Ikke alle i denne bevægelse ønsker at afskaffe ICE (og alle udvisningsmyndigheder) for altid. En stor del ønsker blot, at ICE midlertidigt stopper med åbenlyst at krænke menneskerettigheder i deres stat og stoler på, at demokraterne vil indfri det ønske. Det er forventeligt.

Der var stadig mange radikaliserede mennesker i mængden, der var helt åbne over for vores perspektiv. Begivenhederne bringer folk ind i det politiske liv, og de bliver nødt til at se endnu flere forræderier fra demokraterne, før deres perspektiv ændrer sig markant. Det, der virkelig er vigtigt, er, at mange “gennemsnitlige liberale” nu er meget mere åbne over for at engagere sig med kommunister end tidligere, da mange allerede har set Demokraternes forræderi.

Flertallet af deltagerne i generalstrejken så sandsynligvis ikke nødvendigvis sig selv som arbejdere, der strejkede mod kapitalistklassen, men snarere som “minnesotanere”, der samledes for at bekæmpe det, de ser som en besættelse af føderale immigrationsbetjente. Men marxister forventer ikke, at arbejderklassen opnår en krystalklar klassebevidsthed fra den ene dag til den anden. Som Lenin forklarede: “Den, der forventer en ‘ren’ social revolution, vil aldrig leve til at se den. En sådan person taler om revolution uden at forstå, hvad revolution er.”

Arbejderklassens virkelige bevægelse indeholder alle mulige former for forvirring og modsætninger, som marxisterne søger at løse over tid gennem aktivt at deltage og tålmodig forklare.

Det essentielle træk ved generalstrejken var, at titusindvis af arbejdere valgte at udøve deres magt over økonomien i et forsøg på at drive den føderale ordensmagt ud af deres by. Den instinktive klasseafledte følelse af, at “vi må tage sagen i egne hænder”, fandt det mest avancerede udtryk, vi har set i den amerikanske klassekamps nyere historie. Med andre ord er de arbejdende masser begyndt at indse, at de kan ændre begivenhedernes forløb ved at udøve deres evne til at lukke økonomien ned.

Mordet på Alex Pretti

Moralen var meget høj efter strejken den 23. januar. Men lørdag morgen tog stemningen en ny skarp vending. Indbyggerne i Minnesota fik kun få timer til at fejre den vellykkede aktionsdag, før nyheden om endnu et ICE-skyderi spredte sig på sociale medier og lokale Signal-chats. ICE havde begået endnu et overlagt mord.

Den 37-årige Alex Pretti, et fagforeningsmedlem og sygeplejerske på et hospital for veteraner, blev dræbt, fordi han havde filmet ICE-agenter i Whittier-kvarteret i Minneapolis med sin telefon. Hans sidste ord var “Er du okay?”, da han forsøgte at hjælpe en kvinde, der var blevet pebersprayet af ICE, kort før, han blev tacklet, holdt fast og slået af en bande på seks betjente og skudt ti gange.

Da nyheden spredte sig, forlod indbyggerne i Minnesota spontant deres hjem i hobetal for at samles udenfor. USA’s sikkerhedsdepartement løj skamløst over for offentligheden og erklærede før nogen efterforskning og i strid med alle beviser, at Alex Pretti var en “terrorist” med hensigt om at massakrere politibetjente. Imens hældte hver ny vinkel fra videoer og hver ny detalje, der kom frem om offeret, kun benzin på bålet.

Guvernør Tim Walz mobiliserede Nationalgarden i forventning om masseprotester og optøjer. Nogle havde håbet, at han planlagde at jage ICE ud af byen med styrkerne, men det var tydeligvis for at skabe “orden” på vegne af den herskende klasse i Minnesota.

Der blev oprindeligt indkaldt til en mindehøjtidelighed på gerningsstedet, der skulle begynde kl. 13.00. Men i timerne efter skyderiet blev Whittier-kvarteret til en form for krigszone. Folk opstillede improviserede barrikader, mens der udbrød sammenstød mellem demonstranter, uropoliti og ICE. Der blev brugt så meget tåregas, at MCAD, et kollegium fire gader væk, måtte evakuere nogle kollegieværelser på grund af gas, der trængte ind gennem vinduer og ventilationskanaler, og den oprindelige mindehøjtidelighed blev aflyst.

Mens dette udspillede sig, begyndte opfordringer til en national generalstrejke at trende på X. Da 50501 [en politisk græsrodsorganisation mod Trump, red.] spurgte sine Instagram-følgere, hvordan man skulle tage kampen videre efter mordet på Alex Pretti, fangede det mest populære svar stemningen: “En landsdækkende generalstrejke mens jernet er varmt.”

Entusiasmen for en udvidet generalstrejke blev lige så godt modtaget på gaden, hvor spontane protester brød ud overalt i Minneapolis–St. Paul.

Et andet forbløffende eksempel på stemningen på gaden – der minder lidt om den berømte scene på Den Himmelske Freds Plads i 1989 – var, da et pansret køretøj fra Nationalgarden blev stoppet og omringet af en flok ukuelige demonstranter.

Militant stemning ved en spontan mindehøjtidelighed

Da den “officielle” mindehøjtidelighed var blevet aflyst, blev der dannet flere spontane gruppechats til planlægning af mindehøjtideligheder, og almindelige borgere tog det på deres skuldre at afholde mindehøjtideligheder i parker i forskellige dele af byen.

En kammerat fra RCA, der spillede en ledende rolle i organiseringen af mindehøjtideligheden for Alex Pretti i sit kvarter, sendte en meget sigende rapport.

Mens planerne blev lagt, havde kammeraten spurgt i sin lokale gruppechat: “Synes vi, at vi skal bruge dette som en mulighed for at diskutere som et lokalsamfund, hvad vejen frem er? Vi har brug for at sørge, men vi har også brug for at hævne de døde ved at smide ICE ud for altid.”

“Folk var entusiastiske og enige, og så var deres spørgsmål, hvem der kunne starte og lede diskussionen,” forklarede kammeraten. “Jeg kastede mig ind i ringen. Jeg besluttede mig for at kæde de nylige drab sammen med den blodige fredag i 1934 og den generalstrejke, der fulgte efter.”

På kammeratens opfordring fik gruppen samlet et hold på seks personer, der begyndte at hænge hundredvis af flyers op i hele kvarteret, bankede på døre og opfordrede alle til at sprede budskabet om nødvendigheden af en generalstrejke. Andre delte flyeren via Signal-chats, Instagram og Yik Yak.

300 mennesker samledes til mindehøjtideligheden, som begyndte med mindeord for Alex Pretti og uddeling af fløjter, inden vores kammerat indledte diskussionen om vejen frem ved at fremhæve læren fra Teamsters-strejken i 1934. “Få minutter inde i min introduktion afbrød en deltager mig og sagde, at ‘det her er bare gamle ting, der ikke har betydning for situationen i dag’,” rapporterede kammeraten. “Et par andre ældre mennesker tilsluttede sig kritikken, men fik derefter en stor respons fra mindst et dusin andre, der råbte, at ‘historien gentager sig selv’, og at ‘vi må lære af historien’.”

Efter at kammeraten havde startet diskussionen, var ordet frit for alle andre deltagere, der ønskede at tale. Som kammeraterne fortæller:

En arbejder talte og forklarede, at han var vokset op med tillid til politiet, staten og politikerne. Han fortsatte med at forklare, at hver eneste af disse institutioner har bevist, at de er imod folket. Han sluttede af med at sige, at de eneste mennesker, vi kan stole på, er os selv. Budskabet blev modtaget med jubel.

Kammeraten opsummerede stemningen ved mindehøjtideligheden og forklarede: “Folk så ICE som en fascistisk eller diktatorisk trussel, som vi absolut må knuse med en massebevægelse og generalstrejke. Mange mennesker rystede aktivt deres frygt af sig og så frem til at deltage i massebevægelsen for første gang.”

Revolutionens molekylære proces

Mindehøjtideligheden er blot et af mange eksempler på stemningen i Minnesota i øjeblikket, som er præget af en politisering af alle lag i samfundet, hvor politiske diskussioner finder sted overalt.

I “normale” tider er det kun et lille lag af arbejderklassen, der interesserer sig aktivt for politik, mens masserne i vid udstrækning overlader det til de professionelle politikere og andre repræsentanter for den herskende klasse at styre samfundet. Men under indflydelse af store begivenheder tvinges et meget større lag af samfundet til at interessere sig for det politiske liv. Dette afspejledes i en anekdotisk rapport, som en anden kammerat i Minnesota sendte søndag aften:

Efter en lang dag med politiske diskussioner med nye kammerater besluttede jeg mig for at forkæle mig selv med et måltid på en lokal restaurant, cirka en kilometer fra det sted, hvor Alex Pretti blev myrdet.

Da jeg havde betalt regningen, spurgte jeg servitricen, om de havde planer, hvis ICE dukkede op, og svaret var “ja!” Hun beskrev den protokol, som arbejderne og lederen havde udarbejdet, samt de forebyggende sikkerhedsforanstaltninger.

Jeg spurgte hende, om hun allerede havde koordineret med arbejderne i de nærliggende virksomheder, og hendes øjne blev store. Hun sagde, at det var en fantastisk idé, og begyndte at brainstorme højt om at udvikle kommunikationslinjer mellem alle de lokale virksomheder, så alle arbejderne kunne mobiliseres, hvis ICE dukkede op!

Vi diskuterede de modstridende interesser mellem arbejderne og virksomhedsejerne i spørgsmålet om sikkerhed på arbejdspladsen og måder, hvorpå bevægelsen kunne eskalere med en demokratisk ledelse for hele byen og ved at koble sig sammen med andre byer! Hun tog gladeligt imod vores flyers til sig selv og sine kolleger.

Den samme stemning blev også fanget i en artikel fra den 25. januar i The Atlantic af Robert F. Worth, som fortjener at blive citeret i sin helhed:

Bag volden i Minneapolis – som er fanget på så mange skræmmende fotografier i de seneste uger – ligger en anden virkelighed: en omhyggelig urban koreografi af folkelige protester. Man kunne se spor af det i de identiske fløjter, som demonstranterne brugte, i deres kampråb, i deres taktik, i den måde, de fulgte ICE-agenterne på, men aldrig faktisk forhindrede dem i at anholde folk. Tusindvis af indbyggere i Minnesota er i løbet af det sidste år blevet uddannet som juridiske observatører og har deltaget i lange rollespilsøvelser, hvor de øver scener præcis som den, jeg var vidne til. De patruljerer deres nabolag dag og nat til fods og holder kontakten via krypterede apps som Signal i netværk, der første gang blev dannet efter drabet på George Floyd i 2020.

Gang på gang hørte jeg folk sige, at de ikke var demonstranter, men beskyttere – af deres samfund, deres værdier og grundloven. Vicepræsident Vance har fordømt demonstrationerne som “konstrueret kaos” skabt af venstreekstreme aktivister, der arbejder sammen med lokale myndigheder. Men virkeligheden på stedet er både mærkeligere og mere interessant. Bevægelsen er vokset sig meget større end den kerne af aktivister, der vises i tv-nyhederne især siden drabet på Renee Good den 7. januar. Og den mangler den form for central ledelse, som Vance og andre i regeringen synes at forestille sig.

Til tider mindede Minneapolis mig om det, jeg så under det arabiske forår i 2011, en række gadekampe mellem demonstranter og politi, der hurtigt svulmede op til en meget større kamp mod autokrati. Ligesom på Tahrir-pladsen i Kairo har Minneapolis oplevet en flerstrenget folkeligt oprør, hvor en fortrop af demonstranter har vundet styrke, mens mange andre, der ikke deler de progressive overbevisninger, har sluttet sig til dem i ånden, om ikke altid personligt. Jeg hørte de samme anslag af harme fra forældre, præster, skolelærere og ældre beboere i en velhavende forstad. Nogle af de stridigheder, der for kun få uger siden splittede Minneapolis’ byrådsmedlemmer om politiarbejde, Gaza eller budgettet, er forsvundet, efterhånden som folk er gået sammen om at modsætte sig ICE.

Som han forklarer senere i artiklen:

De deltagere, jeg talte med, virkede ikke som typiske demonstrationstyper. En af dem, en kørelærer, der bad mig om kun at kalde ham Dave, sagde til mig: “Jeg kan slet ikke lide konfrontationer, og det er en anden grund til, at det er underligt, at jeg deltog i træningen.” Men i lyset af det, der sker omkring ham, følte han, at han havde brug for det, som trænerne kunne tilbyde. Hans 14-årige datter, der deltog i træningen sammen med ham, fortalte mig: “Det var lidt overvældende. Men jeg tror ikke, det kan være for meget, for de er bare realistiske.”

De nonprofitorganisationer, der afholder disse træningssessioner, hverken organiserer eller leder anti-ICE-protesterne, der finder sted i Twin Cities. Det gør ingen. Dette er en bevægelse uden ledere – ligesom demonstrationerne under det arabiske forår – der er opstået spontant og hyperlokalt. De mennesker, der følger ICE-konvojer (de kalder sig selv “pendlere”, en verbal gestus, der dels er en vittighed, dels et forsøg på at undgå regeringens overvågning), har organiseret sig på nabolagsbasis ved hjælp af Signal-grupper. Manden, der kørte mig til de ICE-razziaer, jeg var vidne til – en advokat, aktivist og social medie-personlighed ved navn Will Stancil – havde en mobiltelefon fastgjort over forruden i sin bil, og jeg kunne høre folk spore ICE-konvojens placering, da den kørte gennem deres kvarterer, på en Signal-lydchat. Det var som at sidde i en politibil, der modtager opdateringer via radio fra en udsending.

Man behøver ikke blive udsat for tåregas for at observere al denne selvorganisering; den er synlig for alle, der går gennem Minneapolis. En meget kold morgen henvendte jeg mig til en mand, der stod på den anden side af gaden, fra en grundskole med en blå fløjte om halsen. Han fortalte mig, at han hed Daniel (han bad om ikke at blive identificeret yderligere, fordi hans kone er indvandrer), og at han stod vagt hver morgen i en time for at sikre, at børnene kom sikkert i skole. Andre lokale frivillige kommer regelmæssigt forbi for at give ham kaffe og bagværk eller for at udveksle nyheder. Disse lokalsamfundsvagter findes uden for skoler i hele Twin Cities, uden for restauranter og daginstitutioner, uden for alle steder, hvor der er indvandrere eller mennesker, der kan forveksles med dem.

“Det er lidt uorganiseret-organiseret,” sagde Daniel, da jeg spurgte, hvordan skoleovervågningen fungerede. “George Floyd forbandt alle.”

De lokale netværk, der blev dannet efter drabet på Floyd, handlede ikke kun om at bekæmpe racisme. I løbet af de febrilske uger i maj og juni 2020 var der alle mulige slags provokatører på gaderne, og der var så meget vrede rettet mod politiet, at de trak sig tilbage fra dele af byen. Mange nabolag begyndte at organisere lokale vagter bare for at forsvare sig selv.

Evnen til selvorganisering, de hurtige ændringer i bevidstheden, klasseinstinktet, der kommer til udtryk, og det enorme potentiale for at eskalere bevægelsen endnu mere er helt tydeligt. Hundredtusindvis af almindelige borgere i Minnesota søger en vej frem og er fast besluttede på at drive ICE ud af deres stat. Men der er også en stor mangel: manglen på en klart defineret politisk ledelse for bevægelsen. Det, der er brug for nu, er en seriøs mobilisering til en total landsdækkende generalstrejke for at stoppe ICE. Men uden en revolutionær ledelse, der er forankret i hvert nabolag i Twin Cities og alle andre amerikanske storbyer, er der ingen organisation, der er i stand til at give den nødvendige ledelse på nuværende tidspunkt.

Som Lenin forklarede for længe siden: “Det er for sent at bygge organisationen i tider med eksplosioner og udbrud i klassekampen. Partiet skal være klar til at iværksætte aktiviteter med kort varsel.” Kammeraterne i RCA i Minnesota gør alt, hvad de kan, for at fremme vores ideer, men vi har endnu ikke kræfterne til at få et ekko blandt masserne. Derfor må vi udnytte denne mulighed til hurtigt at opbygge kræfterne for revolutionær kommunisme som forberedelse til de endnu mere betydningsfulde begivenheder i en ikke alt for fjern fremtid.

NYC anti ICE Image RCA
vi vender også tilbage til en verden med åben, militant klassekamp; med generalstrejker og – hurtigere end de fleste tror – revolutionære omvæltninger. Foto: RCA

Historien skabes nu

Det er passende, at mens en generalstrejke var ved at opbygges i Twin Cities, samledes repræsentanter for verdens herskende klasser i Davos og erkendte afslutningen på den verdensorden, der var opstået efter anden verdenskrig.

Den 80-årige anomali, der begyndte i 1945, hvor både de interimperialistiske spændinger og klassekampen blev blødgjort for en tid, er hurtigt ved at forsvinde. Ja, som den liberale presse beklager, er vi tilbage i en verden med åben konkurrence mellem “stormagterne”, hvor det åbent erkendes, at “magt giver ret”. Men vi vender også tilbage til en verden med åben, militant klassekamp; med generalstrejker og – hurtigere end de fleste tror – revolutionære omvæltninger.

Trump troede åbenbart, at ICE’s chok-og-rædsel-taktik i Minneapolis kunne tjene som en nyttig distraktion fra en voksende vrede over hans økonomiske fiaskoer, for ikke at nævne hans håndtering af Epstein-sagen. Men når man ser på magtbalancen mellem klasserne og den anti-ICE-vrede, der er opbygget i Minnesota og over hele landet, er det tydeligt, at han leger med ilden, og hver yderligere provokation fra ICE risikerer at udløse en landsdækkende social eksplosion. Det er derfor ikke overraskende, at Trump i skrivende stund ser ud til at bakke ud og siger, at han har haft et “meget godt” telefonopkald med Tim Walz for at nedtrappe situationen.

Uanset om bevægelsen eskalerer i de kommende dage eller dør ud for en stund, kan vi med sikkerhed sige, at det ikke var en engangsforestilling. Historien spilder intet. Scenerne i Minneapolis–St. Paul viser os fremtiden for alle amerikanske storbyer. Uden et revolutionært parti er der grænser for, hvor langt den nuværende bevægelse kan gå, men oplevelsen skaber ikke desto mindre en ny generation af klassekæmpere. Efter en lang periode i dvale begynder den amerikanske arbejderklasse at vise sine muskler og genopdage sine traditioner med klassekamp. Den 23. januar var kun en generalprøve; et tegn på, at langt større ting er i vente.

★

Forsiden lige nu

Gå med i kampen for kommunisme!

Kapitalismen er problemet. Derfor bygger vi Revolutionært Kommunistisk Parti (RKP). Med 16 afdelinger i København, 6 i Aarhus, 1 i Aalborg, 1 i Odense og kommunistiske celler i mange andre byer, er vi allerede godt igang. Men der er brug for dig!

Gå med i kampen
Header Video Hd 1080p(1)