Der er ikke megen frihed, lighed og broderskab over Frankrig i disse dage. Bålene i forstæderne, de såkaldte banlieues har brændt sig fast på tv-skærme over hele Europa. Overalt græder de borgerlige tårer. Fra designermøblerne og Rungstedvillaerne udtrykker de danske politikere deres bekymring og forargelse over, at noget sådant kan ske i et civiliseret land. Men før vi tager opstilling i hyklernes vagtparade, vil vi lige kaste et blik på, hvad der egentlig er sket i de franske forstæder.
Banlieues’er som Bobigny, Aulnay-sous-Bois og Clichy-sous-Bois har i starten af november været præget af brændende biler og utæmmet vrede, der længe har luret under overfladen, men nu har fundet et udtryk. Desperationen, som de unge føler, viser sig i benzineksplosionerne. Det amerikanske Time udtrykker det sådan:
”I årtier har Frankrig foretrukket at vende sig bort fra banlieues’ernes nedværdigelse og desperation. Men sidste uge kunne de ikke undgå at se den.”
Hvad angår situationen i forstæderne, finder vi denne forklaring i Time:
”Familierne forsøger at holde fast i deres værdighed mens narkohandlere og småkriminelle udnytter nogle af de eneste forretningsmuligheder i disse nedkørte byer. Arbejdsløsheden er mindst det dobbelte af det nationale gennemsnit på 9,8 pct.; i nogle områder er den over 40 pct. Det er den franske version af det sociale forfald, der præger europæiske byer fra Amsterdam og London til Madrid.” (vores fremhævelse).
Det sociale forfald, som den europæiske kapitalisme er inde i, er en sikker opskrift på eksplosioner. I de franske banlieues har eksplosionen ikke fået nogen organiseret karakter, men blot været enkelte desperate udbrud, hvor voldsomme de end kan se ud. Situationen er særlig slem for ungdommen. Arbejdsløsheden for de 19-29-årige i Frankrig er på 20 procent. For folk i den samme aldersgruppe, hvis forældre er indvandrere, er tallet 30 procent. Hvis man kun ser på de 19-29-årige, der har forældre fra Algeriet eller Marokko, er arbejdsløsheden helt oppe på 40 procent. Disse tal viser, at kapitalismen i Frankrig ikke har noget at tilbyde ungdommen, og indvandrerne og deres efterkommere er dem, der er værst ramt af kapitalismens sociale forfald.
Den begivenhed, der udløste urolighederne, var to teenageres tragiske død. 27. oktober blev den 15-årige Bouna Traore og den 17-årige Zyed Benna grillet ihjel, da de søgte tilflugt for politiet ved en elektrisk transformerstation. En tredje teenager var også med, men overlevede trods svære forbrændinger. En officiel undersøgelse har pure frikendt politiet. Denne begivenhed var dråben, der fik bægeret til at flyde over. Samme aften samledes folk i protest foran en brandstation, det kom til gadekamp med politiet, og ni biler blev brændt af.
Dagen efter var der en demonstration med unge, der bar t-shirts med de dødes potrætter og teksten ”Mort pour rien” (død uden grund).
Siden er begivenhederne eskaleret. I Trappes er 27 busser blevet brændt af. Skoler, indkøbscentre, butikker, og kontorer er har fået smadret ruder eller er blevet aldeles ødelagt. I mindst et tilfælde er der blevet affyret skud mod politiet.
Præsident Jacques Chirac har opfordret folk til at holde sig i ro. Regeringen har holdt det ene krisemøde efter det andet, hvilket skulle vise en handlekraftig regering, men kun har vist dens ineffektivitet.
Time skriver: ”Regeringens svar er bevis på, hvad mange banlieues-beboere siger er roden til volden: Frankrigs regerende klasse er grufuldt uden for forbindelse med sin egen befolkning.”
Det er imidlertid ikke kun i forstæderne, den franske overklasse er i miskredit. Frankrig er præget af en dyb mistro til hele det politiske system, til kapitalismen, hvilket nej’et til EU-forfatningen og de seneste strejkebevægelser også viser. En meningsmåling fra analyseinstituttet CSA i oktober viste, at 76 procent af de adspurgte kun havde ringe eller ingen tillid til de politiske ledere, uanset deres politiske ståsted.
Men tilbage til de unge i forstæderne. En ung mand, Benou, fra Bobigny, en af Paris’ nordøstlige forstæder, sagde til Time, at ”det her er maj 1968 – men i banlieues’erne.”
Der er ingen tvivl om, at de unge ønsker at ændre deres levevilkår. De vil have arbejde og boliger, og de vil af med arbejdsgivernes racistiske politik. Når de mest undertrykte grupper i samfundet, begynder at røre på sig, bliver resultatet meget voldsomt. I fysik taler man om, at tryk avler modtryk, og det gælder også i politik. Beviset kan tælles i afbrændte biler. Problemet er, at modstanden mod kapitalismens sociale forfald, er uorganiseret. Men det er ikke de unges fejl. De vil lære at kæmpe sammen med resten af arbejderklassen. Individuelle aktioner og ildspåsættelser har aldrig vundet noget – tværtimod.
Ansvaret for, at de unge står alene og politisk utrænede, ligger hos lederne af Socialistpartiet og Kommunistpartiet. Da de havde regeringsmagten, sikrede de ikke fuld beskæftigelse, mere velfærd og fremgang for alle. Det kunne de ikke, fordi de ikke ville bryde med kapitalismen. Medlemmerne af Socialistpartiet og kommunistpartiet kan ikke lade dette ske igen. De seneste strejkebølger viser, at det ikke kun er de unge fra forstæderne, der vil kæmpe. Banlieues’erne må gå med den franske arbejderklasse imod de borgerlige. Hvis Kommunistpartiet og Socialistpartiet går sammen om et program for 30 timers arbejdsuge, fuld beskæftigelse og boliger til alle, er der ingen tvivl om, at de vil møde overvældende støtte fra forstadens unge, hvis de appellerer til dem om at kæmpe imod kapitalisterne. Når først arbejderklassen går til kamp med samme beslutsomhed som de unge, vil kapitalisterne tænke tilbage på tiden med brændende biler som en lykkestund.
