Politikernes regionaliseringsreform er så underfinansieret, at universiteterne står til at lukke tusindvis af studiepladser og hele fag. Billede: Magnus Ørberg. Midt i januar blev universiteternes planer for at opfylde politikernes regionaliseringsreform kendt. Politikerne solgte reformen som et tiltag for at flytte studiepladser ud i provinsen. Men universiteternes planer viser, at aftalen i realiteten er nedskæringer i forklædning. Som vi, fagforeninger og adskillige andre advarede om fra start, betyder aftalen lukning af tusindvis af studiepladser og hele fag. De studerende har dog vist, at de ikke har tænkt sig stiltiende at acceptere, at politikerne slagter deres uddannelser.
Ifølge aftalen skal universiteterne udflytte mellem fem og ti procent af deres studiepladser fra storbyerne og til provinsen frem mod år 2030. Udflyttes de ikke, skal pladserne i storbyerne lukkes. Men udflytningen er så underfinansieret, at universiteterne ikke har mulighed for at udflytte dem, og de foreslår derfor i stedet at lukke de pågældende studiepladser, dvs. op til 10 procent. Konkret betyder det, at der sammenlagt lukkes mere end 2000 studiepladser på de tre universiteter i de tre største byer. Aftalen lægger især op til, at det er studier med relativt høj dimittendledighed, der skal lukkes.
Aalborg Universitet (AAU) planlægger derfor at lukke for optag på 18 uddannelser og flytte to uddannelser til Esbjerg og Hjørring. I alt reduceres optaget med 768 studerende. Størstedelen af de uddannelser, der lukkes, er inden for humaniora, og alle otte humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser på AAU’s campus i København lukkes. Det svarer til omkring to tredjedele af reduktionen, mens hovedcampus i Aalborg står for en tredjedel.
Aarhus universitet har valgt at starte med at foreslå en reduktion på seks procent af studiepladserne i stedet for de maksimale ti procent. Det vil betyde en reduktion på 745 pladser.
KU har lagt op til at lukke mere end 1.500 studiepladser, de fleste på det humanistiske fakultet, Søndre Campus, også kendt som KUA. Hvor der konkret skal skæres studiepladser på humaniora er endnu ikke kendt, mens det allerede nu vides, at der også lægges op til beskæringer på bl.a. antropologi og sociologi på det samfundsvidenskabelige fakultet. Derudover har planen den sideeffekt, at flere studier har “tilpasset” indholdet af studierne i et forsøg på at erhvervsrette studierne og dermed sænke dimittendledigheden.
Det styrker den tendens til markedsgørelse, vi har set på universiteterne især efter universitetsreformen i 2003. Universitetsreformen afskaffede universitetsdemokratiet til fordel for et eksternt flertal i universiteternes bestyrelser, der havde som mål at erhvervsrette universiteterne mere.
Ovenstående er udspil fra universiteterne, og det er stadig ikke endeligt fastlagt. Men det er allerede nu tydeligt, at den mest massive nedslagtning kommer til at ske på humaniora, og også de kritiske studier inden for det samfundsvidenskabelige område rammes hårdt.
Kampen imod nedskæringer er i gang
På en lang række studier på Københavns Universitet har studerende spontant taget initiativ til at gøre modstand mod regionaliseringsplanen. Det er studerende, som aldrig før har været aktive i studenterpolitik, og initiativet er de fleste steder kommet udenom den etablerede studenterbevægelse. Tilbage i tiden var det studenterorganisationerne, drevet af de mere venstreorienterede kræfter, der gik forrest, i det mindste med at informere de studerende. Denne gang er initiativet kommet fra neden. Det gælder bl.a. på antropologi, sociologi og IGN (institut for geovidenskab og naturforvaltning).
De studerende har måtte starte fra bunden ikke mindst pga. Enhedslistens medvirken i aftalen, som de præsenterede som positiv. Denne tilgang betød, at den kilde til information om det reelle indhold i politiske aftaler og forlig som studenteraktivister normalt ville få fra Enhedslisten manglede. Enhedslistens ukritiske samarbejde med regeringen blev dermed en bremse for bevægelsen. Og initiativet har altså måtte komme fra gulvet, fra de studerende selv.
Revolutionære Socialister var med til demonstration den 13. januar imod nedskæringer og lukninger af uddannelser. Billede: Nikolaj Lohmann
Det er ikke første gang, at der opstår spontane bevægelser på universiteterne. Der har været flere de sidste år såsom et andet universitet og blokaden af ledelsesgangen på KUA for nogle år siden. Men fælles for dem var at de var mere eller mindre individuelle projekter, der kun involverede få studerende, der ikke fokuserede på at mobilisere deres medstuderende i en bred bevægelse. På den måde blev de begrænset til relativt små grupper af studerende, hvor de der var aktive tog beslutning om aktioner uden om de brede lag af studerende og deres organisationer. Trods gode intentioner endte disse bevægelser med i realiteten at udelukke det store flertal af studerende fra aktiviteterne og beslutningerne. Men i hvert fald på Københavns Universitet begynder de studerende at forsøge at mobilisere bredt gennem deres organisationer. Det er et kvalitativt højere niveau end tidligere, fordi det skaber potentialet for, at det kan blive en massekamp. Første skridt er en demonstration den 9. februar under parolerne: Stop regionaliseringsaftalen! Genindfør universitetesdemokratiet!
Målet nu er at samle så mange studerende som muligt til demonstration, som ligger dagen før politikerne skal mødes og forhandle aftalen. Bag demonstrationen står bl.a. Studenterrådet på KU, SAMF-rådet og SCIENCE-rådet. Hvis det lykkes at mobilisere til en stor demonstration vil det være første gang i rigtig mange år, at det sker for de universitetsstuderende. En demonstration i sig selv vil ikke nødvendigvis få stoppet nedskæringerne, men en demonstration er et vigtigt første skridt på vej mod en kollektiv kamp. Den kan give dem, der deltager, en fornemmelse af, at de ikke står alene med deres frustrationer, og at denne kamp er en fælles kamp. En kamp der ikke bare indbefatter de studerende, men også de ansatte på universiteterne, underviserne og TAP’erne (det teknisk administrative personale). De bliver om nogen ramt af besparelserne, og der er allerede nu flere steder gang i initiativer for at række ud til de ansatte.
Hvad nu?
En massebevægelse har faktisk mulighed for at vinde. Politikerne er pressede. Regeringen er åbenlyst presset af en række skandaler, med FE-sagen som den seneste i rækken. Men også regeringens støttepartier står mere og mere udstillede. SF og Enhedslisten påstår, at de ikke vidste at resultatet af aftalen med regeringen kunne blive massive besparelser og lukninger af fag. Men det bliver mere og mere tydeligt, at de fik utallige advarsler om, at det netop ville blive konsekvensen.
Den eneste undskyldning, SF og især Enhedslisten har tilbage, er at fremstille sig selv som naive: Jamen vi vidste det ikke. Man får næsten ondt af dem, indtil man husker, at deres medvirken i aftalen alvorligt har svækket kampen mod selvsamme aftale, fordi de studerende har været overladt til selv at opdage de negative konsekvenser, hvilket har forsinket mobiliseringerne.
Det er derfor intet mindre end en skandale, at SF og Enhedslisten er gået med i aftalen og givet den et progressivt stempel. Ligesom det er en skandale at de holder hånden under denne regering og giver den et venstredække. Selvom regeringen har pralet af, at de stoppede årevis af grønthøsterbesparelser er deres generalieblad når det kommer til ungdommen ikke noget at prale af: Regionaliseringsaftalen står altså ikke alene men følges af regeringens forslag om angreb på dimittendledigheden.
Men allerede før der for alvor er startet mobiliseringer ser det ud til, at Enhedslisten føler sig presset til at trække sig fra aftalen med argumentet om, at hvis aftalen fører til, at der lukkes så mange studiepladser, som det ser ud til, så er det en ny aftale, og ikke den de gik med til. Det er en sprække, som de studerende kan kile sig ind i og bruge til at få hele aftalen til at falde. Med Enhedslisten ude bliver det langt sværere for de andre partier at blive i aftalen, og skal der gang i en genforhandling, bliver det svært på denne side af et valg.
Det er en fantastisk udvikling, at vi nu ser starten til massemobiliseringer, og at studenterorganisationerne involverer sig. Det er et kæmpe skridt frem, selv hvis regeringen formår at gennemtrumfe regionaliseringsaftalen, fordi det kan betyde en genopvågning af ungdommen og en tilbagevenden til kollektiv massekamp. Og det kan inspirere til bredere klassekamp i arbejderklassen, som vi tidligere har set det. Uanset hvordan bevægelsen udvikler sig, og hvorvidt den formår at presse politikerne til at droppe aftalen, er den altså ikke forgæves. Den har potentialet til at betyde en genfødsel af studenterbevægelsen, der ellers har ligget mere eller mindre i dvale i årevis.
Regionaliseringsaftalen er blot et af de seneste skud på stammen af angreb rettet mod unge. I årevis er der skåret ned på uddannelserne, der er massiv mangel på studieboliger, og regeringen er ved at gennemføre et historisk angreb på dimittendsatsen. Den allerede lave sats foreslås beskåret med hele 4000 kr. om måneden, og dagpengeperioden halveres fra 2 til 1 år. Og det er bare et spørgsmål om tid, før der kommer nye angreb på f.eks. SU’en.
Der eksisterer en ophobet frustration blandt brede lag af studerende, der endnu ikke har fået et generelt udtryk. En del er blevet udtrykt i klimabevægelsen og kampen mod racisme o.l., men det er årevis siden, vi har set titusindvis af studerende på gaden. Om det bliver tilfældet nu er ikke til at sige – det er svært at starte helt fra bar bund. Men det arbejde, der gøres nu, lægger grunden for de fremtidige kampe. For at de kan starte på et højere stadie. Hvis kampen nu bruges til at øge de studerendes bevidsthed om egen rolle i kampen og styrke organiseringen, kan den kun blive en sejr for de studerende.
[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]
