Mandag d. 3. november havde Humrådet inviteret til Sit-in på Københavns Universitet på Amager. På universiteter i resten af landet blev der også gennemført aktioner. Sit-in’en var en protest imod den dimensioneringsplan der er fremlagt af Uddannelses- og Forskningsministeriet og bestod i at studerende opholdt sig på Universitet i 24 timer fra kl. 9 mandag til kl. 9 tirsdag. Der var planlagt et fyldigt program med en masse forskellige aktiviteter og oplæg.
Nogle af aktiviteterne havde aktivistisk karakter som bannermaling, ballonopsending,tips til læserbreve mm. Andre handlede om forskellige vinkler på dimensioneringsplanen med deltagelse af folk fra universitetets ledelse og administration. Og dernæst en række sociale aktiviteter som musik og dans. Derudover var der en lang række meget akademiske oplæg fra de studier der må formodes at blive ramt af dimensioneringsplanen. Hvad formålet med disse var, var dog lidt uklart.
Lidt over middag var der paneldebat mellem politikerne. Panelet bestod af Jeppe Bruus (S), Rosa Lund (Ø), en repræsentant fra Dansk Erhverv samt Mike Wenøe fra Karrierevejledningen på KUA.
Jeppe Bruus stod som ene repræsentant for dimensioneringsplanen, hvor de andre paneldeltagere på forskellig vis var mere eller mindre kritisk indstillede overfor enten indholdet af dimensioneringsplanen eller forløbet omkring. Reelt blev det dog tydeligt at Mike Wenøe og Rosa Lund var de eneste virkelige kritikere.
Jeppe Bruus gjorde meget ud af at understrege, at der ikke var tale om en spareøvelse, men at man fremover ville have lige så mange studerende, bare fordelt anderledes på uddannelserne. Hvilket efterfølgende spørgsmål fra salen såede alvorlig tvivl om rigtigheden af. Fx spurgte en studerende fra salen om man havde medtænkt øget finansiering hvis studerende blev flyttet fra humaniora til dyrere uddannelser som fx ingeniøruddannelsen. Ligeledes brugte Jeppe Bruus meget tid på at nedtone betydningen og omfanget af indgrebet.
Det var dog kun Rosa Lund der var decideret modstander af dimensionering, og som mente at der burde være frit optag på uddannelserne og at det ikke var en opgave for Christiansborg at detailstyre universiteterne.
Diskussionen var desværre begrænset til kun én time, men der var nogle gode indlæg fra salen og ikke mindst universitetets egne folk var meget indignerede i deres kritik af regeringens politik. Selvom selve planen er temmelig teknisk og svær at gennemskue, blev mange af spørgsmålene fra salen anderledes konkrete, som fx hvilken betydning dimensioneringen vil have for den sociale mobilitet. Pointen er, at skæres antallet af pladser ét sted, må der nødvendigvis komme større søgning et andet sted. Men hvis antallet af pladser ikke samtidig udviddes et andet sted, vil det betyde, at færre i fremtiden får mulighed for at få en universitetsuddannelse. Og alt andet lige, vil det naturligvis betyde at de gennemsnitlige adgangskrav (karaktergennemsnit) vil stige. Regeringen er med andre ord i gang med at stramme adgangskravene til universiteterne generelt.
Debatten understregede, at der ikke rigtig er nogen, der ved med sikkerhed, hvad den reelt vil betyde, fordi regeringen har overrumplet alt og alle indenfor universitetsverdenen. På KUA vurderer økonomidirektør Jan Pedersen, at reformen vil få store konsekvenser. Her har man nemlig de senere år udviddet optaget med omkring 500 studerende om året, efter opfordring fra ministeriet. Det har også betydet store investeringer i nye bygninger. Men dimensioneringsplanen peger den anden vej og betyder, ifølge Jan Pedersen, at KUA mister 50mio. kroner. Det svarer til minimum 100 ansatte. Så det er absolut ikke en plan uden konsekvenser.
At lave en Sit-in var en god ide fra studenterrådets side. Men desværre blev arrangementet spredt alt for tyndt ud og mobiliseringen var noget haltende. Man bliver nødt til at indse, at Facebook-events ikke kan gøre arbejdet. Skal de studerende mobiliseres og i det hele taget bare informeres, så kræver det hårdt benarbejde og at alle studerende nås fysisk.
Når så det er sket, så bør det primære fokus være, at samle alle og diskutere spørgsmålet grundigt og hvad man skal gøre, i stedet for 100 spredte møder om alt mellem himmel og jord. Der er masse at kæmpe for og frustrationen eksisterer blandt de studerende, opgaven for studenterorganisationerne er at samle og kanalisere frustrationerne, på en måde så de studerende føler det nytter noget. Første skridt må være, at studenterorganisationerne kommer ud til de studerende og diskuterer nedskæringerne med de studerende selv.
Se Steen Flemmings foto-galleri fra dagen:
{AG}/2014-11-03_sit_in_KUA{/AG}