Kapitalismens krise bliver mere og mere tydelig, både på det økonomiske, politiske og militære plan. Det har vi som socialister påpeget i mange år, men at socialister alene har forstået det, ændrer ikke i sig selv noget. Det vigtige er, når krisen går op for almindelige mennesker, arbejdere og unge. Og det er, hvad vi ser nu. Protesterne mod kapitalismens konsekvenser bliver større og større og spreder sig fra det ene land til det andet.
Latinamerika i oprør
Over hele Latinamerika, fra Brasilien til Venezuela og fra Bolivia til Argentina ser vi befolkningen gøre oprør mod konsekvenserne af kapitalismen. Det er en proces, der udvikler sig med op- og nedture. Nu er det arbejderne i Venezuela, der fører an, i kampen for bedre forhold. Her viser det sig i al tydelighed, at en revolution kan lade sig gøre. Arbejderne i Venezuela viser vejen frem mod en omvæltning af samfundet. Men som det har vist sig i alle andre fortilfælde i historien, er det nødvendigt med en ledelse for en sådan bevægelse. En ledelse, der kan gå i spidsen for en konsekvent overtagelse af de store firmaer, og sprede denne bevægelse til hele verden.
Protesterne globaliseret
Den bevægelse, der er sat i gang, holder sig ikke inden for Latinamerikas grænser. Som Marx forklarede, har kapitalismen en grundlæggende drivkraft til at sprede sig over hele verden. Som socialister er vi selvfølgelig imod den såkaldte globaliserings konsekvenser i form af sult, nød osv., men samtidig ser vi også globaliseringen som en progressiv udvikling. Globaliseringen har lagt grunden for en ægte global revolution. Tidligere i historien har revolutionære processer primært holdt sig til ét område af verden ad gangen, men det, vi ser nu, er, at protester og bevægelser sker samtidig globalt. Ikke at verdensrevolutionen er lige om hjørnet -revolutioner er en langstrakt proces – men den seneste tids bevægelser viser, at muligheden for en verdensrevolution er til stede.
Den første ægte globale massemobilisering
Demonstrationerne mod krigen i Irak d. 15. februar var den første virkelige globale massedemonstration. Mange millioner mennesker gik på gaden i hele verden samtidig for at demonstrere imod krigen. Man kunne hævde, at dette var et tegn på menneskets pacifistiske natur, men som socialister kigger vi efter de bagvedliggende årsager. I sommers startede en strejkebevægelse i Sydeuropa, som viste sig i generalstrejker både i Grækenland, Spanien og Italien. Senere har vi set tegn på øget strejkeaktivitet – også i Danmark, hvor antallet af overenskomststridige strejker blev fordoblet fra 2001 til 2002, selvom bevægelsen kun er ved at begynde i Danmark. Modstanden mod krigen skal ikke alene ses som en modstand mod en krig, der dræber uskyldige civile, men som et tegn på en begyndende generel modstand mod dette samfund. Mange, der deltog i demonstrationen d. 15. februar, er begyndt at stille spørgsmål ved dette samfunds “logik”, dvs. jagten på profit som altafgørende drivkraft.
Bevægelsen fortsætter
Bevægelsen mod krigen fortsætter, men selv en bevægelse med globale massedemonstrationer er ikke nok til at stoppe krigen, og langt mindre til at stoppe dette samfunds vanvid. Som socialister mener vi, at den vigtigste opgave i denne bevægelse er at forklare behovet for socialisme. Det kan lyde, som om vi mekanisk gentager kravet om socialisme. Men vores krav om socialisme gentager vi, ikke fordi det er nemmest at gentage sig selv, men fordi det bliver mere og mere aktuelt. Det eneste, der kan stoppe krigen i Irak, er arbejdernes aktive indsats i form af strejker, og det eneste, der kan løse problemerne i Irak, er at arbejderne, med resten af befolkningen bag sig, overtager olien og selv bestemmer, hvad den skal bruges til. Men det er samtidig klart, at USA og resten af verdens statslederes hykleri om demokrati og menneskerettigheder i Irak kun gælder, så længe de selv kan styre landet. Hvis befolkningen i Irak overtog olien, ville der straks blive grebet ind fra det såkaldt “demokratiske” Vesten. Dette viser helt konkret behovet for en verdensrevolution. Og det er det, vi socialister vil blive ved at argumentere for.
Krigen må stoppes – strejker er nødvendige!
Stop imperialisternes krig – klassekrig i stedet!