Leder: ”Det er ikke nok! Det er ikke nok!” blev der taktfast råbt på Christiansborg Slotsplads den 15. marts 2019. Få minutter forinden havde de forsamlede unge klimademonstranter opdaget, at statsminister Lars Løkke sneg sig rundt på Slotspladsen. De krævede, at han gik på scenen og forklarede sig. Men svaret fra statsministeren var åbenbart ikke tilfredsstillende, og de overdøvede ham med tilråb. At statsministeren blev mødt med massive buh-råb, blev næsten forbigået i tavshed i de danske medier, og statsministeren selv forsøgte at nedtone ydmygelsen.
Måske havde han lært lektien af undervisningsminister Merete Riisagers besøg på Ørestad gymnasium en uges tid forinden. Besøget var et led i ministerens rundtur på en række gymnasier for at tale om “demokratisk dannelse”, hvor hun af uransagelige årsager havde følge af sognepræsten Kathrine Lilleør. Turen, hvis formål var at fremstille ministeren som lyttende og demokratisk, endte i en ren PR-katastrofe. Eleverne mødte ministeren med indignerede slagråb – ikke lige den slags modtagelse, hun havde forestillet sig. Ministeren og præsten gik i panik. I et forsøg på en feberredning, opdigtede ministerens spindoktor og Kathrine Lilleør en fantastisk historie om, at situationen på gymnasiet havde været »ude af kontrol«, at eleverne var truende, og at der var blevet kastet med mønter. En anklage om fysisk angreb mod en minister er ekstremt alvorlig, men historien blev hurtigt afsløret som løgn og opspind, som er Trump værdigt. Ministeren og præsten stod tilbage som den afklædte kejser efter mødet med den lille dreng i H.C. Andersens eventyr. Det har ministeren ikke kunnet acceptere. På trods af at videoer er kommet frem, der viser et helt andet billede end det, ministeren fremstiller, så har ministeriet to gange afvist skolebestyrelsens redegørelse for forløbet, og kræver individuelle eller kollektive sanktioner mod eleverne. Her kan man tale om en lektion i “demokratisk dannelse” i det borgerlige demokrati!
Historierne fra Ørestad og klimastrejken er udtryk for et grundlæggende skift, som både sker blandt unge, men også mere generelt i samfundet, hvor indstillingen til politikerne og hele det politiske system er under forandring. Et skift, som politikernes behandling af de unge på Ørestad fremskynder. I en nylig undersøgelse bragt i Magisterbladet kunne man læse, at blot 2 procent havde “stor tillid” til folketingspolitikerne. Samme undersøgelse fra Magisterbladet indeholdt andre yderst interessante tal, der alle tegner et billede af, at et større og større lag af den danske befolkning ser politikerne som rene karrieremagere, der blot er ude på at mele deres egen kage. For eksempel erklærede 74 procent sig “enige” eller “overvejende enige” i, at “de fleste politikere er mere optagede af at blive genvalgt end af at gennemføre deres politik”.
Det er som sådan ikke noget nyt, at tilliden til politikerne er ekstremt lav. De sidste ti år er mistilliden bare vokset. Men mistilliden er ved at få en anden karakter, ligesom dens udtryk er det – at unge gymnasieelever buher af ministre, og ikke mindst statsministeren, er ikke noget, vi ser ofte i Danmark. Unge i dag er mere velopdragne end tidligere generationer; de drikker mindre, og er mindre kriminelle. De har knoklet individuelt med alt, hvad de har i sig for at klare sig så godt som muligt i skolen, og det har nu nået et punkt, hvor de går ned med stress på stribe. Det har afspejlet sig i deres måde at protestere på, som de senere år har været meget “pæn”. Men noget er ved at ændre sig fundamentalt.
Under de sidste ti års krise er vreden og frustrationerne vokset under overfladen. Der er en stigende radikalisering, en vrede mod hele systemet og dermed en begyndende klassebevidsthed. Den er kun i sin første begyndelse, men blev præcist udtrykt af en af gymnasieeleverne på Ørestad, da han konfronterede Merete Riisager: »I kommer kørende i en stor BMW og en Porsche, og så skal vi spare to procent, som gør, at vi mister otte medarbejdere.«
Kløften mellem det politiske etablissement og de unge øges for hver dag. Og de organisationer, der skulle forsvare arbejdere og unge, er ikke fulgt med – tværtimod: toppen i fag-, elev og studenterbevægelsen lever på sin egen planet uden fornemmelse for den frustration, der eksisterer. Det nytter derfor ikke noget at vente på, at de går forrest – arbejdere og unge må tage teten selv. I Frankrig ventede De Gule Veste ikke på de faglige ledere, men gik selv spontant på gaden, da nok var nok, i hvad der blev den mest magtfulde bevægelse siden 1968. Selvom klimastrejken og episoden på Ørestad er anekdotiske episoder, viser de, at klassekampen herhjemme er på vej i samme retning som i Frankrig og resten af verden. Det kan blive til en kamp, der sætter spørgsmålstegn ved hele systemet og de politikere, der repræsenterer det.
