40.000 unge demonstrerede i går landet over i protest mod nedskæringer. Endnu engang vil regeringen angribe de unges forhold og som om det ikke var nok med overfyldte klasseværelser, manglende praktikpladser og en for lav SU erklærede Lars Løkke i sin åbningstale krig mod de hjemmeboendes SU.

Forholdene for unge er blevet forringet i årevis, og troligt har gymnasieelever, universitetsstuderende og lærlinge kæmpet imod. Demonstrationerne i går viste, at der stadig er kampgejst i ungdommen, trods årevis med demonstrationer uden at det har stoppet nedskæringerne.

Samtidig var det tydeligt, at der er en stigende politisk stemning, hvilket vi også så i demonstrationerne den 8. juni. Flere og flere unge er ved at indse, at demonstrationer alene ikke løser problemerne, men at der skal noget andet og mere til. At der er brug for et politisk svar, en ny regering. Aktivister, der solgte Socialistisk Standpunkt med overskriften ”GÅ AF!” over et billede af statsminister Lars Løkke Rasmussen og udenrigsminister Lene Espersen, meldte om stor interesse for avisen og støtte til budskabet om, at regeringen må tvinges til at træde tilbage.

Initiativet Unge ta’r ansvar, der består af elev- og studenterbevægelsen og den unge fagbevægelse, havde indkaldt til protesterne i København, Århus, Aalborg, Odense og Sønderborg. Det var et rigtigt og nødvendigt skridt, men der er brug for, at det bliver fulgt af en optrapning. I stedet lagde arrangørerne op til, at ”kampen fortsætter på skolerne, i kommunerne og regionerne,” som det blev sagt fra talerstolen. Det betyder reelt, at man indstiller aktiviteten i denne omgang.

Det er ikke nok blot at protestere, det er nødvendigt at stoppe angrebene. Alle aktive unge må tænke alvorligt over, hvad vejen frem er. Hvordan vi fortsætter kampen, vælter den borgerlige regering og ikke mindst kæmper for en regering der ikke skærer ned med udbygger velfærden i stedet.

Skærpede spændinger kommer op til overfladen
Overalt i verden ser vi en proces hvor modsætningerne mellem klasserne skærpes og begynder at komme op til overfladen.

Denne proces har fået sit mest klare udtryk i Latinamerika, og viste sin eksplosive karakter i sidste uge hvor masserne i Ecuador fik afværget et kupforsøg mod præsident Rafael Correa.

Også i Europa ser vi, at arbejderne og ungdommen igen er begyndt at gå på gaden. På den europæiske aktionsdag den 29. september demonstrerede 100.000 i Bruxelles, og i Spanien fandt den første generalstrejke siden 2002 sted med over 100 demonstrationer over hele landet, hvor de to største i henholdsvis Madrid og Barcelona samlede 500.000 og 400.000 – næsten en million i alt. I Italien forberedes mobiliseringer til 14. oktober, og i skrivende stund står metroen i London stille på grund af strejke.

Krisen
I 2008 blev verden ramt af en global økonomisk krise, den største siden depressionen i 1930’erne. Krisen satte produktionen i stå, gjorde millioner arbejdsløse og afslørede kapitalismens fuldstændige råddenskab.

I Danmark faldt BNP alene i 2009 med 4,7 pct. Økonomien er nu i Danmark, såvel som de fleste andre udviklede økonomier, begyndt at gå fremad i 2010. Problemet er, at ingen steder er der gang i et reelt sundt opsving, hvor virksomhederne begynder at investere og ansætte folk. Der er stadig en massiv overkapacitet i økonomien, og det kan ikke betale sig at begynde at producere. Så selv om det går fremad starter det fra et lavt niveau. For eksempel er industriproduktionen i juli vokset med 2,2 procent i forhold til juli sidste år, men den er stadig 11,3 procent lavere end i juli for to år siden, altså før krisen.

Hvad vi kan se frem til i Danmark og resten af verden, er en langtrukken periode med træg vækst når det går bedst og flere økonomiske nedgange.

Regeringernes forsøg på at redde bankerne og udskyde krisen har skabt en kæmperegning som arbejderklassen nu bliver bedt om at betale.

Krisen fik arbejdsløsheden til at eksplodere verden over. I Danmark er arbejdsløsheden officielt på 4,1 pct., men tæller man dem i aktivering med, er arbejdsløsheden på 6,3 pct.

Langtidsarbejdsløshed steget med mere end 31.000. Det er en stigning på 160 procent på et år. I alt er der blevet tabt 200.000 jobs i den private sektor under krisen, det er næsten hver tiende. Det svarer til næsten alle de jobs, der blev skabt fra 2004-2008, især i industrien og byggesektoren. Selv om arbejdsløsheden er faldet lidt den sidste måned er der langt til at gøre op for tabet.

Arbejderklassen betaler regningen
Regeringer verden over kræver, at arbejderklassen betaler regningen for krisen. I foråret fremlagde Lars Løkke regeringens bud på fordelingen af den danske regning. Børnechecken bliver beskåret, dagpengeperioden halveret og velfærden slagtet. Også i virksomhederne bliver arbejderne bedt om at betale.

I takt med massefyringerne bliver de resterende presset til at arbejde hurtigere og til en lavere løn. Nogen af de største virksomheder som A.P. Møller, Novo Nordisk, Carlsberg og Novozymes tjener nu flere penge i profit, end før krisen satte ind i 2008. De 20 største virksomheder, der i august havde fremlagt regnskab, har tjent 34,4 milliarder kroner i proft efter skat.

Samtidig falder en gennemsnitsfamilies rådighedsbeløb for første gang i mange år på grund af regeringens genopretningspakke og den laveste lønvækst i 20 år, og det er endda mens renterne stadig er på et historisk lavt niveau, hvilket de ikke kan fortsætte med.

Borgerskabet kræver ny regering
Regeringen er i realiteten handlingslammet. Den er ikke i stand til at tilfredsstille nogen sider. Den kan ikke give kapitalisterne de nedskæringer, de kræver, og den kan ikke give arbejderne noget heller.

Regeringen svaghed er ikke blot tydeligt for os, men også for de borgerliges bagland – erhvervstoppen – der ellers sjældent blandet sig i politik i det åbne.

Det viser med hvilken alvor, de ser på situationen. Lars Rebien, direktør i Novo Nordisk har talt for en koalition mellem S og V. Han forklarede, hvordan det var nødvendigt at gøre op med blokpolitikken, at sætte de to partier i samme rum og ikke lukke dem ud før de havde fundet en tiårsplan plan for Danmarks økonomi. Direktøren for Danfoss, Niels B. Christiansen, har efterlyst en Schlüter, Merkel eller Thatcher i Danmark. Målet for de to er det samme; en regering der kan gennemføre, hvad de anser for de nødvendige tiltag, dvs. afskaffelse af efterlønnen, sænkning af skatten, især topskatten, og erhvervsskatten, nedskæringer i det offentlige og så videre.

Målet for den del af borgerskabet, der ønsker en ny regering med deltagelse af arbejderpartierne, er at få arbejderklassens partier til at gennemføre hårde angreb, som alle – undtagen de revolutionære – er enige om er nødvendige på den ene eller anden måde. Dette vil miskreditere og svække partierne, og det vil bane vejen for en stærkere og hårdere borgerlig regering efterfølgende.

De borgerlige i problemer
Der er total splid og begyndende opløsning i den borgerlige lejr, hvilket afspejler deres handlingslammelse. Især de konservative er hårdt ramt af intern borgerkrig og skandaler. Partiet får nu kun omkring seks procents opbakning i meningsmålingerne. Men også Venstre er i problemer, og fik i sidste måling under 20 procent af stemmerne, hvilket vil sige at regeringen nu står til cirka 26 pct. af stemmerne (hvad Venstre fik alene ved sidste valg), et elendigt resultat, der udstiller en svag og skrøbelig regering.

Da Dansk Folkeparti i foråret foreslog at halvere dagpengeperioden, faldt de i meningsmålingerne, men de har formået at komme sig igen. De kræver nu at deltage i en ny regering, hvad der blot har ført til yderligere splittelse i den borgerlige lejr mellem partierne og i de borgerlige partier selv, hvor mange medlemmer af både Venstre og Konservative nægter regeringssamarbejde med DF. I takt med at DF påtager sig ”regeringsansvar” vil deres popularitet falde, da det vil blive tydeligt at DF altid er med til at sikre erhvervslivets interesser.

At borgerskabet er utilfredse kan ses i de borgerlige mediers kampagne mod den borgerlige regering generelt og Lene Espersen i særdeleshed.

Jyllandspostens leder på dagen for Folketingets åbning indeholdt en svidende kritik af regeringen. ”Krisen [den borgerlige regerings krise – red] har at gøre med et tiår med VK-regeringer, der imidlertid kun glimtvis har ført borgerlig politik. At gøre status over dette tiår er en smertelig proces for den cirka halvdel af danskerne, der i sind og sjæl er ægte borgerlige.”

S –SF regering
Senest i november 2011 skal der være valg. Det mest sandsynlige er, at vi får en ny regering med S, SF og de Radikale. Blandt store lag af unge og arbejdere er der kæmpe forhåbninger til en sådan regering. Det er tydeligt for de fleste, at i kampen mod nedskæringer og angreb er det helt afgørende at få væltet de borgerlige af pinden. Men hvad så?

Bortset fra få gode undtagelser er det fælles program, S og SF har fremlagt – Fair løsning – et borgerligt program, der også kommer til at betyde nedskæringer på velfærden og længere arbejdstid. Så længe kapitalismen med sine kriser består, kan det ikke være anderledes.

Erhvervslivet og blokpolitik
De seneste måneder har både Helle Thorning og Villy Søvndal gjort hvad de kunne for at berolige erhvervslivet. På socialdemokraternes kongres i september sagde Helle Thorning-Schmidt i sin tale ”Fra vores kongres er budskabet til dansk erhvervsliv klart: I fortjener bedre.” På SF’s landsmøde i foråret 2010 var direktøren for Novozymes indbudt som gæstetaler.

Toppen i de danske arbejderpartier, fra Socialdemokraterne til Enhedslisten, har gjort hvad de kunne for at forsikre om, at når de kommer til magten, vil de gøre op med blokpolitik. ”Vi vil hjælpe VKO”, var overskriften på et af Johanne Schmidt Nielsens blog indlæg på Politikens hjemmeside, ”Når det efter næste valg bliver Lars Løkke, Lene Espersen og Pia Kjærsgaard der udgør Folketingets opposition, så skal de have langt bedre vilkår for deres arbejde, end dem de selv har budt os, der i dag er i opposition. Det var et af budskaberne fra vores sommergruppemøde i sidste uge”, skrev hun.

Ole Sohn, SF’s finansordfører var ude og bakke op om Lars Rebiens udtalelser om samarbejde mellem blokkene om en ti års plan for Danmarks økonomi. Og Helle Thorning sagde det klart på kongressen ”Jeg tror, man skal væk fra det gammeldags billede; at dansk politik er delt mellem venstrefløjen og fagbevægelsen på den ene side, mod højrefløjen og erhvervslivet på den anden.”

Der er to blokke i dansk politik, dem der repræsenterer erhvervslivet og dem der repræsenterer arbejderne. Arbejderpartiernes opgave er at kæmpe for arbejderklassens interesser.

For en socialistisk politik
I den nuværende periode er der ingen vej uden om nedskæringer – så længe man ikke begynder at gøre op med det kapitalistiske samfund. Regeringer er, uanset partifarve, fanget i en catch22 situation. Skærer de ned i det offentlige, skærer de i forbruget og risikerer dermed at sætte en økonomisk vækst over styr. Øger de skatten på arbejderklassen, skærer de i det private forbrug. Øger de skatten på erhvervslivet skærer de i profitterne og dermed erhvervslivets lyst til at investere. Trykker de penge til flere hjælpepakker, øger de risikoen for inflation.

Enhver regering, der holder sig indenfor kapitalismens rammer vil være tvunget til at skære ned. Der er brug for en arbejderregering på et socialistisk program. Det vil sige et program for at overtage de virksomheder, der truer med at flytte ud, de virksomheder der står stille samt bankerne, så der kan sættes gang i økonomien. Der er brug for en plan for økonomien, hvor det er arbejderklassen der demokratisk bestemmer hvad og hvordan der skal produceres.

Det kræver for det første et opgør med de Radikale Venstre. De Radikale er et borgerlige parti, og en regering med et parti, der er grundlagt på en borgerlig økonomisk politik, kan aldrig forsvare arbejdernes interesser.

Det er absolut muligt at danne en regering kun bestående af arbejderpartierne. Efter demonstrationen 8. juni var der i flere meningsmålinger flertal til S og SF alene, med støtte fra Enhedslisten. Jo klarere et alternativ arbejderpartierne opstiller, desto større er muligheden for en ren arbejderregering efter et valg.

Omvendt kan S og SF sagtens nå at smide sejren efter næste valg ud, hvis de fortsætter højredrejningen, og driver arbejderne til at opgive håbet om, at en ny regering vil udgøre et reelt alternativ.

Arbejderpartierne må sige klart, at de har tænkt sig at føre blokpolitik, det vil sige en politik, der tilgodeser arbejderklassen og ungdommens interesser og ikke erhvervslivets. En politik kan ikke være ”fair” overfor begge grupper.

En regering under pres
En ny regering vil komme under et enormt pres, et pres der allerede nu opbygges i medierne fra Berlingske Tidende til Information. Herfra lyder kravet om reformer (læs angreb på efterløn med videre) og opgør med blokpolitikken.

Men også fra en anden kant vil der komme et enormt pres. På arbejdspladserne, skolerne, daginstitutionerne og så videre opbygges der en vrede og frustration over den nuværende politik. I den næste periode vil denne utilfredshed få et udtryk i øget klassekamp. Det vil skabe et pres i fagforeningerne, der vil presse dem til handling, som vi allerede ser det i flere europæiske lande, hvor fagforeningerne har indkaldt til generalstrejker og protester.

Fair Løsning er baseret på at inddrage fagforeningerne i angrebene på arbejderklassen, men fagforeningerne vil blive tvunget til at bryde med denne trepartsstrategi og gå i opposition.

En ny regering vil få en periode til at vise, hvad den kan, en slags hvedebrødsdage. Hvor længe de varer er ikke til at sige på forhånd. Arbejderne er højst sandsynligt er parate til at acceptere en række nedskæringer, fordi lederne for arbejderpartierne vil forklare, at hvis ikke vi accepterer nu, vil vi få noget, der er endnu værre.

Men folk er kun parate til at acceptere ofre til en vis grad – kun så længe de tror, det er nødvendigt, for at det skal blive bedre, så længe de tror, at ofrene er midlertidige. Men for hvert offer arbejderklassen accepterer, vil kapitalisterne kræve tre nye.

Den kommende S-SF-R regering med en nedskæringspolitik, vil især miskreditere SF, fordi det er SF, der er størst forhåbninger til. I andre lande er partier til venstre for de store socialdemokratier blevet nærmest udslettet af at tage del i nedskæringsregeringer. Det er sket for blandt andre Rifondazione Comunista i Italien og Kommunistpartiet i Frankrig. Begge partier er blevet hårdt ramt af kriser efter regeringsdeltagelsen, og Rifondazione Comunista er endda røget helt ud af det italienske parlament.

Eksplosioner i SF
Toppen i SF har gjort hvad de kan for at gøre partiet ”regeringsparat”. Det vil sige, at de har drejet partiet langt til højre og lukket det interne demokrati ned. Et led i denne strategi var forretningsudvalgets eksklusion af marxister, der støtter Socialistisk Standpunkt, sidste efterår.

Støtter af Socialistisk Standpunkt blev netop smidt ud for at forsvare de ideer som SF’s top lige nu bevæger sig væk fra i hastige skridt. Det er ideer og mål som en 30-timers arbejdsuge, pensionsalder på 55 år, nationalisering af bankerne og stop for privatiseringer. Den nuværende situation kan dog ikke vare ved.

Når klassekampen i den næste periode tager til, vil det få et udtryk inden i arbejdernes politiske masseorganisationer, især i SF, der er gået massivt frem under de seneste års kampe. Allerede nu er der intern kritik af partiets højredrejning og mangel på demokrati. Mange partimedlemmer er dybt utilfredse med højredrejningen, og nævner blandt andet udlændingepolitikken og forsvarsforliget.

For nu holdes kritikken forholdsvis lavmælt. Ingen vil sætte en fremtidig regeringsdeltagelse over styr. Men under overfladen opbygges der enorme spændinger. Spændingerne vil eksplodere efter næste valg, uanset om SF kommer med i regeringen, eller om det lykkes toppen i SF dreje partiet så langt til højre, at de smider sejren væk.

I 1960’erne, da SF samarbejdede med Socialdemokraterne i det røde Kabinet, førte det til en splittelse af SF, og dannelsen af VS. Vi kan sagtens igen komme til at se splittelser i SF, både til højre og venstre, i kølvandet på regeringsdeltagelse. Partiet vil blive forandret fra top til bund. Toppen i SF har for nu formået at holde støtter af Socialistisk Standpunkt uden for SF, men vi anser os stadig for at være partiets yderste venstrefløj.

Hvad er opgaven nu?
Erfaringerne fra de seneste år viser, at en dags demonstrationer ikke stopper nogen angreb. End ikke en generalstrejke løser problemerne, hvilket er tydeligt i Grækenland, hvor der har der været 6-7 generalstrejker de seneste år, uden at det har stoppet angrebene. Fagforeningernes ledelser har brugt generalstrejken som en ventil til at lukke luft ud, inden trykket blev for stort. Vi må stoppe angrebene, ikke bare vise at vi er utilfredse.

Det kræver en plan, og det kræver en bevidst ledelse, der er parat til at gå hele vejen. Arbejderklassen og ungdommen vil blive tvunget i kamp, men uden en bevidst ledelse vil det blive en kamp, der tager mange omveje. Ved hver sejr og hvert nederlag vil arbejderne drage nye konklusioner. På trods af at hele arbejderbevægelsens ledelse forsvarer kapitalismen, drager flere og flere den konklusion, at det kapitalistiske samfund har spillet fallit, og at der er brug for noget helt andet.

Det er socialisternes opgave at uddanne sig i arbejderklassens tidligere erfaringer, det vil sige de marxistiske ideer, og at deltage i de kampe, der kommer.

I øjeblikket og en tid fremover vil de revolutionære stå temmelig alene. Vi kæmper stadig mod strømmen. Det store flertal lærer af erfaring og skal først afprøve de reformistiske ideer og ledere, før de drager revolutionære konklusioner. Men reformisterne kan ikke bestå historiens test; de kan ikke give arbejderklassen meningsfulde reformer, der er ikke råd under kapitalismen.

Når kapitalismen ikke har råd til bedre forhold for arbejderklasen og ungdommen har arbejderklassen og ungdommen ikke råd til kapitalismen. Der er brug for socialisme.