Røde flag med hammer og segl vil blive brændt og revet ned, uanset om de bærer symboler fra kommunistpartiet eller en anden venstregruppe.
Det faktum, at Petr Simonenko [leder af UKP] indtil for nylig har nægtet at trække sig fra Ukraines præsidentvalg, har i høj grad forvirret mange menige aktivister og sympatisører af Ukraines Kommunistparti [UKP]. For siden de allerførste dage af kuppet i februar i Kiev har det højredrejede UKP været offer for åben og brutal forfølgelse fra højreekstremistiske bøller, der nyder godt af den åbenlyse beskyttelse fra den nye regime.
Nynazister har besat og gennemsøgt kommunistpartiets kontorer i Kiev, og UKP’s centralkomites bygning blev besat og omdannet til hovedkvarter for en af de mest afskyelige fascistiske grupper i landet. De såkaldte “warriors of light and good” har skændet kommunistiske symboler foran journalister, demonstrativt smadret buster af Lenin på fortovet, og brændte bøger og røde flag, der blev tyvstjålet fra kontoret. UKP’s partifane blev triumferende leveret til Maidan Pladsen, hvor de højreorienterede bøller har tilbudt forbipasserende at tørre deres sko i dem. Ny-nazisterne fik fat i personlige data på UKP-aktivister, taget fra centralkomiteens kontor, og offentliggjort på sociale netværk hvor de har opfordrer til vold og repressalier mod disse mennesker, blandt hvem der var gravide kvinder og mødre til nyfødte børn.
UKP’s partikontor i Rovno, Lutsk og andre byer i Vest-Ukraine har lidt samme skæbne; flere lokale medlemmer af Kommunistiske Ungdom blev kidnappet og var heldige i det hele taget at overleve. I byerne i det centrale Ukraine har højreorienterede smadret vinduer på UKP kontorer, og i Kiev, på Gogolevskaya gade, resulterede et forsøg fra partiets tilhængere på at afholde en agitatorisk demonstration straks i, at de bliver tæsket af militante fra “Højre sektor”, der ankom fra Maidan pladsen. Da nynazisterne, under pres fra Europa-Parlamentet, forsigtigt blev bedt om at forlade UKP’s Centralkomites lokaler, brændte de simpelthen bygningen ned – ligesom et landsted ejet af et familiemedlem af Petr Simonenko blev nedbrændt tidligere.
Kommunistpartiets parlamentsmedlemmer i Rada’en, som længe har været vant til et behagelig, overskueligt og stille liv med kompromisser og samarbejde, modtog også deres del. Da de nærmede sig Parlamentetsbygningen, blev de mødt med fløjter, fornærmelser, og flasker og sten blev kastet efter dem. Noget lignende skete i selve Parlamentet, hvor de i de tilstødende lokaler, blev angrebet af både “Svoboda” og “Batkivshchyna” parlamentsmedlemmer samt “europæiske” journalister. De blev ofte nægtet retten til at tale, og lederne af det højreorienterede regime erklærede åbent, at et forbud mod kommunistpartiet og opløsning af dets parlamentsgruppe er opgaver der vil blive fuldført i den nærmeste fremtid. Således begyndte anklagemyndigheden, der kontrolleres af “Svoboda” og SBU [det hemmelige politi], og som ledes af en slægtning til Yarosh [leder af “Højre Sektor”], at arbejde på et lovforslag om forbud mod UKP umiddelbart efter, og har åbent opfordret til en retssag mod “kriminelle bærere af den kommunistiske ideologi”.
Ganske overraskende, og på trods af denne atmosfære af brutal forfølgelse, havde Petr Simonenko stædigt nægtet at trække sig fra valget, selvom dette helt åbent blev krævet af mange af partiets aktivister, der med rimelighed mener at deres leder således, af ukendte årsager, hjælper med at legitimere maj måneds “blodige valg”. Da Parlamentet voldeligt bortviste UKP-parlamentsmedlemmerne fra mødesalen og nægtet dem ret til at deltage i et lukket møde i Rada’en, gjorde flere parlamentsmedlemmer oprør og opfordrede deres kolleger til at træde tilbage og nedlægge deres mandater og at afholde sig fra at deltage i den anti-demokratisk farce, der går under navnet “ukrainsk parlamentarisme” i disse dage. Men Simonenko trak sig først ud af valget, efter at han næsten blev lynchet efter en direkte TV-udsendelse i Kiev.
Efter alt dette, har UKP ledelsens positionen også skabt dyb harme i det sydøstlige Ukraine, hvor partiets vigtigste vælgergrundlag traditionelt er koncentreret. De blev beskyldt for ikke at være aktive nok i at protestere mod Kiev-regimet, blev kritiseret for fej opportunisme, og blev ofte spurgt – hvorfor er partiledelsen i Parlamentet, og ikke der, hvor dem, der stemte på dem for to år siden udkæmper deres kamp? Intern kritik har også taget fart. Mange aktivister spørger sig selv om hvem der bør holdes ansvarlig for hvad der er sket med partiet og med landet, og hvorfor lederne – under hvis ledelse UKP er faldet fra at være det mest populære og største masseparti i Ukraine til sin nuværende ydmygende tilstand – ikke bliver stillet til regnskab for dette, men stadig er ved roret i partiet uden modstand?
Til denne retfærdige kritik fra de menige UKP aktivister kan der tilføjes meget, når vi husker på, hvordan lederne af partiet helt havde opgivet deres erklærede ideologi og mistede al forbindelse med arbejderklassen, hvis interesser de skulle udtrykke; hvordan de ryddede partiet for ærlige, engageret, aktive folk som stillede “uacceptable” spørgsmål, mens lederne selv er blevet rige på ejendom, kapital og offentlige stillinger, og hvordan de byttede disse smålige gevinster for den tidligere tillid fra masserne.
Men med den situation, som landet og de forfulgte ukrainske venstreorienterede befinder sig i dag, kan vi ikke på nogen måde tillade os at udtrykke smålig glæde over ulykkerne for kommunistpartiet der står med ryggen mod muren. Enhver retssag mod UKP organiseret af nazisterne og neo-liberale vil uundgåeligt være en retssag mod hele venstre-ideologien, som de ønsker at forbyde og til sidst skubbe helt ud af Ukraines politiske spektrum. Røde flag med hammer og segl vil blive brændt og revet ned, uanset om de bærer symboler fra kommunistpartiet eller en anden venstregruppe. Andre venstreorienterede gruppers kontorer bliver ransaget, de bliver også gennemsøgt, og vores aktivister bliver tæsket på gaden sammen med UKP-medlemmer. Vandaliserede monumenter af venstreorienterede personligheder – smadrede statuer af Marx og Lenin, af revolutionens martyrer og antifascistiske modstandsfolk, eller graven for arbejderne i “Arsenal” fabrikken, der døde i kamp, sønderbrudt af højreorienterede bøller – dette er ikke Simonenko’s ejendom, men fælles arv og fælles smerte for alle venstreorienterede.
Det ville være kortsigtet ikke at indse, at undertrykkelse rettet mod UKP vil have en indvirkning på alle venstreaktivister, herunder dem der konsekvent har kritiseret Simonenko og hans partis ikke- kommunistiske politik. Ødelæggelse af det kommunistiske parti vil de jure [i følge loven, red.] drive hele venstrefløjen under jorden, hvor de facto allerede er. Det vil danne præcedens for en øget forfølgelse af alle med anti-fascistiske og socialistiske synspunkter, og du vil overfor retten og pogrom-anstifterne ikke være i stand til at undskylde dig med, at du har altid konsekvent kritiserede UKP’s politik.
Det er åbenlyst, at landet er trukket ned i et regime med blodigt diktatur styret af højreorienterede demagoger, der for første gang i hundrede år har indledt en borgerkrig mod deres eget folk. Og nu har vi brug for en bred solidaritet med alle dem, der lider under repressionen fra højrefløjen – herunder ærlige aktivister fra kommunistpartiet.
Således at 2014 ikke bliver det nye 1933.
Denne artikel blev bragt på marxist.com 23. maj 2014, oversat fra ukrainsk af Timur Dautov
