- Den amerikanske præsident, Donald Trump, viser i disse dage, at han mener det seriøst, når han siger, at han vil overtage Grønland. Han siger, at han vil bringe fred og give selvstændighed til grønlænderne, men det er åbenlyst en løgn.
- Når Trump siger, at USA må eje Grønland, er det ikke bare et af Trumps indfald, men udtrykker amerikansk imperialismes interesser. USA kan ikke tillade, at nogen af sine rivaler – Rusland og især Kina – får indflydelse i Grønland, hverken på landets naturressourcer eller rent geostrategisk. USA har brug for kontrollen med Grønland for at sikre sine sikkerhedspolitiske interesser i Arktis i den øgede konflikt mellem de imperialistiske stormagter.
- USA kan ikke længere agere som “hele verdens politibetjent”, og amerikansk imperialismes relative tilbagegang har ført til Trumps fokus på den vestlige halvkugle, hvor han ikke skyr nogen midler for at sikre sig dominansen, som vi så det i starten af januar i Venezuela. USA har brug for at eje Grønland for at forsvare sine egne interesser, og derfor er deres mål at overtage landet.
- Det er tydeligt, at det grønlandske folk ikke kan forvente noget positivt fra USA, der behandler grønlænderne og deres land som en handelsvare, der enten kan købes eller, om nødvendigt, tages militært. I Revolutionært Kommunistisk Parti fordømmer vi på det kraftigste USA’s imperialistiske trussel om at overtage Grønland.
- De danske politikere forfærdes over Trumps bøllemetoder i Grønland og appellerer til den såkaldt regelbaserede verdensorden og nationernes ret til selvbestemmelse. Hykleriet skriger dog til himlen. Hvor var kritikken af amerikansk imperialisme før? Der var ingen.
- Tværtimod har den danske regering bakket ubetinget op om alle USA’s imperialistiske projekter de sidste 30 år i Afghanistan, Irak, Syrien, Libyen, Ukraine og mange andre steder. De har stået bag USA og Netanyahu i folkemordet i Gaza. Og ved USA’s seneste brud på alle internationale “spilleregler” i Venezuela var kritikken ikke eksisterende.
- Den danske herskende klasse begyndte først at kritisere amerikansk imperialisme i det sekund deres egne snævre interesser var på spil. Selv nu, hvor truslen fra USA er reel, så gør de alt, hvad de kan, for fortsat at tækkes amerikanerne og fastholder ufortrødent aftalen om amerikanske militærbaser i Danmark. De danske politikere har ikke tænkt sig at løfte en finger i en virkelig kamp mod amerikansk imperialisme. Tværtimod klynger de sig til håbet om at vende tilbage til den svundne tid, hvor de kunne tage til fjerne lande og sikre deres kapitalistiske interesser under amerikansk imperialismes beskyttende vinger.
- Den danske regering fremstiller det som om, at de er den eneste garant for grønlandsk selvstændighed, men det er en lige så stor løgn, som den Trump forsøger at overbevise grønlænderne om. Sandheden er det modsatte. Grønland er en dansk koloni. Trumps appeller til grønlænderne rammer et ømt sted, når de påpeger, hvordan Danmark brutalt har undertrykt Grønland i mere end 300 år. Dansk imperialisme er skyld i armoden i Grønland, og de danske politikere opfører sig stadig som koloniherrer. De interesserede sig først for grønlænderne den dag, Trump kom med truslerne. De har ingen interesse i at give grønlænderne reel selvstændighed, men kun i at fastholde dansk dominans gennem en fastholdelse af Rigsfællesskabet.
- Den danske regering forsvarer danske imperialistiske interesser, dvs. de danske kapitalisters interesser i verden. Det gælder adgang til råstoffer, markeder, investeringsmuligheder og interessesfærer. Men den danske stat er alt for svag til selv at hævde danske kapitalistiske interesser på globalt plan, og de har derfor levet godt på at kunne følge USA.
- Grønland er en ekstremt vigtig komponent i Danmarks tætte forhold til USA, ikke mindst efter Trump er kommet til magten, hvor dansk deltagelse og engagement i Afghanistan, Irak og Ukraine ikke længere tæller på plussiden hos amerikanerne. De danske politikere er derfor desperate for ikke at opgive kontrollen med Grønland, fordi det vil skære et afgørende bånd over i relationen mellem Danmark og USA, og reducere Danmarks relevans på verdensscenen. Situationen i Grønland stiller den danske herskende klasse i en “catch 22”: de har brug for USA, men det, der giver dem en særlig relation til USA, er det, som USA nu truer med at tage fra dem.
- Afvisningen af amerikansk imperialismes forsøg på at overtage Grønland må ikke få os til at forsvare dansk imperialismes dominans.
- Enhedslisten har ved Trumps trussel stillet sig helt og aldeles bag dansk imperialisme, og med Pelle Dragsted i spidsen er de nogle af de mest ivrige forsvarere af Rigsfællesskabet, dvs. af dansk kolonial undertrykkelse af Grønland. Den eneste forskel fra deres og den danske regerings linje er, at Enhedslisten afviser amerikansk imperialisme. Men alternativet til amerikansk imperialisme er hverken dansk eller europæisk imperialisme. De eneste, der har en reel interesse i at stå op imod amerikansk imperialisme, er arbejderklassen: den danske, den grønlandske og den amerikanske.
- I disse dage vakler en af de vigtigste grundpiller under dansk kapitalisme: Rigsfællesskabets 300 år gamle institution, ja selve Kongeriget Danmark. Regeringen står ekstremt svækket med historisk lav tillid og popularitet. Nu står de over for den værste udenrigspolitiske krise siden Anden Verdenskrig, og i dette øjeblik er det vores opgave at bruge denne krise til at rette et så hårdt slag som muligt mod hele den bestående kapitalistiske orden i Danmark.
- Det gør vi først og fremmest ved at udstille, hvordan kampen for kolonier og indflydelsessfærer er en fuldstændig indbygget del af det kapitalistiske system. Kampen for Grønlands ret til selvbestemmelse kan kun ske gennem en kamp imod imperialismen; det vil sige en kamp for en socialistisk verdensrevolution.
- Som kommunister i Danmark starter den kamp med kampen imod den danske herskende klasse og dansk imperialisme. Vi gør det som et led i den internationale kamp imod imperialisme og undertrykkelse, for en socialistisk verdensrevolution igennem Revolutionary Communist International, side om side med vores kammerater i USA og resten af verden.
Fordøm Trumps imperialistiske trusler!
Gå med i kampen for et frit Grønland!
Gå med i kampen mod dansk imperialisme!
Gå med i kampen for en socialistisk verdensrevolution!







