Den Internationale Marxistiske Tendens, som Revolutionære Socialister er en del af, udtaler:
Den internationale klimastrejkebevægelse har skabt røre over hele verden. Hen over det sidste år har millioner af unge fra over hundrede lande udvandret fra deres skoler for at deltage i adskillige globale aktions dage, arrangeret af ’Fridays for Future’, for at demonstrere og kræve øjeblikkelig handling mod klimakrisen.
Ved at gå på gaden en masse, blokere veje og lukke byer har disse demonstrationer tvunget politikerne til at rette sig op og lægge mærke til dem. Ydermere har disse mobiliseringer fyldt en ny generation med en følelse af selvsikkerhed, magt og formål. For demonstranterne er ideen om massemilitant aktion normen og ikke undtagelsen. Ordet ’strejke’ er nu forrest i ungdommens bevidsthed. Lektionen er åbenlys: hvis du vil have noget, må du organisere og kæmpe for det.
Siden sin begyndelse sidste år i Sverige med ugentlige protester fra en enkelt skoleelev, Greta Thunberg, har #YouthStrike4Climate-bevægelsen spredt sig lynhurtigt internationalt. I alle lande er situationen den samme: studerende og unge bliver politisk aktive og kræver ’systemforandring, ikke klimaforandring’.
Det er åbenlyst, at øjeblikkelig handling er nødvendig. En massiv reduktion af udledninger og forurening er essentiel. Og afbødningsforanstaltninger, som konstruktionen af oversvømmelsesporte og genplantning af træer, på massiv skala er nødvendige. Men kapitalisterne og deres politiske repræsentanter er fuldstændig ude af stand til at udføre de radikale forandringer, der kræves.
Global handling kræves for at løse et globalt problem; men de kapitalistiske regeringer er uduelige. Nogle verdensledere har erklæret en ’klimaundtagelsestilstand’. Men dette er en tom frase, når den ytres fra læberne på de store virksomheders politikere. I sidste ende er det jo ikke dem, som bestemmer under kapitalismen. Derimod er menneskehedens og vores planets fremtid efterladt til luner hos markedets ’usynlige hånd’.
Greta Thunberg har påpeget, at videnskabsfolk bliver ignoreret, og beder regeringerne lytte til de videnskabelige beviser og råd. Derudover har Extinction Rebellion-bevægelsen forsøgt at ’rejse opmærksomhed’ og overbevise politikerne gennem en strategi omkring højlydt direkte aktion.
Men kapitalisterne og deres politikere bliver ikke overbeviste af moralske argumenter eller af fakta og tabeller. I sidste ende kan vi ikke forvente, at denne elite, der fuldstændig har mistet følingen med resten af befolkningen, vil gøre noget som helst for at beskytte jorden, da deres eneste kriterium er at maksimere profit på bekostning af resten af os.
Virksomheder vil skære hjørner af og tromle hen over reguleringer, hvornår end det er nødvendigt, for at reducere omkostninger, udkonkurrere deres konkurrenter, fange nye markeder og maksimere deres profitter.
Kapitalistiske politikere har intet at tilbyde som svar på denne ødelæggelse. Det eneste de kan foreslå er, at vi må stå sammen og foretage individuelle valg for reducere vores klimaaftryk.
Men disse ’løsninger’ er fuldstændig reaktionære. I deres essens er de blot en ’grønvaskning’ af nedskæringer – de fortæller arbejdere og de fattigste, at de skal spænde bæltet ind for at løse et problem, der er blevet skabt af kapitalisterne og deres rådne system.
Endnu vigtigere er det faktum, at denne liberale, individualistiske mantra strider fuldstændig mod fakta. Et nyligt studie viser for eksempel, at 100 store virksomheder (primært store fossilbrændstofproducenter) står for over 70 procent af al udledning af drivhusgasser. Dette understreger, hvor det virkelige ansvar for klimakrisen ligger.
Som svar på dette, har nogle venstreorienterede politikere – som Alexandria Ocasio-Cortez i USA – rejst kravet om et ’Green New Deal’ og bedt regeringer om at komme deres kulstofudledning til livs ved at investere i genanvendelige energiforsyninger og skabe grønne jobs.
Disse vage forslag svarer generelt til en keynesiansk strategi i et forsøg på at regulere og styre det kapitalistiske system. Men kapitalismen kan ikke styres. Den kan ikke tæmmes og laves ’grøn’. Så længe økonomien er baseret på produktion efter profit, vil det være de store virksomheder, der dikterer til regeringer ikke omvendt.
Vi må sige det klart: det er kapitalismen, der dræber vores planet. Dens umættelige sult efter profit er årsagen til kapløbet mod bunden af miljøstandarder og leveforhold. Det er profitdrevne virksomheder, der bestemmer, hvad der produceres, og hvordan det produceres. Men dette bliver ikke gjort efter nogen plan. Derimod er vores økonomi overladt til markedets anarki.
Det er profitmotivet, ikke økonomisk vækst i sig selv, der er problemet. Derfor er det reaktionært, når visse dele af den grønne bevægelse kræver ’nulvækst’ og ’minusvækst’. ’Nulvækst’ under kapitalisme kaldes krise – og det er altid arbejderklassen og de fattige, der tvinges til at betale for den. Argumentet for permanent krise er et argument for permanent nedskæringspolitik.
Den eneste måde at sikre en bæredygtig økonomi, hvor stigende levestandarder ikke står i modsætning til at beskytte planeten, er gennem en demokratisk, rationel, socialistisk planlægning af produktionen.
På private hænder producerer de store monopoler uanstændige mængder spild og miljøsvineri. Men hvis de var nationaliserede under en socialistisk planøkonomi, kunne de benytte moderne grøn teknologi til at nedskære udledning og forurening i løbet af få år, mens de samtidig sikrer en høj kvalitet af mad, boliger, uddannelse, transport og sundhed for alle.
Ved at kombinere de bedste videnskabelige sind og industriarbejderes evner under en demokratisk arbejderkontrol kunne vi udnytte hele samfundets teknologiske evner og ressourcer til at tjene menneskeheden og planeten.
I mange lande har der været stigende støtte til grønne partier på baggrund af voksende bekymringer om klimaet og en generel mistillid til de traditionelle, etablerede partier. Men fundamentalt set er ledere af de grønne partier blot liberale, der ikke udfordrer systemet eller ser samfundets deling i to modstillede klasser.
Ud fra konklusionen om, at kapitalismen er roden til problemet, følger det, at vi må kæmpe for radikal forandring på en klassebase: forbinde den militante adfærd og radikalisme hos de studerendes klimastrejker med den bredere arbejderbevægelse, så arbejdere og unge kæmper sammen for modige, socialistiske klimapolitikker.
I denne henseende repræsenterer de kommende internationale aktions dage den 20. og 27. september potentielt et enormt skridt fremad for bevægelsen. Greta Thunberg har ganske korrekt bedt arbejderne over hele verden om at gå med de studerende i disse globale udvandringer. Nogle steder har fagforeninger allerede bakket op om denne håndsrækning og har lovet at strejke eller at demonstrere side om side med de unge aktivister.
Det næste skridt er, at hele arbejderbevægelsen følger disse eksempler og kaster hele deres vægt bag klimastrejkerne. Magten hos den organiserede arbejderklasse, bevæbnet med et socialistisk program, ville være ustoppelig. Som vi marxister altid har sagt, er der ingen pære, der lyser eller noget hjul, der drejer, uden arbejderklassens tilladelse.
Kun ved at ophæve det kapitalistiske system og erstatte det med socialisme kan vi planlægge brugen af planetens ressourcer på en demokratisk måde. Kun gennem en socialistisk omdannelse af samfundet kan vi tilfredsstille flertallets behov i harmoni med klimaet i stedet for at generere profit for et parasitisk mindretal.
Videnskaben og teknologien for at stoppe klimakrisen findes allerede. Men under kapitalismen er disse kræfter med til at smadre planeten og ikke redde den. Socialisme eller barbari: det er den fremtid, der venter os. Vi har brug for en revolution.
- Maksimal mobilisering for klimastrejkerne i september!
- Studerende og arbejdere – foren jer og kæmp!
- Kapitalismen er problemet – socialisme er svaret!
- Gå med i IMT!
Kom med til mødet “Klimakamp er klassekamp” lørdag den 21. september!
