Regeringen lægger i sit finanslovsudspil op til at bryde løftet om at fortsætte taxameterløftet på samfundsvidenskabelige og humanistiske uddannelser, hvilket kommer til at medføre brutale nedskæringer på de i forvejen udsultede uddannelser.
Da regeringen fremlagde sit finanslovsudspil 2. oktober, stod det klart, at det stærkt kritiserede omprioriteringsbidrag på uddannelsesområdet ville blive annulleret. Afsløringen trak både overskrifter og gav anledning til ros fra mange sider. Hermed kunne regeringen sætte et flueben ved ét af de mange valgløfter og fortsætte fortællingen om, at den nye socialdemokratiske regering agter at investere i uddannelse. En fortælling, der desværre – men ikke overraskende – er lidt for god til at være sand.
I samme omgang fjernes nemlig det såkaldte taxameterløft, der blev indført i 2010 som et ekstra tilskud til de underfinansierede samfundsvidenskabelige og humanistiske uddannelser. De facto vil det manglende taxameterløft betyde, at de omtalte uddannelsesområder nu kan se frem til endnu hårdere nedskæringer end før. Når nedskæringerne, der løber op i 290 mio. kr., er koncentreret på de få uddannelser, svarer det nemlig til omkring det femdobbelte af omprioriteringsbidraget. Alene på Københavns Universitet skal der ifølge tal fra Uniavisen spares 70 mio. kroner om året svarende til 130 ansatte.
Som følge af mange års sparepolitik tegner der sig på de samfundsvidenskabelige og humanistiske uddannelser et billede af en dalende uddannelseskvalitet med fagsammenlægninger, frafald af holdundervisning og omfangsrige fyringer af kompetente undervisere. Det er svært at overskue konsekvenserne af de voldsomme nedskæringer, der nu lægges op til, for disse i forvejen udsultede uddannelser.
Markedsliggørelse af uddannelser
Forslaget lægger sig i rækken af angreb på de “bløde” fag, vi har set gennem en årrække. Men hvorfor alt den humaniora-hetz?
Svaret er at finde i den generelle markedsliggørelse af universiteterne, hvor virksomhedernes efterspørgsel i stadigt større omfang dikterer, hvad der satses på, uddannelsesmæssigt såvel som i forskning.
Med bevillingsreformen fra 2017, som blev vedtaget bredt i Folketinget, blev universiteternes bevillinger fra staten mere resultatorienterede. STEM-uddannelser (science, technology, engineering, mathematics) og uddannelser med efterspørgsel fra arbejdsmarkedet blev systematisk opprioriteret, mens uddannelser med ringe undervisningskvalitet (som følge af i forvejen manglende midler) og høj arbejdsløshed blev straffet med fratagelse af midler. Det var et entydigt skridt i retningen af en øget politisk styring af universitetsmidlerne, hvor markedet skal afgøre, hvor midlerne prioriteres.
Også inden for forskning spiller erhvervslivet en større og større rolle i disse år. Som følge af de årlige nedskæringer i universitetsbudgetterne må universitetsforskningen i stigende grad hvile på eksterne midler, således at halvdelen af forskningsmidlerne nu kommer udefra. Dette kommer ikke uden en pris for den såkaldte frie forskning. Når erhvervslivet har magten til at udvælge hvilke forskningsprojekter, der skal modtage støtte, kommer profitmotivet unægteligt til at spille en rolle.
Vi ser altså en udvikling, hvor erhvervsliv og universitet bindes stadigt tættere sammen. Med dette bliver den vigtigste målestok for kvalitet og samfundsrelevans erhvervslivets efterspørgsel, hvilket er med til at “retfærdiggøre” angrebet på de samfundsvidenskabelige og humanistiske uddannelser.
Selvsagt er det et enormt tab for samfundet at give afkald på humanistiske og samfundsfaglige indsigter i menneskers adfærd, kultur og historie. Men humanistisk og samfundsfaglig forskning og uddannelse negligeres, fordi den ikke lever op til kravet om profit. Forskning og udvikling af eksempelvis kultur kommer alle til gode og er frit tilgængeligt, når det er udviklet, hvorfor det er vanskeligt at sælge og profitere på.
Socialdemokratisk løftebrud
I valgkampen holdt socialdemokraterne sig ikke tilbage med løfterne om investeringer i uddannelse, da de ved flere lejligheder garanterede, at der ville ske en videreførsel af taxameterløftet.
Nu siger vi med åbne øjne, at vi forpligter os til, at det løft fortsætter. Det vil vi gerne bruge nogle penge på, lød det fra Mattias Tesfaye (S) i Altinget 29. Maj 2019.
Regeringen lader dog ikke til at tage det mindste ansvar for det åbenlyse løftebrud. I et interview med Uniavisen fra 2. oktober 2019 udtalte den socialdemokratiske uddannelses- og forskningsordfører Kasper Sand Kjær, at taxameterløftets overlevelse afhænger af, hvor højt støttepartierne prioriterer det:
Vi er ikke nødvendigvis modstandere af at gøre noget og lade det fortsætte, men vi vil gerne lade det være op til drøftelserne med de andre partier. Om det er det eller nogle af de mange andre ønsker, der skal være hovedprioriteter.
Med andre ord giver regeringen støttepartierne til opgave at vælge, om det skal være minimumsnormeringer, grøn omstilling eller taxameterløft, der skal prioriteres inden for de 2,1 mia. kr., der er afsat til forhandlinger. Dermed vil regeringen passende kunne skyde skylden på støttepartierne, når taxameterløftet eventuelt bortfalder.
Fælles kamp mod nedskæringer
Socialdemokratiet lover velfærd, men lader de forskellige områder kæmpe om de krummer, der ifølge dem er at give ud af. Det er en strategi, der bevidst splitter arbejderklassen og unge og har til formål at fortsætte de tidligere regeringers nedskæringspolitik over hele linjen – et område ad gangen.
Dette sker, mens den ene procents ophobning af kapital accelererer. Rigdommen eksisterer, men arbejdere og unge får ikke en bid af kagen. Politikerne påstår, at vi står på toppen af et opsving, men i de 10 år, der er gået siden finanskrisen, har de ikke kunne tilbyde andet end forringelser og nedskæringer.
Nok er nok. Det er på tide, at studerende rejser sig og yder modstand, men som isoleret gruppe er det en svær opgave. Der er brug for en forenet kamp, hvor studerende i fællesskab med arbejderklassen lægger pres på regeringen og kræver forbedringer, på uddannelse såvel som andre velfærdsområder.
