Kristian Stefansen har kørt ambulance i 19 år og fortæller, hvorfor udbudsstrukturen er skyld i en voldsom forringelse for både ansatte og borgere. Billede: PrivatfotDet er nok de færreste danskere, der er klar over, at det ikke direkte er staten eller kommunen, der står for ambulancekørslen i Danmark. Som med så meget andet i den offentlige sektor er kørslen sendt til udbud i et forsøg på at ”effektivisere” – altså spare penge. Ambulanceredder Kristian Stefansen forklarer, hvorfor selve strukturen med udbud er kilden til problemerne med lange responstider og mangel på ambulancereddere.
Før i tiden var ambulancekørsel en opgave, som amterne varetog. Det betød relativt lave omkostninger for en service, der kunne stille en ambulance omkring 5 minutter efter den blev bestilt.
Det ændrede sig markant efter 2009, da det fra politisk hold blev besluttet, at ambulancekørslen – som så meget andet i den offentlige sektor – skulle i udbud, så private aktører også havde mulighed for at komme ind på markedet. »Det skete ud fra en overbevisning om, at det både ville blive billigere og bedre – mere effektivt – hvis man sendte ambulancekørslen i udbud,« fortæller Kristian Stefansen, der har kørt ambulance i 19 år og på nuværende tidspunkt er ansat i Hovedstadens Beredskab.
Hovedstadens Beredskab tabte udbudsrunden, så fra 2023 bliver det på ene side den private virksomhed Falck, der skal stå for en del af kørslen i og på den anden side har regionerne hjemtaget en del af kørslen igen. Mens man kan stille spørgsmålstegn ved, om det er en god idé at lade en privat virksomhed, hvis hovedopgave er at hive profitter hjem til aktionærgruppen, skal stå for noget så vigtigt som ambulancekørsel, så er der også et centralt problem med den måde, som regionerne hjemtager kørslen, som Kristian forklarer:
»Det er én ting, at Falck nærmest har monopol i forhold til andre private virksomheder, når det kommer til ambulancekørslen, men det er ikke Falck, der er problemet, det er hele den måde udbudssystemet er struktureret på.«
I virkeligheden har udbudsstrukturen ikke sikret billigere løsninger, snarere tværtimod. Allerede når udbudsrunden starter, så skal der laves en masse arbejde, der koster mange penge. Problemet bliver forværret af, at virksomhederne også i deres bud medregner, at de vil tjene en stor del af de penge ind, som de har tabt på buddet. Som Kristian siger: »Jeg gad godt se, hvor mange mandskabstimer alene buddet koster, og det er jo nogle højtlønnede mandskabstimer, der går med det. Alt det skal tjenes igen, og det er i sidste noget, som vi almindelige mennesker kommer til at skulle betale for.«
Og det er her problemet med regionernes hjemtagelse af kørslen også melder sig. For hjemtagelsen foregår også gennem udbudssystemet.
Struktureret til det privates fordel
»Udbudssystemet er indrettet på den måde, at det er fuldstændigt til de privates fordel. Det kan man virkelig se gennem systemet med boder. Hvis en ambulance holder stille, koster det udbyderne – om det er privat eller offentligt ejet – 5.000 kr. hver halve time, og det er uanset hvad årsagen er. Forleden hørte jeg om to reddere, der var blevet truet med en pistol, og derfor blev ambulancen taget ud af drift i nogle timer, og al den tid rullede der bare bod på bod ind.«
Kristian forklarer, at boderne naturligvis er noget, der må indgå i det budget, som en udbyder fremlægger, når de kommer med det bud til regionerne. Problemet er bare, at der er meget strengere krav til at offentlige udbydere medregner, hvad de kommer til at betale i bod, da det jo er det offentliges penge, der bliver brugt på det. Samtidig behøver private virksomheder ikke medregne det, de kan jo bare betale den for de boder, som de får, når de kommer. Det betyder at private virksomheder stort set altid kan fremlægge et billigere bud end en offentligt ejet virksomhed, hvilket skaber en total skævvridning, når regionerne skal vælge udbyder.
»Systemet med boder blev udviklet i forbindelse med udbudssystemet. De var selvfølgelig tænkt som en måde, hvorpå man kunne straffe udbyderne, hvis de ikke leverede det, som de havde lovet. Men problemet er, at det slet ikke er gennemtænkt, som jeg også synes eksemplet med de to reddere viser. For man får bod, uanset hvad årsagen er, til at ambulance holder stille. Hvis du punkterer på vej til eller fra hospitalet, jamen, så skal du også betale bod for den tid, det tager at skifte hjulet.«
Manglen på reddere
Men der er flere årsager til, at Kristian ikke bryder sig om udbudsmodellen. Når Region Hovedstaden kigger på de forskellige bud, så vægter omkostningerne selvfølgelig tungest. Det betyder, at arbejdsmiljø kommer i baggrunden. Kristian forklarer, hvordan Hovedstadens Beredskab var blevet presset af personalegruppen til at sørge for ordentlige arbejdsforhold, og kom derfor med et dyrere bud end ved sidste udbudsrunde. Det spillede afgjort en rolle i Region Hovedstadens valg af Falck frem for Hovedstadens Beredskab, og det kommer til at gå ud over arbejdsmiljøet for ambulanceførerne, og det er i sidste ende noget, der kommer til at gå ud over patienterne, som Kristian forklarer:
»Når man snakker om arbejdsmiljøet, er det helt klart noget, der har ført til, at der er en kæmpemangel på reddere i dag.« Kristian forklarer videre, at den anden store årsag til manglen på ambulancereddere er direkte også forbundet til udbudsstrukturen.
»Manglen skyldes simpelthen, at du er i et fag, hvor der er sindssyg meget usikkerhed, fordi du skal i udbud så ofte – hvert sjette eller syvende år. Det betyder, at du hele tiden arbejder enten i en opstartsfase eller en afviklingsfase. I 2016 da jeg var tillidsmand, og vi vandt udbuddet, sad jeg med i ansættelsesudvalget, og vi brugte sindssygt mange ressourcer og timer på bare at få det mandskab, som vi skulle bruge, nu hvor vores område blev udvidet.«
De usikre arbejdsvilkår som udbudsstrukturen medfører, betyder således, at der nærmest aldrig er en passende mængde reddere til at udføre den mængde arbejde, som der reelt er: »I opstarten er det meget usikkert, om vi kan rekruttere den mængde reddere, vi skal bruge. Vi var så ”heldige” i 2016, at Falck havde tegnet en dårlig overenskomst, så mange reddere skiftede over til os, men det er jo ikke noget man altid kan være sikker på, er tilfældet. På den anden side fører det til, at mange må tage overarbejde, fordi vi har svært ved at stille folk nok, og så kan man jo spørge sig selv, om det er særlig smart at få folk til at ligge og køre udrykning, hvis de allerede har haft fire lange dage,« fortæller Kristian.
Men boderne spiller også ind i det forværrede arbejdsmiljø. »Hvis du lader ambulancen stå, uanset hvad årsagen er, jamen så kommer der en bod ind på din vagt, og det er noget, som du kommer til at høre for. Det fører til et vildt stresset arbejdsmiljø, hvor du dårligt har tid til at overveje, nogle af de beslutninger, som du tager, når du er ude og køre,« uddyber Kristian.
Det går ud over patienterne
På den måde bliver det også tydeligt, at ordentlige arbejdsforhold er nødvendige for at sikre, at man kan fastholde ambulanceredderne, men det er noget som udbudsstrukturen spænder ben for, som Kristian bemærker: »Det er egentlig ret simpelt: jo bedre arbejdsmiljø, jo dyrere er det, og jo sværere bliver det så at vinde et bud.«
Men ligesom med resten af sygevæsenet ligger besparelser også til grund for manglen på ambulancer: »Dårlige arbejdsforhold gør det svært at tiltrække medarbejdere; det er ligesom den ene side af problemet. Og så har du også besparelserne. Jeg mener, at det var i 2009, hvor omkring en tredjedel af alle ambulancer blev skåret væk, så det er selvfølgelig også gået ud over, hvor hurtigt vi kan nå til patienter. Før i tiden ventede folk omkring 5-6 minutter på en ambulance, og nu må man jo vente meget længere.«
Den usikkerhed som det at skulle skifte job hvert femte eller sjette år giver, går lige så meget ud over patienterne, som redderne selv. »Det gælder i virkeligheden alle fagene inden for sygehusvæsenet. Men det er klart, at vi som responspersonale helst skal have ro og ikke være stresset over vores jobsituation, når vi kommer ud til borgere, der måske står i en meget voldsom og presset situation. I sidste ende kan det jo faktisk betyde forskellen på liv eller død, om vi har det mentale overskud til at hjælpe de her mennesker,« som Kristian fortæller.
Vi ser altså, hvordan udbuddet af ambulancekørslen langt fra at ”effektivisere” det offentlige i langt højere grad har fået konsekvenser især for ambulancereddernes arbejdsforhold, men også hvordan modellen besværliggør at fastholde redderne. Fokusset er i langt højere grad blevet flyttet fra det, som ambulancereddere faktisk bør gøre – redde folks liv – til at sørge for at arbejdet kan udføres så billigt som muligt.
Tjenester – ikke profit
Ambulancekørsel burde ikke være noget, som private virksomheder som Falck skal tjene et overskud på. Det handler om at redde menneskers liv, og at forsøge at drive profit på det, kan kun betyde forringelser både for medarbejderne og for dem, der ringer efter en ambulance. Kristian tilføjer:
»I virkeligheden er der ikke noget i den offentlige sektor, der passer til udbud. Det er tænkt som tjenester til borgerne og ikke noget, der skal ”effektiviseres” og generere overskud. Hele det offentlige er allerede blevet så pisse ”effektiviseret”, og på stort set alle parametre har det kun medført forringelser.«
Men det er tydeligt, at problemet ikke bare er de private virksomheder. Det er selve udbudsstrukturen, der smadrer ambulancekørslen. For selvom regionerne har hjemtaget en del af kørslen, så foregår det stadig på baggrund af udbud, med alt hvad det indebærer: forringede arbejdsforhold for redderne; et vanvittigt spild af ressourcer og en forringet service, hvor man ikke kan fastholde redderne.
Historisk set havde arbejdere i den offentlige sektor relativt privilegerede arbejdsforhold, men årevis med nedskæringer, privatiseringer og udbud har presset hele den offentlige sektor til bristepunktet. Vi har set det med sygeplejerskerne, vi har set det hos medarbejderne i DSB, vi har hørt det fra pædagoger og lærere.
Alle de ting i den offentlige sektor, som vi forbinder med velfærd, har arbejderklassen vundet gennem benhård klassekamp. Det er på høje tid, at vi sætter foden ned, og afviser yderligere nedskæringer på alle dele af den offentlige sektor.
