Det er et velkendt fænomen i revolutionær historie, at de enkelte soldater og sømænd, som udgør de væbnede styrker, kan blive påvirket af den generelle stemning i samfundet og spille en nøglerolle i klassekampen. De trange kår på krigsskibe er blevet sammenlignet med ”flydende fabrikker” og med en besætning med arbejderklassebaggrund kan disse forhold give anledning til et voldsomt klassehad.
Tilføj en dødelig virus til denne allerede sprængfarlige blanding, og man har opskriften på en social eksplosion.
I slutningen af marts, efter et havneanløb i Hanoi, begyndte et udbrud af COVID-19 at hærge besætningen på det amerikanske hangarskib USS Theodore Roosevelt. De normale sikkerhedsforanstaltninger var ingen hindring for virussen på et skib med 4.500 sømænd, der bor og arbejder på meget trang plads. Den 31. marts var 200 medlemmer af besætningen blevet testet positivt for COVID-19 – et tal, der skulle fortsætte med at stige i de følgende uger.
Konfronteret med en desperat situation sendte kaptajn Brett Crozier, øverstkommanderende for skibet, et åbent brev til det amerikanske flådedepartement under det amerikanske forsvarsministerium og opfordrede dem til at give tilladelse til, at de smittede kunne komme i karantæne på land, og at der blev tilført mere hjælp til besætningsmedlemmerne på Roosevelt, der var blevet inficerede med sygdommen. Faktisk var Roosevelt blevet tvunget til at gå tidligere i havn på den amerikanske flådebase i Guam grundet smitten ombord. Brevet blev lækket til The San Francisco Chronicle, hvilket satte den militære ledelse i Pentagon i en yderst pinlig situation.
Pentagon reagerede ikke med støtte til skibet. Den 2. april fritstillede Thomas Modly, den daværende fungerende forsvarsminister, kaptajn Crozier fra tjeneste og beordrede ham til at forlade skibet. På en video, der er blevet delt online, ser man Crozier forlade skibet, mens besætning på dækket tiljubler ham og taktfast råber hans navn. For menige er det uhørt, at en officer går op imod sine overordnede på et så højt niveau for at tale deres sag. Derefter fløj Modly, der tidligere sad i bestyrelsen med ansvar for forsvar og militær i et konsulentfirma, der er 42 milliarder dollars værd, helt ud til Guam – en tur, der kostede $ 243.000– for at skælde besætningen ud og kaldte dem »dumme« og erklærede, at kaptajn Crozier var »naiv.« Hans ubehagelige tilsvining af besætningen blev også lækket til medierne af søfolkene selv.
Modly blev svaret af trodsige tilråb fra sømændene, og den følgende offentlige skandale betød, at han måtte trække sig tilbage den 7. april. I skrivende stund har der været over 1.100 positive tilfælde af COVID-19 blandt besætningsmedlemmerne på Roosevelt – inklusive Crozier selv. Ét besætningsmedlem, en juniorofficer, er afgået ved døden. Besætningen er fortsat i havn, alt imens Croziers dystre forudsigelser bliver til virkelighed. En sådan sag om øverstkommanderende på højt niveau, der ignorerer advarslerne fra mandskabet “på gulvet”, er kun alt for velkendt for de menige i det amerikanske forsvar.
Faldende moral, stigende utilfredshed
At besætningen åbent råbte af Thomas Modly var en bemærkelsesværdig begivenhed. Uanset hvor upopulær en leder er, vil soldater næsten altid “holde mund og tage tæskene”, både ud fra en opfattelse af, at det er deres professionelle pligt – og af frygt for straf. Roosevelts besætnings ageren reflekterer en befolkning presset til det yderste og giver et øjebliksbillede af den voksende utilfredshed blandt amerikansk imperialismes “særlige grupper af bevæbnede mænd”.
Faldende moral var allerede en udfordring for det amerikanske forsvar, inden pandemien brød ud. Efterhånden som udenlandske interventioner, proxy-krige og klodsede imperialistiske manøvrer fra den amerikanske herskende klasse trækker ud i det uendelige, er støtten til disse imperialistiske eventyrer forsvundet blandt de menige. En undersøgelse fra 2019 viste, at 51% af de tjenestegørende ønskede at forlade militæret, og kun 45% ville anbefale andre at gå ind i det amerikanske forsvar. 64% af de amerikanske veteraner siger, at krigene i Irak og Afghanistan »ikke var det værd«. Et stigende antal veteraner og aktive soldater begynder at opponere imod krigene, og når nye fronter i det imperialistiske skakspil åbnes i Afrika og andre steder, vil episoder som den på skibet Roosevelt kun blive flere.
Amerikansk imperialisme har i øjeblikket over 200.000 tropper i udlandet stationeret på ca. 800 baser. Normalt er der omkring 5.260 militære flyvninger dagligt. Disse inkluderer kamp- og fragtflyvninger, men også troppetransport. Disse flyvninger er vigtige faktorer i udbredelsen af sygdomme over hele verden – og en vigtig faktor i klimakrisen.
Således konkluderede en overraskende rapport fra Brown University rent faktisk:
»Siden invasionen af Afghanistan i 2001 har det amerikanske militær udledt 1.212 millioner tons drivhusgasser. Alene i 2017 blev der udledt yderligere 59 millioner tons drivhusgasser — mere end mange industrialiserede nationer, som fx Sverige og Schweiz … Krig og forberedelse til krig kræver meget store mængder fossile brændstoffer, og udover at være den største forbruger af energi i USA er Department of Defense den institution i verden, der forbruger mest olie.«
Samtidig med, at de fleste ikke-essentielle og personlige rejser er blevet beordret stoppet, suspenderer de nuværende retningslinjer ikke operationer, der er væsentlige for forsvarets missioner. Der foretages stadig flyvninger, og strømmen af nye rekrutter til basisuddannelsen – nyt “brændstof til bæstet” – er ikke stoppet. Den imperialistiske maskine kører videre.
I en anden, mindre kendt hændelse lækkede soldater, der var stationeret ved Lewis McChord-militærbasen i staten Washington, til Army Times, at de stadig blev tvunget til at udføre fysisk uddannelse, eksercits og feltuddannelse – proppet sammen 20 mand høj i et telt – i strid med Department of Defenses’ anvisninger. Mediernes opmærksomhed tvang i sidste ende basen til at stoppe træningen.
Kommentarerne fra menige soldater og laverestående officerer, som blev bragt i Army Times–artiklen, viser den udbredte utilfredshed og frygt, der spreder sig gennem de væbnede styrkers rækker over for de militære lederes manglende evne til at handle effektivt for at bremse virussens spredning:
»Der er ikke meget sundhedsbevidsthed herude … Vi er stadig proppet ind i telte med hundreder af andre mennesker, der sover under en meter fra hinanden … Vi bruger latriner uden adgang til håndsæbe.«
»Det er koldt, så vi arbejder indendørs i små lukkede rum, det er klart i strid med anbefalingerne om social distancering.«
»To af mine mænd har haft direkte kontakt med nogen [hvis] ægtefælle var blevet testet positiv, og vi gør stadig, som vi plejer.«
»[Militære ledere er] lammet af ubeslutsomhed … Få ledere er villige til at tage informerede beslutninger og bruge sund fornuft til at begrænse smitterisikoen for soldaterne … De er gået i stå i håb om, at en af højere rang vil tage beslutningen for dem.«
»Jeg har udtrykt min bekymring til mine foresatte, de har min ryg, men når kritikken først når til bataljonsniveau, bliver problemerne bare fejet til side«
Artiklen beretter også om en sag, hvor en af hærens helikopterenheder fik ordre til at forberede flytning af COVID-19-patienter til hospitaler uden at være forsynet med masker, desinfektionsmidler eller nogen medicinske retningslinjer:
»Som erstatning for masker fik besætningerne på flyene blot besked om at begrænse tale i nærheden af patienterne og at åbne vinduerne eller tage dørene af flyet, fortalte et besætningsmedlem; der er heller ikke givet nogen plan om at sætte besætningerne i karantæne, selvom de gentagne gange skal transportere coronapatienter.«
I skrivende stund har det amerikanske forsvarsministerium registreret over 7.000 smittetilfælde blandt dets militære og civile personel. På tværs af militæret holdes tjenestegørende personale i kaserner, sovesale, skibe eller deres egne hjem. Udsendelser er blevet forlænget, og midlertidige opgaver er blevet annulleret, imens baser implementerer skærpede sundhedsforanstaltninger – men smittetilfældene fortsætter med at stige.
Klasseskellet afsløret
Under disse forhold med dysfunktion og utilfredshed bliver de militære ledere utvivlsomt hjemsøgt af det nylige 45-års jubilæum for Saigons fald, der markerede USA’s nederlag i Vietnam præget af udbredte mytterier og modstand fra de menige soldater. I løbet af denne krig dokumenterede Pentagon en halv million tilfælde af soldater, der deserterede, og mindst 900 hændelser med fragging – forsætlige drab af officerer udført af soldaterne.
Hele garnisoner måtte afvæbnes af militærpolitiet, og krigen på landjorden faldt stort set fra hinanden som følge af soldaternes modvilje mod at følge ordrer og deres aktive modstand mod ledelsen. Vietnam var et eksempel på, hvordan de væbnede styrker kan splittes langs klasselinjer under specifikke omstændigheder, her ved tilstedeværelsen af en kraftig antikrigsbevægelse i den brede befolkning kombineret med en høj andel af dræbte i kamp samt værnepligten.
Som et resultat af dette drog Pentagon visse konklusioner, og hele militæret blev omstruktureret i et forsøg på at undgå en gentagelse af disse begivenheder. Militæret udgøres ikke længere af værnepligtige, de fleste kampopgaver udføres af specialstyrker eller droner, og information bliver effektivt renset og holdes ude af offentligheden. Men alligevel, på trods af disse tiltag, har soldaternes modstand mod de igangværende krige været stigende, især blandt veteraner. Og selv om vi endnu ikke har set de utilfredshedsniveauer, der blev set under Vietnamkrigen, er revolutioner en molekylær proces, og de gradvise ophobninger kan føre til pludselige skift i situationen.
På trods af militærets metoder til indoktrinering – designet til at give soldater et syn på sig selv som værende noget andet end den generelle civile befolkning – er det et faktum, at langt de fleste menige i de væbnede styrker kommer fra en arbejderklassebaggrund. 62% de indrullerede kommer fra husholdninger, der tjener mindre end $ 60.000 om året. 40% af det amerikanske militærpersonel er ikke-hvide, og kun 9% har en bachelor eller et tilsvarende uddannelsesniveau, i forhold til resten af befolkningens 45%.
I mange tilfælde rekrutteres soldater med, hvad man kalder ”fattigdomsindrulleringen” gennem løfter om stabil indkomst, boliger, sygesikring, uddannelsesmuligheder og en flugt fra kapitalismens elendigheder. Men disse løfters tomhed afsløres af det høje antal hjemløse og psykisk syge blandt veteraner.
En ud af fire personer, der gør tjeneste i militæret, er diagnosticeret med en psykisk sygdom. Blandt veteraner er det ikke kun et resultat af PTSD. Det er også i vid udstrækning et resultat af at blive lokket fra deres velkendte omgivelser og aggressivt “deklasseret”, fremmedgjort fra civilsamfundet – for at blive formet til mere effektive håndhævere af kapitalens interesser.
Brutaliteten i det imperialistiske apparat gør nogle mennesker til monstre og andre til udbrændte skaller, der ikke er i stand til at tilpasse sig den socialiserede udbytning fra en kriseramt kapitalistiske økonomi, når de forlader tjenesten. Dette er endnu en måde hvorpå arbejderne, de fattige og ungdommen ofres på kapitalismens alter – hjemme og i udlandet. Men hvis der er en lektie, der kan drages fra verdens revolutionære historie gennem det sidste århundrede, er det, at når massernes bevidsthed inficeres med revolutionens ånd, påvirkes alle institutioner – og alt kan ske.
En epoke med verdensrevolution
Gang på gang har revolutionær gæring i samfundet spredt sig til de væbnede styrkers rækker, som ikke kan undgå at identificere sig med massebevægelser, der udgøres af mennesker, som de er vokset op med, deres familier, venner og naboer. Især når den herskende klasse vælger at reagere på en social omvæltning med voldelig undertrykkelse kan dette være ”dråben”, der får bægret til at flyde over og fremprovokerer et fuldstændigt sammenbrud af kommandovejen.
Dette var tydeligt i det arabiske forår i 2011 i Tunesien og Egypten, hvor der var mange rapporter om fraternisering mellem hærens rækker og folket, der var gået på gaderne. I mange tilfælde beskyttede hæren demonstranter mod angreb fra politiet. Præcis de samme scener blev gentaget sidste år under de revolutionære massebevægelser i Sudan og Ecuador.
Mere end nogensinde før er den herskende klasse meget opmærksom på den øgede risiko for åben klassekamp. I henhold til en »Politisk risikovurdering«, der blev offentliggjort af det strategiske konsulentfirma Maplecroft, oplevede en fjerdedel af landene i verden en bølge af civil uro, masseprotester og revolutionære situationer sidste år. Rapporten konkluderede ved at beskrive 2019 som den »nye normal«:
»Det tilbageholdte raseri, der er kogt over i gadeprotester det seneste år, har overrasket de fleste regeringer. Politikere over hele kloden har for det meste reageret ved at give begrænsede indrømmelser og ved undertrykkelse med sikkerhedsstyrker men uden at tackle de underliggende årsager. Selv hvis de straks håndteres, er de fleste frustrationer dybt forankrede og vil tage årevis at løse. Med dette i tankerne er det usandsynligt, at 2019 vil blive et enkeltstående tilfælde. De næste 12 måneder vil sandsynligvis give mere af det samme, og virksomheder og investorer bliver nødt til at lære at tilpasse sig og leve med denne “nye normal”.«
Bloomberg bragte for nylig et debatindlæg under overskriften: »Denne pandemi vil føre til sociale revolutioner« som en advarsel til den herskende klasse om, hvad der venter efter karantæneperioden er ovre:
»COVID-19 forværrer i særlig grad allerede eksisterende uligheder alle steder, hvor den spreder sig. Inden længe vil dette medføre social uro og tilmed opstande og revolutioner… bag dørene til de karantæneramte hjem, i de lange køer til suppekøkkener, i fængsler, slumområder og flygtningelejre – alle steder, hvor mennesker var sultne, syge og bekymrede før udbruddet — bygger tragedie og traumer sig op. På den ene eller anden måde vil dette overtryk bryde ud.«
Denne “trykstigning” er på ingen måde begrænset til de fattigste dele af verden, der er undertrykt af udenlandsk imperialisme. Pentagon overvejer også sine muligheder for at konfrontere den kommende og uundgåelige stigning i social uro i USA i betragtning af de depressions-lignende scenarier i horisonten. Der er endda tale om at aktivere the Insurrection Act, oprindelig vedtaget i kølvandet på orkanen Katrina, for at gøre det muligt for militære styrker direkte at håndhæve lov og orden internt i landet, hvor den normale retshåndhævelse bryder sammen.
Hvad betyder alt dette så for revolutionære socialister? Det er en påmindelse om, at det kommende årti ikke vil ligne det årti, der fulgte efter 2008-krisen. Vi skal ikke betragte revolutioner som noget fra en svunden historisk periode. Vi lever i dag i en epoke af verdensrevolution, og vi må forberede os som sådan – ved at opbygge en marxistisk ledelse, der kan slå rødder i arbejderklassen og udbrede et socialistisk program så bredt som muligt – også i militærets rækker – som forberedelse til den historiske klassekamp, der venter os.
