Tusindvis af tyskere er gået ind i kampen mod tårnhøje huslejer i de store byer. I foråret gik 40.000 på gaden i Berlin i kampen for ekspropriation af de største spillere på ejendomsmarkedet.
Ekspropriation af alle udlejere der ejer mere end 3.000 boliger. Sådan lyder kravet fra bevægelsen for billigere boliger i Berlin. Det radikale krav kommer som et svar på de vanvittige huslejestigninger, der har ramt de tyske storbyer de sidste ti år. I Berlin har mangel på nybyggeri og stor tilflytning gjort, at huslejen i løbet af de sidste ti år næsten er fordoblet. Forslaget vil blandt andet omfatte den gigantiske udlejer Deutsche Wohnen (DW), som ejer 112.000 boliger i Berlin. Meget typisk for en kapitalforvalter har direktøren for DW, Michael Zahn, allerede spændt hanen på revolveren og udtaler: ”Det kommer ikke til at ske. Vi lever ikke i en bananrepublik”. Så er det bare ærgerligt, at dette så civiliserede samfund ikke forhindrer, at almindelige mennesker bliver tvunget til at bruge langt størstedelen af deres indkomst på at skaffe tag over hovedet. Det konkrete forslag om ekspropriation af alle udlejere med mere end 3.000 boliger fik på to måneder tre gange så mange underskrifter som nødvendigt, for at det kunne komme til folkeafstemning. Imens underskrifterne er ved at blive gennemgået, har bystyret i Berlin vedtaget en lov imod huslejestigninger de næste fem år i et forsøg på at dæmpe gemytterne. Hvis forslaget ender med at komme til folkeafstemning, er det ikke usandsynligt af forslaget kan blive stemt igennem. Bevægelsen for boliger der er til at betale har nemlig stor opbakning i den tyske arbejderklasse. I slutningen af juli blev der afholdt en demonstration i Berlin med 40.000 deltagere. Viljen til radikale løsninger afspejler sig også i en meningsmåling fra februar, hvor 44% af indbyggerne i Berlin mente at ekspropriation var et rimeligt middel til at få styr på boligmarkedet, mens kun 39% udtrykte at de var direkte modstandere.
Øst og vest
Inden østblokkens sammenbrud var der masser af billige boliger såvel i øst som i Vesttyskland. I Østtyskland var det et resultat af planøkonomien, der på trods af dens udemokratiske form i Østtyskland trods alt formåede at skaffe stabile liv for almindelige arbejdere. Det gjaldt selvfølgelig adgang til en billig bolig, men også ret til et job og lægebehandling i tilfælde af sygdom. Også i Vesttyskland blev der under den kolde krig givet mange indrømmelser til arbejderklassen. Dette skyldes at frontlinjen i krigen mellem de to socioøkonomiske systemer Kapitalisme og Planøkonomi, gik tværs igennem Tyskland. Det var derfor vigtigt for det vesttyske borgerskab at bevise, at kapitalisme var bedre end planøkonomien i øst. Den vesttyske arbejderklasse nød altså en uforholdsmæssig høj levestandard. Dette udmøntede sig i høj løn, gode arbejdsforhold og ja, billige og gode boliger.
Efter murens fald og Østtysklands indlemmelse i Vesttyskland forsvandt planøkonomien og dens økonomiske fordele for arbejderklassen. Men med truslen fra øst uskadeliggjort, blev alle indrømmelserne til arbejderklassen i vest rullet tilbage. Arbejderklassen oplever hver dag forringede forhold. Der skal arbejdes flere og flere timer i dårligere job for at tjene til dagen og vejen. Fem millioner tyskere får så ringe en løn, at de skal arbejde to job for at få enderne til at mødes. Forringelserne gælder selvfølgelig også på boligmarkedet. Millioner af boliger der før var på statens hænder, er nu solgt fra for en slik til private ejendoms-”udviklere”. Når boligerne kommer på private hænder, bliver de renoveret, ikke fordi der er brug for det, men fordi at den nye ejer så kan sende lejen på himmelflugt.
Inspiration til Danmark
Selvom forhistorien er en anden, ser vi den samme udvikling i Danmark. I de store byer bruger de studerende i gennemsnit 100% af deres SU på husleje. Det er desværre ikke noget, der kun gælder de studerende. Boligmanglen i byerne gør, at lejen er eksploderet for alle boliggrupper. Selvom der bliver bygget nyt, er det nye byggeri så dyrt, at der ikke er nogen normale mennesker, der har råd til at bo der. Der er desperat mangel på almene boliger, der efterhånden er de eneste boliger der er til at betale. Det har politikerne så valgt at forværre ved at vedtage ghettopakken. Den dikterer, at hvis der bor for mange socialt udsatte borgere i et alment boligområde, skal de almene boliger rives ned eller sælges fra, for at gøre plads til ejerboliger som der ikke er nogen, der har råd til. Det skal man lige huske, når der bliver holdt skåltaler om tiltagene med at bygge et par hundrede studieboliger eller tilladelsen til opførelse af containerbyer til studerende. Samtidig med manglen på billige boliger ser vi et decideret boom i byggeriet af store og dyre lejligheder i de store danske byer. Dette er, ironisk nok, finansieret af arbejderklassens egne penge gennem de store pensionskasser som Pension Danmark og PFA. Disse boliger er der ikke nogle almindelige mennesker, der har råd til at bo i. Altså bruges arbejdernes egne lønkroner til at skubbe dem ud af byerne.
I et “frit” kapitalistisk boligmarked vil der aldrig blive billige og gode boliger til arbejderklassen. Derfor er berlinernes krav om ekspropriation det eneste svar på et fuldstændig smadret boligmarked. Det samme krav må den danske arbejderklasse rejse. Hvis kapitalismen ikke kan skaffe os nogle ordentlige boliger til en fair leje, så må vi tage den samfundsopgave fra dem.
