Olaf Scholz, Tysklands socialdemokratiske kansler med USA’s præsident Joe Biden. Billede: The White House
Den 28. oktober adresserede formanden for det tyske Socialdemokrati (SPD), Frank-Walter Steinmeier, en række fornemme gæster på Bellevue Paladset, hans officielle residens. I sin tale om »nationens tilstand« påpegede han, at verden »bevæger sig imod en periode med konfrontationer« og at »kampen for dominans« nu er i centrum.
Han advarede om, at »hårdere år, sværere år er i vente« og at »fredsdividende var blevet ædt op.« Hvis Tyskland skal bibeholde sin position i verden, forklarede han, så »kræver det viljen til at værne om os selv,« og have »styrken til selvopofrelse« og »først og fremmest et stærkt, veludrustet Bundeswehr« (det tyske militær, red.). Da Rusland indledte invasionen af Ukraine i februar 2022, annoncerede den tyske kansler Olaf Scholz, at det krævede en “Zeitenwende” eller “et vendepunkt” i Tysklands tilgang til udenrigspolitik, herunder øgede militærudgifter.
Hvor stammer kravet om Zeitenwende fra?
Note: begrebet Zeitenwende, som først blev brugt af Scholz i sin tale i februar, er siden blevet et tilbagevendende tema i de borgerlige tyske medier. Det bliver brugt som betegnelse for en ny periode og en ny regeringspolitik. Hvor tysk politik før har været defineret af “pacifisme”, som passede til en tid med fred, samarbejde og velstand, taler de nu om en Zeitenwende, hvor verden bliver mere “multipolar” og “fragmenteret” og på den måde retfærdiggøre den herskende klasse i Tyskland deres nye, militaristiske kurs.
Imperialistisk showdown
Den tyske præsident Frank-Walter Steinmeier afholdte for nyligt en tale til nationen, hvori han sagde, at verden »bevægede sig imod en periode med konfrontationer«. | Foto: Armin Kübelbeck
Kapitalismens uudslukkelige tørst efter profit tvinger kapitalisterne til at erobre nye markeder. Men når hele verden er opdelt mellem internationale monopoler og deres imperialistiske stater – særligt USA, Kina og EU med Tyskland i spidsen – er de tvunget til at stjæle fra hinanden og intensivere plyndringen af mindre stater.
I de sidste årtier har fordelingen af den globale produktion ændret sig drastisk. Fra 2000 og 2019 voksede mængden af den globale produktion markant, men USAs andel faldt fra 20.4 % til 15.1 %, EU’s faldt fra 23.5 % til 16.1%, mens Kinas andel voksede fra 7.3 % til 19.2 % (målt ud fra købekraftsparitet, ifølge Atlas of World Economy 2020/2021). Sammen dominerer disse imperialistiske magter resten af verden og står sammenlagt for mere end halvdelen af hele verdens produktion.
Kinas voksende rolle som en verdensmagt kombineret med USA’s relative tilbagegang (og i endnu højere grad EU’s relative tilbagegang), forårsager et skift i magtbalancen verden over. Globalisering – udvidelsen af den internationale arbejdsdeling og væksten i verdenshandlen – ændrer sig nu til sin modsætning. Sammen med kampen om at dominere verdensmarkedet, ser vi protektionistiske afkoblingsprocesser, handelsbarrierer og økonomisk krig træde i forgrunden.
Hvor der før var “partnere”, er der nu “konkurrenter” og “systemiske rivaler”. Selvom det ikke bliver eksplicit udtalt, gælder dette også i for Tyskland og EUs relationer til USA. Modsætningerne i den globale kapitalisme tvinger de imperialistiske magter i konfrontation med hinanden.
Et netværk af afhængighed
Konfrontationen mellem to giganter – USA og Kina – slider på EU og mest af alt tysk imperialisme. Sidstnævnte har nydt godt af den lange fase med globalisering og relativ stabilitet på verdensmarkedet. Tysk kapitalisme var i stand til at handle overalt i verden og voksede sig til verdens fjerdestørste økonomi – med et betydelig handelsoverskud. Men denne position bliver der nu sat spørgsmålstegn ved.
USA og EUs økonomiske krig mod Rusland har afskåret Tyskland fra en vigtig kilde til billig energi, hvilket har gjort produktionen og eksporten af tyske varer dyrere og dermed mindre konkurrencedygtige. Tysklands rivaler, USA og Kina, er samtidig landets to vigtigste individuelle handelspartnere. For eksempel eksporterede tyske virksomheder varer til en værdi af 104,6 milliarder euro til Kina og importerede varer til en værdi af 142 milliarder euro i 2021. Samme år blev varer til en værdi af 122 milliarder euro eksporteret til USA, mens Tyskland importerede for 70 milliarder euro den anden vej.
Ydermere kan Tyskland ikke spille en rolle i verdenspolitik, uafhængigt af EU, som også er Tysklands vigtigste handelspartner. I 2020, for eksempel, blev der importeret varer til en værdi af 546,7 milliarder euro fra andre EU lande til Tyskland, mens varer til en værdi af 635,7 milliarder euro blev eksporteret til resten af EU.
Samtidig har Kina en central plads i EU’s handel. I 2021 blev der handlet for 696 milliarder euro mellem Kina og EU. Det repræsenterede 16% af EUs samlede varehandel sammenlignet med 15% som skete med USA. Kina stod for 22% af alle varer importeret til EU, mens USA stod for 11%. Ligeledes gik 18% af eksporten fra EU til USA, mens 10% gik til Kina.
Men krigen i Ukraine, og konflikten mellem USA og Kina, har nu tvunget den tyske regering og den tyske kapital til at vælge side for ikke at blive fuldstændig klemt mellem disse to kæmper. Fordi de økonomiske, politiske, diplomatiske og militære bånd hos EU’s medlemslande historisk set er dybere med USA end de er med Kina, så er kursen allerede fastlagt. Men det kommer med en kæmpe økonomisk og politisk pris.
Split i toppen
Mest af alt tvinger EU’s militære afhængighed af NATO, Tyskland ind i et tæt kredsløb rundt om USA. Tysklands underdanige politik overfor amerikansk imperialisme kommer tydeligst til udtryk hos partierne De Grønne og Det Frie Demokratiske Parti (FDP). De er de mest højtråbende af alle i at insistere på at styrke det transatlantiske forhold, for større involvering i krigen i Ukraine igennem penge- og våbenleverancer, sanktioner og en ny “Kina-strategi”. Omdrejningspunktet i deres Kina politik er en afkobling fra kinesiske forsyningskæder og protektionisme imod kinesiske varer og virksomheder i Europa. De ønsker, at Tyskland bliver direkte involveret i USA’s strategi om at inddæmme Kina.
Denne tilgang er ikke ligefrem blevet mødt med entusiasme fra virksomhederne på den tyske børs. De fastholder vigtigheden af handelsrelationerne med Kina og har foretaget store investeringer der. Volkswagen solgte i 2021 næsten 42% af deres nye biler i Kina og tjente 40% af deres profitter der. Kina er marked for næsten 23% af BMWs salg, i Siemens tilfælde er det 13%, Adidas 21%, Merck 14,7%, Bayer 8,7%, Wacker 29% og for BASF er det 15%. En økonomisk afkobling fra Kina er udelukket for disse virksomheder.
Den tyske kanslers statsbesøg til Kina i november blotlagde de interne brudflader i den tyske regering, og mellem virksomhederne og De Grønne. I optakten til besøget gennemtvang Scholz et delvist salg af en containerterminal i Hamborg Havn til den kinesiske statsejede shippingvirksomhed Cosco. Scholz gennemtvang salget på trods af modstand fra seks ministre og flere grene af efterretningsvæsenet. Denne manøvre, sammen med hans besøg til Kina, har skabt stor kritik af kansleren, specielt fra udenrigsministeren Annalena Baerbock (fra De Grønne). Scholz har offentligt modsvaret kritikken og skrev sågar en lang gæsteartikel i Frankfurter Allegemeiner Zeitung den 3. november, hvori han forsvarede sit statsbesøg til Kina.
Få dage senere kom forretnings-delegationen – som havde ledsaget kansleren på hans tur (de ovenfor nævnte virksomheder på den tyske børs) – kansleren til undsætning med deres egen gæsteartikel. Selvom de også påstod at mene, at det er nødvendigt med en ny strategi, som skulle karakterisere Kina som en »partner, konkurrent og strategisk rival«, understregede de samtidig at økonomisk samarbejde er nødt til at være i forgrunden.
USA’s “America first”-politik ydmyger de “strategiske allierede”
Joe Bidens protektionistiske politik, presser det Europæiske, og i særdeleshed det tyske, borgeskab. Billede: Gage Skidmore Wikimedia Commons min
Samtidig varetager den amerikanske regering udelukkende sine egne interesser. “America first”-politikken er blevet fortsat under Biden-administrationen. Med klimaaftalen på flere milliarder dollars, kendt som “Inflation Reduction Act” (IRA), lover den amerikanske regering enorme subsidier til virksomheder indenfor energi-, transport- og hydrogen-sektorerne. IRA har strikse “Made in America” krav indenfor stort set alle stadier i produktionen, lige fra minedriften og raffineringen af råstoffer til montering og siden genbrug. Kun de virksomheder, som producerer i USA, kan nyde godt af subsidierne.
Amerikansk kapitalisme ønsker at tiltrække industriproduktion fra hele verden til USA. Nye, mere produktive fabrikker, kontrol over forsynings- og produktionskæderne, såvel som kilderne til råmaterialer og, vigtigst af alt, de afledte profitter, skal endnu engang styrke amerikansk dominans over verden.
Alt der minder om “grøn” teknologi bliver subsidieret for hundrede milliarder af dollars: Fra batterier og brint til vind- møller og solcelleparker. Mange tyske virksomheder har i deres ivrighed for at få fingrene i nogle af disse penge planlagt at flytte produktion fra Europa til USA. Listen over virksomheder inkluderer kæmper som VW, Audi og Siemens.
Der Spiegel citerede Joe Kaeser (chef i Siemens og nuværende bestyrelsesformand for Siemens Energy og Daimler Truck Holding), for at sige, at Europa »ikke længere kun er i systemisk konkurrence med Kina, men også til en vis grad med USA.« Hans udtalelse ramte hovedet på sømmet. Med subsidier og protektionistiske tiltag forsøger USA at eksportere arbejdsløshed og at hjælpe en ny bølge af industrialisering på vej. Men det kan kun ske på bekostning at USAs “strategiske allierede” Europa – og resten af verden, naturligvis.
EU og den tyske regering kan intet andet gøre end at surmule. Det er en »krænkelse af internationale handelsregler« og begyndelsen på en handelskrig mellem EU og USA midt i Ukraine-konflikten, beklager de europæiske politikere sig. Så meget for »vestens ubrudte enhed«, som ikke er andet end en facade. Men ej heller kan EU forenes i en samlet konfrontation mod USA. EU bliver også plaget af en dyb, intern krise. Alt, de kan gøre, er at “bønfalde” deres “allierede”. Som Der Spiegel skrev: »Til G20-mødet i Bali tiggede Kommissionens Præsident Ursula von der Leyen Biden om at blokere (IRA) loven.«
At gå på line ud i det ukendte
Midt i alt dette forsøger det regeringsbærende SPD – hvis ledere pålideligt har opvartet kapitalistklassen i årtier – at balancere de modsætningsfulde interesser i tysk kapitalisme. De ønsker at undgå yderligere forstyrrelser ligesom dem der fulgte i kølvandet på pandemien og Ukraine-krigen. De er drevet af frygten for deindustrialisering, “velstandstab” og en tsunami af klassekamp.
De arbejder derfor tæt sammen med den herskende klasse. For nyligt krævede Rainer Dulger – præsidenten for BDA (paraplyorganisationen for tyske erhvervsorganisationer) – at den tyske regering skulle opsætte et ministerium for råmaterialer, som skal sikre tysk kapitals adgang til sjældne jordarter, energikilder og andre vigtige råmaterialer. Deres fokus er især på Afrika, Asien og Latinamerika – regioner hvor USA og Kina udvider deres indflydelsessfære.
Er dette ikke blot et bevis for at staten, som Marx og Engels forklarede, ikke er andet end »en komité for at varetage hele borgerskabets fælles anliggender«? Regeringen, erhvervsorganisationer og bankerne slår sig sammen for at gennemtvinge deres klasseinteresser over hele kloden. Som Lenin forklarede tilbage i 1916 er dette et centralt aspekt af den imperialistiske epoke.
Men den balancegang, som den føderale regering og den tyske kapital forsøger at gå, bringer dem tættere og tættere på afgrundens rand. De modsætninger, der omslutter tysk kapitalisme på verdensplan, tillader ikke en løsning, der er i den tyske imperialismes interesse.
Militærmagt
I den imperialistiske kamp for interessesfærer, ressourcer, markeder, teknologi og arbejdskraft, ønsker de tyske imperialister at forsvare sit imod Kina, Rusland og USA. Som Lars Klingbeil sagde i en tale, som blev holdt af SPD-lederen tilbage i juni, »må Tyskland gøre krav på at være en ledende magt.« I en verden, hvor politikere rejser nye barrierer for “frihandelen”, kan tysk imperialisme ikke længere dominere sin indflydelsessfære gennem økonomiske muskler alene. Den må også blive en militær magt, som tilsvarer dens økonomiske interesser.
Med et opgraderet, langt bedre finansieret og kampdueligt Bundeswehr håber Tyskland at få en bedre løftestang til at styre EU efter tysk kapitals interesser. | Foto: Bundeswehr
For at understrege deres politiske og økonomiske dominans i EU forbereder Tyskland sig på at ekspandere sin mi- litære magt i Europa. Det er præcis det, der er motivationen bag de nyeste meldinger om en specialfond på 100 milliarder euro til de væbnede styrker og en årlig forøgelse af militærudgifterne til mindst to procent af landets BNP. Med et opgraderet, langt bedre finansieret og kampdueligt Bundeswehr håber de at få en bedre løftestang til at styre EU efter tysk kapitals interesser.
Men splittelserne internt i EU sætter meget definitive begrænsninger på tysk kapitals evne til at udstikke en selvstændig retning. I takt med at splittelsen bliver dybere, vil det kun blive sværere at gennemtvinge sine imperialistiske interesser uden for Europas grænser. Før eller siden vil Tyskland blive nødt til at lade sig nøje med rollen som en ulige “allieret” med USA – et forhold som mere ligner trældom end venskab.
Der vil komme flere og dybere splittelser i regeringen og i kapitalistklassen over disse strategiske problemer. Det kridter banen op til yderligere politisk ustabilitet, polarisering og på et vist stadie revolutionære begivenheder i Tyskland. På baggrund af dette er der kun én ting, der er sikkert: Tysk imperialistisk forfald vil fortsætte og med det også EU’s forfald.
Klassekamp
Ønsket om at gøre krav på positionen som »en ledende magt« betyder i sidste ende oprustning. Men den type uproduktive investeringer vil kun betyde mere inflation og dybere nedskæringspolitik. Klassemodsætningerne i Tyskland vil blive intensiveret. Hvis forsvarsindustriens andel i statsbudgettet vokser, må der uundgåeligt spares andre steder. Det vil øge krisen i infrastrukturen og sundhedsvæsenet, øge personalemanglen i daginstitutionerne, skolerne, klinikkerne og de offentlige myndigheder og lede til nedskæringer i andre statsfinansierede institutioner.
Det er tydeligt, hvem Steinmeier mener vil være nødt til at have »styrken til selvopofrelse«, som han siger. Arbejderklassen må lide, så staten kan opgradere sine ødelæggelsesvåben. Men denne selvopofrelses-etik bliver i skrivende stund allerede testet i overenskomstforhandlingerne, som bliver kæmpet af de Tyske Fagforeningers Hovedorganisation. I “svære tider” bliver vi fortalt, at økonomien ikke må belastes med krav om højere lønninger. Men faldet i levestandard og den kommende økonomiske krise og turbulens kommer til at fremprovokere en modreaktion fra arbejderklassen.
Imperialistiske konflikter, militarisme, oprustning af den kapitalistiske stat og styrkelsen af repressionsmidlerne er altid sket på bekostning af og rettet mod arbejderklassen. For at gøre en ende på denne spiral af imperialistiske konflikter må kapitalismen i Tyskland og resten af verden væltes. Arbejderklassen må besvare de imperialistiske politikker med klassekamp.
Denne artikel er første gang bragt af Revolutionære Socialisters tyske søsterorganisation Der Funke den 6. december 2022.
