Det chokerende resultat af det amerikanske præsidentvalg er endnu et eksempel på de pludselige og skarpe skift, som er implicit i situationen. Helt indtil det sidste minut forsøgte kommentatorerne og meningsdannerne i medierne febrilsk at vende og sno sig for at påvise, at meningsmålingerne pegede på en sejr til Harris, hvor snæver den end måtte være.

De tog grueligt fejl.

Tidligt om morgenen den 6. november, da Donald Trump nærmede sig de 270 stemmer i valgmandskollegiet (Electoral College), blev illusionen om en sejr til Harris endegyldigt smadret. Endnu en gang er millioner af amerikanere gået til stemmeurnerne for at stemme på Trump.

Det var ikke en del af planen. Den herskende klasse i USA — med fuld opbakning fra de europæiske regeringer — var opsat på at holde ham ude af Det Hvide Hus, med alle de kneb og manøvrer, de har kunne bruge. Efter Trump var blevet vippet af pinden i valget i 2020 blev alt sat ind på at stoppe ham fra at stille op igen.

De prøvede at fjerne ham fra stemmesedlen i flere stater. Han blev dømt for 34 anklager og er anklaget for yderligere 50 forbrydelser. Han blev dømt til at betale hundreder af millioner af dollars i civile sager vedrørende forretningssvig og i en injuriesag, der opstod som følge af en voldtægtsanklage.

Men for hver eneste anklage, der blev smidt efter ham, voksede hans opbakning blot yderligere. Anklagerne er simpelt hen pralet af. Hver eneste gang han er blevet stillet for retten, er hans opbakning i meningsmålingerne steget.

Alle angreb imod ham har givet bagslag og har i stedet ramt dem, som – med rette – bliver set som værende involverede i en konspiration for at forhindre ham fra at genindtage Det Hvide Hus.

Han havde alle odds imod sig. Medielandskabet var praktisk talt forenet i sin opposition mod Trump. Det følgende er en liste over de større aviser og deres position i forhold til de to kandidater:

• 199 for Kamala Harris
• 16 for Trump
• 28 ingen erklæret støtte til nogen af kandidaterne
• 1 anden

I alt 244

Tallene illustrerer, at næsten samtlige massemedier var imod ham. Den herskende elite beroligede sig selv med tanken om, at han ‘umuligt kunne vinde’. ‘En dømt forbryder’, sagde de, ville aldrig kunne vinde præsidentvalget. Men det gjorde han.

Det forklarer også hvorfor valgresultatet kom som et kæmpe chok for den amerikanske herskende klasse.

Forvirring

Den russiske revolutionær Leon Trotskij sagde engang, at teori er forudseenhedens sejr over forundring. Jeg tænke på Trotskijs ord, da jeg læste en interessant kommentar fra en BBC-korrespondent:

“En Demokratisk politisk operatør i DC skriver, at partiet ‘til at starte med bliver nødt til at rense ud i elitære snobber i DC’.

“Andre har fortalt mig det samme, dog ikke lige så direkte - mens de roser indsatsen fra kampagnen, føler de, at partiet som helhed har et 'image-problem' på et tidspunkt, hvor grundlæggende dagligdags spørgsmål som leveomkostninger er i fokus for de fleste vælgere.

“Denne fortvivlelse blandt demokraterne leder tankerne hen på en samtale, jeg havde med en republikaner ved et Trump-møde, som sagde, at deres kandidat fuldstændig havde 'genskabt' det republikanske parti fra dets country club-vælgerstereotyp til i stedet at appellere til arbejderklassefamilier, mens demokraterne var blevet 'et parti for Hollywood'.

“Det er en stor generalisering, men det er en som republikanere offentligt, og nogle demokrater privat, nu deler.”

Borgerskabets eksperter, som ikke har nogen forståelse af dialektik, ser kun på samfundets overflade, uden at bemærke den enorme vrede, som vokser for næsen af dem.

De forstår ikke den underliggende drivkraft bag den såkaldte ‘Trump-bevægelse’. Øjensynligt er det bare et spørgsmål om ‘image’. Men problemet er, at demokraternes image meget tydeligt reflekterer virkeligheden.

En afgrundsdyb kløft skiller eliten i Washington fra det overvældende flertal af befolkningen: valget var et form for ‘bondeoprør’ – et folkeligt oprør og et knusende mistillidsvotum til den eksisterende samfundsorden.

En modsætningsfuld bevægelse

Jeg har ofte hørt folk på venstrefløjen sige, at Trump og Harris er ‘et og det samme’. Det er både sandt og falsk. Det er selvsagt og indlysende, at Donald Trump er en milliardær, som derfor er repræsentant for de riges og de magtfuldes interesser.

At Harris og Trump begge er reaktionære borgerlige politikere, og at der er en forsvindende lille, hvis nogen, forskel på de to kandidater, er åbenlyst. Denne umiddelbare definition er dog ikke et fyldestgørende svar på det spørgsmål, som uundgåeligt bliver stillet: hvordan forklarer man den entusiastiske støtte, som Trump har haft succes med at opnå blandt millioner af amerikanske arbejdere?

Det er et mærkeligt paradoks, at en milliardær som Trump har formået at fremstille sig som en forkæmper for arbejderklassens interesser. Han er selvfølgelig en loyal repræsentant for sin egen klasse — den øverste ene procent af de super rige amerikanere som ejer og kontrollerer nationen.

I lang tid har demokraterne formået at fremstille sig selv som arbejderklassens politiske repræsentanter. Men årtiers bitre erfaringer har overbevist millioner af arbejdere om, at det er en løgn.

De leder derfor efter et radikalt alternativ. Det kunne have fået sit udtryk i en som Bernie Sanders, hvis han havde besluttet sig for at bryde med demokraterne og stille op som en uafhængig kandidat. Men han kapitulerede til det demokratiske etablissement og desillusionerede sin vælgerbase.

Det banede vejen for en højrefløjs demagog som Trump, der greb muligheden med begge hænder. Det er ikke almen kendt, men i 2015 fortalte Trump en professor fra Yale, Professor Jeffrey Sonnenfeld, at han bevidst havde kopieret Bernie Sanders’ anti-virksomheds retorik, som havde vist sig at være effektiv.

I fraværet af en reel venstrefløjs kandidat gjorde millioner af mennesker, som føler sig fremmedgjort og politisk hjemløse, brug af muligheden for at give det politiske etablissement en velfortjent øretæve.

Sandheden er, at den amerikanske arbejderklasse føler sig forrådt af demokraterne og aldeles fremmedgjort for de eksisterende politiske partier. Fra deres synspunkt ser Trump ud til at tilbyde et alternativ, og de stillede sig derfor bag ham.

Det blev allerede påpeget ved præsidentvalget i november 2016 i et interview i the Evening Standard:

“Amerikanske arbejdere stemte i rekordtal. Det er en arbejderklasserevolution. Ingen så det komme. Eliten i medierne, der spiser ost og drikker champagne, taler aldrig med virkelige vælgere. Amerikanske arbejdere er blevet ladt i stikken af etablissementet, af Wall Street, og Donald Trump er deres forkæmper.”

Det er en kendsgerning, at inden Trump begyndte at tale om dem, blev arbejderklassen sjældent nævnt i amerikansk politik. Selv de mest “venstreorienterede” demokrater omtalte kun middelklassen. Arbejderklassen var totalt ignoreret. Den var ikke engang inden for deres synsfelt. Men arbejderklassen findes og har nu gjort sig selv bemærket.

Under den store franske revolution i det 18. århundrede skrev Abbed Sieyes en berømt traktat med titlen ‘Hvad er tredjestand?’ i hvilken man kan læse følgende:

“Hvad er tredjestanden? Alting. Hvad har den hidtil været i den politiske orden? Ingenting. Hvad ønsker den at blive? At blive noget.”

Disse berømte ord kan lige så vel betragtes som en beskrivelse af arbejderklassen i nutidens USA. Uanset hvad man måtte mene om Trump, så må man erkende, at han har spillet en stor rolle i at placere arbejderklassen i centrum af amerikansk politik for første gang i årtier.

En afgrund mellem klasserne

Kløften, som deler kapitalisterne og etablissementet, fra det besiddelsesløse flertal, er vokset til en uoverkommelig afgrund. Det skærper den sociale og politiske polarisering og forårsager en eksplosiv vrede i samfundet.

Hvorend du ser hen, i alle lande, er der et brændende had til de rige og magtfulde: bankerne, Wall Street og hele etablissementet. Donald Trump udnyttede på snedig vis det had, og det har forfærdet kapitalens repræsentanter.

De betragtede, med rette, Donald Trump som en trussel, fordi han bevidst smadrede grundlaget for den politiske konsensus og den politiske midte, som de med omhu havde brugt årtier på at opbygge.

Den amerikanske børs boomer, dollaren står stærkt, den amerikanske økonomi ruller afsted med omkring 2.5 procent vækst i bruttonationalprodukt, og arbejdsløsheden er på 4,1 procent. Alligevel viser rapporterne fra valgkampen tydeligt, at de fleste folk ikke føler en øget velstand — snarere tværtimod.

“Kampagneaktivisterne fra Make the Road Pennsylvania har fortalt mig, at mange af de folk, de møder, udtrykker tvivl om, hvorvidt deres stemme kan forbedre deres liv. En aktivist sagde, at hun ofte blev mødt med reaktionen ‘politikerne vil bare have min stemme, hvorefter de glemmer os’. Manuel Guzman, en statsrepræsentant hvis distrikt inkluderer nabolag i Reading, der er foret med beskedne rækkehuse og hovedsagligt beboet af immigranter med latinamerikansk baggrund, har fortalt mig, at han var bekendt med den type af vælgerskepsis. Guzman, som er halv dominikansk og halv puertoricansk, var sikker på, at demokraterne ville vinde Reading i november. Men han var bekymret over, at sejrsmarginen ville være skuffende, givet den afstand der var mellem det som bekymrede demokraterne i Washington, D.C., og hvad han hørte blandt sine vælgere - hvoraf mange blev nødt til at arbejde flere jobs for at undslippe fattigdom, som har ramt en tredjedel af beboerne i Reading. ‘Vi er som nationalt parti blevet så fokuseret på at redde demokratiet’, sagde han. ‘Men lad mig være ærlig - jeg har ikke hørt en eneste person i byen Reading snakke om demokrati! Hvad de fortæller mig er ‘Manny, hvorfor er benzinpriserne så høje?’ ‘ Hvorfor er min husleje så dyr?’ Ingen snakker nok om de her problemer.” 

Amerikanerne er udmærket klar over de omkostninger som de officielle indekser og mainstream-økonomer ignorerer. Renterne på realkreditlån har nået det højeste niveau i 20 år, og boligpriserne er steget til rekordniveauer. Forsikringspræmier på biler og sundhed er steget voldsomt.

I en undersøgelse foretaget af Harris Poll for Bloomberg News sagde næsten 40 procent af amerikanere, at deres husstand var afhængig af en ekstra indkomst, for at få enderne til at mødes. Af dem sagde 38 procent, at den ekstra indkomst knap nok dækkede deres månedlige udgifter, og 23 procent sagde, at det ikke var nok til at kunne betale deres regninger.

Formue- og indkomstulighed i USA, som i forvejen er blandt de højeste i verden, bliver kun værre og værre. Den øverste 1 procent af amerikanerne tjener 21 procent af de samlede indkomster, mere end dobbelt så meget som de fattigste 50 procent af befolkningen! Den rigeste 1 procent af amerikanerne ejer 35 procent af al personlig formue; de rigeste 10 procent af amerikanerne ejer 71 procent; de nederste 50 procent ejer kun 1 procent!

Kernen i den nuværende situation er udgjort af den ekstreme ulighed, den voksende kløft mellem rig og fattig, og Washington-politikernes ignorering af almindelige menneskers problemer. Her finder vi den egentlige forklaring på Donald Trumps popularitet og resultatet af det netop afsluttede valg.

Den politiske midtes kollaps

Dette fænomen er ikke begrænset til USA. Hvad vi ser overalt i verden er den politiske midtes kollaps. Men det er netop den lim, som får samfundet til at hænge sammen.

Det er et tydeligt produkt af de voksende spændinger mellem klasserne — samfundets splittelse mellem venstre og højre — som vokser dag for dag. 

På paradoksal vis er ‘Trump-bevægelsen’ en refleksion af dette faktum.

Lige nu ser vi det reflekteret i opbakningen til populistiske højrefløjs tendenser i forskellige lande. Men mekanikkens love fortæller os, at hver eneste aktion har en korresponderende modreaktion. Og på et senere stadie vil det komme til udtryk som et skarpt sving til venstre.

Fra den herskende klasses perspektiv er faren ved Trump lige præcis, at han ved at appellere til arbejderne, for sin egen vindings skyld, puster til radikaliseringen, hvilket skaber en farlig præcedens for fremtiden. Det forklarer deres frygt og vrede overfor ham.

Den herskende klasse forsøger desperat at tøjle polariseringen og klinke den politiske midtes skår. Men den objektive situation tillader det ikke.

Rig og fattig

Bill Clinton sagde engang: “it’s the economy, stupid.” Han havde en pointe. Ifølge The Wall Street Journal var økonomien “med længder det vigtigste spørgsmål for vælgerne, med 39% der anså det som ‘landets vigtigste problem […] Mere end seks ud af 10, 63%, sagde at økonomien ‘ikke gik særlig godt’ eller decideret ‘dårligt’ […]. Vælgerne beskrev specifikke pres, inklusiv dagligvarepriser, huspriser og frygten for krig, men mange beskrev også større eksistentielle bekymringer om Amerikas fremtid.”

Ved det forrige valg, hvor Trump stillede op mod Hillary Clinton, indrømmede The Economist, som støttede Clinton, at:

“Hr. Trump blev båret til embedet på en flodbølge af folkelig vrede. Det var drevet delvist af det faktum, at almindelige amerikanere ikke har fået del i landets velstand. I reelle tal er mænds medianløn stadig lavere end i 1970'erne.

I de sidste 50 år, med undtagelse af 1990’erne, har middelklasse-husholdninger brugt længere tid på at generobre deres tabte indtægt efter hver recession. Social mobilitet er for lav til at holde håbet på en bedre tilværelse i live. Det resulterende tab i selvrespekt bliver ikke neutraliseret af et par kvartalers lønstigninger.”

Tingene har ikke ændret sig markant siden da. Den amerikanske økonomi er ikke i en sund tilstand. Det viser sig i det uhørte bjerg af gæld, som støt er vokset under Biden-administrationen. I skrivende stund er USA’s statsgæld skønnet til omkring $35 billioner, eller lige omkring 100% af landets bruttonationalprodukt.

Den stiger med $1 billion hver tredje måned, og den bevæger sig kun én vej; og det er opad.

Det er en klar indikation på, at selv den mest magtfulde og rigeste nation på jorden har strukket sig ud over sin grænse.

Det er en komplet uholdbar situation.

Isolationisme

Donald Trump er ikke økonom. Han er ikke filosof eller historiker. Han er dårlig nok politiker, i den forstand at han ikke har en udarbejdet ideologi og strategi. Han er basalt set en opportunist og en empiriker i den smalleste forståelse af ordet.

Men han betragter sig selv som en overlegen taktiker — en praktisk mand, som altid søger pragmatiske, kortsigtede løsninger til hvert eneste problem, som opstår. Han leder altid efter hvad han kalder ‘en handel’.

Det vil sige, han har en mentalitet som en lille købmand, som er dygtig til at prutte om prisen på markedet. Sådan en evne er selvfølgelig brugbar inden for bestemte rammer. Men hvad der er brugbart ved en markedsbod kommer hurtigt på dybt vand, når det bliver viklet ind i et net af international politik og diplomati.

I sin essens er hans udsyn isolationistisk. Han har en dyb modvillighed overfor at USA skal involvere sig i udenlandske grupperinger af enhver art — uanset om det er FN, Verdenshandelsorganisationen eller selv NATO.

Hans politik kan let opsummeres i sloganet ‘America first’, som betyder, at resten af ​​verden kommer sidst! Og det skaber mange problemer.

Hvis det var op til ham, ville Amerika øjeblikkeligt bryde alle sine forbindelser med disse fremmede organisationer og udelukkende dedikere sig til sine egne anliggender.

Men hvor attraktiv denne idé end måtte være, er den fuldstændig umulig i den moderne verden. Amerikas skæbne er uigenkaldeligt bundet med tusinde tråde til resten af ​​jordkloden.

Grænsen for amerikansk magt

Verdenssituationen er karakteriseret af en enorm ustabilitet i international politik. Det er resultatet af kampen for verdensherredømmet mellem USA, verdens mest magtfulde imperialistiske magt, som er i relativ forfald, og Kina, en yngre, mere dynamisk opadstigende magt, som dog også er ved at nå sine grænser.

Vi er vidne til et skift af tektoniske proportioner, og som med bevægelsen af ​​tektoniske plader på jordskorpen, er sådanne bevægelser ledsaget af eksplosioner af enhver art.

Ud over at se på den aktuelle situation er det endnu vigtigere at analysere dens kurs. Efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991 stod USA tilbage som verdens eneste supermagt. Uden Sovjetunionen var der næsten ingen opposition til amerikansk imperialismes dominans.

Situationen ser meget anderledes ud i dag. I 15 år har amerikansk imperialisme siddet fast i to krige i Irak og Afghanistan, som var umulige at vinde, med store omkostninger for sig selv i form af udgifter og tab af personel.

I august 2021 blev de tvunget til at foretage en ydmygende tilbagetrækning fra Afghanistan.

Det efterlod den amerikanske offentlighed uden appetit på yderligere udenlandske militæreventyr, og den amerikanske herskende klasse var meget skeptisk over at sende tropper til konflikter i udlandet. Amerikansk imperialisme har dog ikke lært noget af de sidste 15 års erfaringer.

Ved at nægte at indrømme, at de globale magtforhold har ændret sig, og ved at forsøge at bevare sin dominans, er USA blevet involveret i en hel række konflikter, som ikke kan vindes. Biden-administrationen spillede en særlig fatal rolle i denne henseende.

USA’s position, som en global magt med en tilstedeværelse overalt i verden, er i sig selv blevet  en kilde til stor sårbarhed. Behovet for at forsvare dets interesser over hele verden er blevet en kolossal belastning.

Men Biden-administrationen lærte ikke af erfaringerne, og kastede USA ud i en meningsløs krig med Rusland om Ukraine. Krigen i Ukraine repræsenterer et enormt dræn på ressourcerne for selv verdens rigeste land. Amerikas våbenlagre er blevet alvorligt udtømt af Zelenskys krav, som fortsætter med at accelerere i takt med at den militære situation på frontlinjen forværres.

Amerikansk imperialismes omfattende økonomiske sanktioner mod Rusland er mislykket i at opnå sit hovedformål, som var at svække sin rival til et punkt, hvor det blev umuligt at fortsætte krigen i Ukraine.

Rusland har formået at undgå og overvinde sanktionerne, og har indgået en række alliancer med andre lande, herunder Saudi-Arabien, Indien og andre, som tidligere havde tætte forbindelser til USA.

Frem for alt er Rusland blevet skubbet ind i et meget tættere økonomisk og militært samarbejde med Kina. Biden opnåede det stik modsatte af sin hensigt. Derefter lavede han et endnu større rod i Mellemøsten, ved at give Netanyahu frie tøjler, til at gøre hvad han ville.

Som følge heraf opstår der hele tiden nye konflikter og krige.

En russisk sejr i Ukraine vil sende chokbølger gennem hele verden. Det afslører tydeligt amerikansk imperialismes begrænsninger, som ikke længere er i stand til at tvinge sin vilje igennem.

Desuden vil Rusland stå tilbage efter krisen med en stor hær, der er trænet i de nyeste metoder og teknikker inden for moderne krigsførelse. Det har forårsaget en bølge af panik i de europæiske regeringer, som er bange for, at den nye Trump-administration vil overlade Ukraine til sin egen skæbne og efterlade europæerne med regningen, og at han endda vil så tvivl om USA’s NATO-medlemskab.

De nye kriser og krige repræsenterer et uløseligt problem, ikke kun for USA, men også for dets europæiske allierede, som alle befinder sig i en lignende position. Det virker uundgåeligt, at Trump vil løsrive sig fra det håbløse rod i Ukraine, som han med rette holder Biden ansvarlig for.

Hvorvidt han vil trække USA ud af NATO er uklart. Men hvad der er hævet over enhver tvivl er, at han vil forsøge at sende regningen for alle disse ting videre til sine ’venner’ i London, Paris og Berlin — og dermed yderligere forværre europæisk kapitalismes allerede alvorlige problemer.

Paralleller til Romerriget

Er tiden inde til, at amerikansk imperialisme starter det forfald, som trak Romerriget ned i støvet? Det vil tiden vise.

Der foregår en kamp om opdelingen af ​​verden mellem de forskellige konkurrerende imperialistiske magter, hovedsageligt mellem USA, den gamle hegemon, nu i relativ forfald, og Kina, den nye opadstigende dynamiske magt, der udfordrer USA på den internationale arena.

Trump er kendt for at være fjendtligt indstillet over for Kina, som han anser for at udgøre den alvorligste trussel mod USA. Han har ikke lagt skjul på, at han har til hensigt at pålægge lammende straftold på kinesisk import, som vil skade verdenshandlen alvorligt, true hele globaliseringens sarte opbygning og bringe verdensøkonomien på randen af ​​en dyb krise.

Det er dog langt fra åbenlyst, om han støtter at indlede en krig mod Kina, som både økonomisk og militært er en meget formidabel magt.

Man ville kunne skrive en interessant undersøgelse, som sammenligner den nuværende krise i amerikansk imperialisme med Romerrigets forfald og kollaps.

Det er rigtigt, at mange forskellige faktorer var ansvarlige for det langtrukne forfald. Men en af ​​de vigtigste årsager var, at imperiet havde strukket sig for meget. Det nåede sine grænser og var ude af stand til at opretholde den kolossale byrde, som var forbundet med at opretholde sit imperium. Slutresultatet var et fuldstændigt sammenbrud.

Amerikansk imperialismes relative forfald har været tydeligt i lang tid.

I årene efter Anden Verdenskrig producerede USA 43 procent af verdens industrivarer, 57 procent af verdens stål og 80 procent af verdens biler.

USA’s andel af verdenshandelen med industrivarer var steget fra 10 procent i 1933 til 29 procent i 1953. Mellem 1946 og 1973 steg den reelle husstandsindkomst med 74 procent.

Jobs inden for industriproduktion, som stod for 39 procent af de amerikanske job i 1943, faldt til lige omkring 8 procent i 2010’erne. En 2020-rapport fra Bureau of Labor Statistics bemærkede, at siden 1979 er beskæftigelsen inden for industrien “faldet under alle fem recessioner, og hver eneste gang er beskæftigelsen aldrig kommet helt tilbage til niveauet før recessionen.”

Organiseringsgraden i fagforeningerne faldt fra sit højdepunkt på en tredjedel af arbejdsstyrken i 1950’erne til kun 11 procent i 2016.

I Capitalism in America: An Economic History of the United States forklarer Alan Greenspan og Adrian Wooldrige:

"Fra 1900 til 1973 voksede reallønnen i USA årligt med omkring 2%. Over årene betød det, at den gennemsnitlige løn (og dermed den gennemsnitlige levestandard) blev fordoblet hvert 35 år. I 1973 sluttede denne tendens, og den gennemsnitlige realløn, for det som US Bureau of Labor Statistics kalder produktions- og ikke-tilsynsførende arbejdere, begyndte at falde. I midten af ​​1990'erne var den gennemsnitlige realløn for en industriarbejder faldet til mindre end 85%, af hvad den var i 1973."

En rapport fra Pew Research Center fra 2018 bekræfter denne udvikling: “For de fleste amerikanske arbejdere har reallønnen knap nok rykket sig i årtier.” En rapport fra 2023 fra det amerikanske finansministerium forklarer desuden, at:

“Intergenerational økonomisk mobilitet er også faldet — 90% af børn født i 1940'erne tjente mere, end deres forældre gjorde i en alder af 30, mens kun halvdelen af ​​børn født i midten af ​​1980'erne gjorde det samme.”

Her ser vi hovedfaktoren som driver vreden og foragten mod den amerikanske herskende klasse.

I 2019 var der allerede tegn på, at en recession lå lige rundt om hjørnet, men Trump lykkedes med at bruge COVID-19-pandemien som syndebuk, da økonomien kollapsede.

Byrden fra USA’s involvering i udenlandske krige som i Ukraine og Mellemøsten har været et enormt dræn, som selv den mest magtfulde og rige nation ikke kan bære uendeligt.

Kolossale militærudgifter har været en væsentlig årsag til den enorme gæld, der hænger truende over den amerikanske økonomi. I den forstand rummer Trumps modvilje over for at involvere sig i internationale anliggender en vis logik, selvom det er en kilde til koldsved i London, Berlin, Kiev og Jerusalem.

Hvad nu?

De seneste begivenheder vidner om en fundamental ændring i psykologien hos den amerikanske offentlighed. Alle det borgerlige demokratis institutioner var baseret på antagelsen om, at det er muligt at tilsløre kløften mellem rig og fattig og holde den inden for håndterbare grænser. Men det er ikke længere tilfældet.

Det er netop årsagen til den politiske midtes kollaps. Folk tror ikke længere på, hvad de bliver fortalt i aviserne og på TV’et. Folk sammenligner den enorme forskel, mellem hvad der bliver sagt, og hvad der sker, og de indser, at vi bliver fodret med løgne.

Dette var ikke altid tilfældet. Før i tiden interesserede de fleste sig ikke synderligt for politik, det gjaldt også arbejdere. Samtalerne på ens arbejdsplads handlede som regel om fodbold, film eller tv-serier. Politik blev sjældent nævnt, måske bortset fra når der var valg.

Men det har nu alt sammen ændret sig. Masserne begynder at interessere sig for politik, fordi de begynder at indse, at det direkte påvirker deres liv og deres familier.

Med deres støtte til Trump sender millioner af mennesker budskabet: “Hvad som helst, og hvem som helst, er bedre end det nuværende. Det kan ikke blive værre. Lad os tage en chance!”. De besluttede sig for at give Trump endnu en chance, men det kan sagtens være for sidste gang.

Donald Trump er en gammel mand, og forfatningsmæssigt er det udelukket, at han kan opstille igen efter hans anden valgperiode. Vi antager, at han vil indtage Det Hvide Hus igen i januar 2025. Intet kan stoppe ham — på nær endnu et attentatforsøg. Og det kan ikke udelukkes i betragtning af den herskende klasses hysteriske reaktion.

Der er ingen mangel på brændbart materiale i det amerikanske samfund. Og der er ingen mangel på mentalt ustabile individer bevæbnet med meget effektive moderne våben.

Men hvis man antager, at Trump bliver indsat som præsident, hvad kan man så forvente? Han vil stå over for kolossale udfordringer på mange områder: økonomien, krigen i Ukraine og Mellemøsten, forholdet til Kina og Iran og mange andre spørgsmål.

Typisk har han givet store løfter om at gøre ‘Amerika great again’. Men der er ingen beviser for, at han vil være i stand til at levere på sine løfter. De amerikanske arbejdere, der har sat deres lid til ham, vil blive dybt skuffede.

I 1940, da den tyske hær indtog Paris, var der en interessant samtale mellem en tysk og en fransk officer. Tyskeren var naturligvis opblæst af arrogance. Men den franske officer sagde ganske enkelt: “historiens hjul har drejet. Det vil dreje igen.” Og det gjorde det.

Historiens hjul drejer i USA, og det vil dreje igen. Når masserne er færdige med at afprøve Trumpismens potentiale og har indset dens begrænsninger, vil de vende sig i en anden retning. Vejen vil være banet for et massivt sving mod venstre.

Et nyt og turbulent kapitel i amerikansk historie er ved at blive skrevet.