Trumps angreb på Venezuela – fordøm dette kriminelle overgreb!

venezuela

Revolutionary Communist International




Klokken to i nat lokal tid, iværksatte amerikansk imperialisme et kriminelt militært angreb på Venezuelansk jord. Der er blevet rapporteret seks store eksplosioner i Venezuelas hovedstad Caracas. 

Der er også blevet begået militære angreb i El Higuerote, Miranda, La Guaira samt i Aragua. Amerikanske militærhelikoptere er blevet observeret i luftrummet over Caracas. 

Trump har meddelt, at Maduro er blevet “pågrebet” (læs: kidnappet) sammen med sin kone, og at de er blevet fløjet ud af Venezuela. Delcy Rodríguez, Venezuelas vicepræsident, har bekræftet dette. Det er hvad vi ved indtil videre. 

Dette angreb kommer på ingen måde som et lyn fra en klar himmel. Det er derimod resultatet af en nøje beregnet og kynisk politik, der er udtryk for amerikansk imperialismes interesser.

Det er den uundgåelige kulmination af en lang række uprovokerede aggressioner mod en suveræn stat, Venezuela, der aldrig har udgjort nogen direkte militær trussel mod USA.

Disse aggressioner involverer blandt andet pirateri på åbent hav, bombning af små både i Caribien og den bevidste nedslagtning af de mænd, der var så uheldige at være om bord. Ofrene var næsten utvivlsomt blot uskyldige fiskere, men uanset hvem de var, var disse angreb uden tvivl et brud på det, der ironisk nok kaldes “international ret”. En af aggressionerne omfattede også beslaglæggelsen af tankskibe, der transporterede venezuelansk olie, og konfiskeringen (læs: tyveri) heraf. 

Den seks måneder lange imperialistiske mobbekampagne og eskalering af militært pres begået af Trump-administrationen og amerikansk imperialisme mod Venezuela, er en ensidet aggression der på ingen måde kan retfærdiggøres. 

Som vi tidligere har forklaret, handler alt dette på ingen måde om “narko” som USA påstår, eller “demokrati”, noget som USA aldeles ikke interesserer sig for. 

Trump, manden der praler af at være fredsmager, manden der lovede at trække USA ud af unødvendige krige, bombede Nigeria på første juledag. Nu har han også bombet Venezuela, og truer Iran med militær indgriben. I Venezuela er der tilmed også tale om den kriminelle afsættelse af et udenlandsk statsoverhoved.

Denne militære aggression har til hovedformål at gøre det klart for alle, at USA har til hensigt at dominere og underlægge sig hele kontinentet, og står klar til at afstraffe enhver regering der kommer i vejen.

Konsekvenserne af dette er dybt alvorlige. Der har været tale om, at dette angreb “bare” havde til formål at pågribe Venezuelas præsident Maduro, og fjerne ham fra landet. Sådanne kriminelle handlinger har mere tilfælles med mafiametoder end med international diplomati. Hvad vi ser udspille sig i Venezuela nu, er et pragteksemplar på hvad man kalder “den regelbaserede verdensorden”. Det vil sige de vilkårlige regler, som Washington pålægger andre lande på ethvert givent tidspunkt, alt afhængig af hvad der lige behager de amerikanske imperialistiske interesser.

Ethvert land, regering eller leder der vover at modsige sig disse “regler”, vil blive udsat for trusler, sanktioner, handelsblokader, bombninger og kidnapninger. Det er sådan et regime, som USAs ledere og deres europæiske kumpaner forsøger at påtvinge resten af verden.

AE59BCC9 1CBF 4915 8CFF 1B5B898BDF95
USA har til hensigt at dominere og underlægge sig hele kontinentet og straffe enhver regering, der står i vejen, med hård hånd / Billede: Det Hvide Hus, Flickr

Erfaring viser os imidlertid, at når en militær aktion først er gået i gang, er det svært at forudse, hvordan den ender. Krig er en kamp mellem levende kræfter. Hvordan konflikten i Venezuela vil ende, afhænger ikke kun af Donald Trump. Krige altid har deres egen logik, hvis udfald er svært at regne ud på forhånd.

Bombningen af militær og civil infrastruktur i Venezuela vil uden tvivl forårsage civile dødsfald. Dette vil føre til en følelse af afsky og had til de amerikanske aggressorer. Om disse følelser kan kanaliseres over i effektiv militær handling, afhænger af flere faktorer, frem for alt massernes moral.

Venezuelas forsvarsminister Vladimir Padrino har allerede meldt, at der har været civile ofre for det amerikanske angreb, og opfordrer til national modstand mod denne åbenlyse imperialistiske aggression. Han har udtalt, at alle væbnede styrker vil blive mobiliseret. “De har angrebet os, men de kan ikke underkue os”, sagde han.

Vi må dog se fakta i øjnene. Venezuela er et lille latinamerikansk land, der står i en ekstrem ufordelagtig situation i mødet med amerikansk imperialismes enorme militære magt. 

Massernes svar på Padrinos kald, bliver den afgørende faktor. Her på lang afstand og uden tilstrækkelig information, er det umuligt for os at forudsige massernes reaktion. Der er uden tvivl en betydelig del af det venezuelanske samfund – arbejderne, bønderne, de fattige i byerne og alle dem der drog nytte af den bolivariske revolution – der vil være parate til at bekæmpe denne brutale imperialistiske aggression. Men er det nok?

Cuba er for svag til at kunne yde nogen signifikant militær bistand. Venezuelas vigtigste allierede, Rusland og Kina, er tusinder af kilometer væk. Derfor er der tale om en kamp mellem David og Goliath. Det siger sig selv, at den internationale støtte fra arbejderne i hele verden vil spille en enorm rolle i denne konflikt. Det er især tilfældet med de latinamerikanske masser. 

Nattens handlinger har været en tydelig advarsel til andre lande i Latinamerika. Det her er hvad der sker, hvis man ikke underkaster sig amerikansk imperialisme. En besked især tiltænkt Colombias præsident Gustavo Petro.

Det er sandt at mange mennesker, især på venstrefløjen, ingen tiltro har til den nuværende regering i Caracas. Men denne manglende tiltro er ikke hvad der skal afgøre vores handlinger i øjeblikket. Ligegyldigt hvad vores holdning til Nicolas Maduros regering er, er det vores pligt at forsvare Venezuela mod amerikansk imperialisme. 

Vores ubetingede støtte til Venezuela i den nuværende situation, udtrykker lige så lidt tiltro til Nicolas Maduros regering, som vores støtte til Iran efter Trump og Netanyahus angreb, udtrykte tiltro til det reaktionære og korrupte mullahregime i Iran. Vores holdning er ikke styret af, om vi er enige eller uenige med en bestemt regering eller politik. Vores holdning er styret af et fundamentalt princip om proletarisk internationalisme. Den mindste vægren på dette spørgsmål, er at begå en forbrydelse mod arbejderklassen og forråde princippet om proletarisk internationalisme. 

Den korrekte reaktion fra den internationale arbejderbevægelse vil være at fordømme og mobilisere mod denne uberettigede imperialistiske aggression. Der vil uden tvivl være demonstrationer foran amerikanske ambassader i hele Latinamerika og resten af verden. Revolutionary Communist International forsvarer ubetinget Venezuela og vi støtter fuldt ud denne bevægelse. 

Vores position er:

  • Fingrene væk fra Venezuela!
  • Yankee, go home!
  • Ned med amerikansk imperialisme!