Endnu en gang er verdens øjne rettet mod hvert eneste ord og hver eneste gestus fra manden i Det Hvide Hus, Donald J. Trump. Med en tredjedel af hele den amerikanske flåde samlet i regionen og med Trump, der veksler mellem trusler og opfordringer til forhandlinger, er spørgsmålet på millioner af menneskers læber: Kommer der en krig mod Iran?

Donald Trump har indsat den største oversøiske militærstyrke i Mellemøsten siden invasionen af Irak i 2003. USS Abraham Lincoln er stationeret i Det Arabiske Hav og verdens største hangarskib, USS Gerald Ford, er i øjeblikket stationeret i Middelhavet.

Antallet af amerikanske kampfly i regionen – herunder F-35, F-22, F-15 og F-16 – overstiger nu 200, sammen med snesevis af ledsagende skibe til optankning, kommando- og kontrolfly og fly til elektronisk krigsførelse.

Kidnapningen af Maduro synes at have overbevist Trump om, at amerikansk imperialisme simpelthen kan diktere vilkårene for iranerne gennem militær magt. Men virkeligheden er snarere den modsatte. Trumps aggression er et tegn på hovmod.

Den massive oprustning, der var tænkt som et middel til at tvinge iranerne til at kaste håndklædet i ringen, har ikke virket. Dette efterlader Trump i en umulig situation: enten lade iranerne fortsætte deres atomprogram og gennemføre en pinlig og kostbar tilbagetrækning eller trykke på aftrækkeren og åbne en Pandoras æske af kaos i både Mellemøsten og hjemme.

“Hjælpen er på vej”?

Trump og de øvrige krigsliderlige politikere i både det republikanske og det demokratiske parti udnytter kynisk den sociale og økonomiske krise i Iran og befolkningens nød for at retfærdiggøre Amerikas imperialistiske mål i regionen. “Hjælpen er på vej”, sagde Trump kynisk, da Iran i januar blev rystet af massive protester.

Men lad os ikke glemme, at situationen i Iran er skabt af USA og Vestens egen politik, der kvæler befolkningen gennem sanktioner og andre økonomiske krigsmetoder. Trump så blot en mulighed for at udnytte regimets svaghed. Bemærk, at al snak om demonstranter er forsvundet fra hans daglige trusler. I stedet taler han nu om Irans atomprogram. Begge dele er påskud for det egentlige mål: regimeskifte.

Lad os være tydelige. Hvis USA vælger at angribe Iran, vil det udløse et enormt kaos med uforudsigelige resultater i Iran og i hele regionen, der vil nå helt tilbage til Amerika.

USA har altid efterladt et spor af død, hvor landet har interveneret. Nationer med rige kulturer, der strækker sig tusinder af år tilbage, er blevet trukket ned i en tilstand af barbari af amerikansk imperialisme, der har ødelagt utallige menneskeliv i processen. Det iranske folk behøver kun at se på Irak, Afghanistan og Libyen for at se, hvad Trumps ‘hjælp’ vil tilbyde dem.

Vestens hykleri kender ingen grænser. De udbryder i ramaskrig over Irans påståede forsøg på ikke kun at anskaffe et atomvåben, men også at berige uran til civile formål. De hævder, at Iran er den ‘destabiliserende faktor’ i hele ligningen, og kræver, at de skal sætte sig ned og ‘forhandle’. Men Iran har aldrig forladt forhandlingsbordet! Det beder blot om at blive en anerkendt magt i Mellemøsten med sine egne suveræne interesser.

For USA og Israel er det imidlertid uacceptabelt. De kræver ikke kun at Iran opgiver sit civile atomprogram, men også at det opgiver ballistiske missiler og stopper med at støtte regionale allierede, hvilket svarer til en fuldstændig kapitulation, hvor Iran gør sig selv forsvarsløst. De tilsidesætter alle de demokratiske fraser i den såkaldte ‘regelbaserede verdensorden’, og det er dem, der gentagne gange har iværksat uprovokerede angreb mod Iran. Det er dem, der er aggressorerne.

Desuden er det en åben hemmelighed, at USA brugte oplysninger, der var indhentet gennem inspektioner fra Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA), til at angribe Irans atomfaciliteter. Siden da er inspektionerne reelt ophørt.

Europæerne slutter sig nu til USA i det hykleriske kor og kræver, at iranerne giver IAEA uhindret adgang til alle berigelsesfaciliteter i Iran. Storbritannien, Frankrig og Tyskland har genindført brutale sanktioner, der yderligere lammer den iranske økonomi og driver millioner af almindelige iranere ud i desperation, mens de beskylder Iran for at bryde JPOA-atomaftalen fra 2015. ‘Dette er den regelbaserede orden!’, skriger de – og ignorerer bekvemt det faktum, at det var amerikanerne, der først trak sig ud af aftalen!

Sår konfliktens frø

Den nuværende fastlåste situation blev skabt efter Trumps bombning af Iran den 22. juni sidste år. Som vi påpegede dengang, var våbenhvilen ikke en ‘sejr’ for Trump, men en erkendelse af, at 12-dageskrigen var ved at vende til Irans fordel, idet Israels forsvar blev presset og udtømt for ammunition.

I virkeligheden handlede våbenhvilen om at afbryde kamphandlingerne, før situationen udviklede sig til kaos og trak USA ind i en langvarig sump. “Israel og Iran har kæmpet så længe og så hårdt, at de ikke ved, hvad fanden de laver!” rasede Trump, da han fandt ud af, at Israel havde forsøgt at sabotere våbenhvilen og fortsætte krigen.

Bagefter pralede Trump med, at de amerikanske bunkerbuster-bomber havde “fuldstændig og totalt udslettet” Irans berigelsesprogram. Det så ud til, at sagen var afsluttet…

Men en lækket efterretningsrapport gjorde det hurtigt klart, at angrebene i bedste fald kun havde forsinket Irans atomprogram med et par måneder.

På daværende tidspunkt hævdede Trump, at efterretningerne blot var løgne og bedrag konstrueret af det demokratiske establishment. Men nu, hvor han igen fører forhandlinger med Iran om at afvikle deres atomprogram, har han reelt indrømmet, at programmet er intakt. I Trump-administrationens omskiftelige verden insisterer Steve Witkoff, Trumps ‘særlige udsending’, nu på, at Iran “sandsynligvis er en uge fra at have materiale til fremstilling af bomber af industrikvalitet”. Så meget for “et af de mest succesfulde militære angreb i historien”…

Trump håbede, at et B2-bombeflyenes styrke alene ville være nok til at slå kortene ud af Irans hænder og tvinge dem til at indgå en ufordelagtig aftale. I stedet har 12-dageskrigen overbevist iranerne om, at tilbageholdenhed eller eftergivenhed over for Trump blot vil føre til yderligere aggression, indtil han opnår et regimeskifte. Den eneste chance er at slå tilbage og slå hårdt.

Steve Witkoff, der blev interviewet på Fox News lørdag den 21. februar, forklarede, at Trump “undrede sig over, hvorfor de ikke har… Jeg vil ikke sige ordet kapitulere, men hvorfor de ikke har kapituleret”. Trumps plan om at bruge kanonbådsdiplomati til at tvinge alle amerikanske modstandere til at kapitulere fuldstændigt har vist sig at være fuldstændig naiv. Hans eget hovmod vender tilbage og rammer ham i hovedet som en boomerang.

Nu bliver milliarder af dollars pumpet ind i en enorm mobilisering, der langt overstiger oprustningen uden for Venezuela. Hvis Trump ‘chickens out’, som han gentagne gange er blevet hånet for at gøre, ville det ikke kun være en af de dyreste bluffnumre i amerikansk militærhistorie (indtil videre har udstationeringen kostet USA mere end 1 milliard dollars), men også en enorm politisk ydmygelse for ham personligt. Desuden ville det være et enormt slag mod amerikansk imperialismes prestige i regionen, set med både dens allieredes og dens fjenders øjne.

Sandsynlige udfald

Iran kom ud af 12-dageskrigen med sin industri og krigsmaskine intakt. De accepterede Trumps våbenhvile og gik med til kun at iværksætte et forudaftalt, symbolsk angreb på en amerikansk luftbase i Qatar for ikke at tabe ansigt. På trods af store sikkerhedsbrud var Israel ikke i stand til at vælte regimet, og den kortvarige krig viste, at Jerusalem langt fra er uovervindelig.

Efterhånden som krigen skred frem, svandt Israels lagre af THAAD- og Patriot-missiler, og andelen af iranske missiler, som trængte igennem det israelske missilforsvar ‘Iron Dome’, steg. Den korte konflikt brugte 25 procent af verdens THAAD-missiler, og disse luftforsvarsmissiler er både dyre og det tager lang tid at erstatte dem med nye. Iran har derimod tusinder, måske endda titusinder, af ballistiske missiler, der let kan erstattes.

Hvis en ny krig brød ud, er det klart, at USA og Israel vil sigte mod at ødelægge iranske affyringsramper, nukleare anlæg og halshugge landets ledelse så hurtigt som muligt. Men Iran er et enormt land med affyringsramper overalt i landet. Det vil ikke være muligt at ødelægge landets militære kapacitet. Hvis der ikke hurtigt sker et regimeskifte, eller hvis Iran ikke kapitulerer inden for et par uger, vil balancen svinge i Irans favør, hvilket kan påføre ikke kun Israel, men også amerikanske baser og måske endda krigsskibe enorme skader.

For det iranske regime var den eneste logiske konklusion, der kunne drages af 12-dageskrigen, at enhver fremtidig garanti for deres egen overlevelse ville være at anskaffe sig atomvåben som afskrækkelsesmiddel så hurtigt som muligt.

I Iran har Revolutionsgarden og præsterne konkluderet, at den bedste måde at beskytte deres egen magt på er ved at stå sammen. Den fløj af regimet, der er blevet styrket af 12-dageskrigen, er den hårde fløj, og forhandlingerne med USA har styrket denne fløj mod de såkaldte ‘reformister’ ved at demonstrere deres handlingers nyttesløshed og USA og Israels aggression. Regimet har haft måneder til at forberede sig på et angreb, der vil forsøge at kappe hovedet af det, blandt andet ved at give nødbeføjelser til beslutningstagere på lokalt niveau.

Iran er ikke Venezuela. Landet ligger meget længere væk fra USA og har et meget stærkere militær, en større befolkning, støttepunkter i regionen og evnen til at skabe økonomisk kaos i verdensøkonomien ved at lukke Hormuz-strædet. Mens oprøret i januar og regimets dødbringende nedkæmpelse af det viste, at den interne situation i Iran er ved at nå et bristepunkt, ville et angreb fra amerikansk og israelsk imperialisme afbryde de interne spændinger for en tid og samle en stor del af befolkningen omkring regeringen. Det ville styrke støtten til forsvaret af landet mod vestlig imperialismes forsøg på at underkue det.

Det er derfor slet ikke sikkert, at USA vil lykkes med at vælte regimet. Trump, der lovede at afslutte USA’s involvering i ‘evighedskrige’, vil måske opdage, at enhver operation er sårbar over for såkaldt ‘mission creep’ – at USA kan blive trukket længere og længere ind i en situation, de ikke kan kontrollere.

De absolut mest reaktionære konsekvenser ville dog opstå, hvis USA lykkedes med at vælte regimet. Det ville skabe et magtvakuum i Iran, som kunne føre til de mest forfærdelige konsekvenser for landet, hvilket utvivlsomt ville sprede kaos i regionen. Det ville være som Irak-krigen i tiende potens. Desuden ville ødelæggelsen af Iran, ligesom Irak-krigen forstyrrede den regionale magtbalance, forstyrre ligevægten i regionen endnu mere og lægge grunden til yderligere konflikter.

Eksplosioner på hjemmefronten

I modsætning til Irak-krigen, som nød bred opbakning i USA efter 9/11, har Trump taget en enorm risiko, der kan føre til, at han bliver trukket ind i en større krig uden nogen reel opbakning på hjemmefronten. I øjeblikket er det kun 27 procent af den amerikanske befolkning, der vil støtte et angreb på Iran; et tal, der hurtigt vil falde, hvis et angreb udvikler sig til en regional krig og de amerikanske tabstal begynder at stige.

Et angreb på Iran og alle de skrækkelige konsekvenser, det ville medføre, ville yderligere underminere Trumps base. ICE er lige blevet besejret af arbejderne i Minneapolis. Hans brudte løfter om frigivelsen af Epstein-filerne – og antydningen af, at han er en del af en mørklægning af ‘Epstein-klassen’ – får tidligere loyale arbejderklasseelementer i hans MAGA-base til at vende sig mod ham. Vigtigst af alt gør hans påstande om, at den amerikanske økonomi blomstrer – ligesom Biden hævdede – flere og flere mennesker opmærksomme på, at også Trump er helt ude af trit med den virkelige situation for almindelige amerikanere. Et angreb på Iran ville ødelægge hans image som en anderledes præsident – en ‘fredspræsident’ – yderligere.

Uanset om et angreb på Iran er nært forestående eller ej, er én ting sikkert: Det første år af Trumps anden embedsperiode har tilført det amerikanske samfund og verdenspolitikken meget mere brændbart materiale. En yderligere intensivering af klassekampen overalt er garanteret. Selv inden for den amerikanske flåde er moralen efter sigende elendig. Mange blandt besætningen på USS Gerald Ford truer med at sige op på grund af skibets defekte toiletter.

På trods af den enorme militære magt, som USA besidder, kan de i sidste ende ikke frit bruge den, som de lyster. I den nuværende situation er der grænser for, hvad USA kan gøre rundt om i verden, hvilket gør det umuligt blot at vende tilbage til tiden før USA’s tilbagegang.

Ned med imperialismen!

Det egentlige mål for USA, uanset om de går i krig eller ej, er at bevare deres greb om Mellemøsten. Trump og israelerne mener, at de har den ubestridte ret til at gøre, hvad de vil for at nå dette mål, uanset om det er at afpresse, bombe eller invadere hvem som helst, hvor som helst og når som helst.

Amerikansk imperialisme, som er kilden til reaktion og død, må bekæmpes af kommunister overalt. Den er den største fjende for verdens arbejderklasse. Hvad angår befrielsen af befolkningerne i regionen, herunder Iran, er det en opgave for arbejderne og de fattige i Iran.

I årtier har Vesten fremstillet Iran som den største trussel mod sin sikkerhed. Men det er dem, der er sølet ind i blodet fra imperialistiske interventioner og krige. De er den største trussel mod sikkerheden for verdens arbejderklasse. Kampen mod dem og det system, de repræsenterer, er den eneste, der kan befri alle verdens undertrykte folk.