I år er det 70 år siden, at Fjerde Internationale blev grundlagt. Fjerde Internationale var en international marxistisk organisation – begyndelsen på et verdensparti. Lige fra arbejderbevægelsens barndom har bevægelsen været international. Årsagen er enkel: kapitalismen er et internationalt økonomisk system og derfor må arbejderne organisere sig internationalt.
Marx og Engels skrev i sin tid det Kommunistiske Manifest som det stiftende dokument for Kommunisternes Forbund, forløberen for den første Internationale, som den danske arbejderbevægelse også var en del af. Denne organisation voksede op under meget vanskelige forhold og brød sammen efter massakren på Pariserkommunen i 1871, men lagde de ideologiske grundsten for den store Socialistiske Internationale fra 1880, der også er kendt som Anden Internationale. Socialdemokratierne over hele Europa var på den måde sluttet sammen som et fælles parti.
Anden og tredje Internationale
Anden Internationale blev imidlertid opbygget i en periode med enorm økonomisk fremgang, der gjorde det muligt for kapitalisterne at give arbejderne højere løn og bedre forhold for at undgå revolution. I arbejderbevægelsen fik lederne det indtryk, at man stille og roligt kunne forhandle sig til et socialistisk samfund – det blev kendt som reformisme. Imidlertid blev disse ledere så forbundet til det etablerede system med samarbejde mellem klasserne, så de endte med at forråde arbejderbevægelsen. På trods af, at Anden Internationale på kongresser i 1910 og 1912 havde erklæret, at de ville gå imod den kommende verdenskrig med generalstrejker og revolution, så støttede alle partierne (undtagen det russiske og det serbiske) op om ”deres egne” borgerlige regeringer i Første Verdenskrigs slagteri, som brød ud i 1914. Anden Internationale brød sammen.
Venstrefløjen i Internationalen – med ledere som Lenin, Trotskij, Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht – arbejdede herefter for at stifte en ny Internationale – en Tredje Internationale. Den blev stiftet i 1918 i kølvandet på den russiske revolution. Tredje Internationale blev en enorm masseorganisation på verdensplan på grundlag af den revolutionære bølge, der fejede over hele verden på dette tidspunkt.
Dokumenterne fra de første fire kongresser i den Tredje Internationale (også kendt som Kommunistisk Internationale eller Komintern) er nogle af de mest værdifulde dokumenter i den internationale arbejderbevægelses historie, fordi de på en klar måde opsamler erfaringerne fra en af de mest turbulente perioder i arbejderbevægelsen – en periode med revolution og kontrarevolution.
Stalinisme
Dette er ikke stedet at beskæftige sig indgående med årsagerne til stalinismens fremkomst i Sovjetunionen. Her vil vi begrænse os til at sige, at på grund af revolutionens isolation i et tilbagestående, analfabetisk land, som omgående blev angrebet af 21 imperialistiske hære, efterfølgende borgerkrig og hungersnød, blev det muligt for en bureaukratisk klike med Stalin i spidsen at tage magten og likvidere arbejderdemokratiet. Det eneste, der blev tilbage af revolutionens resultater, var den nationaliserede planlagte økonomi, som i hvert fald frem til 1960’erne voksede med en hast, der fik alle kapitalistiske lande til at blegne i sammenligning.
Venstreoppositionen i Komintern, med Leon Trotskij i Spidsen, forsvarede de grundlæggende ideer fra Lenins tid og fra Kominterns første kongresser imod stalinisternes forsøg på at ødelægge partiet i Sovjetunionen og internationalt. Men i perioden efter nederlaget til revolutionerne i begyndelsen af 1920’erne og med nederlag til revolutionen i Tyskland 1923, generalstrejken i England 1926 og revolutionen i Kina 1927, trak masserne sig tilbage i resignation og blandede sig ikke i politik. Det gjorde, at det stalinistiske bureaukrati kunne fremstille sig som det eneste frelsende lys for de sovjetiske arbejdere.
Vendingen i 1928
Venstreoppositionen blev ekskluderet fra partiet i 1927. Sovjetiske oppositionsfolk blev fyret fra deres job, sendt i eksil, og Venstreoppositionens møder blev smadret af stalinistiske bøller. Hele det demokratiske klima fra Lenins tid blev smadret under den stalinistiske jernhæl.
Trotskij og Venstreoppositionen gik imod den stalinistiske politik med ”to stadier”, der betød en skarp adskillelse af den ”borgerlige” revolution (afskaffelse af godsejervældet og indførelse af demokrati) og den socialistiske revolution (nationalisering af industri og bankvæsen). Socialisme blev udskudt til en fjern og uvis fremtid. Stalinisterne underlagde det kinesiske kommunistparti under den borgerlige nationalist Chiang Kai Shek, der kvitterede ved at massakrere kommunisterne og knuse revolutionen. Stalinisterne lænede sig desuden op af de rige bønder (kulakkerne) og semi-kapitalistiske elementer i Sovjetunionen. Venstreoppostionen advarede om, at det satte Sovjetunionens eksistens over styr. De talte for en reform af Sovjetunionen og Komintern, og en tilbagevenden til programmet fra 1919.
I 1928 havde de kapitalistiske elementer i Sovjetunionen (storbønder og handelsfolk) vokset sig så stærke, at revolutionens eksistens var truet. Stalin var derfor nødt til at foretage en vending. På overfladen antog han Venstreoppositionens program: planlægning af økonomien gennem femårsplaner, industrialisering, indgreb mod kulakkerne og de kapitalistiske elementer, kollektivisering af landbruget. Men Stalin gennemførte det på en bureaukratisk og brutal facon. I stedet for frivillig kollektivisering satte han hæren ind imod bønderne for at tvangskollektivisere alting. Konsekvensen var hungersnød. Femårsplanerne var et stort fremskridt, men de blev gennemført uden demokratisk kontrol og med enorme omkostninger for arbejderne og økonomien som helhed.
Katastrofen i Tyskland
Den nye kurs fra 1928 blev fulgt af en vanvittig politik, hvor kommunisterne i Europa skulle afvise ethvert samarbejde med de socialdemokratiske arbejder. De kaldte socialdemokraterne for ”socialfascister” og splittede arbejderbevægelsen midt over på et tidspunkt, hvor fascismen truede i Tyskland. Hitler var selv forbløffet over, at han kunne komme til magten ”uden at knuse en eneste rude”, fordi arbejderbevægelsen var lammet af splittelse. I disse år talte Venstreoppositionen og Trotskij ihærdigt for en enhedsfront mellem socialdemokratiske og kommunistiske arbejdere imod nazisterne. Trotskijs skrifter fra denne periode, især ”Tyskland: den eneste vej” fra 1932, er mesterværker, der fortjener at blive læst af alle aktive unge og arbejdere.
Efter Hitlers magtovertagelse i 1933 udråbte stalinisterne det som en sejr for arbejderklassen. De sagde ”efter Hitler – vores tur!” Moskva udsendte en resolution, hvori de erklærede, at det tyske parti havde ført den helt rigtige politik. Der var ingen opposition inde i partiet over denne katastrofe, som den stalinistiske kurs havde ført til. Trotskij konkluderede herefter, at Komintern var en død organisation, og man måtte arbejde for at bygge en ny Internationale – Fjerde Internationale. Han skrev i 1935:
”Hvordan Fjerde Internationale vil tage form, gennem hvilke stadier den vil gå, hvilken færdig form den vil antage – det kan ingen sige i dag. Og der er ikke behov for at gøre dette: det vil historiske begivenheder vise os. Men det er nødvendigt at begynde med at erklære et program, der passer til vores epokes opgaver. På grundlag af dette program er det nødvendigt at mobilisere ligesindede, den nye Internationales pionerer. Ingen anden vej er mulig.” (Sekterisme, centrisme og Fjerde Internationale)
Kamp for ideerne
Kampen for Fjerde Internationale var først og fremmest en kamp for at forsvare marxismens ideer i en periode med demoralisering i arbejderklassen, fascistisk fremmarch og stalinistisk kontrarevolution og forvanskning af marxismens ideer. Det var en kamp for at trække en streg i sandet mellem marxisme på den ene side, og stalinisme, opportunisme og anarkisme på den anden. For at opbygge Fjerde Internationale var det først og fremmest nødvendigt med politisk klarhed. Trotskij skrev i samme artikel om ovenfor:
”Reformister og centrister griber gladelig hver lejlighed til at pege på vores ”sekterisme.” For det meste tænker de her ikke på vores svage, men vores stærke side: vores seriøse holdning til teori; vores forsøg på at lodde hver politisk situation helt til bunden og fremføre klare paroler; vores fjendtlighed over for ”lette” og ”magelige” beslutninger, der fjerner bekymringerne i dag, men forbereder en katastrofe i morgen. Når de kommer fra opportunister er anklager om sekterisme for det meste en kompliment.”
Mange kom til Trotskij, Venstreoppositionen og Fjerde Internationale, fordi de så, at Trotskij var imod stalinisterne. Men de troede, at alt var tilladt, og kom med alle slags ultra-venstre, anarkistiske ideer. Trotskij var meget opmærksom på den fare, disse folk bragte med sig. I et brev til redaktionen for avisen La lutte de classes fra 1929 skrev han:
”Ud over højre-tendensen er der en anden fare, meget akut på nuværende tidspunkt. Jeg vil kalde den faren for småborgerlig dilletanteri. I Rusland kæmper oppositionen under forhold, der kun tillader ægte revolutionære at forblive i rækkerne. Det kan ikke siges uden forbehold om Vesteuropa, især Frankrig. Ikke bare blandt de intellektuelle, men også blandt det øverste lag af arbejderne er der ikke så få elementer, der er villige til at bære titlen som de mest ekstreme revolutionære, så længe det ikke påfører dem seriøse pligter, det vil sige så længe de ikke er nødt til at ofre deres tid og penge, underlægge sig disciplinen, sætte deres vaner og bekvemmeligheder over styr. Omvæltningerne efter krigen skabte ikke få sådanne revolutionære-ved-en misforståelse, i virkeligheden utilfredse filistre klædt ud som kommunister. Nogle af dem kom også med i oppositionen, fordi medlemskab af oppositionen under de nuværende forhold medfører endnu færre forpligtelser end medlemskab i det officielle parti. Det er ikke nødvendigt at sige, at sådanne elementer er en ballast, og en meget farlig ballast.”
Metoden bevaret
Trotskij sagde i denne periode, at han udførte det vigtigste arbejde i hele sit liv – og det kom fra en mand, der havde stået i spidsen for to revolutioner (1905 og 1917) samt anført den røde hær under borgerkrigen i årene 1918-22. Det var en periode med tilbageslag på tilbageslag. Moskvaprocesserne i 1937 likviderede fysisk alle, der var forbundet til oktoberrevolutionen og arven fra Lenin og bolsjevikkerne. Stalin var nødt til at adskille sig fra Lenins parti ved en flod af blod. Der var en heksejagt på alle oppositionelle elementer. Brutaliteten var ikke en tilfældighed, men skyldes bureaukratiets dødelige frygt for, at de sovjetiske arbejdere ville genfinde revolutionens traditioner hos ”trotskisterne”.
I Vorkuta-lejren i Sibiren sultestrejkede knap 1000 oppositionsfolk (”bolsjevik-leninister”, som de kaldte sig) i fire måneder. Da de blev hentet for at blive skudt, sang de Internationale på vejen. De nægtede at overgive sig og kapitulere, selv under de mest vanskelige forhold. De vidste, at det vigtige var at bevare ideerne og traditionerne indtil en ny revolutionær bølge.
En af de vigtigste traditioner, som Trotskij og Fjerde Internationale bevarede, var metoden med såkaldte overgangskrav. Det går ud på at forbinde de daglige krav om for eksempel højere løn eller modstand mod krig med perspektivet for en socialistisk omdannelse af samfundet. Trotskij formulerede det sådan her i Fjerde Internationales stiftende dokument, Overgangsprogrammet fra 1938:
”Det er nødvendigt at vi i den daglige kamps udvikling hjælper masserne til at finde en bro mellem de øjeblikkelige krav og revolutionens socialistiske program. Denne bro bør omfatte et system af overgangskrav, der udgår fra dagens betingelser og fra dagens bevidsthed hos brede lag af arbejderklassen, og som uafvendeligt fører til een endelig slutning: proletariatets erobring af magten.”
Overgangsprogrammet hos Lenin
Det var den samme metode, som Marx, Engels og Lenin havde benyttet sig af. Marxisterne er ikke imod reformisme, fordi vi er imod reformer (forbedringer af arbejdernes levevilkår), men fordi reformisterne nægter at bryde med kapitalismen, når denne økonomi ikke længere kan tolerere reformer.
De højredrejede ledere af Anden Internationale havde adskilt partiets minimumsprogram og maksimumsprogram. Socialdemokratiets minimumsprogram handlede om reformer inden for kapitalismens rammer. Det kunne for eksempel være 8-timers arbejdsdag, højere løn eller gratis uddannelse. Maksimumsprogrammet talte om at afskaffe kapitalismen og erstatte den med socialisme. Reformismens utilstrækkelighed består i at adskille de daglige krav fra arbejderbevægelsens mål om et samfund styret af arbejderklassen selv. Det var den metode, som Lenin og Luxemburg brød med, og som stalinisterne vendte tilbage til. Overgangsprogrammet var et forsøg på at fastholde marxismens grundlæggende metode.
Kominterns 3. kongres slog metoden fast i en resolution om taktik:
”Selv om det er klart, at kapitalismen i på sit nuværende stadie af nedgang er ude af stand til at garantere arbejderne en anstændig menneskelig tilværelse, udviser socialdemokraterne og reformisterne over alt dagligt deres uvilje og uduelighed til at kæmpe for selv de mest beskedne krav i deres program. Kravet, som de centristiske partier fremsætter, om socialisering eller nationalisering af de vigtigste dele af industrien er ligeledes et bedrag, fordi det ikke er forbundet til et krav om sejr over bourgeoisiet. Centristerne ønsker at aflede arbejderne fra den virkelige, vitale kamp for deres umiddelbare mål ved at fremvise håbet om, at de industrielle former kan overtages gradvist, en efter en, og at ’systematisk’ økonomisk opbygning derefter kan begynde. Socialdemokraterne trækker sig dermed tilbage til deres minimumsprogram, som du klart står afsløret som kontrarevolutionært falskneri”
Stolt tradition
Lenin slog mange gange fast, at der var tale om politisk bedrag, hvis man ikke åbent erklærer, at kampen for reformer i sidste ende ikke kan vindes uden en revolutionær omdannelse i retning af socialisme. Denne politik var i lang tid i mindretal, men det var denne linje, der gjorde den russiske revolution mulig. Det var den linje, som Fjerde Internationale bevarede samtidig med, at stalinisterne havde overtaget den mensjevikiske stadie-teori og folkefrontspolitik, der gik ud på at alliere sig med de ”progressive” dele af kapitalistklassen.
Trotskij beskrev selv den vanskelige situation for Fjerde Internationale i 1935:
”Uden den mindste overdrivelse kan det siges: hele verdenssituationen er bestemt af den proletariske ledelses krise. Arbejderbevægelsen er i dag stadig bebyrdet med enorme rester fra de gamle bankerotte organisationer. Efter utallige ofre og skuffelser har i det mindste størstedelen af det europæiske proletariat trukket sig tilbage i sin skal. Den afgørende lektion, det har draget, bevidst eller halvbevidst, lyder således: store handlinger kræver en stor ledelse. I øjeblikket giver arbejderne stadig deres stemmer til de gamle organisationer. Deres stemmer – men på ingen måde deres grænseløse tillid. På den anden side, efter Tredje Internationales skændige kollaps, er det endnu sværere at få dem til at give deres tillid til en ny revolutionær organisation. Det er præcis der, krisen i proletariatets ledelse ligger.” (Rosa Luxemburg og Fjerde Internationale)
Den vigtigste opgave for Trotskij var at bevare kernen til det revolutionære parti i en periode med katastrofale nederlag. Det var deri, betydningen af Fjerde Internationale lå. Desværre var lederne af Fjerde Internationale ikke parate til opgaverne, og de svigtede efter Trotskij døde og især efter anden verdenskrig. Dette er ikke stedet til at forklare historien om Fjerde Internationales kollaps efter Anden Verdenskrig. Det må være tilstrækkeligt at sige, at lederne (bortset fra den britiske sektion) ikke kunne forstå den nye situation.
En internationale er ideer, metode, tradition og program. Det er principper. Hvis man ændrer de grundlæggende principper og reviderer metoden, så ødelægger man partiet. Ideerne er blevet bevaret til vores tid gennem de ofre, som Trotskij og pionererne fra Venstreoppositionen og Fjerde Internationale, har ydet. Det er en stolt tradition, som i dag videreføres af den Internationale Marxistiske Tendens.
