Transfobi er den herskende klasses forsøg på at splitte arbejderklassen

Transkønnedes befrielse er arbejderklassens befrielse

Revolutionær pride 1

Saga Bech Risør



3 minutter

Etablissementet vil have os til at tro, at Danmark er et foregangsland for ligestilling. Men dette er langt fra virkeligheden. Virkeligheden er, at politikere og meningsdannere med tiltagende intensitet spreder transfobi. I august 2024, få dage inden Priden, skrev den daværende ligestillingsminister Marie Bjerre (V) i en kronik, at “wokeismen er gået for langt”, og at transpersoners krav på lige rettigheder “ødelægger kvinders rettigheder og for den sags skyld også mænds”. På kynisk vis forsøger ministeren at spille to undertrykte grupper i samfundet, transpersoner og kvinder, ud mod hinanden. 

Udtalelsen fra Marie Bjerre er på ingen måde en enlig svale, men repræsenterer en stigende transfobisk tendens i toppen af det danske samfund. Bjerre hører dog til den milde ende af skalaen; andre stemmer i toppen af samfundet udtrykker deres transfobiske holdninger mere bramfrit. For eksempel udgav Joachim B. Olsen, politisk kommentator for BT, som tidligere har siddet i Folketinget for LA, i april 2024 en artikel med titlen: “BT mener: Transkønnethed er en psykisk sygdom”. 

Politikere som Marie Bjerre tordner mod “wokeismen”, som ifølge dem er, når “flertallet skal indrette sig efter mindretallet”. Det lyder påfaldende meget som kapitalismen, hvor flertallet, arbejderklassen, skal indrette sig efter mindretallet, borgerskabet, og dets interesser. Uanset hvad er der kun én minoritetsgruppe i samfundet, der truer kvinders rettigheder i dag, og det er borgerskabet. 

Mariebjerre
Politikere som Marie Bjerre forsøger på kynisk vis at spille undertrykte grupper ud mod hinanden, for at aflede opmærksomheden fra roden til al undertrykkelse, klassesamfundet – som de alle forsvarer | Foto: Peterleth, Wikimedia Commons

Borgerskabet er en ekstremt lille minoritet i samfundet, og for at holde sig på magten er de nødt til at så splid blandt arbejderklassen, det store flertal. Det gør de især med racisme og sexisme, men i stigende grad også med transfobi, hvilket vi i særdeleshed ser i USA og Storbritannien, hvor etablissementet har oppisket en såkaldt culture war mod blandt andet transpersoners rettigheder. 

Kapitalisterne står i spidsen for et kriseramt og døende system og har intet positivt at tilbyde arbejderklassen, kun angreb, nedskæringer og forringelser. De er hunderædde for arbejderklassens magt og er derfor nødt til at på desperat vis optrappe deres angreb på vores rettigheder og gøre, hvad de kan for at underminere vores enhed. Når Marie Bjerre spreder transfobi er det altså på ingen måde for at beskytte kvinders rettigheder, men blot for at beskytte den herskende klasse ved brug af den ældgamle del og hersk-taktik.

En fremtid uden undertrykkelse

Marie Bjerres kronik udkommer i en tid, hvor klassekampen spidser til verden over, og kapitalismens eksistentielle krise med enorm hastighed former en ny generation af kommunister, der ser på den intensiverede undertrykkelse med en brændende lyst til at kæmpe for en anden verden. Det bliver mere og mere tydeligt for arbejdere og unge, at kampen mod transfobi, såvel som mod kvindehad og alle andre former for undertrykkelse, kun vindes gennem fælles kamp mod roden til al undertrykkelse: klassesamfundet. 

Revolutionær pride 2
Kommunister kæmper mod alle former for undertrykkelse, som en uadskillelig del af kampen for en socialistisk verdensrevolution | Foto: Eget værk

Så længe klassesamfundet består, vil der altid være en herskende klasse, som har en objektiv interesse i at sprede had mod minoriteter, hvilket vi ser mere og mere af i dag grundet kapitalismens forfald. Hvis vi vil gøre en ende på undertrykkelse én gang for alle, må vi derfor lægge kapitalismen og klassesamfundet i graven. 

Dette kræver et parti, der er opgaven voksen, og der er ingen tid at spilde. I Revolutionært Kommunistisk Parti kæmper vi derfor aktivt hver dag for at samle alle revolutionære arbejdere og unge i landet. Hvis du ønsker at kæmpe for en verden, hvor undertrykkelse og diskrimination hører fortiden til, så organisér dig i kampen i dag!