Søndag den 24. august gik over 50.000 demonstranter på gaden i København i solidaritet med Palæstina. Det var den største demonstration i flere år og måske den største i hele solidaritetsbevægelsens historie. Flere end 100 organisationer var anbefalere af demonstrationen, herunder naturligvis Revolutionært Kommunistisk Parti. Vi deltog med den største intervention til en demonstration nogensinde med 50 kammerater, røde faner, taler, kampråb og to bannere påtrykt parolen: “Bekæmp imperialismen, befri Palæstina. For intifada & revolution”.
Men det var ikke NGO’erne, de politiske lokalforeninger og de officielle blokke, der virkelig fyldte i gadebilledet. I stedet bestod den enorme menneskemængde af helt almindelige mennesker, især unge, der kom sammen med deres venner og klassekammerater. Der var mange gymnasieelever og studerende fra især København, men da det var indkaldt som en national demonstration, kom der også folk fra Jylland, Fyn, og Sverige. Fællesnævneren for alle demonstranter var, at de kræver en ende på folkemordet i Gaza.

Ingen tiltro til politikerne!
Det er værd at bemærke den kontekst, hvori denne store demonstration fandt sted. I den seneste periode har vi set, hvordan medierne i højere grad er begyndt at dække folkemordet, og politikerne har været mere kritiske over for Israels krigshandlinger. I et interview til Jyllands-Posten tidligere på måneden, udtalte Mette Frederiksen eksempelvis, at den israelske premierminister “Netanyahu er et problem i sig selv”.
Men det er spil fra galleriet, når Mette Frederiksen, Lars Løkke og co. lader som om, at de bekymrer sig om hungersnøden i Gaza og kritiserer Netanyahu. Og mange mennesker gennemskuer politikerne og ser lige igennem deres klamme hykleri.
Politikerne prøver at bilde os ind, at de lægger et pres på Israel, men i handling støtter den danske stat ufortrødent deres allierede i Mellemøsten. De har fra starten af spillet og spiller stadig en aktiv rolle i, at folkemordet kan fortsætte for fuld udblæsning. Regeringen har eksempelvis givet Mærsk tilladelse til at fragte våben til Israel, og for nylig fandt en våbenmesse sted i Ballerup, hvor israelske våbenproducenter stod klar. Med andre ord shopper regeringen hos dem, der leverer redskaberne til folkemord.
Til demonstrationen i søndags var der heller ikke den mindste tiltro at spore til regeringen. De velkendte kampråb fra tidligere demonstrationer som “Mette har blod på sine hænder” og “Mette stop dit hykleri” gik igen under hele demonstrationen i alle dele af den. Man kunne virkelig fornemme den vrede, der ulmer.

Ingen tror på, at den danske regering lige pludselig, efter knap 23 måneders ubetinget støtte til den israelske stats massakre, vil vende på en tallerken. Folk ser med rette, at politikernes paniske ændringer i ordvalg ikke er andet end en afledningsmanøvre. Politikerne er desperate, fordi de med utallige angreb – såsom censur af skolevalget, vilkårlige arrestationer af aktivister, censur af musik og et generelt angreb på kulturen – ikke har formået at dæmpe og lukke munden på solidaritetsbevægelsen. Nu forsøger de at distrahere befolkningen og aflede opmærksomheden fra, at det er med fuld støtte fra Danmark og resten af de vestlige regeringer, at Israel udsulter Gaza.
Hungren efter revolutionære idéer
Hvad der også var tydeligt til demonstrationen i søndags, var forståelsen af, at der er behov for handling. På trods af de moralske og symbolske sejre i de store demonstrationer, er der mange, der mener, at vi må gå længere end det. Dette blev afspejlet på klareste vis ved, at vores avis Revolution – hvor augustnummeret bl.a. har denne artikel om, hvordan vi kæmper for et frit Palæstina – gik som varmt brød. Folk er dødtrætte af og vrede over, at folkemordet endnu ikke er blevet stoppet, og de søger svar på, hvad vi skal gøre.

Når man gik med avisen i hånden og faldt i snak med folk, var det tydeligt, hvor radikal stemningen var. “Selvfølgelig er politikerne medskyldige i folkemordet, men hvad skal vi gøre ved det?” var ofte det spørgsmål, vi blev spurgt om. Vi oplevede også utallige gange, at folk målrettet opsøgte os for at købe Revolution og snakke med RKP. Nogle kendte os allerede, og andre blev nysgerrige, når de mærkede vores energi og gejst i en velorganiseret blok. Der er stor åbenhed over for de revolutionære idéer, og der er helt klart en tørst efter politiske svar og perspektiver blandt flere og flere.
Vi solgte hundredvis af eksemplarer af avisen, og fik at vide fra mange, at de var glade for, at der er nogen, som forsøger at opbygge et alternativ til de etablerede mediers løgne.

Vi har ingen rige bagmænd.
Støt udgivelsen og få rapporter, nyheder, teori og analyser fra klassekampen. Få avisen i din postkasse 10 gange om året for kun 40 kr./md.
Stordemonstrationen samlede en masse mennesker på gaden, og det gav folk et rum for at vise deres vrede over folkemordet. Men samtidig er det også tydeligt, at et større lag i solidaritetsbevægelsen for Palæstina føler behovet for at gøre endnu mere, tage de næste skridt og eskalere bevægelsen. Og for flere og flere er det tydeligt, at de næste skridt er uden om og imod politikerne.
Kampen for et frit Palæstina er kampen mod den danske stat
Det perspektiv er vi 100% enige i i Revolutionært Kommunistisk Parti. Politikerne repræsenterer et sygt system og har med deres handlinger vist, at der ingen grænser er for, hvor langt de vil gå for at forsvare det. Over 100 organisationer var til stede til denne demonstration, men fraværet af de etablerede partier var sigende: Ingen af partierne på Christiansborg repræsenterer det store flertal af arbejdere og unge, der ønsker at kæmpe for at stoppe folkemordet.
Politikerne skælver ved tanken om, at den israelske stats grusomheder vækker millioner af arbejdere og unge verden over politisk til live. Og lad dem blive rædselsslagne, for de er oppe imod kræfter, som selv deres vådeste krokodilletårer og mest manipulerende propaganda ikke kan stoppe.

Flere og flere drager nemlig den helt korrekte konklusion, at kampen for et frit Palæstina må være en kamp imod samtlige regeringer i verden. Imens millioner på verdensplan har demonstreret, viser politikerne i praksis, at de først og fremmest er til for at forsvare det her system – ligegyldigt hvor grusomt det viser sig at være.
Demonstrationen har givet et indblik i den stemning, der er i samfundet. Men for at den enorme vrede, der eksisterer over folkemordet, kan blive en materiel kraft, kræver det organisering. Det kræver, at vi arbejdere og unge organiserer os imod kapitalismen. Kun ved at tage magten fra den herskende klasse, hvis hænder drypper i blod, kan vi stoppe folkemordet og sørge for, at det aldrig sker igen. I Danmark starter kampen for et frit Palæstina med kampen mod de danske kapitalister og deres hykleriske regering!