Sneen fyger om røde fagforeningsfaner og farvestrålende skilte med parolen: ”Gæk, gæk, gæk, Corydon gå væk”! Rådhuspladsen er fyldt med lærere der trues af lockout af Kommunernes Landsforening (KL) og indgreb fra den såkaldte ”røde” regering. Sammen har disse to organer planlagt et endeligt opgør med de kollektive arbejdstidsaftaler i hele den offentlige sektor. Ved at knække Danmarks Lærerforening håber regeringen at kunne danne præcedens.
Efter indledende taler og musik, bevæger for-demonstrationen sig fra Rådhuspladsen til Christiansborgs Slotsplads. Politiets uniformerede tilstedeværelse er utroligt begrænset. Det kan måske skyldes, at selv Politiforbundet har opfordret sine medlemmer til at deltage i demonstrationen i civil. Også de frygter at stå for skud, vist først lærerne bukker under.
Demonstrationens størrelse er imponerede. Optoget strækker sig hele vejen fra Rådhuspladsen til Christiansborg. Det hårde og kolde vejr; snefygningen, får den til at virke så meget desto mere beslutsom. Blandt fotograferne, der bevæger fra udsigtspunkt til udsigtspunkt langs ruten, er der forbløffelse over hvor mange der er mødt op: ”og så i det vejr”.
Optoget når slotspladsen. Tusinder og atter tusinder strømmer langsomt, men sikkert ind på pladsen. I starten er der passage i den ene køreretning på vejen foran slotspladsen. Men lige så stille bliver biler og en enkelt lastbiler druknet i menneskehavet – helt bogstaveligt – da et dusin demonstranter klatrer op på lastbilen. Chaufføren må bare væbne sig med tålmodighed, men der er ingen sure miner.
Stor utilfredshed med S og SFs politik
Formanden for Danmarks Lærerforening Anders Bondo bliver introduceret fra scenen og den enorme storskærm. Han modtages som en helt, hvilket kun kan tolkes som solid opbakning til ikke at give køb på lærernes arbejdstid.
Temperaturen er under nulpunktet, både når det gælder vejret og de demonstrerendes følelser for Socialdemokraternes og Socialistisk Folkepartis politik. Det er nemlig ikke mange år siden, helt præcis i 2008, under konflikten i den offentlige sektor, at det bl.a. var SFs daværende formand Villy Søvndal der stod på talerstolen foran de offentligt ansatte. Her tordnede han mod de borgerliges ”slagtning af velfærden” og nedskæringer og angreb på ”de varme hænder” i den offentlige sektor. Det var dengang.
Da Anders Bondo nævner, at det er utroligt, at det er en regering med deltagelse af S og SF der vil gennemføre dette angreb på de offentligt ansatte, mødes begge partier af Buh-råb fra de omkring 30.000 demonstranter, som om nogen kan betragtes som de to partiers kernevælgere.
På trods af alt, er stemning blandt de demonstrerende aldeles entusiastisk. Der er ingen fornemmelse af, at her er en slået flok, men tværtimod en følelse af at ”nu sker der endelig noget”. Efter årevis med stilstand, uden massemobilisering, trods hård nedskæringspolitik, er situationen nu ved at vende. Arbejderklassen og ungdommen er ved at løfte de bukkede hoveder og træde i karakter: ”Nu er det nok”, lyder det fra et skilt, og ”slamberter” råber et banner.
Socialistisk Standpunkt sælger som varmt brød. Forsiden lyder: ”Regeringen har svigtet: milliarder til overklassen – Pisk til os andre”. Kammeraterne har på forhånd sat en bod op med politiske materialer, til at tage imod demonstrationen, men det store menneskehav har fuldstændigt indkapslet den opslåede bod, og det er i det hele taget svært at komme rundt.
Ikke bare i København, men også i de fire største byer og Rønne, er der demonstrationer. Landet over har op imod 50.000 været på gaden.
Regeringen siger at de vil køre på med ”reformdagsordenen”. Men meget tyder på at de vil møde hård modstand. Regeringen er svag. De menige medlemmer i både Socialdemokratiet, men særligt hos SF, er voldsomt utilfredse med den direkte og utilslørede arbejdsgiverpolitik som regeringen fører.
Demonstrationen den 20. marts er et kraftigt forvarsel til toppen af SF og Socialdemokraterne. Hvordan det skal gå dem hvis (eller når) de griber ind i konflikten for at ophøje KLs overenskomstudspil til lov er uvist. Men de vil ikke få en blid medfart og der er reelt set mulighed for at regeringen ikke vil sidde perioden ud i sin nuværende form. Allerede nu er både Socialdemokraternes og SFs meningsmålinger historisk lave med hhv. 17,8 og 4,8 procent af stemmerne. Det er en tilbagegang på hhv. 7 og 4,4 (en halvering) procentpoint på blot halvandet år, siden valget i 2011. Fortsætter SF sin nuværende kurs i meningsmåligerne, vil de være under spærregrænsen om et år.
Demonstration må følges op med handling
Den 20. marts var en demonstration i ordets egentlige forstand. En demonstration overfor regeringen, men også en demonstration af arbejderklassens styrke overfor sig selv. Oven på den lange stilstand har arbejderklassen brug for at finde sine ben igen, strække sine lemmer og gøre sig klar. Det må også være konklusionen for fagforeningstoppen. Onsdag var en magtdemonstration – beskeden, men yderst betydelig i forhold til den foregående periode. Men den må følges op. Frem for alt ved at sprede kampen. Lærerne alene kan ikke standse angrebet. Der er behov for at hele fagbevægelsen, også den private del, går ind i kampen, samlet og ikke som Harald Børsting og CO. opførte sig under SU-protesterne og forsøge at splitte bevægelsen, ved at stille sig på regeringen og arbejdsgivernes side.
Arbejderklassen har kun styrke i kraft af to elementer: sin masse og sin plads i produktionen. Begge elementer skal i brug for at vinde mod angrebene fra KL og Regeringen: KL og regeringen er villige til at bruge lockout for at smadre de offentlige arbejderes forhold. Fagtoppen må drage den naturlige konklusion og bruge strejkevåbet: ”Knækker I lærerne i dag, bliver det vores tur i morgen. Lockouter I lærerne, lukker vi produktionen – også i det private.”
Et slag mod én er et slag mod alle!
