Denne artikel blev første gang offentliggjort under overskriften “Til unge kommunister og socialister, som ønsker at tænke” på tysk til en socialdemokratisk ungdomskongres i København. Teksten er dateret 22. juli 1935.
Ungdommen er på nuværende tidspunkt dybt optaget af spørgsmålet om krigsfaren. Og med rette. Deres hoveder er de første, der er på spil.
De revolutionære marxister afviser aldeles de midler imod krig, som bliver tilbudt af lederne fra Anden og Tredje Internationale. De prædiker ”afrustning” og ”aftaler” gennem Folkeforbundet. Dette betyder, at de tror på muligheden for at ændre kapitalismens natur gennem fredelige reformer, siden den væbnede kamp mellem kapitalistiske stater er et spørgsmål om kapitalismens natur ligesom konkurrencen mellem individuelle kapitalister eller deres truster. Der er folk, der kalder sig socialister eller kommunister, som karakteriserer den kapitalistiske stat som en helt igennem imperialistisk ting, men som samtidig tror på Folkeforbundet, det vil sige, på de imperialistiske staters børs.
For marxister er kampen imod krig sammenfaldende med kampen imod imperialisme. Midlerne i denne kamp er ikke ”generel nedrustning”, men bevæbning af proletariatet til revolutionær omstyrtelse af borgerskabet og etablering af en arbejderstat. Vores parole er ikke Folkeforbundet, men De Forenede Sovjetiske Stater i Europa og hele verden!
I dag ser vi i Frankrig, hvorledes reformisterne og de såkaldte ”kommunister” (i virkeligheden kun stalinister) har allieret sig med de Radikale, angiveligt med det formål at kæmpe imod krig og fascisme. Hvem er de Radikale? Et helt igennem imperialistisk parti, der står for Versailles-traktaten og for det franske koloniale imperium. Hvordan kan man føre en kamp imod imperialisternes krig sammen med et imperialistisk parti?
Naturligvis taler de Radikale beredvilligt for fred. Hitler arbejder også med sved på panden for fred. De er alle for fred: præster, bankfolk, generaler. Men hvad betyder fred for de borgerlige regeringer og partier? Modbydeligt hykleri. Hver eneste røver foretrækker, hvis det er muligt, at tage sit offers pung uden at tage hans liv. Mussolini ville naturligvis foretrække at plyndre Etiopien ”fredeligt”, det vil sige uden de udgifter og ofre, som krigen betyder. England og Frankrig vil gerne nyde deres plyndring ”fredeligt”. Men ve den, der står i vejen for dem! Dette er betydningen af den kapitalistiske kærlighed til fred.
Småborgerlig pacifisme er generelt ærlig, men desto mere blind og hjælpeløs, siden den ikke er andet end bøndernes og de småhandlendes tro på, at det er muligt at gøre de herskende klasser bedre, at afvæbne de store kapitalistiske røvere og overtale dem til fredeligt at leve side om side. Men med alle sine gode hensigter bliver småborgerlig pacifisme et bedøvende middel, ved hvis hjælp imperialisterne overvinder masserne på det rette tidspunkt, og gør dem til kanonføde. Vi anklager lederne for Anden og Tredje Internationale for at hjælpe kapitalisterne med at forberede et nyt verdens-slagteri gennem deres tåbelige bavl. I en ny krig vil reformisterne og stalinisterne størstedelen af tilfældene stå side om side med deres regeringer, især i Frankrig, Belgien og Tjekkoslovakiet. Hvem der end ønsker at kæmpe imod krig må tale klart til folk, må samle de kampklare under den revolutionære fane, under Fjerde Internationales fane.
Mellem de to gamle ”Internationaler” (som i realiteten ikke længere er dette) og os, forkæmperne for Fjerde Internationale, står der mange fraktioner og mellemliggende grupper, som vi kalder centrister. Dette navn er ikke en fornærmelse, som mange simple sind antager, men en helt igennem videnskabelig betegnelse. Vi kalder de strømninger, der vakler mellem marxisme (internationalisme) og reformisme (patriotisme), men som i kraft af deres natur har tendens til at gå i retning af reformisme, for centrister. Den franske gruppe Bataille Socialiste, der har en centristisk karakter, kombinerer erklæringer til fordel for fædrelandets forsvar med en tilbedning af pacifismen (Zyromsky), og tolererer på sin venstrefløj en tåget internationalisme (Pivert). Sådanne strømninger kan findes i en række lande. I den nuværende periode kan vi med fuld ret pege på det tyske Socialistisk Arbejderparti (SAP) som et eksempel på centrisme. SAP er på ingen måde en masseorganisation. Men den har en lang række gamle parti- og fagforeningsfunktionærer, der er spredt som emigranter i forskellige lande. De har ofte et vist håndelag for praktisk arbejde og en vis teoretisk skoling, men deres aktivitet rækker aldrig ud over centristiske ideer. Det er derfor, de er imod Fjerde Internationale. Det er derfor, de bekæmper partier og organisationer, der samler sig omkring Fjerde Internationales fane. Det er derfor, de søger venner til højre mens de retter deres fjendtligheder mod venstre.
Fra tid til anden erklærer de endda, at de egentlig ikke er imod Fjerde Internationale som sådan, men at de finder, at tiden ikke er den rette. Denne protest er imidlertid uden nogen form for indhold. Det, vi har med at gøre, er ikke et matematisk, men et politisk spørgsmål, hvor tidsfaktoren er sekundær. ”Tiden er ikke den rette” for socialisme, så længe vi ikke er i stand til at virkeliggøre den. Men vi har indskrevet den på vores fane, og vi bærer denne fane ret åbent til masserne. Så snart vi bliver overbeviste om, at kampen imod krig og for socialisme kræver revolutionær konsolidering af den proletariske fortrop på grundlag af et nyt program, må vi øjeblikkelig gå i lag med opgaven.
Hvem der end i dag, som SAP, er imod Fjerde Internationale, imod de der forsvarer og opbygger den, viser derved, at han ubevidst eller bevidst ønsker at bevare bagdøren åben for reformisterne og patrioterne. Denne antagelse kan muligvis lyde som ”sekterisme” eller endda ”bagvaskelse” for den naive. Det nyeste, helt igennem anti-marxistiske standpunkt fra SAP på spørgsmålet om krig har imidlertid uigenkaldeligt bekræftet vores holdning. De, der ikke har læst den berømte resolution fra SAP om ”kampen for fred”, bør med alle midler får fat i den og lære visse passager udenad. Ingen flotte ord om den socialistiske revolution og proletariatets diktatur kan udviske den virkelige, dvs. pacifistiske, karakter af SAP’s politik, hvis formål er at samle ”alle kræfter” for afrustning og fred, og til dette formål at danne en ”altomfavnende komité.” Hvem der end prædiker, at imperialisterne under massernes ”pres” kan afvæbnes fredeligt, benægter samtidig en proletarisk revolutions nødvendighed. For hvilken slags revolution kan der være imod et afvæbnet borgerskab? Der er et uomgængeligt forhold mellem pacifisme i indenrigspolitikken og pacifisme i udenrigspolitikken. En person kan højtideligt sværge over for os, at han er materialist, men hvis han går i kirke i påsken står han stadig for os som et offer for præsteskabet. Hvem der end blander fraser om den sociale revolution med agitation for pacifistisk afrustning er ikke en proletarisk revolutionær, men et ynkeligt offer for småborgerlig fordom.
Men er der ikke, bliver vi ofte mindet om, gode, revolutionært tænkende arbejdere i SAP og lignende organisationer, som vi ikke må skubbe væk? Dette argument skyder forbi målet. Sandsynligvis, næsten sikkert, er der i SAP og lignende organisationer arbejdere, som ikke er tilfredse med ledernes vaklende, undvigende politik. Imidlertid kan vi bedst hjælpe disse elementer, der er i stand til at udvikle sig, ved nådesløst at afsløre deres lederes forkerte politik. I første omgang bliver de fremskredne elementer overraskede. Ikke desto mindre trænger kritikken ind i deres tanker. Dernæst kommer nye kendsgerninger, der styrker vores kritik. Og til sidst siger den ærlige, revolutionære arbejder til sig selv: leninisterne har ret, jeg må slutte mig til dem. Det har altid været sådan i udviklingen af et revolutionært parti. Og det vil også være sådan denne gang.
Unge kammerater og venner! Vi bekæmper alt, der er forblommet og forvirret, ikke ud fra ”fanatisk” had, og i hvert fald ikke på baggrund af personligt fjendskab. Vores hårde epoke har kun lidet respekt for sentimentalitet, personlige hensyn og lignende smukke ting. Den kræver et korrekt program og en jernvilje til sejr. Overfor masserne, der søger en revolutionær ledelse, må vi udvise den største tålmodighed og opmærksomhed. Hundredvis og tusindvis af gange må vi vise dem revolutionære principper gennem deres daglige erfaring. Men overfor de, der stiller sig overfor masserne som ledere, som folder deres egen fane ud, må vi stille de strengeste krav. Det første er klarhed.
De vaklende, de forvirrede, centristerne, pacifisterne, kan vegetere årevis, udgive aviser, holde konferencer, ja, endda notere midlertidige organisatoriske succeshistorier. Store historiske vendinger – krig, revolution – vælter imidlertid disse partier omkuld som et korthus. På den anden side udvikler organisationer, der har opnået virkelig revolutionær klarhed og bevidsthed, virkelig deres største styrke i kritiske historiske situationer. Da bliver filisteren forbløffet, og den venstreorienterede filister triumferer – uden imidlertid at forstå, at fremgangens ”mirakel” kun var mulig på grund af langt og udholdende forberedende arbejde, og at marxistisk uforsonlighed var det bedste våben i dette forberedende arbejde.
Flis og spåner flyver op i hver eneste store ideologiske kamp. Centristerne har for vane at gøre brug af dette materiale for at aflede opmærksomheden fra det, der er vigtigt og afgørende. Unge arbejdere, der ønsker at tænke, må lære at foragte centristernes magtesløse, ondsindede sladder. I må undersøge sagerne til bunds! Det vigtigste spørgsmål i dannelsen af proletariske revolutionære er på nuværende tidspunkt holdningen til krig og til Fjerde Internationale. I må stille disse spørgsmål foran jer i deres fulde omfang! Vi bolsjevik-leninister udgav for over et år siden hæftet Krig og Fjerde Internationale. At blive godt bekendt med dette dokument er den første pligt hos enhver revolutionær, der ønsker at nå et standpunkt. Spild ikke tiden; studér, diskutér ærligt; stræb ustandseligt efter revolutionær klarhed!
