Den kinesiske revolution i 1949 var en af verdenshistoriens største begivenheder. Det var en årtier lang og heroisk kamp, som befriede Kina fra imperialismens lænker. Det alene er grundlag for, at marxister forsvarer revolutionen.

Revolutionen var resultatet af en enorm beslutsomhed og offervilje fra de kinesiske masser, og i spidsen af bevægelsen stod Mao Zedong.

Efter Maos død blev kapitalismen gradvist genindført af bureaukratiet i det kinesiske kommunistparti (KKP). Maos sidste tid bliver derfor set som en periode, hvor han kæmpede imod pro-kapitalistiske elementer inden for partiet. Det har naturligvis fået mange revolutionære, både indenfor og udenfor Kina, til at se mod revolutionens oprindelige leder med håbet om at finde brugbare ideer i kampen for en ny revolution.

En søgen efter et teoretisk fundament, hvorfra man oprigtigt kan forsvare de kommunistiske principper, er en progressiv udvikling. En udvikling som bør støttes af alle marxister. Marxismen er, først og fremmest, en videnskabelig teori til at forstå virkeligheden, som den er. For uden at se den skinbarlige sandhed i øjnene, vil det aldrig blive muligt at vælte kapitalismen én gang for alle.

Maos filosofiske essay fra 1937, Om Modsætning, er hyldet blandt maoister som værende bevis for hans bidrag til marxismens teoretiske arsenal. Selvom Mao spillede en ledende rolle i den kinesiske revolution, så er realiteten dog, at han ikke var en teoretiker. Det er derfor nødvendigt at lave en nøgtern analyse af de fejl og mangler, som er i Om Modsætning, for at uddanne nye kommunister i den dialektiske materialismes filosofiske metode. Dermed vil de også kunne forstå de historiske erfaringer fra perioden. 

Hvad er en modsætning?

Omdrejningspunktet for Maos tekst er spørgsmålet om modsætning. Derfor er det også nødvendigt først at forstå, hvad en modsætning betyder inden for marxistisk filosofi, også kendt som dialektisk materialisme.

I dagligdagen tænker vi på forandring som noget, der er tilfældigt og udefrakommende. På den måde bliver kriser i samfundet forstået som en fodfejl blandt vores politiske ledere eller indblandingen fra en fremmed magt. Vi tænker ikke, at det skyldes samfundets indre modsætning. 

Men med dialektisk filosofi forstår vi, at hver eneste ting eksisterer i konstant forandring – en forandring som bunder i tingenes egen indre modsætning. En tings indre modsætning består af modstykker, som betinger og forudsætter hinanden. Hegel, som havde enorm indflydelse på Marx og Engels med sin udvikling af dialektik og betoning af modsætninger, forklarede det således:

“Gæld og aktiver er ikke to afgrænsede, uafhængige instanser af ejendom. Hvad der er negativt for debitor er positivt for kreditor. […] Positiv og negativ betinger hinanden indbyrdes og kun igennem en relation til hinanden. Den nordlige pol i magneten kan ikke være uden sydpolen, og vice versa. […] I en modsætning står det forskellige ikke overfor et eksternt andet, men over for sit eget andet” (egen oversættelse).

Polerne af en modsætning er uadskillelige og bestemmer karakteren af hinanden. På den måde er polernes modstykker også i et antagonistisk forhold til hinanden – ligesom debitoren kun kan eksistere med kreditoren, så vil den ene pols opførsel med det samme modvirkes af den anden.

Marx understregede klart at klassemodsætningen mellem arbejdere og kapitalister netop udgør en sådan grundlæggende modsætning i det kapitalistiske samfund:

“Proletariatet og velstand er modsætninger; derfor danner de et samlet hele. De er begge skabt af den private ejendom. […] Privat ejendom som privat ejendom, som velstand, er tvunget til at opretholde sig selv, og derigennem eksistensen af sin modsætning, proletariatet” (egen oversættelse).

Med andre ord: Arbejdere og kapitalister kan ikke eksistere som arbejdere og kapitalister uden hinanden. Det betyder, at deres antagonistiske forhold er permanent og iboende i den kapitalistiske produktionsmåde.

En sådan proces kan ikke sættes på pause; at eksistere er at være i konstant bevægelse, og bevægelsen i det kapitalistiske samfund er i sidste instans klassekampen. Denne kamp mellem modstykkerne vil ikke fortsætte for evigt; den bevæger sig imod sin egen transformation eller ‘negation’. Som Marx skriver:

“Proletariatet er omvendt nødsaget til som proletariatet at afskaffe sig selv og dermed dets modstykke, privat ejendom, som bestemmer dets eksistens og derfor skaber proletariatet.”

Dette betyder dog ikke, at den eneste modsætning, som påvirker det kapitalistiske samfund, er kampen mellem arbejdere og kapitalister; det betyder, at denne modsætning er permanent og fundamental og ultimativt bestemmer indholdet af andre modsætninger.

Den primære modsætning

Hvordan tackler Mao spørgsmålet om modsætning? Først udlægger han det fundamentale princip i dialektikken: at “modsætninger eksisterer universelt og i alle processer”.

Efterfølgende forklarer han, at hver eneste partikulære ting eller proces har sin egen bestemte modsætning (eller essens), som adskiller den fra andre. I forlængelse heraf må hver modsætning derfor løses med hver deres bestemte metode, som også adskiller sig fra hinanden. Mao forklarer: “Metoden til at opløse modsætningen mellem arbejderklassen og borgerskabet er den socialistiske revolution; metoden til at opløse modsætningen mellem de brede masser og det feudale system er den demokratiske revolution…” (egen oversættelse).

I alle “store” eller “komplekse” fænomener, eksempelvis Kinas sociale struktur, vil der være et utal af modsætninger og processer i gang på én og samme tid. Det bringer os til kernen i Om Modsætning, nemlig Maos argument om den primære modsætning. For med så mange aktive processer og modsætninger i udviklingen af komplekse fænomener “må én modsætning være den primære [主要]”.

Som Mao forklarer:

“Når imperialismen lancerer en aggressionskrig mod et (semi-kolonialt) land […] vil modsætningen mellem imperialismen og det pågældende land blive den primære, mens alle modsætninger mellem de forskellige klasser i landet […] midlertidigt indtager en sekundær eller underordnet stilling. Sådan var det i Kina under Opiumskrigen i 1840, den kinesisk-japanske krig i 1894 og i Yi Ho Tuan-krigen i 1900, og sådan er det også i den nuværende kinesisk-japanske krig” (egen oversættelse).

Da Mao skrev disse ord, havde Japan invaderet Kina, og således konkluderede han, at “alle [Kinas] forskellige klasser, bortset fra et par forrædere, kan for øjeblikket forene sig i en national kamp imod imperialismen” (egen oversættelse).

Følger vi Maos tankegang, kan nationen samle sig imod imperialismen uden spor af det antagonistiske forhold, som er karakteristisk for klassekampen, så længe den primære modsætning er mellem imperialismen og nationen som helhed. Klassekampen er sat på pause, afkoblet eller på anden vis irrelevant for situationen.

Maos grundlæggende fejl er, at klassemodsætningen ikke er en modsætning, som løber sideløbende med alle mulige andre modsætninger. Den kan derfor ikke indtage en ‘sekundær’ position. Klassemodsætningen er af en fundamental karakter. Den er altid gældende og øver derfor altid sin indflydelse. Ligesom magneten ikke kan eksistere uden sine poler, så kan det kapitalistiske samfund ikke sætte klassemodsætningen på pause og samtidig være kapitalistisk.

Denne klassemodsætning gennemsyrer alt og danner grobund for mange andre modsætninger. For eksempel er imperialistiske krige ikke udelukkende ført af ‘nationale grunde’ og dermed adskilt fra klassemodsætningerne. De er i høj grad et udtryk for kapitalismens fundamentale klassemodsætning. Det er marxismens ABC, at imperialistiske krige bliver udkæmpet for at forfølge eller forsvare den herskende klasses interesser; for eksempel som et forsøg på at overkomme en økonomisk eller politisk krise, ved at finde nye markeder og indtægtskilder til at hæmme krisen, eller som led i at distrahere arbejderklassen.

Det er helt rigtigt, at imperialistisk undertrykkelse ofte maskerer samfundets klassemodsætninger, idet masserne typisk stiller sig bag deres eget borgerskab i forsøget på at forsvare sig. På den anden side har det nationale borgerskab ofte udnyttet følelsen af nationalt sammenhold til at konsolidere deres position som herskende klasse. I sådanne situationer er kommunisternes opgave at afsløre klassemodsætningerne frem for at skjule dem.

Kina var ingen undtagelse. Kuomintang (KMT), ledt af Chiang Kai-shek, var et borgerligt parti, som netop var baseret på kampen for et uafhængigt Kina på kapitalistisk basis. Men historien viste, at partiet var ude af stand til at kunne gennemføre dette i praksis. Da revolutionen imod imperialismen brød ud i 1920’erne, endte de nemlig ultimativt med at alliere sig med imperialisterne imod deres egen arbejderklasse. 

Krigen med Japan

Der er ingen tvivl om, at Kinas kamp mod japansk imperialisme var en national befrielseskamp. Kampen mod imperialisme var altafgørende for den kinesiske revolution.

Under sådanne forhold er det fuldstændig korrekt for et kommunistparti at fremføre slogans imod national undertrykkelse og organisere en befrielseskamp, som nødvendigvis fører til, at man må kæmpe side om side med det nationale borgerskab imod den udefrakommende undertrykker. Dette kan dog kun være midlertidigt.

Fra disse ellers rigtige præmisser brugte Mao sin “teori” om den primære modsætning til at konkludere, at man i kampen mod Japan ikke kunne opretholde politisk selvstændighed. I stedet måtte partiet underlægge sig det borgerlige KMT og give afkald på en selvstændig klasseposition. 

KKP gik endda så langt som til offentligt at erklære, at de:

“… afskaffer den gældende sovjetmagt [i de områder hvor KKP havde kontrol] og praktiserer demokrati baseret på folkets ret, for at forene de nationale politiske kræfter […] afskaffer den Røde Hær og genorganiserer den i den [KMT-kontrollerede] Nationale Revolutionære Hær, underordner den Nationalregeringens Kommission for Militære Anliggender, og afventer ordrer…” (egen oversættelse).

I sin essens var Maos argument, at KKP skulle opløse sig selv både politisk og organisatorisk, hvilket tidligere var sket under “Den Anden Enhedsfront” i revolutionen fra 1925-1927.

Maos politik om klassesamarbejde flød direkte fra hans grundlæggende teoretiske fejl. Det burde være soleklart for enhver kommunist, at undertrykkelsen af en nation udføres af kapitalistiske (modsat nationale) årsager. Ydermere hviler byrden fra en sådan undertrykkelse ikke ligeligt på de forskellige klasser i det pågældende land. Klassemodsætningerne i en undertrykt nation forsvinder heller ikke bare fordi, at det udsættes for en imperialistisk invasion.

Lenin forklarede på Den Kommunistiske Internationales (‘Komintern’) anden kongres i 1920:

“Mellem bourgeoisiet i de udbyttende og de koloniale lande er der foregået en vis tilnærmelse, således at bourgeoisiet i de undertrykte lande meget ofte, måske endda i de fleste tilfælde, selvom de også støtter de nationale bevægelser, bekæmper alle revolutionære bevægelser og revolutionære klasser i forståelse med, og det vil sige i fællesskab med, det imperialistiske bourgeoisi.”

Det er en perfekt beskrivelse af den kinesiske herskende klasses ageren. Lige siden de imperialistiske magter, ledt an af britisk imperialisme, begyndte at ydmyge, undertrykke og udnytte Kina, foretrak den kinesiske herskende klasse et lukrativt samarbejde med imperialisterne frem for at “forene sig” med resten af den kinesiske befolkning om at bekæmpe de fremmede magt.

Hvis Maos ideer var korrekte, så skulle datidens KMT-regering have fokuseret sine kræfter mod Japan og endda have rakt hånden ud til kommunistpariets hær med henblik på samarbejde. Men Kinas borgerlige diktator, Chiang Kai-shek, havde derimod en politik, der lød: “Først intern pacificering, så ekstern modstand”, hvilket betød, at den fælles kamp imod japansk imperialisme blev opgivet til fordel for at fortsætte den brutale borgerkrig imod KKP.

Det blev alt sammen bevist af begivenhederne efter 1937 samt af den “Anden Enhedsfront” mellem KKP og KMT. Selvom Chiang gav sit ord på, at han ville samarbejde med KKP mod Japan, havde han ingen intentioner om at holde det.

Efter den nyoprettede alliance med KKP mod de japanske styrker udførte Chiangs tropper utroligt lidt modstand og opgav i stedet hele provinser, som japanerne kunne indtage kvit og frit. Halvvejs inde i 1939 dedikerede Chiang sine bedste tropper (i omegnen af 500.000) til at lave en blokade af KKP, i stedet for at bekæmpe japanerne, da Chiang antog, at USA ville vinde krigen mod Japan for dem.

Chiangs politik ledte til en række enorme tab og hurtige tilbagetrækninger det første år af 1937. Invasionen var massiv, og i 1938 var byer som Beijing, Shanghai, Wuhan og Najing på ydmygende vis tabt til japanerne. Hovedstaden blev flyttet flere gange grundet invasionen og lå nu afsides i Sichuan-provinsen.

I et forsøg på at forsvare deres sidste “hovedstad” i Chongqing kunne KMT ikke se nogen anden mulighed end at oversvømme Den Gule Flod ved at ødelægge digerne, da det ville ødelægge den infrastruktur, som japanerne skulle bruge for at rykke ind i Sichuan og andre provinser. Oversvømmelsens ødelæggelser var imidlertid så store, at op imod 89.000 civile kinesere omgående druknede. Yderligere 500.000 døde efterfølgende af hungersnød og sygdom.

Disse forfærdelige begivenheder indkapsler essensen af den kinesiske herskende klasses patriotisme; selv når de kæmpede imod imperialismen, skadede de deres eget folk mere end deres fjende.

KKP forstod implicit, hvad dette betød. De begyndte ganske korrekt at rekruttere i de oversvømmede områder omkring Den Gule Flod og etablerede en base for den Røde Hær. De anerkendte altså implicit, at den “primære modsætning”, imperialistisk invasion, ikke midlertidigt havde sat klassemodsætningerne på pause, men at de derimod var blevet intensiveret af den imperialistiske invasion, eftersom den herskende klasse havde afsløret sig selv som landsforrædere. På trods af det formelle samarbejde mellem KKP og Chiang Kai-shek kunne klasserne ikke forenes i kampen mod deres fælles fjende Japan. 

Modsætnings egenart

Et andet argument, som Mao fremfører i Om Modsætning, er, at marxister ikke bør være ‘dogmatiske’ og tvinge altoverskyggende generaliseringer ned over en skiftende politisk situation. Han skriver: “Vores dogmatikere […] forstår ikke, at vi bliver nødt til at studere en modsætnings egenart og forstå essensen af hver enkelt ting. […] Vores dogmatikere er dovne. De nægter at foretage en grundig undersøgelse af de konkrete ting” (egen oversættelse).

At Mao understreger behovet for “en grundig undersøgelse af de konkrete ting” forekommer dybt ironisk, eftersom han udelukkende opererer med abstrakte påstande og mekanisk tænkning. Maos filosofiske pointe, om at undersøge tings egenart, er helt blottet for indhold. Ting ændrer sig, og forskellige metoder er derfor påkrævet i forskellige situationer. Det kan ingen være uenige med, og derfor gør det ingen klogere.

Enhver modsætning er forskellig, jovist, men for Mao er de selvstændige og uafhængige fra hinanden. Modsætning A har sin egen bestemte løsning, som er grundlæggende anderledes end løsningen til modsætning B. Vi skal bare studere hver enkelt modsætning, og derigennem kan vi så finde dens selvstændige løsning. Det er ligesom at blive præsenteret for forskellige blodprøver, hvorefter man prøver at bestemme, hvilke infektioner de hver især indeholder. 

Mao prøver i virkeligheden at fortælle os, at den kinesiske revolution er forskellig fra den russiske. Eftersom Kina var et kolonialt land, var landets revolution ikke socialistisk, men derimod national. Af den grund havde den sin helt egen løsning, nemlig at indgå aftaler med sin dødsfjende, Chiang Kai-shek. Hvem end der er uenig og mener, at en sådan alliance er at forråde revolutionen, er en dogmatiker, som er ude af stand til at se det særlige ved situationen.

Maos forsøg på at understrege vigtigheden af enhver modsætnings egenart er i virkeligheden et forsøg på at finde et teoretisk grundlag, som kan retfærdiggøre et kompromis med den herskende klasse.

Ifølge dialektisk materialisme er helheden større end summen af dens enkelte dele. De lovmæssigheder som opstår på et generelt plan – fx klassekampens love og lovene i den kapitalistiske økonomi – bestemmer i sidste instans de stridende klassers interesser og handlinger.

Marx forklarede allerede i 1848, at kapitalismen ville blive et verdensomspændende økonomisk system. Lenin beskrev dette system som imperialismen, der er baseret på den kendsgerning, at produktionen under kapitalismen er vokset ud over det nationale marked. Det betød, at økonomien blev en verdensøkonomi, hvor nogle lande er underordnet andre.

Resultatet af denne udvikling betød, at adskilte modsætninger, som dem “mellem de brede masser og det feudale system” og “mellem kolonierne og imperialisterne”, blev uløseligt forbundet med det kapitalistiske verdenssystem. Det var grunden til, at Komintern blev oprettet, så man succesfuldt kunne sprede revolutionen ind i Asien. Omkring 1920’erne kunne frugten af det arbejde tydeligt ses i Kina. Den kinesiske revolution var altså ikke en komplet adskilt proces med dens egne modsætninger, tidslinjer eller løsninger. Den var en del af en international proces.

Gennem den semi-koloniale udnyttelse af Kina havde et antal fremmede magter siden 1840’erne ødelagt Kinas nationale økonomi og dermed skabt en hær af jordløse bønder og fattige, som udgjorde begyndelsen til en ung kinesisk arbejderklasse. Samtidigt begyndte imperialismen at støtte det ellers vaklende gamle regime, som var blevet deres afhængige klient. Den fremvoksende kinesiske kapitalistklasse var afhængig af vestlig imperialisme og derigennem bundet til verdensmarkedet. Den kinesiske arbejderklasse kiggede derimod til den internationale kommunistiske bevægelse, hvorfor KKP oplevede en hurtigt vækst i 1920’erne.

Det betyder dog bestemt ikke, at den kinesiske revolution ikke havde sin egenart, som krævede en “grundig undersøgelse”. Intet kommunistparti kan gøre sig håb om at lede en revolution udelukkende på generaliseringer om kapitalismen og arbejderklassen. Det må analysere og deltage i hvert stadie af processen og fremføre klare og tydelige slogans, som forbinder sig med de konkrete forhold og befolkningens bevidsthed. Som Hegel sagde: sandheden er konkret.

At forstå den kinesiske revolution ‘konkret’ betyder at forstå den i sin faktiske internationale kontekst, ikke at behandle den som noget ‘særligt’ for sig selv. Perioden med den kinesiske revolution var ultimativt verdensrevolutionens epoke. Hvert eneste land var afhængigt af verdensøkonomien for sin eksistens. De revolutionære kampe i hvert enkelt land kunne derfor kun forstås som et led i en global kamp imod hele systemet. KKP havde aldrig eksisteret uden Komintern.

Det er ikke en abstrakt eller nidkær teoretisk pointe. Dens betydning illustreres af revolutionens efterfølgende begivenheder. 

Den kinesiske revolution

Eftersom Om Modsætning siger, at klassemodsætningen kun midlertidigt tager en sekundær position ved en invasion, så må man antage, at den igen bliver en primær modsætning, når invasionen slutter. I selvsamme dokument fortæller Mao:

“…i en anden situation ville modsætningerne ændre plads. Når imperialismen fortsætter sin undertrykkelse, ikke med krig, men med andre mildere midler – politiske, økonomiske og kulturelle – så vil den herskende klasse i semi-koloniale lande overgive sig til imperialismen. Således vil de danne en alliance, hvori de i fællesskab undertrykker masserne. Når det sker, så vil masserne oftest ty til borgerkrig, som led i kampen mod imperialisterne og deres alliance med den feudale klasse. Selvom imperialismen foretrækker at bruge indirekte metoder, frem for direkte indgreb, til at hjælpe de reaktionære i semi-koloniale lande med at undertrykke masserne, så gør det de interne klassemodsætninger særligt skarpe.” (egen oversættelse).

Situationen, som han her beskriver, passer perfekt på Kinas situation efter 1945. Amerikansk imperialisme var nu den største udnytter af Kina, men på en meget mildere måde end Japan havde været. KMT og Chiang Kai-shek arbejdede nu hånd i hånd med USA, fra hvem de modtog enorm militær støtte, for at kunne fortsætte deres kamp imod KKP. Man kunne derfor have forestillet sig, at Mao ville være nødt til at acceptere, at klasselinjerne nu var trukket meget tydeligt op. Det var trods alt hans egen konklusion i Om Modsætning, at det ville gøre “de interne klassemodsætninger særligt skarpe”.

Alligevel fortsatte Mao sin våbenhvile med KMT, selv efter krigen mod Japan sluttede. Og for at retfærdiggøre det, udviklede han et nyt perspektiv kaldet “Nyt demokrati”.

Ifølge perspektivet ville Kinas revolution ikke blive socialistisk. Den ville i stedet etablere et ‘nyt demokratisk samfund’. I bund og grund betød det, at kapitalismen ville blive bevaret, men at man ville nationalisere ejendom tilhørende ‘bureaukratisk kapital’ og ‘reaktionære’, som havde samarbejdet med Japan. Det skulle baseres på en alliance mellem alle Kinas klasser, herunder kapitalistklassen, imod en specifik del af kapitalistklassen.

Der var imidlertid ingen grund til at tro, at en holdbar alliance med KMT, eller nogen andre dele af den kinesiske kapitalistklasse, var mulig. Under banneret ‘Nyt demokrati’ tilbød Mao dog alligevel aftaler om samarbejde, der ville lade KMTs ledere blive ved magten i koalition med KKP. Denne tilgang afslører grundlæggende set en manglende tro på arbejderklassen og dens evne til at handle selvstændigt.

Maos aftaler blev altid afvist af Chiang Kai-shek. Det kunne ikke være anderledes – Chiang kom til magten præcist på baggrund af at ville ødelægge revolutionen og KKP på vegne af borgerskabet, hvilket han havde brugt de foregående to årtier på at gennemføre. Alligevel forsøgte Mao at danne en alliance med de selvsamme kræfter. Begivenhederne modbeviste hele perspektivet, da KMT brød våbenhvilen i 1947 og udløste den efterfølgende borgerkrig, som endte med KKP’s sejr i 1949.

Da KKP tog magten, flygtede de fleste af Kinas kapitalister med Chiang Kai-shek til Taiwan, hvor de etablerede et kapitalistisk diktatur med støtte fra USA. De kapitalister, som blev i Kina, nægtede at samarbejde med KKP, ligegyldigt hvor mange gange KKP kom med forslag om en koalition. Ud fra kapitalisternes synspunkt, så var KKP et kommunistparti, som havde været i krig med regeringen i årtier. KKP havde endda været en del af Komintern, som blev dannet for at omvælte kapitalismen, så de kunne aldrig stole på kommunistpartiet.

Det kapitalistiske KMT var ydermere forbundet til amerikansk imperialisme, som kæmpede en uforsonlig kamp mod kommunismen. Et år efter begyndte Korea-krigen, hvor Kina, Sovjetunionen og USA var involveret i en ekstremt voldelig kamp om, hvorvidt Korea skulle forblive kapitalistisk og indenfor USA’s indflydelsessfære.

Begivenhederne, som var et udtryk for en objektiv og global logik, tvang KKP til at droppe deres program om ‘Nyt demokrati’. De kinesiske kapitalister stillede sig på samme side som USA i Korea-krigen, i håb om at en amerikansk sejr ville give det nye KKP-regime i Kina et alvorligt slag. For at kunne støtte Nordkorea i krigen kunne KKP ikke tolerere, at nationale kapitalister udførte økonomisk sabotage.

KKP svingede derfor mod venstre og nationaliserede størstedelen af økonomien som modsvar til det faktum, at kapitalisterne enten havde forladt deres virksomheder eller brugte dem aktivt imod det nye KKP-regime. Vi kan derfor tydeligt se, hvordan disse ‘nationale modsætninger’ mod imperialisterne interagerede med samfundets fundamentale klassemodsætninger. De blev ikke løst udelukkede på national basis, men med klassekampens metoder.

Eksproprieringen af kapitalisterne var selvfølgelig helt korrekt. Pointen er, at begivenhederne falsificerede den teoretiske metode i Maos essay. Den kinesiske revolutions forløb beviser, at den herskende klasse hverken kunne eller ville forene sig med andre klasser i kampen mod imperialismen. Konklusionen i Om Modsætning, om muligheden for og det korrekte ved klassesamarbejde i koloniserede lande, var i overensstemmelse med den globale stalinistiske tendens.

Hvis Mao og KKP havde været ærlige og grundige i deres evaluering af revolutionens forløb, kunne de have rettet de store og vigtige fejl, som Om Modsætning indeholder. Således kunne de have udstyret kommunister både inden og uden for Kina med de nødvendige redskaber til at videreføre kampen for en socialistisk verdensrevolution.

I stedet blev de forkerte metoder, som Mao fremførte i 1937, ikke bare forsvaret, men styrket. Det fik katastrofale konsekvenser alle steder, hvor de blev indført, fx i Indonesien og Iran.

Det vigtige spørgsmål at stille sig selv, hvis man læser Om Modsætning, er ikke: “Væltede Mao faktisk kapitalismen?”, men i stedet: “Kan vi vælte kapitalismen på det her grundlag?”. De sidste 70 års erfaring har vist, at det ikke er tilfældet.

Det bureaukratiske udsyn

De pointer, Mao fremfører i Om Modsætning, om enhver modsætnings egenart med deres særlige dertilhørende løsninger, er en ensidig og mekanisk afvigelse fra dialektisk materialisme. Dens formål var at legitimere en opportunistisk og kortsigtet zigzagkurs ved at argumentere for, at ethvert land, eller ethvert stadie i et land, har sine egne helt særlige modsætninger. Modsætningernes egenart kræver sine egne bestemte og derved adskilte løsninger, således at klassekampen kan opgives af kommunister.

Om Modsætning udviser en subjektivistisk og arbitrær tilgang til historien. På overfladen lyder Mao som en dialektisk materialist. Men i virkeligheden opremser han bare Kinas forskellige historiske faser uden nogen forklaring af deres underliggende logik, nødvendighed og modsætninger:

“I perioden med den første enhedsfront gennemførte KMT Sun Yatsens politik om de ‘Tre principper for folket’, som bestod af den russiske alliance, samarbejde med kommunistpartiet og støtte til både bønder og arbejdere. Det var således en revolutionær og handlekraftig alliance af forskellige klasser, hvis mål var en demokratisk revolution. Efter 1927 forvandlede KMT sig imidlertid til sin modsætning og blev en reaktionær blok for jordejere og storborgerskabet. Efter Xian-affæren i december 1936 ændrede de igen kurs i retning af samarbejde med kommunistpartiet om at afslutte borgerkrigen og i fællesskab bekæmpe japansk imperialisme. Her ser vi det særlige ved KMT spredt ud over tre faser. Denne egenart har selvfølgelig sin oprindelse i et utal af årsager.” (egen oversættelse).

Det hele hviler derfor på dette “utal af årsager”, hvis indhold Mao overlader til læseren at finde ud af.

Det ville være af kæmpe historisk betydning, hvis et masseparti skiftede kurs og på et til to år gik fra at være “revolutionært og handlekraftigt” til en “reaktionær blok for jordejere og storborgerskabet”. Sådan et begivenhedsforløb kan ikke forklares på baggrund af en enkelt leders vilje. Det eneste, Mao fortæller os, er, at KMT ændrede sig. Først var det godt, og så var det skidt. Vi var allierede, og dernæst var vi fjender. Og det skyldes alt sammen årsager, som Mao ikke vil forklare os.

Sandheden er, at Mao ikke ville binde sig til et teoretisk perspektiv for den kinesiske revolution. Han ville hellere sælge sine medlemmer en vag og uklar dialektik, så han selv havde mere eller mindre frie tøjler til at skifte position, modsige sig selv og udnytte enhver situation, som åbnede sig.

Det viser, at der fandtes et bureaukratisk regime i KKP, længe inden det tog magten, hvilket kun blev tydeligere, efter det blev det regerende parti.

Det er desuden værd at bemærke, at KKP ikke havde nogen base i byerne, da Mao skrev Om Modsætning. På trods af at KKP oprindeligt udsprang af byerne som et arbejderparti, havde det siden 1928 været isoleret i afsidesliggende landdistrikter. Det var hverken del af nogen plan eller teori, men konsekvensen af revolutionens katastrofale nederlag i 1925-1927.

KKP blev forrådt – som Trotsky forudså – af den selvsamme leder, som Stalin havde insisteret på var vejen frem for revolutionen: Chiang Kai-shek. Fra 1926 til 1927 stod Chiang i spidsen for en brutal kontrarevolution mod KKP og arbejderklassen, som resulterede i en nedslagtning af titusinder af arbejdere og kommunister.

Nederlaget var så katastrofalt, og partiets reaktion så forfejlet (hvilket skyldtes Stalins ordre), at de medlemmer af KKP som overlevede kontrarevolutionen var tvunget til at flygte til afsidesliggende dele af landet.

Under de betingelser tilpassede partiet sig de nye forhold og forvandlede sig essentielt set til en bondehær baseret på guerilla-taktikker. Frem for at være et bolsjevikisk-parti med demokratisk centralisme, så blev det nødvendigt med en topstyret bureaukratisk struktur. Når den vigtigste opgave er ren og skær overlevelse baseret på militære midler mod en militært overlegen fjende, så er der ikke tid til diskussioner, i stedet kræver det en resolut og hensynsløs ledelse. Det er dette behov, som Maos tekst reflekterer.

En bureaukratisk ledelse har nødvendigvis et kortsigtet og mekanisk perspektiv. Og netop fordi det er bureaukratisk, betragter det ikke masserne som en selvstændig kraft, som er i stand til selv at ændre samfundet. Derfor tyer det til at udstikke ordrer fra oven uden at tage højde for den dynamik, der eksisterer mellem klasserne og deres interesser. Den bureaukratiske ledelse tror, at vejen til magten går gennem aftaler med ledere fra andre partier, og glemmer i mellemtiden, at netop dette kan demoraliserer og fremmedgøre arbejderklassen.

Faktisk er sådan en ledelse slet ikke interesseret i massernes aktive demokrati i partiet eller i at have medlemmer med et højt politisk niveau, som kan tænke selvstændigt. En sådan ledelse bliver ikke styrket af, at dets medlemmer diskuterer og derved opnår en bedre forståelse, så i stedet for at lede ved at argumentere, overbevise og inspirere, så opererer ledelsen ved at udstede ordrer, som skal adlydes. Den beholder sin magtposition gennem manøvrer, som spiller forskellige fraktioner ud mod hinanden.

Maos subjektivistiske perspektiv udspringer herfra. Han er tilbøjelig til at betragte sig selv som den alvidende, for hvem modsætninger kan kontrolleres af de valg, som den subjektive faktor (partiet) tager. Det er partiet, som afgør, hvad der er de primære og sekundære modsætninger, og partiet analyserer ikke, men beslutter hvilke løsninger, der tilsvarer hvilke modsætninger, uagtet hvilke materielle processer, som er i spil.

Senere i sit liv populariserede Mao sloganet “Partiet leder alt”. En frase som Xi Jinping ofte understreger vigtigheden af den dag i dag.

De praktiske implikationer af denne tilgang kan ses i 1957, hvor Mao udgiver endnu en artikel “Hvordan man korrekt håndterer modsætningerne blandt befolkningen”, hvori Mao giver en række forudbestemte løsninger på de forskellige konflikter, som opstod efter, at KKP tog magten. På baggrund af dette blev partibureaukratiet pålagt at ‘bestemme’ naturen af enhver konflikt og foreskrive en løsning, som var i overensstemmelse med Maos retningslinjer.

Sådan en ekstremt formalistisk, forudbestemt og topstyret tilgang havde ikke til formål faktisk at løse massernes problemer, og endnu mindre til formål at forstå problemernes materielle årsager. Det gik i alt sin enkelthed ud på at placere masserne under partiets jernhårde kontrol og fjerne enhver trussel mod bureaukratiets styre.

Behovet for dialektisk materialisme

I arbejdet med at uddanne en ny generation af kommunister tilbyder Om Modsætning en skematisk vejledning i, hvordan modsætninger kan løses; en tilgang, som gør mere skade end gavn. Selvom Maos simple fremstilling kan virke letforståelig, så tilbyder han ikke en brugbar metode til at forstå de virkelige underliggende dynamikker af klassekampen, krig og revolution. Hans ideer er tværtimod decideret skadelige.

Ideerne i Om Modsætning er gentagne gange blevet brugt til at forsvare den stalinistiske position om klassesamarbejde – en tilgang som ingenting har at gøre med marxismen. Selvom Om Modsætning udgiver sig for at være et opgør med dogmatisme, så er dets grundlæggende indhold et forsvar for stalinismens konstante søgen efter et “progressivt”, “patriotisk” nationalt borgerskab, som kommunister, arbejdere og bønder skal underlægge sig. Det er ren dogmatik, eftersom positionen påstås at være eviggyldig korrekt og ubestridelig sand, uagtet hvad erfaringerne fra Kinas egen historie viser.

Mao kunne ikke forudse den kinesiske revolutions virkelige forløb, men stalinisterne har aldrig kunnet forudse noget som helst. Det er, hvad Om Modsætning er udtryk for: der er ikke et forsøg på at forklare den underliggende logik i Kinas revolution, men et forsøg på at dække over de skiftende behov, som bureaukratiet i KKP havde.

Formålet med dialektisk materialisme er at få en korrekt forståelse af de virkelige processer, som foregår, så vi ikke bliver overrasket af klassekampen eller overvældet af midlertidige politiske fænomener. Dialektisk materialisme forklarer, at vi må starte ved kapitalismens fundamentale modsætninger, så vi kan følge, hvordan nutidige forhold vil ændre sig til sit modstykke: højkonjunktur bliver til lavkonjunktur, og politiske alliancer og fremgang vil give anledning til split og kriser.

Da Mao var ved magten, førte han konstant en dramatisk politisk zigzag kurs. Han gik fra at ville gøre Kina økonomisk selvforsynende, for at kunne bevare dets selvstændighed, til lynhurtigt at opgive ideen, da det ledte til massiv hungersnød og død. Han gik fra at være en mangeårig kritiker af amerikansk imperialisme til at mødes med Nixon i 1972 for at bekæmpe Sovjetunionen. De dramatiske skift var motiveret af at sikre KKP’s magt på kort sigt. Bureaukratiet famlede sig frem i blinde, fordi de var ude af stand til at se den grundlæggende kendsgerning, at socialisme hverken kan bygges i ét land alene eller uden arbejderdemokrati.

Sagt på en anden måde: Mao var fuldstændig ligeglad med de objektive dialektiske processer. Hans totale fravær af forståelse for samfundets virkelige modsætninger gjorde ham ude af stand til at foregribe begivenhedernes gang, og konsekvenserne af hans egne handlinger kom derfor også altid bag på ham. Det er en vigtig årsag til, at Kina i dag er kapitalistisk.

På ironisk vis har det vage budskab i Om Modsætning, om at afvise ‘dogmer’, studere ting konkret og acceptere, at ting ændrer sig, været et brugbart dække for det kinesiske bureaukratis forræderi af planøkonomien. Hver gang de ændrer deres position, såsom at genindføre kapitalismen, kan de med Mao i baghånden sige: “Modsætninger ændrer sig, og derfor gør deres løsninger også. Vi må ikke være dogmatiske”. Det er derfor, at KKP stadig hylder Maos tekst i dag.

Kommunister har derfor pligt til at studere marxistisk teori grundigt. Vigtigst af alt må vi studere dialektisk materialisme, så vi bliver i stand til at skelne den fra stalinismen og maoismens revisionistiske karikaturer. I en periode, hvor en succesfuld socialistisk verdensrevolution er mere presserende end nogensinde, har vi ikke råd til de nederlag, som stalinisme med garanti fører til.