Teksten er skrevet i december 1921. Det er første gang, artiklen offentliggøres i fuld længde på dansk.

De økonomiske konjunkturer og den internationale arbejderbevægelse

Den kapitalistiske verden går ind i en periode med industrielt opsving. Opsving veksler med kriser – en organisk lov i kapitalismen. Det nuværende opsving indikerer på ingen måde etableringen af en ligevægt i klassestrukturen. En krise fører ofte til en fremvækst af anarkistiske og reformistiske følelser blandt arbejderne. Opsvinget vil hjælpe til med at sammensmelte de arbejdende masser.

Symptomerne på et nyt revolutionært højvande bliver åbenbar i den europæiske arbejderbevægelse. Det er umuligt at forudsige, hvorvidt det vil føre en gigantisk altopslugende bølge med sig. Men der er ingen tvivl om, at den revolutionære udviklings kurve bevæger sig opad.

Den mest kritiske periode i den europæiske kapitalismes liv kom i det første efterkrigsår (1919). De højeste manifestationer af den revolutionære kamp i Italien (Septemberdagene i 1920) fandt sted på et tidspunkt, hvor de heftigste øjeblikke i den politiske krise i Tyskland, England og Frankrig allerede så ud til at overvundet. Dette års martsbegivenheder i Tyskland var et forsinket ekko af en revolutionær epoke, der var passeret og ikke begyndelsen på en ny. Tidligt i 1920 gik kapitalismen, efter at have konsolideret sine første positioner, allerede i offensiven. De arbejdende massers bevægelse antog en defensiv karakter. De kommunistiske partier blev overbevist om, at de var i et mindretal, og de så på visse tidspunkter ud til at være isolerede fra arbejderklassens overvældende flertal. Heraf den såkaldte ”krise” i Tredje Internationale. På nuværende tidspunkt er der, som jeg tidligere har påpeget, tydelige tegn på et vendepunkt. De arbejdende massers revolutionære offensiv vokser. Perspektiverne om kamp bliver mere og mere omfattende.

Denne rækkefølge af stadier er produktet af komplekse årsager af forskellig rang; men i bund og grund stammer de fra de skarpe zigzag-sving i den økonomiske situation, der afspejler den kapitalistiske udvikling i efterkrigstiden (Her menes tiden efter Første Verdenskrig, red.).

Det farligste tidspunkt for det europæiske borgerskab kom i perioden med demobilisering, hvor forrådte soldater vendte hjem og med deres genindtræden i produktionens bikube. De første efterkrigsmåneder affødte store vanskeligheder, der var med til at forværre den revolutionære kamp. Men den herskende borgerlige klike rettede sig selv i tide og gennemførte i stor stil en finansiel og politisk strategi med det formål at dæmpe demobiliseringskrisen. Statsbudgettet fortsatte med at bibeholde de uhyrlige proportioner fra krigstiden; mange virksomheder blev kunstigt holdt i gang; mange kontrakter blev forlænget for at afværge arbejdsløshed; lejligheder blev lejet til priser, der forbød reparation af bygninger; regeringen støttede gennem budgettet import af brød og kød. Med andre ord blev den nationale gæld hobet op, kursen blev forringet, økonomiens fundament blev undermineret – al sammen med det politiske formål at forlænge den falske handels-industrielle velstand fra krigsårene. Det gav de ledende industrielle cirkler en mulighed for at modernisere de største virksomheders tekniske udstyr og omstille sig til fredstidsproduktion.

Men dette fiktive opsving løb meget hurtigt ind i den universelle forarmelse. Forbrugsvareindustrien var de første, der gik i stå på grund af den ekstremt reducerede kapacitet på markedet og det opsatte overproduktionens første barrikader, der senere obstruerede ekspansionen af den tunge industri. Krisen antog usete proportioner og former uden sidestykke. Fra sin begyndelse på den anden side af Atlanten i det tidlige forår, spredte krisen sig til Europa i midten af 1920 og nåede sit laveste punkt i maj 1921, det år, der nu nærmer sig sin afslutning.

Så på det tidspunkt, da den åbne og umiskendelige handels-industrielle krise i efterkrigsperioden satte ind (efter et år med fiktiv velstand), var arbejderklassens første elementære angreb på det borgerlige samfund allerede på sit sidste stadie. Borgerskabet var i stand til at holde ud ved snyd og manøvrer, ved at give indrømmelser og delvis gennem militær modstand. Det første proletariske angreb var kaotisk – uden nogle bestemte politiske mål og ideer, uden nogen plan, uden noget ledende apparat. Dette indledende angrebs udfald viste arbejderne, at det at ændre deres skæbne og omdanne det borgerlige samfund var en langt mere kompliceret sag, end de måske havde troet under de første udtryk for efterkrigsprotesterne. De arbejdende masser, der i starten var relativt homogene med hensyn til at deres revolutionære stemning, begyndte hurtigt at tabe deres homogenitet – en intern differentiering startede blandt dem. Den mest dynamiske del af arbejderklassen, og den der var mindst bundet af tidligere traditioner, gik sammen i det kommunistiske parti, efter at de gennem erfaring havde lært behovet for ideologisk klarhed og organisatorisk sammensmeltning. Efter nederlagene veg de mere konservative eller mindre bevidste elementer midlertidigt væk fra revolutionære mål og metoder. Arbejderbureaukratiet profiterede fra denne deling til at genoprette sine positioner.

Den handels-industrielle krise i 1920 brød ud i løbet af foråret og sommeren, på et tidspunkt hvor den foregående politiske og psykologiske reaktion allerede var slået igennem inden for arbejderklassen. Krisen forøgede utvivlsomt utilfredsheden blandt væsentlige arbejdergrupper, hvilket her og der fremkaldte voldsomme demonstrationer af utilfredshed. Men efter den fejlslagne offensiv i 1919 og med den efterfølgende opløsning kunne den økonomiske krise ikke længere i sig selv sikre den nødvendige enhed i arbejderbevægelsen eller bringe den frem til et mere beslutsomt angreb.

Disse omstændigheder bestyrker vores opfattelse af, at krisens følger for arbejderbevægelsens kurs ikke er af så enkel en karakter, som nogle vil reducere den til. Krisens politiske følger (ikke kun omfanget af dens indflydelse, men også dens retning) er bestemt af hele den eksisterende politiske situation og af de begivenheder, som går forud og ledsager krisen, specielt kampene, arbejderklassens sejre og nederlag forud for krisen. Under nogle forhold kan krisen give en vældig tilskyndelse til arbejderklassens revolutionære aktivitet. Under andre forhold kan den fuldstændig lamme proletariatets offensiv, og – såfremt krisen varer for længe og arbejderne lider for store tab – kan den ikke blot svække arbejderklassens offensive, men også dens defensive kræfters potentiale, voldsomt.

I dag ville man måske, set i bakspejlet, formulere følgende sætning for at illustrere denne tanke: havde den økonomiske krise med sine udslag af massearbejdsløshed og usikkerhed fulgt direkte efter krigens afslutning, kunne det borgerlige samfunds krise have været af langt skarpere og dybere karakter. Præcis for at undgå dette tog den borgerlige stat kanten af den revolutionære krise gennem midler som spekulativ finansiel fremgang, det vil sige, ved at udskyde den uundgåelige handels-industrielle krise tolv til atten måneder på bekostning af en yderligere desorganisering af deres respektive finansielle og økonomiske apparater. På grund af dette blev krisen endnu dybere og skarpere: men tidsmæssigt faldt den ikke længere sammen med den turbulente bølge, der fulgte demobiliseringen, men kom i stedet på et tidspunkt, hvor den allerede var veget tilbage – på et tidspunkt hvor den ene lejr var i gang med at gøre status og genuddannede sig selv, mens den anden lejr gik igennem desillusionering og de splittelser, der udsprang heraf.

Arbejderklassens revolutionære energi blev vendt indad og fandt sit klareste udtryk i de ihærdige anstrengelser for at bygge kommunistpartiet. Det voksede med det samme til den største enkeltstående kraft i Tyskland og Frankrig. Med den umiddelbare fare drevet over, udnyttede kapitalismen, der kunstigt havde skabt et spekulativt opsving i løbet af 1919, fordelen af den fremspirende krise for at fordrive arbejderne fra de positioner, som kapitalisterne tidligere have overgivet til dem for at bevare deres egen eksistens (8-timers arbejdsdagen, lønstigninger). Arbejderne gik på tilbagetog, mens de udkæmpede kampe på bagtroppen. Ideerne om at tage magten, at etablere sovjetrepublikker, at gennemføre den socialistiske revolution blev naturligt nok slørede i deres tanker på et tidspunkt, hvor de fandt sig selv tvunget til at kæmpe, ikke altid med succes, for at holde den hastighed, som deres lønninger blev hugget ned med, nede.

Alle de steder, hvor den økonomiske krise ikke antog form af overproduktion og akut arbejdsløshed, men i stedet bibeholdt den mere dybdegående form (som i Tyskland) med landets bortaktionering og en elendig levestandard for de arbejdende masser, mindede arbejderklassen, der rettede sin energi mod at øge lønningerne for at kompensere for markens faldende købekraft, om en mand, der jager sin egen skygge. Som i andre lande gik den tyske kapitalisme i offensiven; de arbejdende masser trak sig under modstand tilbage i uorden.

Det var præcis i en sådan generel situation, at dette års martsbegivenheder fandt sted i Tyskland. begivenhedernes kerne kan skæres ned til, at det unge kommunistparti, forskrækket over den åbenlyse revolutionære ebbe i arbejderbevægelsen, gjorde et desperat forsøg på at udnytte aktionen fra en af de dele af proletariatet med en mere dynamisk tilbøjelighed til at ”elektrificere” arbejderklassen og at gøre alt, hvad der var muligt, for at fremtvinge en afgørelse, at fremskynde den afgørende kamp.

Kominterns tredje verdenskongres fandt sted med martsbegivenhederne i Tyskland i frisk erindring. Efter en omhyggelig analyse anerkendte kongressen fuldt ud den fare, der var indbygget i den manglende overensstemmelse mellem ”offensivens” taktik, taktikken med revolutionær ”elektrificering”, osv. på den ene side – og de mere grundlæggende processer, der fandt sted indenfor hele arbejderklassen i overensstemmelse med ændringerne og skiftende i den økonomiske og politiske situation på den anden.

Havde der i Tyskland i 1918 og 1919 været et kommunistparti med en styrke tilsvarende, hvad der eksisterede i marts 1921, er det temmelig sandsynligt, at proletariatet kunne havde taget magten så tidligt som januar eller marts 1919. Men der var ikke et sådant parti. Proletariatet led nederlag. Ud af erfaringerne fra dette nederlag voksede kommunistpartiet op. Da det først var opstået, ville det være blevet smadret til stumper, hvis det i 1921 havde forsøgt at handle, som kommunistpartiet burde havde handlet i 1919. Det er præcis, hvad den seneste verdenskongres gjorde klart.

Uenigheden om teorien om offensiven blev tæt sammenfiltret med spørgsmålet om vurderingen af den økonomiske konjunktur og dens fremtidige udvikling. De mere konsistente tilhængere af teorien om offensiven udviklede følgende argumentation: hele verden er i krisens greb, hvilket er en krise i en økonomisk samfundsorden i opløsning. Denne krise vil uundgåeligt uddybes og derigennem revolutionere arbejderklassen mere og mere. I dette lys var det overflødigt for kommunistpartiet at holde et nøje øje på dets bagtrop, på sine hovedreserver; dets opgave var at gå i offensiven mod det kapitalistiske samfund. Før eller senere ville proletariatet under det økonomiske forfalds pisk komme til dets støtte. Dette standpunkt nåede ikke frem på kongressen i en så formfuldendt form, fordi de skarpeste kanter var blevet sløret under det punkt på dagsordenen (commission), der behandlede den økonomiske situation. Selve ideen om, at den handels-industrielle krise kunne blive afløst af et relativt opsving, blev af de bevidste og halvbevidste tilhængere af teorien om offensiven betragtet som nærmest centrisme (Centrisme: en ustabil strømning/tilstand mellem reformisme og revolutionære ideer. Et centristisk parti er et parti, der bevæger sig mellem disse to – enten fra reformistiske ideer mod revolutionære eller den anden vej, red.). Hvad angår ideen om, at den nye handels-industrielle genopblomstring måske ikke blot ikke ville blive en bremse på revolutionen, men tværtimod kunne give forventning om at bibringe ny kraft og energi til den – blev betragtet som intet mindre end mensjevisme. ”Venstrefløjens” pseudo-radikalisme fandt et forsinket og temmelig uskyldigt udtryk på den seneste samling af det tyske kommunistparti, hvor en resolution blev vedtaget, hvori – lad mig i forbifarten bemærke – at jeg var udvalgt til en personlig polemik, selvom jeg kun udtrykte holdningen hos vores partis centralkomite. Jeg forsoner mig selv med denne lille og harmløse hævn fra ”venstrefløjen” endnu mere beredvilligt, fordi læren fra den tredje verdenskongres samlet set efterlod sit præg på alle, ikke mindst vores tyske kammerater.

Der er i dag ubestridelige tegn på et brud i den økonomiske konjunktur. Almindeligheder, som at den nuværende krise er kapitalismens sidste, at den udgør grundlaget for den revolutionære epoke, at den kun kan afsluttes med proletariatets sejr – alle sådanne almindeligheder kan tydeligvis ikke erstatte en konkret analyse af den økonomiske udvikling og alle de taktiske konsekvenser, som udspringer heraf. Rent faktisk ophørte verdenskrisen, som det er blevet sagt, i maj i år. Tegn på konjunkturforbedringer viste sig først i forbrugsgodeindustrien. Derefter kom den tunge industri også i gang. Dette er i dag ubestridelige kendsgerninger, som afspejles i statistikkerne. Jeg vil ikke anføre disse statistikker for ikke at gøre det vanskeligere for læseren at følge den generelle linje i mine tanker.

Betyder dette, at forfaldet i det kapitalistiske økonomiske liv er stoppet? At økonomien har genvundet sin ligevægt? At den revolutionære epoke nærmer sig sin afslutning? Slet ikke. Bruddet i den industrielle konjunktur er et udtryk for, at den kapitalistiske økonomis forfald og den revolutionære epokes kurs er langt mere sammensat, end nogle vil gøre det til.

Den økonomiske udvikling er karakteriseret af to forskelligartede kurver. Den første og grundlæggende kurve betegner produktivkræfternes generelle vækst, vareomsætningen, udenrigshandel, bankvirksomhed osv. I det store og hele bevæger denne kurve sig opad gennem hele kapitalismens udvikling. Den er et udtryk for den kendsgerning, at samfundets produktivkræfter og menneskehedens velstand er vokset under kapitalismen. Denne grundlæggende kurve bevæger sig imidlertid ikke opad i en lige linje. Der er årtier, hvor den kun stiger med en hårsbredde, derpå følger årtier, hvor den stiger stejlt opad, for atter gennem en ny periode at forblive på det samme niveau i lang tid. Vi kender med andre ord perioder fra historien med såvel hastig som mere gradvis vækst i produktivkræfterne under kapitalismen. Vi kan således uden vanskelighed fastslå, at den kun viser en svag stigning fra slutningen af det attende århundrede op til midten af det nittende århundrede ved at lave en kurve over den engelske udenrigshandel. Derpå stiger den hastigt i en periode på godt og vel tyve år (1851 til 1873). I den efterfølgende periode (1873 til 1894) forbliver den praktisk talt uændret, og derpå genoptages den hastigt opadgående stigning frem til krigen.

Hvis vi tegner denne kurve, vil den uregelmæssige opadgående krumning give os et skematisk billede af den kapitalistiske udviklings kurs som helhed, eller af et af dens aspekter.

Men vi ved, at den kapitalistiske udvikling finder sted gennem de såkaldte industrielle cyklusser, som består af en række på hinanden følgende økonomiske konjunkturer: opsving, opbremsning, krise, krisens ophør, forbedring, opsving, opbremsning osv. Historiske undersøgelser viser, at disse cykler følger efter hinanden med otte til ti års mellemrum. Hvis de blev tegnet ind på kurven, ville vi få en række af periodiske bølger, som bevægede sig op og ned placeret på den grundlæggende kurve, som karakteriserer kapitalismens generelle udvikling. Cykliske konjunkturbevægelser er uløseligt forbundet med den kapitalistiske økonomi, ligesom hjerteslagene er forbundet med en levende organisme.

Opsving følger krise, krise følger opsving, men samlet har kapitalismens kurve bevæget sig opad gennem århundreder.

Selvfølgelig må den samlede sum af opsving have været mere omfattende end den samlede sum af kriser. Men udviklingskurven antog forskellige aspekter i forskellige perioder. Der var perioder med stagnation. De cykliske svingninger er imidlertid ikke stoppet. Men eftersom den kapitalistiske udvikling som helhed fortsatte opad, følger det, at kriserne kun omtrent modsvarede opsvingene. I perioder, hvor produktivkræfterne udviklede sig kraftigt, fortsatte de cykliske svingninger med at afløse hinanden. Men det enkelte opsving bragte tydeligvis økonomien et større stykke fremad, end den blev kastet tilbage af den efterfølgende krise. De cykliske bølger kan sammenlignes med en metalstrengs vibrationer, idet vi forudsætter, at den økonomiske udviklings linje har en lighed med en spændt metalstreng. I virkeligheden er denne linje selvfølgelig ikke lige, men har en kompleks krumning.

Disse indre mekanismer i kapitalismen, som giver uophørlige skift mellem krise og opsving, viser os, hvor ukorrekt, ensidig og uvidenskabelig den idé er, at den nuværende stadigt dybere krise vil vare, indtil det proletariske diktatur er dannet, uafhængigt af om det vil ske næste år, om tre år eller endnu længere ude i fremtiden. De cykliske svingninger er, som vi sagde ved den tredje Verdenskongres både i vores rapport og resolution, en del af det kapitalistiske samfund i dets ungdom, modne alder og forfald, ligesom hjerteslagene ledsager et menneske helt til dødslejet. Hvordan de generelle forhold end er, hvor dybt det økonomiske forfald end er, så har den handels-industrielle krise den opgave at fjerne overskydende varer og produktivkræfter og skabe en tættere forbindelse mellem produktion og marked, og af netop disse grunde vil der altid være en mulighed for et industrielt genopsving.

Opsvingets tempo, rækkevidde, intensitet og varighed afhænger af de samlede forhold, som karakteriserer kapitalismens levedygtighed. I dag kan det med sikkerhed slås fast (vi gjorde allerede opmærksom på det under den tredje Verdenskongres), at efter at krisen har fjernet den første hindring i form af voldsomt stigende priser, vil den begyndende industrielle genopblomstring under de nuværende betingelser på verdensmarkedet hurtigt støde imod en række andre hindringer: det dybdegående sammenbrud i den økonomiske ligevægt mellem Amerika og Europa, forarmelsen af Central- og Østeuropa, den langvarige og dybe opløsning af det finansielle system osv. Det næste industrielle opsving vil på ingen måde være i stand til at genskabe forudsætningerne for en fremtidig udvikling der kan sammenlignes med før-krigsperioden. Det er tværtimod højst sandsynligt, at dette opsving efter de første erobringer vil støde imod de økonomiske skyttegrave, som krigen har gravet.

Men et opsving er et opsving. Det betyder en voksende efterspørgsel efter varer, en udvidet produktion, faldende arbejdsløshed, stigende priser og mulighed for højere lønninger. Og under de givne historiske omstændigheder vil opsvinget ikke dæmpe, men skærpe arbejderklassens revolutionære kamp. Det følger af alt det foregående. I alle de kapitalistiske lande nåede arbejderbevægelsen efter krigen sit højdepunkt og endte så, som vi har set, i et større eller mindre sammenbrud og tilbagetog og med splittelsen indenfor arbejderklassen selv. Under sådanne politiske og psykologiske forudsætninger ville en langvarig krise, selv om den uden tvivl ville bidrage til at øge forbitrelsen inden for arbejderklassen (specielt blandt de arbejdsløse og delvist arbejdsløse), uden tvivl samtidig have en tendens til at svække deres aktivitet, eftersom denne aktivitet er intimt forbundet med arbejdernes bevidsthed om deres uerstattelige rolle i produktionen.

Langvarig arbejdsløshed efter en periode med revolutionære, politiske stormløb og tilbageslag er overhovedet ikke nogen fordel for det kommunistiske parti. Tværtimod vil krisen, jo længere den varer, true med at give næring til anarkistiske holdninger på den ene fløj og reformistiske holdninger på den anden. Den kendsgerning kom til udtryk i de anarko-syndikalistiske gruppers udsplitning af Tredje Internationale, i en vis konsolidering af Amsterdam Internationalen og To-og-en-halv Internationale, i den midlertidige sammenslutning af Serrati-grupperne, i splittelsen inden for Levis gruppe osv. (Amsterdam Internationalen var den socialdemokratisk dominerede Internationale Fagforenings Føderation. To-og-en-halv’te Internationale var en midlertidig gruppe af partier, der havde forladt Anden Internationale; men som afslog at tilslutte sig Tredje Internationale. Serrati-grupperne var tilhængere af den italienske socialistleder Serrati, der oprindeligt tilhørte Tredje Internationale i 1919; men som senere i 1921 nægtede at følge dennes krav om at ekskludere reformisterne i partiet. Paul Levi var en kommunist, der forlod det tyske parti pga. dets ultra-venstre-linie i ”Marts-aktionen” i 1921, og som hurtigt bevægede sig over centrisme til reformisme, red.) Den industrielle genopblomstring vil tværtimod føre til en højnelse af arbejderklassens selvbevidsthed, som blev undergravet af nederlag og splittelse i dens egne rækker. Den vil svejse arbejderklassen sammen på fabrikkerne og i virksomhederne og øge deres ønske om enighed i handling og kamp.

Vi er allerede vidne til begyndelsen på denne proces. Arbejderne føler allerede mere fast grund under fødderne. De er i færd med at samle tropperne. De føler stærkt, at splittelsen er med til at bremse aktion. De stræber ikke alene efter en mere enig modstand mod kapitalens offensiv, som er et resultat af krisen, men også efter at forberede en modoffensiv, som bygger på den industrielle genopblomstring. Krisen var en periode med fejlslagne håb og med forbitrelse, ikke sjældent en afmægtig forbitrelse. Opsvinget vil, efterhånden som det udvikler sig, kanalisere disse følelser over i handling. Dette er netop, hvad vi slog fast i den resolution, som vi forsvarede ved den tredje kongres:

”Selv om den industrielle udviklings tempo bliver slækket og den nuværende kommercielle-industrielle krise afløst af en fremgangsperiode i et større eller mindre antal lande, vil dette på ingen måde betyde begyndelsen på en ’organisk’ periode. Lige så længe kapitalismen eksisterer, vil cykliske svingninger være uundgåelige. De vil ledsage kapitalismen i dens dødskamp, ligesom de fulgte den i dens ungdom og voksenliv. Hvis arbejderklassen skulle blive tvunget på tilbagetog under kapitalismens stormløb i løbet af den nuværende krise, vil den øjeblikkeligt genoptage offensiven, så snart der viser sig en forbedring i konjunkturerne. Den økonomiske offensiv, som uundgåeligt vil blive fremført under parolen om hævn for krigsperiodens bedragerier og for krisens plyndringer og mishandlinger, vil gå i retning af en åben borgerkrig, ligesom de nuværende offensive kampe gør det.” (On the International Situation and the Tasks of the Comintern, Theses of the Third World Congress, -i: The First Five Years of The Communist International, vol. I, p. 260.)

Den kapitalistiske presse slår på tromme for det økonomiske ”opsvings” succeser og for perspektiverne for en ny periode med kapitalistisk stabilitet. Denne ekstase er nøjagtig lige så ubegrundet som den komplementære frygt blandt “venstreorienterede”, der mener, at revolutionen må vokse ud af en uafbrudt forværring af krisen. Mens den kommende kommercielle og industrielle fremgang vil tilføre nye rigdomme til borgerskabets topcirkler, vil de politiske fordele i realiteten tilfalde os. Tendenserne til større enhed inden for arbejderklassen er kun et udtryk for et voksende ønske om handling. Hvor arbejderne i dag kræver, at kommunisterne af hensyn til kampen mod borgerskabet når frem til en aftale med de uafhængige og socialdemokraterne, vil de samme arbejdere – i det omfang bevægelsens massebasis vokser – i morgen blive overbevist om, at kun det kommunistiske parti tilbyder dem et lederskab i den revolutionære kamp. Den første tidevandsbølge vil bære alle arbejderorganisationerne frem og tilskynde dem til at nå en aftale. Men den samme skæbne venter socialdemokraterne og de uafhængige: de vil en efter en blive opslugt af de næste revolutionære tidevandsbølger.

Betyder dette – i modsætning til hvad forsvarerne af offensivteorien siger – at det ikke er krisen, men den kommende økonomiske genopblomstring, som vil føre direkte til proletariatets sejr? En sådan kategorisk påstand vil være ubegrundet. Vi har allerede ovenfor vist, at der ikke eksisterer en mekanisk men en sammensat dialektisk indbyrdes afhængighed mellem den økonomiske konjunktur og klassekampens karakter. Det vil være tilstrækkeligt til at forstå fremtiden at sige, at vi er på vej ind i genopblomstringsperioden langt bedre rustet, end vi påbegyndte kriseperioden. I de vigtigste europæiske lande har vi stærke kommunistiske partier. Konjunkturbruddet åbner uden tvivl muligheder for en offensiv – ikke kun på det økonomiske område, men også på det politiske. Det vil være frugtesløst at påbegynde spekulationer om, hvor denne offensiv vil ende. Den er netop begyndt, lige dukket op.

En ordkløver vil kunne rejse den indvending, at hvis vi medgiver, at den industrielle opblomstring ikke nødvendigvis fører os direkte til sejr, så vil en ny industriel cyklus være i gang og betegne endnu et skridt i retning af en genopretning af kapitalistisk ligevægt. Ville der ikke i dette tilfælde faktisk opstå en fare for en ny periode med kapitalistisk genopbygning? Til dette kan man svare følgende: Hvis det ikke lykkes kommunistpartiet at vokse, hvis proletariatet ikke opsamler erfaring, hvis det ikke lykkes proletariatet at kæmpe imod på en mere og mere omfattende og uforsonlig revolutionær måde, hvis det ved den først givne lejlighed ikke evner at gå fra forsvar til offensiv, så vil den kapitalistiske udviklings mekanismer, støttet af den borgerlige stats manøvrer, uden tvivl i det lange løb fuldføre deres arbejde. Hele lande vil økonomisk blive kastet ud i barbari. Millioner af mennesker vil omkomme af sult og med fortvivlelse i deres hjerter, og en vis form for ligevægt i den kapitalistiske verden vil blive genoprettet. Men et sådant perspektiv er en ren og skær abstraktion. Vejen til denne spekulative kapitalistiske ligevægt er fyldt med mange, kæmpemæssige forhindringer: kaos på verdensmarkedet, sammenbrud i valutasystemet, militarismens magt, krigstruslen, manglen på tillid til fremtiden. Kapitalismens elementære kræfter søger efter en flugtvej blandt massevis af forhindringer. Men de samme elementære kræfter rammer arbejderklassen og driver den fremad. Arbejderklassens udvikling stopper ikke, heller ikke når den er på tilbagetog. For mens den mister terræn, opsamler den erfaringer og opbygger sit parti. Den marcherer fremad. Arbejderklassen er en af forudsætningerne for social udvikling, en af faktorerne i denne udvikling, og er desuden den vigtigste faktor, da den repræsenterer fremtiden.

Den industrielle udviklings grundlæggende kurve er på jagt efter en stigende retning. De cykliske svingninger, som i efterkrigstiden minder om kramper, har gjort bevægelsen kompleks. Det er naturligvis umuligt at forudsige på hvilket tidspunkt i udviklingen, der vil opstå en sådan kombination af objektive og subjektive forhold, som vil frembringe en revolutionær omvæltning. Det er heller ikke muligt at forudsige, om dette vil finde sted i løbet af en fremtidig opblomstring eller ved begyndelsen af en ny cyklus. Det er tilstrækkeligt for os at vide, at udviklingstempoet i et betragteligt omfang afhænger af os, af vores parti og af vores taktik. Det er af yderste vigtighed at tage den nye økonomiske udvikling med i betragtning, da den kan åbne op for en ny fase med større enhed i rækkerne og i forberedelsen af en sejrrig offensiv. Hvis det revolutionære parti forstår, hvad der er, betyder det i sig selv en fremskynding af processen.